KRIG I MELLEMØSTEN // ANALYSE – Med sin strategi i Iran har Trump forårsaget det største stød mod amerikansk magt på den globale scene i amerikansk historie. Og lige nu har han placeret sig selv i eskaleringsfælden, mener Bo Jensen Buchreitz.
Ved at føre den forkerte krig, det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, har Trump så startet nedtællingen til Tredje Verdenskrig?
USA er nemlig fanget i Iran: Uanset hvad er Hormuzstrædet lukket; atommaterialerne er spredt rundtom i Iran, hvilket gør det sværere at stoppe udviklingen af atomvåben; og præstestyret sidder stadig solidt ved magten. Trumps regering er nu tvunget til at binde en større og større del af deres militærressourcer til at afbøde konsekvenserne af en situation, de kunne have undgået og burde have forudset.
Og denne krig i Mellemøsten vil binde alle USA’s ressourcer i en lang årrække, og det vil give USA’s to største geopolitiske rivaler, Rusland og Kina, en perfekt lejlighed til at udnytte krisen og fremme deres egne territoriale ambitioner og underminere den amerikansk-ledede verdensorden.
Situationen er en direkte konsekvens af de israelske og amerikanske decapitation strikes. USA sigtede efter at halshugge det iranske præstestyre, hvilket skulle føre til regimets kollaps. Angrebene skabte dog ikke et afgørende gennembrud, men tvang i stedet USA og Israel til at fortsætte angrebene – nu med højere risiko og større omkostninger.
De to lande, som Trumps nationale sikkerhedsstrategi udnævnte som USA’s hovedrivaler, nemlig Kina og Rusland, er ved at gøre sig klar til at udnytte USA’s fejltrin i Iran
Irans modtræk har været at lukke for Hormuzstrædet ved at angribe tankskibe med de såkaldte Shahed-droner. De behøver ikke at stoppe alle skibe, men bare sikre, at forsikringsselskaberne ikke vil forsikre lasten, da det reelt vil stoppe al sejlads i strædet. Med relativt få midler har Iran altså sikret sig kontrol med 20 % af verdens olie- og gasreserver.
Det amerikanske mål med at forhindre fremvæksten af en ”olie-hegemon” i Mellemøsten er altså fejlet; Iran kontrollerer nu åbenlyst Hormuzstrædet og har ingen ambitioner om at opgive det igen.
Tabet med Hormuzstrædet betyder en generel energiusikkerhed og prisstigninger, som vil få katastrofale konsekvenser for verdensøkonomien, og navnlig for Europa og Asien, der er afhængige af olie og gas fra Mellemøsten. Dette alene må ses som et af de største geopolitiske nederlag i moderne amerikansk historie.
Eskaleringsfælden
Men et lige så stort nederlag er den overhængende risiko for et atombevæbnet Iran. For USA har mistet overblikket over Irans berigede uran. Fra at være koncentreret på nogle nøglelokationer, der kunne overvåges af det internationale atomenergiagentur (IAEA), er uranen blevet spredt rundtomkring i Iran efter USA’s angreb på Esfahan og Natanz i 12-dageskrigen i 2025.
Det er altså i praksis blevet umuligt at stoppe spredningen og forhindre Iran i at udvikle atomvåben. USA og Israels halshugningsangreb (decapitation strikes) mod præstestyrets ledere understreger Irans behov for at udvikle atomvåben som deterrent mod fremtidige angreb.
Hvis han ikke eskalerer krisen, må han acceptere at være den præsident, der skabte en oliehegemon i Mellemøsten, gjorde Iran til en atomstat og ødelagde petrodollarsystemet og dermed Vestens dominans over verdensøkonomien
Trump er derfor tvunget til enten at acceptere et atombevæbnet Iran som oliehegemon eller prøve at bryde dets kontrol med Hormuzstrædet. Hvis Trump forlader krigen nu og erklærer sejr, så ville han efterlade Iran som Mellemøstens ubestridte leder af Hormuz. Og han må da også acceptere at være den siddende præsident, når Iran sprænger sin første atombombe.
Det er med al sandsynlighed uspiseligt for Trump og katastrofalt for både verdensfreden og verdensøkonomien. Trump er altså tvunget til at fortsætte op ad eskaleringsstigen og planlægge militære operationer på land.
Og dette er kernen i den eskaleringsfælde, som professor Robert Pape fra University of Chicago har formuleret. Han har i 21 år lavet simuleringer af en Iran-USA-konflikt sammen med officererne fra det amerikanske flyvevåben. I alle tilfælde lukkede Iran Hormuzstrædet som det første. Farerne ved at gå i krig med Iran har altså været kendt for det amerikanske militær i årtier.
