VALG I UNGARN // REPORTAGE – Ungarn har stemt sig til et politisk magtskifte for første gang i 16 år. Valget af oppositionslederen Péter Magyar blev fejret af hundredtusindvis af lokale ungarere, der hele aftenen hujede og festede sig gennem gaderne i landets hovedstad, Budapest.
BUDAPEST – LED-lasere og teknomusik med en høj brummen fra bassen er sjældent noget, man oplever foran en parlamentsbygning. Men i hjertet af Budapest bliver det på valgaftenen en realitet, da det står klart, at oppositionsleder Péter Magyar og hans parti Tisza står til at vinde valget.
Et fornemt sted i ungarsk historie er blevet til et epicenter for en kæmpe folkefest, mens valgresultaterne ruller ind. Mange tusinde mennesker fylder forårsluften med latter, dans og utallige ungarske flag.
I 16 år har det ungarske folk haft Fidesz ved magten, men i aften er enorme fester brudt ud ved historiske monumenter rundt om i hovedstaden ved udsigten til, at Tiszia er landets nye regeringsparti. Omkring pladsen ved den over 100 år gamle parlamentsbygning står titusindvis af mennesker og vifter med ungarske flag, mens de fejrer, hvad der beskrives som muligheden for forandring.
Håb og forventninger
“Jeg forventer, vi vinder i aften” siger Dr. Alexandra Szaboa, der står ved en valgplakat med sit eget ansigt på.
Det er først på eftermiddagen, og hun er ude for at lave det sidste arbejde i sin politiske kampagne, hvor hun stiller op for oppositionspartiet Tisza. På dette tidspunkt er der stadig et par timer til kl. 19, hvor de ungarske valgsteder lukker.
Vi har ventet på det her i årevis, så vi kommer til at feste hele natten lang
For at finde roden til den selvtillid og optimisme, der hersker hos Tisza-kandidaten, kan man tage et kig på de seneste dages meningsmålinger.
“Vi står jo til som parti at få 50 procent af stemmerne, og det vil jo betyde, at vi slipper af med Viktor Orbán,” siger dr. Alexandra Szaboa.
Allerede tidligt på dagen kommer det frem, at man regner med, at langt flere vil stemme ved dette valg i forhold til tidligere udgaver. Det skulle vise sig at være rigtigt, da tal viste, at 77,8 procent af Ungarns stemmeberettigede havde sat kryds til valget, hvilket er rekordhøjt og 10 procentpoint højere end stemmeprocenten ved valget i 2022.
Flere internationale medier har beskrevet Ungarns valg 2026 som “Europas vigtigste valg i år”, og det har måske haft en betydning for den rekordhøje stemmeprocent blandt de ungarske vælgere.
Op til valgdagen den 12. april viste de sidste meningsmålinger, at partiet Tisza med Péter Magyar i spidsen havde en reel mulighed for at vælte partiet Fidesz af pinden. Partiet har siddet på magten i Ungarn siden 2010 med Viktor Orbán som premierminister.
I de 16 år er Ungarn blevet kritiseret for at være besværligt at have med at gøre, særligt i EU-sammenhænge. Her har landet gentagne gange stoppet direktiver, støttet er støttet af de andre EU-lande, såsom lån til Ukraine og sanktioner mod Rusland, efter Ruslands invasion af Ukraine i 2022.
“Hvis Tisza vinder i aften, så vil det betyde, at Ungarn kommer EU i møde igen,” siger dr. Alexandra Szaboa med et meget stort smil.
Under Viktor Orbán og Fidesz har Ungarn trukket sig væk fra fællesskabet i EU og er rykket tættere på Rusland, forklarer hun, og afslutter med at der er behov for forandring i Ungarn.
Hun skal senere på dagen over til forsamlingen af Tisza-vælgere, der vil holde til ved Donaufloden. Tisza-kandidaten håber, at hun kan fejre, at Péter Magyar, der er leder af oppositionen og direkte modstander af premierminister Viktor Orbán, vinder valget og lægger en længe ventet ny politisk retning for Ungarn.
De første antydninger
Langs Donaufloden, der deler Budapest i det kuperede Buda med sine historiske bygninger og det flade Pest med byens travle centrum, er titusindvis af mennesker samlet for at følge stemmeoptællingen og udfaldet af valget.
Arrangementet finder sted på den vestlige side, Buda-siden, hvor udsigten over det oplyste parlament på den modsatte side af floden giver genskær og er med til at lyse den mørke aften op.
Her står unge som ældre iført ungarske flag og EU-flag for at fejre håbet om en ny regering. Medbragte øl og hjemmebrændt spiritus bidrager til den gode stemning – og den stiger yderligere, hver gang nye målinger tikker ind fra de lukkede valgsteder, som peger i retning af, at deres drøm er ved at gå i opfyldelse.
“Jeg håber, at de kan give os en bedre fremtid,” siger Miklos Kiss, mens hans kammerat erklærer sig enig ved at nikke, hvorefter han tager en tår af sin dåseøl.
Miklos og hans kammerat, Vizi Gabor, er mødt op flere timer før de officielle valgresultater bliver offentliggjort. De to venner hygger sig med øl og jublende råb hver gang den “rigtige” politiker dukker op på storskærmen.
