TRUMPS USA // DEBAT – “Kleptokrati er røverstater, hvor lederne beriger sig. Og sådan er Trumps USA: Præsidenten, hans familie og venner blandt tech-giganterne tager godt for sig,” mener Jørgen Øllgaard. “Det er en korrupt mekanisme, der ændrer USA som retsstat.”
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Trumps første begrundelse for at angribe Maduro i Venezuela lød, at han ville stoppe præsidenten som bagmand for narkokartellers smuglerier, dernæst at han ville stoppe ”bandemedlemmer, mordere eller bare kriminelle fra at strømme ind over USA’s grænser”.
Men efter kidnapningen af Maduro blev det hurtigt klart, at det vigtigste mål er kontrollen over landets olierigdomme. For mens han ikke informerede Kongressen om denne krigshandling – som han skal ifølge forfatningen – så for-informerede han de amerikanske olieselskaber om et kommende angreb.
Tech-giganternes interesse i Grønland
Samme historie gentog sig med Grønland. Officielt handler det om amerikansk sikkerhedspolitik. Men materielt set handler det om kontrollen over Grønlands sjældne mineraler, hvor nogle af milliardærerne i Trumps inderkreds har vist stor interesse.
Nogle af Silicon Valleys techmoguler er blandt dem. De har ytret interesse for Grønlands kæmpeareal og kulde som ”eksperimentarium” for højteknologi og rumforskning og som kølerum for de energikrævende AI-datacentre.
Og ikke uvæsentligt er den personkreds politisk og ideologisk set libertære eller superliberale: De arbejder for, at individuel frihed ikke skal begrænses af stat, regulering eller kontrol. De drømmer om ”Freedom Cities”, et Grønland som et suverænt territorium fri for regulering, tilsyn og snærende skattesystemer. Visionen er en statsløs utopi, et totalt frit markedsområde, hvor deres AI og SoMe ikke er underlagt snærende reguleringer.
Financial Times: Trumps tech-støtter profiterede i 2025
Præsidentembedet er en pengemaskine for Trump og familie, der tjener milliarder på afløb fra præsidentposten. Seneste skøn lyder på fire mia. USD i 2025. Og de tech-milliardærer, der støttede Trumps valgkamp og deltog som bagtæppe ved hans indsættelse, bliver også rigeligt belønnet:
”Selskaber, der har et tæt forhold til Trump, er … begyndt at drage fordel af regulatoriske lettelser, gunstige politikker og i nogle tilfælde lukrative statslige kontrakter,” konkluderede Financial Times på en oversigt over tech-giganternes fortjenester på Trump siden januar 2025.
– Verdens rigeste mand, Elon Musk, (formue 600 mia. USD) donerede 250 mio. til Trumps valgkamp, og han har forøget sin formue med 234 mia. USD bl.a. på milliardkontrakter og -subsidier via bl.a. Musks SpaceX eller Starlink (en stor del af USA’s statslige udviklingsrumprogram).
– Meta-ejer og AI-entreprenør Mark Zuckerberg (formue: 230 mia. USD) fik fremskyndet sine tilladelser til at oprette energi-slugende datacentre og har forøget sin formue med 1,9 mia. USD efter Trumps tiltræden.
– Amazons stifter og ejer Jeff Bezos (formue 200 mia. USD), som også ejer Washington Post og købte first lady Melania Trumps dokumentar om sig selv for 40 mio. USD, tjente ca. 15 mia. USD på Trump i 2025.
– Apple-formand Tim Cook (formue 2 mia. USD) støttede Trumps valgkamp, men kom i modvind, da han udliciterede dele af iPhone-produktionen til Indien, da Trump indførte sine told-tariffer. Men Cook kompenserede ved at love milliardinvesteringer i USA og støtte til Trumps ombygning af Det Hvide Hus med det såkaldte ballroom-projekt. Trump har til gengæld beskyttet Apple mod toldafgifter. Og Apples aktier er steget 15 pct. siden Trumps indsættelse, men Financial Times sætter ikke beløb på Cooks direkte fortjeneste på Trumps præsidentskab.
