DAGENS POV // ASIEN – Over en fjerdedel af indbyggerne i den tidligere britiske kronkoloni Hong Kong, der de seneste 22 år har været kinesisk, demonstrerede søndag mod et lovforslag, der indebærer, at folk i Hong Kong, som mistænkes for en forbrydelse i Kina, uden videre kan udleveres til retsforfølgelse dér. Skrækken – som efter min bedste overbevisning er velbegrundet – er, at Kina vil misbruge loven til at hente mennesker, det være sig Hong Kong-kinesere eller udlændinge, til retsforfølgelse eller bare forsvinding ind i Kinas hemmelige rets- og fængselssystem.
”Da jeg gik mellem alle demonstranterne, slog det mig, hvor heldig jeg er at have oplevet så godt som alle væsentlige begivenheder i både Kina og Hong Kong, siden jeg blev født.” Ordene er den garvede kinesiske arbejderaktivist, Han Dongfangs. Siden opstanden i 1989 i Beijing, hvor han var blandt den lille håndfuld arbejdere, der organiserede 250.000 af den kinesiske hovedstads arbejdere i en fagforening uden om Kinas Kommunistparti, har han – når man ser bort fra årene i kinesisk fængsel og på hospital i USA – helliget sig at bedre forholdene for alle Kinas arbejdere.
Han Dongfang er stifter af China Labour Bulletin, der med base i Hong Kong i over 20 år har lyttet, rådgivet, uddannet overenskomstforhandlere og meget mere på fastlandet. Han er persona non grata i Kina og har haft indrejseforbud i sit hjemland, siden han blev afvist ved grænsen til Kina i 1993. Han og jeg har kendt hinanden i mange år og ses med jævne mellemrum her i Danmark eller i Hong Kong.
Hver gang Hong Kongs borgere har rejst børster over for Kina, har Han Dongfang fulgt demonstrationerne tæt, og som hver gang skriver vi om det på mail. I 25 år han ønsket sig at komme hjem til Kina, hvor han ikke længere er eftersøgt eller tiltalt ved domstolene.
Om udleveringsaftalen skriver han, at det ikke har noget med ham personligt at gøre. “Jeg har ikke brug for nogen udleveringsaftale for at komme til Kina. Jeg skal bare have en invitation. Med andre ord, hvis Kinas regering giver mig indrejsetilladelse i morgen, er jeg der i overmorgen :).”
✶
Da Storbritannien overdrog sin gamle kronkoloni Hong Kong til Kina i 1997, hed det nedladende, at Hong Kongs indbyggere var ’apolitiske’, ikke interesserede sig for politik og heller ikke forstod sig på det.
Helt så galt var det måske ikke, men i den britiske koloni Hong Kong, hvor jeg boede fra 1991 til 1997, blev dét, vi herhjemme betragter som politik, konsekvent omtalt og serveret som ’levebrødsforhold’ – arbejdsbetingelser, løn, social- og sundhedsspørgsmål mv. – noget med levevilkår, men ikke som politik.
Siden kom Hong Kongs borgere efter det. Senest har de med vedholdende protester og demonstrationer med helt op til to mio. deltagere foreløbig fået afværget en udleveringsaftale med moderlandet Kina.
Billederne med millioner af mennesker i fredelig demonstration i de kendte gader på øen Hong Kong bringer mindelser om de bevægede dage i Beijing i 1989, hvor den største demo, jeg overværede, talte fire millioner mennesker – vel at mærke i en by med måske 10 mio. mennesker i et land med over en mia. indbyggere. I Hong Kong er det over en fjerdedel af befolkningen. Punktum.
I 2012 forsøgte Kina så at indføre samme historie-, moral- og kulturskema i folkeskolen, som fastlandskinesiske børn undervises efter. Det udløste et ramaskrig fra elever, forældre og lærere, der kaldte undervisningens indhold hjernevask
Det nye er, at Hong Kongs polititjeneste, der har ry for at være den bedst uddannede, mest kapable, disciplinerede, fremkommelige og således også fredeligste i regionen, har oprustet. I 2014 brugte politiet for første gang tåregas mod demonstranter. Forleden skød politiet med gummikugler og med beanbag rounds – små poser fyldt med blykugler, der angiveligt skulle forrette beskeden skade, om end de kan slå ihjel. Den øgede bevæbning og brutalitet skaber forargelse og vrede over blandt Hong Kongs indbyggere, der siger, at det ellers så nøgterne politi nu bruges som politisk våben.
