Frankrig efter Europa-Parlamentsvalget: Macron tabte – men vandt

af i EU/Europa/Politik & Samfund

FRANKRIG // ANALYSE – Præsident Macron tabte til sin rival fra forrige års præsidentvalg, Marine Le Pen ved søndagens valg til Europa-Parlamentet. Så kort kunne det siges, for Le Pens parti blev akkurat størst med under et procentpoints forspring. Men dykker man ned under tallene og ser nærmere på både alliancerne i det nye Europa-Parlament samt bevægelserne i fransk politik, er billedet mere kompliceret: Macron har de fleste vinderkort på hånden og vil formentlig vide at manøvrere i det nye landskab, forklarer Danmarks just afgåede ambassadør i Paris, Kirsten Biering i en analyse fra sin nye stol i DIIS (Dansk Institut for Internationale Studier). 

“Når man ender med at blive nummer to, kan man ikke sige, at man har vundet”: Quand on termine deuxième, on ne peut pas dire qu’on a gagné.

Så kort kan det siges, og sådan konkluderede Frankrigs premierminister Edouard Philippe, da han talte med medierne i den franske premierministers embedsbolig, Hôtel Matignon, lige efter valget til Europa-Parlamentet søndag den 26. maj. Ved valget opnåede præsident Emmanuel Macrons parti En Marche/Renaissance 22,41 % af stemmerne, mens Marine Le Pens Rassemblement National lige endte en tand over med 23,31 %.

Le Pen var da heller ikke sen til at erklære sig som vinder og straks herefter i øvrigt kræve udskrivning af nationalt nyvalg.

Kønt så det heller ikke ud for en politiker som Macron, der i den grad har ladet sig identificere med sit europæiske projekt, at Le Pens europaskeptiske kurs nu ligger foran Macrons pro-europæiske linje. Slet ikke

Det kan man næppe fortænke hende i, ikke mindst fordi præsidenten også selv havde lagt op til en konfrontation mellem nationalister og progressister; mellem sit part og Le Pens, som klart henviste til de næste nationale valg i Frankrig. At alt andet end en sejr ville svide og være et nederlag var soleklart ud fra den kontekst.

Det franske borgerlige dagblad, le Figaros forside, dagen efter valget. Også her ses modstillingen mellem de to partiledere og præsidentkandidater fra den anden runde af præsidentvalget i 2017 – præsident Macron og Marine Le Pen. Foto: Figaro.

Kønt så det heller ikke ud for en politiker som Macron, der i den grad har ladet sig identificere med sit europæiske projekt, at Le Pens europaskeptiske kurs nu ligger foran Macrons pro-europæiske linje – slet ikke.

Mange grunde til udfaldet

“C’est le 26 mai ou jamais” – “26. maj eller aldrig”, erklærede præsidenten i et interview få dage før valget.

Hertil kan man lægge måneders oppisket national stemning med aktioner fra de Gule Veste, hvor en stærkere tillidserklæring til præsidenten og hans politik i den grad ville være faldet på et tørt sted. Også selv om valg til Europa-Parlamentet meget sjældent har været et triumftog for siddende franske præsidenter.

Men hvad er grunden til resultatet?

Det konkrete program, der rakte videre end blot præsident Macrons forskellige udmeldinger, kom dertil alt for sent og spillede følgelig ikke nogen central rolle i den politiske diskussion før afstemningen

Der er flere mulige bud: Siddende præsidenters lod, en svær politisk tid for netop denne præsident, der har skullet håndtere måneder med protester og demonstrationer, en betydelig EU-træthed blandt vælgerne samt måske også selve kandidaterne og kampagnen.

Macrons spidskandidat, den tidligere europaminister Nathalie Loiseau, kan man sige meget godt om. Hun er både begavet og yderst kompetent, et fremtidigt stærkt kort i Europa-Parlamentet, men ikke en, der sådan lige rydder forsider. Loiseau har heller ikke prøvet at føre kampagne før og kom i øvrigt tidligt ud i problemer med afsløringen af en ungdomspolitisk flirt ret langt ude mod højre.

Bevidst eller ubevidst, men det fik det strategiske valg af le Pen som fjende nummer 1 til at klinge en kende hult i nogles øren.

Det konkrete program, der rakte videre end blot præsident Macrons forskellige udmeldinger, kom dertil alt for sent og spillede følgelig ikke nogen central rolle i den politiske diskussion før afstemningen.

Macron står alligevel stærkest

Fra flere sider blev resultatet følgelig udlagt som et klart nederlag for Macron, og hans politiske kritikere og fjender var ikke sene til at triumfere.

Men helt så enkelt er det imidlertid nok ikke.

