BALLET // ANMELDELSE – Med Giant Steps som fællestitel præsenterer Den Kongelige Ballet en gryderet af tre balletter, der tilsammen dækker et lille århundredes tidsspand, men hænger usædvanligt godt og organisk sammen som et samlet hele.
Under fællestitlen Giant Steps lægger Den Kongelige Ballet her sidst på sæsonen et program frem, hvoraf man må forstå, at titlen alene mere end antyder, at de tre balletter repræsenterer kæmpeskridt fremad for dansekunsten. Heri er det svært ikke at være enig.
Fra en 98 år gammel ballet af George Balanchine fra 1928 til et 80 år gammelt værk af samme koreograf fra 1946 for til sidst at ende med en nutidig ballet af den engelske Christopher Wheeldon fra 2018 kommer vi med disse tre punktnedslag rundt om værker, der på hver sin måde viser, hvad det 20. århundredes ballet har kunnet og endnu opviser af kunstnerisk nyskabelse.
På en og samme tid klæder og reflekterer disse tre værker hinanden på sjældent intense og organiske måder. Alene af den grund manifesterer programmet sig som overordentligt vellykket og instruktivt, ligesom det i hvert af værkerne formidler tæt på ”gigantiske” kunstneriske oplevelser.
Forestillingen indledes af George Balanchines vel egentlig mest sande neoklassiske signaturballet Apollon Musagetes, hvor guden for musik og digtning, lægekunst, spådomskunst og bueskydning som musernes anfører sandt at sige var i olympisk topform. Lige så længe der i historien har været scenisk kunstdans til stede, har man helt fra renæssancens dage og op til vor egen tid skabt mytologiske balletter, men næppe nogen har overlevet så vedvarende som netop Balanchines ballet fra 1928, der nu står på tærsklen til at kunne runde sin 100-årsdag siden ballettens uropførelse i Paris.
Andreas Kaas leverer som Apollon en indtagende figurtegning af den unge gud, der hovedkulds kommer til verden og forsøger at finde fodfæste
At netop dette værk nærmest står alene tilbage i hele den mytologiske balletgenre, skyldes nok primært den abstrakte og klassiske formgivning, hvormed koreografen her manifesterer sit syn på de mytologiske værdisymboler, hvor Apollon vises som anfører for de tre muser Terpsichore, Kalliope og Polyhymnia.
Parret med Stravinskys på én gang skarpe og inderlige musik er vi her vidne til en dybtfølt musikalsk indlevelse, hvor spændingen mellem især Apollon og dansens muse, Terpsichore, står funklende klar. Enhver danser vil altid repræsentere sin egen kropslige skulptur, og Andreas Kaas leverer som Apollon en indtagende figurtegning af den unge gud, der hovedkulds kommer til verden og forsøger at finde fodfæste, indtil han under musernes vejledning modnes og tager føringen med lige dele autoritet og styrke. Sekunderet af Apollons to øvrige foretrukne muser for henholdsvis digtekunst og pantomime forenes de alle i hans favntag, hvor han mod slutningen først ligesom løfter deres fødder af gulvet og senere deres arme op imod den Olymp, hvortil kun kunsten kan opløfte menneskets fantasi og skaberkraft.
I stramme og eviggyldige trinrækker fremlægger Balanchine her en afklaring af hele dansens skulpturelle essens, der, når den lægges til musikkens udtryksevne, løfter danserne til en sfære, hvor fysik og symbolik forenes. Samtidig skildrer balletten et menneskeligt udviklingsforløb, hvor det ufærdige menneske modnes og vækkes til en selvbevidsthed, som rækker fra jordnær tyngde til æterisk vægtløshed. Det blev forløst af Andreas Kaas med Caroline Baldwin, Astrid Elbo og Stephanie Chen Gundorph som Apollons muser i Nikolaj Hübbes fremragende iscenesættelse. Der er gået megen tid, siden vi sidst så dette mesterværk herhjemme, så gensynet var både savnet og lykkeligt.