Det afviser Andy Tsang Wai-hung, der var politidirektør i 2014 og således den, der var ansvarlig for første gang, Hong Kongs politi brugte tåregas mod demonstranter. Han siger om politiets brutale indsats 12. juni, at den var “nødvendig og lovlig”. Han kom endda med en ’venskabelig advarsel’ til aktivister, som forlanger, at regeringen og politiet afstår fra at retsforfølge folk, der er mistænkt for optøjer.
“Hvis politiet mente, at tåregas ikke var nok til at standse voldelige angreb, måtte de tage skrappere midler i brug. Denne gang var det både nødvendigt og lovligt,” sagde Andy Tsang ifølge Hong Kong-avisen South China Morning Post. Den tidligere politidirektør udtalte sig alene på baggrund af, hvad han havde set i fjernsynet. Når hans holdning overhovedet er interessant, er det fordi, Kina har indstillet ham som leder af UNODC – FN’s anti-narko og -forbrydelsesenhed.
Hong Kong-kineserne rejser børster
Det er fjerde gang disse ’apolitiske’ Hong Kong-kinesere rejser børster mod centralmagten i Beijings drastiske forsøg på indskrænkninger af deres rettigheder, der er videre end fastlandskinesernes, men ikke ligefrem uafhængige af Kina, selvom de formelt kun har forsvars- og udenrigspolitik til fælles med Kina.
Første gang var i 2003, da Kina ville indføre nogenlunde samme lov i Hong Kong om statens sikkerhed mm. som den, der råder i Kina, hvilket var på kanten af den tidligere britiske kronkolonis mini-grundlov, der blev udarbejdet af Kina og Storbritannien i fællesskab i 1980’erne. En halv mio. af Hong Kongs indbyggere protesterede. Kina gav op.
I 2012 forsøgte Kina så at indføre samme historie-, moral- og kulturskema i folkeskolen, som fastlandskinesiske børn undervises efter. Det udløste et ramaskrig fra elever, forældre og lærere, der kaldte undervisningens indhold hjernevask. Efter et par ugers protester, hvor elever og forældre bl.a. tilbragte nætter foran Hong Kongs regeringskontor, bekendtgjorde den daværende leder, C. Y. Leung, at det i stedet ville blive op til den enkelte uddannelsesinstitution, hvilket skema de ville benytte. Dermed var forslaget om den kinesiske undervisning reelt begravet. Bevægelsen, der fik afværget den kinesiske historieforfalskning, blev kaldt Scholarism. Her gjorde en 15-årig skoledreng, Joshua Wong Chi-fung, sig særlig bemærket med sin veltalenhed.
I slutningen af 2014 forsøgte Kinas parlament, Den Nationale Folkekongres, at øge kontrollen med Hong Kongs valgsystem, der i forvejen i høj grad kontrolleres af centralmagten i Beijing. Det skabte bevægelsen Occupy Hong Kong, også kaldet Paraplybevægelsen, som efter små tre måneder fik Beijing til at give op. Den dengang 18-årige Joshua Wong var én af bevægelsens ledere. Han blev idømt syv ugers fængsel for at ignorere politiets ordre til demonstranterne om at rømme den tætbefolkede bydel Mongkok – verdens tættestbeboede område. Den nu 22-årige Joshua Wong blev løsladt her 15. juni og har med ildhu kastet sig ind i kampen mod den nye udleveringsaftale.
Leder i klemme
Trods politiets hårde fremfærd er demonstranterne disciplinerede og fredelige. De har destilleret protesterne til fire krav:
1)Lovforslaget skal trækkes tilbage.
2) De anholdte demonstranter skal frikendes.
3/ Den store demonstration 12. juni må ikke beskrives og behandles som ’optøjer’.
4) Alle politifolk, der brugte uforholdsmæssig megen vold den dag, skal straffes.
Efter, at Hong Kongs såkaldte Chief Executive (området har ikke en egentlig politisk regeringschef, snarere en administrerende direktør), Carrie Lam Cheng Yuet-ngor græd på TV og har suspenderet lovforslaget på ubestemt tid, har demonstranterne slækket på et krav, der tidligere stod på listen, nemlig, at hun skulle gå af. På den måde undgår begge parter at tabe ansigt.