Det er her, Trump er fanget nu. Konsekvenserne af den foregående handling fører til mere og mere smertefulde valg, der har større og mere blodige konsekvenser.
De sandsynlige scenarier er nu:
- en invasion af øen Kharg, som håndterer 90 % af Irans olie- og gasproduktion, i håbet om at presse Iran til forhandlingsbordet, da 40 % af Irans statsindtægter kommer fra salg af olie og naturgas.
- en besættelse af de iranske øer Abu Musa og Tunb-øerne i Hormuzstrædet for at beskytte tankskibene mod iranske angreb – og eventuelt udvide dette med en invasion af Irans sydlige kyststrækning på omkring 2.000 km.
- at US Navy eskorterer tankskibene gennem strædet endnu en gang, hvilket vil binde store dele af den amerikanske flåde i Hormuz på ubestemt tid.
Indtil videre har Trumps regering valgt en mere afgrænset strategi: At forsøge at kvæle Irans handel til søs frem for at ”lukke” hele Hormuzstrædet. I praksis handler det om kontrol og eventuel tilbageholdelse af skibe med iransk olie eller kurs mod iranske havne.
Det kan ses som en maritim parallel til en invasion af Kharg-øen: Målet er stadig at afskære Irans eksportindtægter, men uden ”boots on the ground” og med en mere spredt og derfor mere usikker håndhævelse til søs.
Men ingen af de ovennævnte scenarier vil dog være tilfredsstillende for amerikanerne eller Trump. De forlænger kun konflikten frem for at afslutte den. Ingen af de ovenstående muligheder forhindrer Iran i at kontrollere strædet eller på sigt at udvikle atomvåben, og derfor er Trump nødsaget til at planlægge en egentlig invasion af Iran for at udskifte præstestyret med et provestligt, prodemokratisk styre.
En sådan invasion vil binde amerikanerne til en region, de ifølge deres egen nationale sikkerhedsstrategi fra november 2025 ønsker at trække sig ud af, fordi det vil kræve fra 600.000 til 1,6 millioner amerikanske soldater at invadere Iran, hvilket er samme niveau som under Vietnamkrigen i 1968.
Tallene er overvældende, og USA’s geopolitiske situation er en ganske anden i dag end dengang. Trump har altså forårsaget det største stød mod amerikansk magt på den globale scene i hele USA’s 250 år lange historie.
Og hvis han ikke eskalerer krisen, må han acceptere at være den præsident, der skabte en oliehegemon i Mellemøsten, gjorde Iran til en atomstat og ødelagde petrodollarsystemet og dermed Vestens dominans over verdensøkonomien. Med Trumps patologiske modvilje mod at fremstå som en taber vil han med stor sandsynlighed vælge at eskalere krisen yderligere.
De to lande, som Trumps nationale sikkerhedsstrategi udnævnte som USA’s hovedrivaler, nemlig Kina og Rusland, er ved at gøre sig klar til at udnytte USA’s fejltrin i Iran. Xi Jinping vil forsøge at ”genforene” Fastlandskina med øen Taiwan, og Vladimir Putin vil forsøge at udnytte krisen til at teste Natos artikel 5 og genvinde initiativet i Ukraine-krigen.
Kina kan tage Taiwan
Det er allerede synligt i Kinas adfærd omkring Taiwan. Den amerikanske tænketank Institute for the Study of War peger på, at Beijing bruger USA’s binding i Iran til at skubbe på for tættere ”integration” over Taiwanstrædet og til at legitimere sin linje gennem kontakter til taiwanske oppositionsledere.
Og samtidig støtter Kina Iran med begrænset, men strategisk vigtige informationer og våben, der kan hjælpe Teheran med at genetablere dele af sin militære kapacitet og omgå presset fra Vesten. Kombinationen af politisk indflydelse omkring Taiwan og et praktisk samarbejde med Iran, der fastholder USA’s opmærksomhed i Mellemøsten, giver Kina et vindue til at flytte grænserne for, hvad der kan lade sig gøre i Taiwanstrædet.
Med USA suget ind i en ny forever war i Den Persiske Golf får Kina altså et strategisk frirum til at presse på i Asien og ikke mindst over for Taiwan. Xi Jinping har længe gjort ”genforening” til et historisk mål med en tidshorisont frem mod 2049, og flere amerikanske militære vurderinger har samtidig peget på et vindue mellem 2027-2035, før Kinas demografiske modvind for alvor æder af landets økonomiske og militære muskler.