– OpenAI-ejer Sam Altman (formue 2 mia. USD), som har holdt relativt lav politisk profil, har lovet Trump, at et konsortium vil investere 500 mia. dollars i tech-infrastruktur, og det har lettet hans tilladelse til at oprette AI-centre i republikanske stater samt i Emiraterne. Hans formue via aktiebeholdning er eksploderet fra 157 mia. til 500 mia. dollars.
Kleptokrati: Politikpåvirkning, nepotisme og favorisering
Historisk defineres kleptokrati som ”tyveknægt-stater”, hvor ledere eller eliter i ”bananrepublikker” svindler deres egne befolkninger ved at udnytte nationale (natur-)rigdomme eller manipulerer statsinstitutioner til egne formål. Det sker igennem korruption, svag lovgivning, manglende gennemsigtighed, valgsvindel og systemer, der favoriserer en smal gruppe insidere.
”Er USA et kleptokrati?” spurgte Georgetown-professor Jodi Vittori. Hans svar går igennem fænomenet ”korruption”, hvor den store korruption er tyveknægt-staternes systemiske, kriminelle, netværksbaserede overtagelse/tyveri af offentlig ejendom, gennem fordækte ejendoms- og pengeoverførsler, bestikkelse, favorisering, suspenderingen af retsstatens regler m.m. Sådan er det (endnu) ikke i USA, vurderer Vittori.
Derimod findes ”små-korruptionen” (”petty corruption”), nemlig en gråzone af uigennemsigtighed i lovgivningsprocesser, licitationer og bevillingsprocesser: Her er det uigennemskueligt, hvem der får statslige opgaver, kontrakter eller støtte til militær, offentlig transport, sygehuse, skoler, service eller direkte statsstøtte, og hvorfor de får det. I denne gråzone af politikpåvirkning, nepotisme og favorisering indgår også en legitim/illegitim valgpåvirkning, hvor store donationer til politikere/valgkampe bliver gengældt med modydelser som statslige kontrakter eller subsidier.
Autokrati, den skjulte magtelite og Epstein-filerne
Autokrati er ”enmandsstyre”, og sådan er Trumps regeringsførelse, mener den kendte historiker og journalist Anne Applebaum. I bogen Autocracy, Inc. peger hun på, at moderne autoritære styrer ikke bør analyseres ud fra deres ideologier, men bedst ved at se på ledernes politiske og økonomiske interesser – og det gælder både Rusland og USA.
Hun og kritiske politologer fokuserer derfor på follow-the-money. Hvad er Trumps, hans families, hans finansvenners interesser? Også næste led er interessant: Hvad er interesserne hos de embedsmænd, som han indsætter i ministerier, statslige organer, retssystemer og forhandlingsdelegationer? Trump fører autokratiet (enmandsstyret) op på et helt nyt niveau. Enkeltpersoner eller magteliter har altid haft skjult magt – og det er MAGA-bevægelsens konspirationstanke nr. et: ”Den dybe stat”.
Og at MAGA kan have en pointe om, at der findes sådan en skjult magtelite omkring USA’s finansmænd, er ikke bare konspirationsteori. Det fremgår tydeligt af Epstein-filerne, som New York Times så malende beskriver det: ”I usminkede detaljer afslører Epstein-filerne tidligere hemmelige aktiviteter hos en uansvarlig elite, hovedsageligt bestående af rige og magtfulde mænd fra erhvervslivet, politik, den akademiske verden og showbusiness. Dokumenterne fortæller en historie om en afskyelig kriminel, der får frit løb af den herskende klasse, han levede i – alt sammen fordi han havde ting at tilbyde dem: penge, netværk, overdådige middagsselskaber, et privatfly, en afsidesliggende ø og i nogle tilfælde sex.”