Formmæssig stringens
Som forestillingens midterdel fulgte Balanchines Fire Temperamenter fra 1946 til Paul Hindemiths æggende partitur, som han komponerede i 1940, og som netop beskriver de fire menneskelige natur- og karaktertræk, sådan som den klassiske oldtid udlagde dem, men nu skildret i et samtidigt musikalsk sprog og med stærk formmæssig stringens.
Denne musik passede som hånd i handske til Balanchines danseidealer, hvor al indføling er skrællet bort, og danserne alene blotlægger deres naturel i abstrakte bevægelsesmønstre. Hvis man kan indvende noget, er det, at den altdominerende grafiske mønstertegning af de enkelte temperamenters trinsekvenser og de forskellige grupperinger her bliver mere abstrakt, end godt er, og måske ikke altid er i fuldstændig samklang med Hindemiths musik, som rummer betydeligt mere passion og lidenskab, end Balanchines koreografi søger at opvise. Men samtidig når trinene i glimt ind til spejlbilleder af et indre sjæleliv hos de forskellige temperamenter, som igen åbner op for de emotionelle udsagn, koreografen her tegner foran os i sin rene, abstrakte form.
At Balanchines formationer og trinrækkefølger i dette værk tillige virker fjernøstligt inspirerede og har flere indisk inspirerede danseelementer, gør kun ballettens udtrykskraft mere mytisk og løfter den, ligesom Apollon Musagetes gør det, op til en dansekultur, som ikke kun er rundet af vestlig klassisk koreografi, men bliver af universel karakter.
Philip Duclos: Det er betagende at se en så endnu ung danser beherske såvel sit udtryk som den kropslige fysik i så intens grad, som hans talent opviser
Hvis én enkelt danser blandt de 24, som balletten udføres af, skal fremhæves, må det blive Philip Duclos, der her lægger en usædvanlig plastisk begavelse frem, parret med en teknisk nærmest ubegrænset ydeevne, der rækker langt ud over kroppens fysiske grænser. Han formår at strække koreografien ud til lige netop dér, hvor trinene nærmer sig de røde streger. Det er betagende at se en så endnu ung danser beherske såvel sit udtryk som den kropslige fysik i så intens grad, som hans talent opviser.
Efter aftenens anden pause fik vi den engelske Christopher Wheeldons knap 40 minutter lange værk Corybantic Games fra 2018, der benytter Leonard Bernsteins Serenade after Plato’s “Symposium” for soloviolin og orkester som sit musikalske baggrundstæppe.
Med ballettens titel har Wheeldon villet skildre de kultiske fejringer, som oldtidens græske krigere samledes om, og værkets hovedindtryk bliver da også primært en suite af rituelle danse, der med sine orientalsk prægede poserende grupperinger indtager scenen i uafbrudte sekvenser.
Energien fra Bernsteins musik, hvor komponisten tydeligvis har kigget Stravinsky over skulderen mere end én gang, smitter da også tydeligt af på koreografien og på de ni solister og 12 par dansere, som udfører den med imponerende fokus og koncentration. Men samtidig bliver det undertiden lidt vel repeterende og rigeligt gebærdende, idet Wheeldon lægger hovedvægten på armenes og hændernes bevægelser.
Enkelte indsatser når dog dybere ind til den motivation, der ligesom ligger lidt underbelyst bag de enkelte trinsekvenser. Men som kraftudladning og illustration af Bernsteins ildsprudlende partitur fungerer optrinnene fint, parret med den raffinerede lyssætning og en stor, bevægelig baggrundsprojektion af en Mondrian-agtig billedkomposition, hvori danserne ligesom holdes i en samlet grafisk spændetrøje.
Som helhed betragtet blev aftenens velsammensatte programmenu derfor til en koreografisk gryderet, hvor alle ingredienserne stod skarpt og i deres egen ret og sammen udgjorde en organisk balletmæssig helhed, der dækker lige knap et helt århundrede, men alligevel holdt organisk sammen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og