For det første er forskellen på de to resultater lille. Le Pens parti Rassemblement National, det tidligere Front National, vandt som sagt nok på papiret, men gik fortsat tilbage i forhold til resultatet fra 2014. Det havde ikke været utænkeligt, at le Pen kunne have udnyttet den utilfredshed, som De Gule Veste er symbol på, langt stærkere.

Så længe det politiske flertal, der med godt 35 % faktisk findes på højrefløjen, ikke forener kræfterne, hvilket intet tyder på, er udsigten stadig god for den centrum-minoritet, der eksisterer omkring Macron

Men det blev ikke tilfældet. Macron viste sig at have en loyal sokkel af støtter, der stort set svarer til resultatet af første runde af præsidentvalget i 2017.

Og hvad der i et kort øjeblik i meningsmålingerne så ud, som om den klassiske franske højrefløj med Les Républicains‘ spidskandidat Francois-Xavier Bellamy kunne få ny luft under vingerne, endte faktisk med til slut fortsat at pege på et politisk landskab omkring Macron, der er lagt øde med en voldsom svækkelse af både den klassiske højre- såvel som venstrefløj.

Og så længe det politiske flertal, der med godt 35 % faktisk findes på højrefløjen (hvis man medtager det yderste højre med Le Pens Rassemblement National over det lille nationalistiske Debout la France over til det klassiske højre i form af Laurent Wauquiez’ Les Republicains), ikke forener kræfterne, hvilket intet tyder på, er udsigten stadig god for den centrum-minoritet, der eksisterer omkring Macron.

Hvilket leder til, at den absolutte modsætning i et nationalt valg mellem ham og le Pen fortsat forbliver et favoritscenarie for præsidenten.

I EU styrker Macron den liberale centergruppe

Som Europa-Parlamentet nu bliver sammensat, er det også her Macron, der ser ud til at sidde med de stærkeste kort på hånden.

Hans mandater har nemlig bidraget til styrkelsen af den liberale centergruppe ALDE, nu ALDE&R (Group of the Alliance of Liberals and Democrats for Europe + Renaissance + USR PLUS). Macrons valgliste Renaissance, Centerkræfterne og de grønne, der også gik frem, kan komme til at spille en anderledes afgørende rolle i et splittet parlament, hvor årtiers majoritet for centrumhøjre EPP og centrumvenstre S&D er brudt.

Den franske præsident har allerede markeret sig som en frontfigur i den internationale klimakamp. Nu kan det blive politisk alvor i mere end en forstand

Den magtposition vil den franske præsident, der om nogen kender til at manøvrere i ukendt politisk farvand, helt sikkert vide at udnytte.

Sandsynligheden for at finde bæredygtige kompromisser i spektret af centrum, centrumvenstre og de grønne med Macron som kongemager er nok også højere end Salvinis forsøg på at samle det samme blandt de farverige og mangeartede højre- og højrenationalistiske kræfter, hvoraf der i øvrigt heller ikke er så mange som spået.

Er der noget, Macron måske fortryder ikke at have set, kunne det være den overraskende fremgang for Frankrigs grønne parti EELV (Europe Écologie-Les Verts), der især samlede mange unge vælgere. Helt som tilfældet var med den grønne fremmarch i EU generelt. Den franske præsident har allerede markeret sig som en frontfigur i den internationale klimakamp. Nu kan det blive politisk alvor i mere end en forstand.

Macron kan sagtens blive mere og mere grøn, som tiden går, opmuntret af den konsolidering af egen magtbase både nationalt og europæisk, som kan findes her. Også det vil kunne bidrage til en anderledes dynamik i Europa-Parlamentet og i det europæiske samarbejde i videre forstand.

Nationalt åbner det tilsvarende nye perspektiver. Nr. 2 på Macrons valgliste til Europa-Parlamentet var Pascal Canfin, der netop er krydset over til Macrons lejr fra det grønne parti EELV. Lokketonerne fra præsidenten vil sikkert kun tage til i styrke.

Nedenfor ses en oversigt over det nye Europa-Parlament fordelt på de politiske grupperinger:

Det nye Europa-Parlament 2019-24. Kilde: Europa-Kommissionen.

Foto: Collage af billeder fra Wikimedia Commons. 

Kirsten Biering er uddannet cand.mag. i russisk og kunsthistorie fra Københavns Universitet. Fra 2015-2019 var hun Danmarks ambassadør i Paris. I dag er hun ass. senior rådgiver ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).
Hun har tidligere været Danmarks første ambassadør i Letland, da landet blev selvstændigt efter Sovjetunionens kollaps (1991), ambassadør ved den danske OSCE-delegation i Wien (2001), ambassadør i Holland (2005) og ambassadør i Sverige (2011).

Seneste artikler om EU