Carrie Lam har en lang karriere i kolonistyret som embedsmand bag sig og siden også i Hong Kongs kinesiske forvaltning, som ved områdets lidet demokratiske valgsystem er blevet udpeget til leder af et beskedent valgkollegium, hvis loyalitet er deponeret hos centralmagten Beijing. Hun er pligtopfyldende og virker forundret over Hong Kong-boernes skarpe reaktion.
Hun sidder i en kedelig klemme mellem Beijing og Hong Kongs borgere, virker handlingslammet og som om, hun håber, det hele bare driver over. Det er muligt, hun ønsker at gå af, men som Jasper Tsang Yok-sing, der er tidligere formand for Hong Kongs Mickey Mouse-parlament, udtrykker det: “Chief Executive er i praksis udpeget af Beijing, så om og hvornår hun eller han træder tilbage, er ligeledes Beijings beslutning.”
Kina er vred
Og lige nu er Kinas ledere irriterede, grænsende til rasende over, at Hong Kong stjæler så megen opmærksomhed, mens de prøver at dæmme op for en truende handeskrig med USA.
Det er demonstranterne udmærket klar over, og tirsdag opsøgte en delegation på omkring 1000 mennesker G20-landenes konsulater med bøn om, at landenes ledere rejser spørgsmålet om udleveringsloven over for Kinas præsident og partichef, Xi Jingping, når de alle mødes til G20-møde i Osaka i Japan i weekenden.
Kina vil til gengæld under ingen omstændigheder have Hong Kong på dagsordenen i Osaka.
Omverdenen er vred
Det amerikanske udenrigsministerium har fordømt udvekslingsaftalen, så Udenrigsministeriet i Beijing hasteindkaldte USA’s ambassadør til Kina, Robert Forden, og skældte ham ud. I en erklæring fra viceudenrigsminister Le Yucheng hed det bl.a., at “Kina har opfordret USA til øjeblikkeligt at indstille al indblanding i Hong Kongs anliggender og holde inde med handlinger, der kan påvirke Hong Kongs velstand og stabilitet.”
Udenrigsministeriets talsmand Geng Shuang tilføjede, at ustabilitet i Hong Kong “ikke gavner USA’s interesser. Det er ikke godt for USA at lave ballade i Hong Kong.”
Carrie Lam sidder i en kedelig klemme mellem Beijing og Hong Kongs borgere, virker handlingslammet og som om, hun håber, det hele bare driver over
Dagen forinden introducerede amerikanske parlamentarikere for anden gang et lovforslag i den amerikanske Kongres, der skal “genbekræfte USA’s støtte til demokrati, menneskerettigheder og retssikkerhed på et tidspunkt, hvor disse friheder og Hong Kongs selvstyre undermineres af Kinas regering og Kommunistparti” – hvilket kan slå alvorlige buler i den betragtelige handel mellem USA og Hong Kong.
Også FN’s menneskeretskommissær, Michelle Bachelet, har kritiseret introduktionen af lovforslaget om udleveringsaftalen med Kina.
Storbritannien har indstillet al salg af udstyr til uropoliti, tåregas, knipler mm. og har sammen med Canada udsendt en erklæring om, at udleveringsaftalen ud over at få alvorlige konsekvenser for Hong Kongs borgere også vil skade tilliden til at gøre forretning i Hong Kong såvel som områdets internationale omdømme.
Garvet systemkritikers vurdering
Han Dongfang var ung jernbanearbejder i 1989, da studerende i Beijing protesterede over manglende medindflydelse og korruption i Kinas ledelse. Han blev begejstret for den nye bevægelse og var blandt den lille håndfuld, der formåede at organisere Beijings 250.000 arbejdere i et frit fagforbund, uafhængigt af Kinas Kommunistparti. Det kostede ham nogle år i fængsel og havde nær kostet ham livet, fordi han blev sat til at afsone i en alt for lille celle sammen med en gruppe tuberkuløse fanger. Han accepterede en såkaldt medicinsk benådning og kom til Amerika, hvor fagforbund dér betalte for hans behandling og fjernelse af en halv lunge og dermed reddede hans liv.