Kinas befolkning begynder at skrumpe alvorligt ind efter disse år; den kinesiske arbejdsstyrke toppede allerede i 2010, og siden er den skrumpet med en hastighed, der er næsten dobbelt så hurtigt som i USA.
Set i det lys kommer en Iran-USA-krig som sendt fra himlen for Beijing: Taiwan er i sidste ende beskyttet af USA, men en amerikansk modreaktion bliver svagere, jo flere flådestyrker, missiler og præcisionsvåben der bindes og forbruges i Mellemøsten. Og fordi Taiwan er et nøgleled i USA’s chipforsyning, vil selv et begrænset skred i status quo få konsekvenser, der rækker langt ud over Taiwanstrædet, og USA risikerer at miste sin førerposition i AI-kapløbet.
USA’s forsvar af sine allierede i Den Persiske Golf svækker allerede Ukraines luftforsvar i Europa. Ifølge rapporter fra Washington Post og AP, har Pentagon været tvunget til at omdirigere store partier af antiluftskytsmissiler (herunder de kritiske Patriot- og NASAMS-interceptorer), som oprindeligt var øremærket til Ukraine. USA og dets Golf-allierede brugte angiveligt over 800 Patriot-missiler på krigens første døgn i Mellemøsten på at nedskyde iranske dronesværme og ballistiske missiler. Til sammenligning producerer USA kun cirka 600 af disse missiler om året.
Den ”perfekte storm” for den russiske krigsmaskine
Ukraine svækkes altså på et tidspunkt, hvor den tyske forsvarschef, general Carsten Breuer, advarer om, at der er en overhængende fare for, at Rusland angriber et Nato-land i 2029. Når Ukraine løber tør for interceptorer, mister de evnen til at beskytte deres byer og infrastruktur, men vigtigst af alt efterlader det frontlinjerne sårbare over for de russiske glidebomber, som russerne nu producerer i rekordfart.
Konsekvenserne er systemiske: Pentagon har omdirigeret 750 millioner dollars betalt af europæiske Nato-allierede til indkøb af amerikanske våbensystemer til Ukraine (PURL-programmet) til i stedet at genopfylde deres egne udtømte lagre. Med omdirigeringen af antiluftskytsmissilerne er Europa og Ukraine altså udsatte, og Putin behøver ikke længere at vinde en hurtig sejr; han skal blot vente på, at det ukrainske luftværn ”løber tør”, mens USA’s produktion er reserveret til en krig i Iran.
Og samtidig er Europas krigsproduktion faretruende bagud. Verdens ældste forsvarstænketank The Royal United Services Institute for Defence and Security Studies (RUSI) understreger, at europæerne halter voldsomt bagefter Rusland.
Europa bruger mange penge, men får meget lidt ud af deres investeringer på grund af flere faktorer som fx europæiske landes ønske om at beskytte deres egen våbenindustri mod konkurrence. RUSI konkluderer, at Rusland har transformeret sig til en krigsøkonomi, der producerer materiel hurtigere, end europæerne kan nå at reagere på. Uden USA’s støtte ville Europa altså ikke kunne afskrække Rusland.
Trumps krig med Iran forværrer derfor markant den europæiske forsvarssituation i Putins favør. Hvis USA indsætter halv til en hel million soldater i Iran, forsvinder den konventionelle afskrækkelse i Europa.
Putin behøver ikke en aftale med Trump; han behøver blot at vente på, at den amerikanske ”tripwire” i Baltikum og Polen bliver så tynd, at den ikke længere kan holde. Og ligesom Kina tikker Ruslands demografiske ur: I 2030 vil ca. 10-11 % af Ruslands unge i alderen 20-34 være i hæren, da Putin har underskrevet et dekret, der øger hærens størrelse til 2,38 millioner mand, hvoraf 1,5 millioner skal være aktive kampsoldater. Når USA kæmper i Mellemøsten, står Europa altså alene over for en russisk krigsmaskine, der er på sit højeste.
Trumps tragedie
Det er næppe sandsynligt, at Trump har startet nedtællingen til Tredje Verdenskrig. Men det er ikke videre betryggende, da årsagen er, at USA ikke kan udkæmpe en verdenskrig på tre fronter på tre kontinenter samtidig. USA kan ikke håndtere en ny Vietnamkrig i Iran, et forsvar af Taiwan i Det Sydkinesiske Hav, en eskalering af Ukraine-krigen samt en potentiel russisk invasion af et af de baltiske lande samtidig. Ved at lade sig fange i den iranske eskaleringsfælde har Trump reelt blotlagt den amerikanske overstrækning og indledt afslutningen på det amerikanske århundrede.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og