Trump aflyste kontrol med kleptokratiet
At det var Trumps helt bevidste mål at frigøre en ren bane for sit netværks interesser, blev åbenlyst i de første dage efter hans tiltræden i januar 2025. Han udstedte en lang række dekreter.
På den nye justitsminister Pam Bondis første dag i embedet (6. februar 2025) foretog hun en drastisk nedprioritering af det statslige tilsyn med den grå økonomi, ”Kleptocracy Asset Recovery Initiative”. Tilsynet blev etableret i 2010 med det hovedformål at identificere kleptokraters aktiver, beslaglægge dem og returnere dem til de (lande), hvor de var stjålet. Styrelsens formål var at afsløre og stoppe hvidvaskning af penge, skatteunddragelse og andre lovovertrædelser begået af (anonyme) investorer, herunder også indenlandsk, hvor personer kunne misbruge deres offentlige embede til at berige sig selv.
En anden enhed (etableret 2022), specifikt målrettet mod oligarker tæt på den russiske præsident Putin, blev også nedprioriteret. Direktøren for Transparency International U.S. udtalte, at det ville få alvorlige konsekvenser for den globale kamp mod offentlig korruption.
DOGE: Musk aflyste statskontrakter – bare ikke sine egne
Musk er det klareste eksempel på Trumps politisk-økonomiske favorisering. Washington Post skønner, at Elon Musks firmaer i alt har for 22 mia. USD i regeringskontrakter.
Musk blev indsat som chef for DOGE (Dept. of Government Efficiency) med den opgave at fjerne statslig regulering og kontrol (med erhvervslivet). Han var åbenlyst ukvalificeret, men fik magt til at lukke styrelser og fyre tusindvis af embedsfolk.
DOGE aflyste 10.000 regeringskontrakter som ”for vidtgående eller unødvendige”. Men aflysningen omfattede ikke Musks egne selskaber. ”Tværtimod brugte han sin position til at presse styrelser til at favorisere sine egne firmaer med kontrakter”.
Men efter bare 10 måneder blev DOGE i november 2025 lukket ned. Officielt skete lukningen, efter at en evaluering af effektiviteten konstaterede, at styrelsen ikke opfyldte sit formelle mål om ”afsløring af svindel med statsmidler og indhentning af milliardbesparelser”. Men lukningen var nok ikke uden sammenhæng med, at Musk havde gjort sig politisk upopulær, fordi han var uenig i Trumps tarif-politik – Musk har dog siden rettet ind …
Hvidvaskning: Hverdags-kleptokrati
Alexander Cooley m.fl. fra Columbia University har forsket i kleptokrati-økonomi gennem projektet Kleptokratiets forudsætninger: Hvidvask af milliarder og af image.
Kleptokratiet findes kun, fordi det får bistand i Vesten. Hvidvaskningen igennem Vestens finanssektor har ført til ”normalisering af et hverdagskleptokrati”, hvor vestlige banker, PR-agenter, lobbyister og advokater hjælper med at skjule formuers oprindelse og at renvaske kleptokrater, så de fremstår som internationalt respekterede forretningsfolk og filantropiske kosmopolitter. Det sker gennem et netværk af relationer, ”et transnationalt uciviliseret samfund”.
Statslige institutioner er indrettet til at tillade eliter og deres familier systematisk at plyndre deres egne lande, samtidig med at disse eliter bagefter beskyttes politisk og økonomisk i Vesten: ”Det er ironisk, at noget af det normaliserede hverdags-kleptokrati bygger på, at kleptokraterne efter at have bygget deres oligark-rigdom kriminelt på hjemmefronten, læner sig op af rets- og finanssystemer andre steder for at beskytte deres rigdomme,” hedder det hos Cooley.