“Vi har ventet på det her i årevis, så vi kommer til at feste hele natten lang, hvis Tisza vinder,” siger Miklos med et smil på læben.
“Og så er det virkelig hyggeligt. Vi får en masse gode samtaler med mennesker, der har stemt på det samme parti som os. Det er spændende at høre, om man er helt enig eller ej.”
For Miklos er der ingen tvivl om, at det er på tide, at Ungarn får en ny premierminister. Han oplever sit land som et samfund, der langsomt falder fra hinanden.
“Hvis du bliver syg, er der ingen hjælp at få. Sundhedssystemet er ved at bryde sammen. Samtidig er den offentlige transport dårlig – især togene. Og vejene, de er enten fyldt med skrald eller i elendig stand.”
“Det står værre til end nogensinde før,” siger han.
Trods hans negative syn på det land, han er vokset op i, ser Miklos dog også lys forude. Han tror på, at Péter Magyar kan bringe Ungarn tættere på EU.
“Vi ønsker et land, der er bedre at bo i. Fidesz har givet os et dårligt ry i Europa. Jeg håber virkelig, at Péter Magyar kan rette op på det.”
Flere internationale medier har beskrevet Ungarns valg 2026 som “Europas vigtigste valg i år”, og det har måske haft en betydning for den rekordhøje stemmeprocent blandt de ungarske vælgere
Som aftenen skrider frem, strømmer endnu flere mennesker til pladsen. Sammen med de optalte resultater, der i stigende grad peger mod en ny regering med Péter Magyar i spidsen, skaber det en elektrisk stemning, der breder sig gennem folkemængden.
Et klart resultat
Andre fester begynder nu også at tage form i Budapest, udover storskærmsarrangementet ved Donaufloden. Ved pladsen foran parlamentsbygningen, lige på den anden side af floden, mærker man, at stemningen stiger omkring kl. 21:30, da Viktor Orbán i et facebookopslag erkender oppositionspartiet Tisza og Péter Magyars sejr.
Herfra er det en kendsgerning, at Péter Magyar vil erstatte Viktor Orbán som premierminister, og festen kan for alvor bryde ud. Selvom det enorme arrangement foran parlamentsbygningen ikke er partirelateret, samles i tusindvis af ungarere i alle aldre sig for at feste, ikke nødvendigvis fordi de alle ønsker Tisza, men fordi der endelig er sket en ændring.
“Det er hele landet, der fejrer forandringen,” fortæller en festlig ung mand pakket ind i et EU-flag lige foran en af de store højtalere, der blæser teknomusik ud på pladsen.
Tisza er stadig et højreorienteret parti og har derfor nogle holdninger, som jeg kan sætte spørgsmålstegn ved, men det er stadig i et mere begrænset omfang end hos Fidesz
En anden ung mand siger:
“Det føles som om alle her er på ecstasy, men i virkeligheden er alle bare euforiske over valgresultatet.”
Under den festende menneskemængde kan man svagt ane et skilt, der siger, at græsset ikke må betrædes.
En af de mange tusinde ungarere, der jublende danser til den høje musik, er Kamilla Kurta, der sammen med sin vennegruppe fortæller, at Péter Magyars valgsejr betyder alt for Ungarn.
“Det føles virkelig som et historisk øjeblik”, siger hun storsmilende og forklarer, at hun endnu ikke kan vide sig sikker på, hvilken forandring det vil føre med sig. Tisza er nemlig også et konservativt parti, og Péter Magyar har selv været en del af Orbáns Fidesz-parti.
“Tisza er stadig et højreorienteret parti og har derfor nogle holdninger, som jeg kan sætte spørgsmålstegn ved, men det er stadig i et mere begrænset omfang end hos Fidesz.”
En generel holdning hos den enorme folkemængde foran parlamentet i Ungarn denne aften er, at folk ikke nødvendigvis bryder sig om Péter Magyar som person eller hans partis konservative holdninger. Men det kan høres fra alle de dansende og råbende mennesker, hvordan “dette er en fejring af, at det endelig har været muligt for Ungarn at vælge forandring”.
En by i folkefest
Det er ikke kun på de arrangerede festpladser nær Donau-floden, at byen er i ekstase. Hele byen er i live.
I lange køer står folk foran små supermarkeder for at købe ind til de store festligheder, og på vejene rundt om i byen ser man dyttende biler i konvojkørsel – nogle med det ungarske flag hængende ud ad vinduet. Intet er som det plejer, og søndag nat er alt andet end stille.
Vi ønsker et land, der er bedre at bo i. Fidesz har givet os et dårligt ry i Europa. Jeg håber virkelig, at Péter Magyar kan rette op på det
En midaldrende mand med et ungarsk flag over skulderen og en halvtom øl i hånden danser rundt med sine bekendte. Overrasket fortæller han, at han netop har hørt Viktor Orbáns meddelelse om, at premierministeren har sendt sine lykønskninger til Péter Magyar om det vundne valg.
“Alle havde spekuleret på, om Orbán rent faktisk ville anerkende nederlaget, hvis han skulle gå hen og tabe i dag, så det kommer faktisk virkelig bag på mig, at han ønsker Magyar tillykke allerede inden, alle stemmer er talt op.”
Med et smil på læben afrunder han:
“Lige nu sætter jeg spørgsmålstegn ved, hvornår jeg bliver ædru igen.”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.