TEATER // ANMELDELSE – Det er første gang, jeg oplever, at Manden, altså George, går ud af forestillingen som vinder, skriver Lærke Reddersen i sin anmeldelse af Hvem er bange for Virginia Woolf på Det kgl. Teater. Lige meget hvor rædselsfuldt Martha opfører sig, så lader han hende være rædselsfuld. Det er i mine øjne kærlighed.
Vi bliver mødt af en boksering. Så er stemningen ligesom lagt. Visseligen en tæppebelagt én af slagsen men klart en boksering, hvor vi er klar til tre solide runder med to af forfatteren indlagte pauser. Det er en lang aften, og det SKAL være en lang aften. Vi skal igennem en lang og hård kamp, hvor det er umuligt på forhånd at sige, hvem der vinder. Vore sjæle skal masseres til ukendelighed og det bliver de. De to ægtepars indbyrdes bryderier gør nas på os allesammen.
Scenografien udvikler sig snart til et hverdagsrum fra 60’ernes højere middelklasse.
Vores midaldrende ægtepar, Martha og George, kommer hjem fra en vinøs middag hos Marthas forældre, hvor de har mødt et ungt ægtepar. De er nye i universitetsbyen, hvor Marthas far er rektor for universitetet. Da George får at vide, at det unge ægtepar kommer på besøg her kl. 2 om natten, bliver han meget, meget træt. Han ved, hvad der nu kommer til at ske!
Stykket er jo belastet af, at vi er så mange, der har et tæt forhold til filmatiseringen med Elizabeth Taylor og Richard Burton, og mangen en skuespiller vil nok betakke sig for at stille op i netop det stykke på grund af den uundgåelige sammenligning, mens rollerne for andre kan forekomme som det rene guld. I dette tilfælde tror jeg, at der er tale om det sidste. Tammi Øst og Jens Jørn Spottag, der også deler privatliv, har selv ønsket at tage livtag med disse to af verdensdramatikkens pragtroller. Og det forstår man godt, når man ser resultatet. De ELSKER at spille denne forestilling. Den er som terapi, som lindring, som udløsning af stærke kræfter i dem selv – og de formår at få netop det til at smitte af på os andre.
Kampen renser
Uden at spoile plottet, kan man roligt sige, at det voksne ægtepar skændes fra start til slut. Og det har de prøvet før. Tricket er, at når der er andre mennesker tilstede, her det yngre ægtepar, så siger de rædselsfulde ting til hinanden, som de ellers ikke nævner i det daglige. Her handler det specifikt om et barn! Og så siger jeg ikke mere. Som i mange ægteskaber ligger der en uforløst konflikt, som de ikke kan tale om. Men i aften! I aften bliver alting anderledes.
Jeg har set stykket adskillige gange i ind- og udland, men det er første gang jeg oplever at Manden, altså George, går ud af forestillingen som vinder. Af alle tre bokserunder. Han plejer at blive gestaltet som en kedelig, kuet universitetsmand, men Spottag har måske besluttet sig for, at kærligheden til konen i enhver scene skal være større end hadet? Og lige meget hvor rædselsfuldt Øst får sin Martha til at opføre sig, så lader han hende være rædselsfuld. Det er i mine øjne kærlighed. Ren og skær.
Den hemmelighed, der afsløres undervejs, er så gennemgribende for et pars liv, at vi andre bliver sat på arbejde med at spekulere over, hvordan vi selv ville handle og reagere, hvis det var os, der var i samme situation. Og denne vores medvirken kalder på vores empati, vores egen tankevirksomhed, og det er der rigelig plads til i løbet af de tre timer.
Man mærker, at stykket har mange år på bagen. Det er utrolig snaksagligt, men dramatikeren har forbudt forkortelser – overhovedet. Og det giver også mening, at vi skal trækkes igennem den lange kamp, for netop tidsperspektivet gør noget ved vores tanker, udmattelsen renser, og vi får en mulighed for at gå ud fra teatret med et ønske om at opføre os bedre mod vores egne nære og kære. Og meget mere kan man vel ikke ønske sig af teatret?
Og ja, selvfølgelig skyldes det skuespillernes arbejde – deres præstationer. De er simpelthen rigtig glimrende. Og selvom instruktøren har valgt to forskellige spillestile til de to generationers skuespillere, så husker vi dem og mærker dem og lider med dem. Det er ulideligt – hele vejen frem til, at George til sidst står som den solide, kærlige ægtemand, der har dræbt deres livsløgn, og derved gør det muligt for de to aldrende mennesker at starte forfra.
Forestillingen spiller på Det Kongelige Teater frem til 7.6.19
Fotos: Camilla Winther, Det kgl. Teater.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her