Applebaum: Kleptokrat-regime underminerer retsstaten
Anne Applebaum konstaterer – i forlængelse af sin analyse om Trumps drift mod autokrati – at Trumps regeringsførelse i praksis er et kleptokrati, der som de østeuropæiske og afrikanske er mørkelagte og uigennemsigtige. Det skaber en ny styreform, som giver rum til, at Trump laver politiske udnævnelser til faglige organer. Han indsatte storsponsoren Musk – der ingen viden har om den offentlige forvaltning – som chef for DOGE til at disrupte den statslige forvaltning for at afregulere statslig kontrol. Han indsætter rigmænd uden diplomatisk erfaring som ambassadører, udsendinge til Grønland, forhandlingsledere i konflikter i Ukraine og Gaza osv.
I sådan et system får man indflydelse, hvis man er gavmild og loyal over for præsidentens projekt. Det gøres gennem donationer til Trump og familie for til gengæld at få fordelagtig lovgivning, skattefordele, regeringskontrakter m.m. Alt sammen ved at betale sig ind i Trumps kammerat-netværk, så ens firma eller branche kan få særlige vilkår eller privilegier.
I april 2025 præciserede Applebaum sin analyse af Trumps autokrati ved at fremhæve kleptokratiets status: ”I forvaltningen af retsstaten er personlige finanser en vigtig del af den offentlige orden. Men denne regerings ledere har besluttet, at love og forvaltningsnormer, der har været gældende i et århundrede eller mere, ikke gælder for dem. Og det republikanske kongresflertal har indtil videre besluttet ikke at håndhæve retsstatens orden. Det er nu op til medierne, uafhængige organisationer og whistleblowere at fortsætte med at rapportere til offentligheden og domstole om glidningen ind i kleptokratiets underminering af retsstaten.
Det Demokratiske Parti må lære af erfaringerne fra andre kleptokratier og gøre korruption til centrum for deres politik og valgkamp. Før det er for sent, må alle, der kan, advare: Regeringsapparatet, udenrigspolitikken og handelspolitikken bliver langsomt transformeret, ikke til gavn for amerikanerne, men til gavn for præsidenten, hans familie og hans venner. Kun vælgerne kan stoppe dem.”
Kakistokrati og autokratisk tilbageslag
”Kakistokrati” er et styre regeret af de værste, mindst kvalificerede og mest skrupelløse personer.
”Autokratisk tilbageslag” er – siger autoritetshistoriker Ruth Ben-Ghiat – når enevældige og narcissistiske ledere har isoleret sig fra kritik ved at omgive sig med sleske loyalister. Ingen fortæller lederen sandheden, og religiøse parter giver det indtryk, at lederen har fået embedet ved guddommelig vilje. Derfor ender de også med at tro på deres eget selvbillede af usårlighed, genialitet og ufejlbarlighed. Hos Trump viser det sig i narcissisme, megalomani og personkult, med besættelse af Nobelprisen eller af at få monumenter opkaldt efter sig.
Så er scenen sat for, at lederen kan træffe fatale beslutninger på baggrund af fejlagtige overbevisninger eller ideologiske besættelser. Voksende upopularitet gør ikke, at han begynder at selvreflektere, derimod forstærker den nærmest hans selvbillede. Da Trump således blev spurgt, hvad der er grænsen for hans magtudøvelse, svarede han ikke den amerikanske forfatning og retssamfundet, men derimod: ”Min egen moral. Mit eget sind. Det er det eneste, der kan stoppe mig.”
Normalt tager det år for den slags ledere at samle magt og skabe sådan et ekkokammer, men i USA har Trump accelereret forløbet. På det administrative og institutionelle niveau er det en autokratisk erobring, som ligner eftervirkningerne af et kup, hvor drastiske ændringer i staten og dens personale lyn-eksekveres, og hvor trumpisterne benytter sig af overraskelsesmomentet til at destabilisere og desorientere opposition og befolkning.
Debat er demokratiets brændstof. Klik for at møde bredden af stemmer og emner i POV.
Du kan også selv komme til orde ved at sende et debatindlæg til redaktionen@pov.international
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.