Så snart, han var nogenlunde på benene, forsøgte han at komme hjem til Kina for at fortsætte indsatsen for Kinas arbejdere. Han blev afvist ved grænsebommen ved Lowu og sendt tilbage over broen til Hong Kong, hvor han har boet siden og brugt al sin tid på at forbedre Kinas arbejderes vilkår, ikke på at organisere dem, for det må kun Kommunistpartiet.
Vi mødtes første gang i 1993, da han netop var blevet afvist ved grænsen. Siden har vi set en del til hinanden, senest her i København i foråret.
Han Dongfang mener, at det ikke var Beijing, men Carrie Lam selv, der fik idéen til lovforslaget om udlevering af mistænkte til Kina i kølvandet på en ung Hong Kong-kinesers drab af sin veninde på Taiwan.
”På den ene sider mener jeg, at Lam selv tog initiativ til lovforslaget, hun blev ikke instrueret af Beijing. Problemet opstod, da demokraterne og befolkningen i det hele taget udfordrede hendes beslutning. Lams arrogante reaktion reflekterer perfekt, at hun ikke mener at skulle stå til ansvar over for befolkningen, ikke behøver at forholde sig til deres reaktioner og den støj, de laver, eftersom hun ikke er valgt, dvs. bemyndiget af Hong Kongs befolkning. Det fremgik med al tydelighed af hendes pressekonference 9. juni, da flere end en million mennesker demonstrerede i gaderne.”
”På den anden side,” mener Han Dongfang, ”begyndte jeg at spekulere over, hvem i Beijing, der støtter Lam og hvorfor. Med andre ord, gavner lovforslaget om udlevering Xi Jinping? Og hvis ja, så hvordan? Selv, hvis der på langt sigt skulle være fordele for Xi, hvorfor så fremture nu, hvor han i forvejen har mere end nok at se til med handelskrigen mellem Kina og USA?”
”Jeg er kommet frem til, at dette er den perfekte storm – presset frem af Xi’s modstandere i Beijing for at stille ham i et dårligt lys og underminere hans autoritet. Og det er lykkedes for dem,” konkluderer Han.
Skulle man vende katastrofen til det bedre, måske ligefrem til noget positivt, mener Han Dongfang, at Carrie Lam bør gå af og centralmagten i Beijing udskrive ægte demokratisk valg til, hvem der skal efterfølge hende de sidste tre år af hendes embedsperiode.
”Det ville tilfredsstille de fleste Hong Kong-borgere og genoprette tilliden til Hong Kongs administration. Og vigtigst: det ville blive begyndelsen på centralmagtens opfyldelse af løftet til Hong Kongs befolkning om, at de har magten i Hong Kong,” mener Han Dongfang.
”Når det er sagt, så er gadeaktioner uforudsigelige, og ingen ved, hvad der kan ske. Men vi ved med sikkerhed, at lovforslaget er fortid.”
Gode råd fra forgængeren
Hong Kongs sidste ’regeringschef’ under det britiske kolonistyre, Anson Chan Fang On-san, opfordrer Carrie Lam til at lytte til demonstranterne og gennemføre en uvildig undersøgelse af politiets hårde fremfærd 12. juni.
Anson Chan mener, at Hong Kongs befolkning godt kan tilgive Carrie Lam, hvis hun beviser, at hun har taget ved lære af udviklingen. ”Hun skal vise, at hun er Chief Executive i Hong Kong, ikke Beijing. Hun skal sige: Jeg vil tale jeres sag. Jeg vil forsvare den politiske model Ét land, To systemer,” som Kinas gamle leder Deng Xiaoping udviklede med henblik på en forening mellem Taiwan og det kinesiske fastland langt ude i fremtiden, og som indledningsvis prøvekøres i Hong Kong i 50 år, hvoraf de 22 er gået.
Og hvis Hong Kongs politisk vakte borgere har ét vigtigt skjold mod Kinas vrede og stædige forsøg på at kvæle deres i forvejen beskedne frihed, er det netop det faktum, at centralmagten vil skyde foreningen med Taiwan endnu længere ud i fremtiden, hvis Hong Kong-kineserne mejes ned, som demonstranter i Beijing og andre kinesiske storbyer blev det i 1989.
Foto: Wikimedia Commons; Han Dongfang: Mette Holm og mindesiden 64memo.com; Anson Chan: hand-out ved demo
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her