TEATER // ANMELDELSE – I Renæssance møder vi et sandt reservoir af livsbekræftende optimisme og ser ti modne voksne kvinder, der udøver deres kunst og bevæger sig rundt på Nørrebro Teaters scene. De giver plads til hinanden, taler til os i publikum, lytter til hinandens korte fortællinger og inviterer os til at høre og føle med deres forskellige bud på, hvad det vil sige at blive ældre og forblive vital og synlig, skriver Dan A. Marmorstein.
Kamilla Waargo Breklings Renæssance er nu blevet levende på Nørrebros Teater i Ravnsborggade. På scenen står ti erfarne skuespillerinder, som først byder os i publikum velkommen med varm entusiasme og derefter lader os træde ind i – og tage del i – deres verden af oneliners, dybtfølte monologer, non sequiturs, ballader og meditationer over, hvad det vil sige at være kvinde i fuldt flor i sensommeren af sit liv.
Afstanden mellem scenens rum og publikumsrummet brydes indimellem, hvilket giver forestillingen et strejf af performancekunst. Sangene – skrevet af Alberte Winding og Andreas Fuglebæk – samt den kollektive sociale kinetik mellem de ti skuespillerinder får stykket til at minde om en musical, dog uden én central kernefortælling, som udviklingen kan sno sig omkring.
En af monologerne berører det fænomen, mange måske har oplevet, når man når de 60 og – efter et liv som flanør, der bevæger sig årvågent gennem storbyens jungle – pludselig kan komme til at føle sig usynlig
I stedet for en samlende narrativ, i stedet for den klassiske opstilling med helt og antihelt, i stedet for en paradigmatisk konflikt, der kalder på optrapning og forløsning, får vi her et symposium.
I 1979 skrev John Ford Noonan tomandskomedien A Coupla White Chicks Sitting Around Talking. I Kamilla Waargo Breklings Renæssance står der ti kvinder og taler – på skift: om at eje den alder, de befinder sig i netop nu; om at se livets aftagen i øjnene; om kampen for og insisteren på ligeløn og lige rettigheder; om køn, seksualitet og sex; om at miste nære og kære til den snu tyv – døden; om deres forældre og deres børnebørn; og om at samle modet til at føle sig forædlet af sin alder og styrket til at gøre en reel forskel for at forandre verden til det bedre.
De står og taler om fællesskab, om delte livserfaringer, som publikum kan spejle sig i, og om solidaritet, indbyrdes og med os.
Renæssance: At forblive vital og synlig
For 27 år siden, i sommeren 1999, udtænkte og organiserede Kamilla Waargo Brekling en modigt livsbekræftende performance, første kapitel i danseværket TransForm 99: Kødets Erindring, der blev opført i Torpedohallen på Holmen med ti spædbørn, som blev ført ind i rummet hånd i hånd med en forælder og derefter vadede rundt i et stort soppebassin.
Denne aften præsenteres vi for et sandt reservoir af livsbekræftende optimisme og ser ti modne voksne – ti kendte danske skuespillerinder – udøve deres kunst og bevæge sig rundt på Nørrebros Teaters scene, give plads til hinanden, tale til os i publikum, lytte til hinandens korte fortællinger og invitere os til at høre og føle med deres forskellige bud på, hvad det vil sige at blive ældre og forblive vital og synlig.
De medvirkende skuespillere er Jannie Faurschou, Hanne Hedelund, Ulla Henningsen, Ann Hjort, Marianne Mortensen, Kirsten Olesen, Sonja Oppenhagen, Birgitte Raaberg, Pia Rosenbaum og Rikke Wölck.
Det forekom mig, at de replikker, Brekling har skrevet i samarbejde med medinstruktør og dramaturg Karina Dichov Lund, er stærkt individualiserede og nøje tilpasset hver enkelt skuespillerindes personlighed – som i øvrigt introduceres med deres egne “rigtige” navne.
En af monologerne berører det fænomen, mange måske har oplevet, når man når de 60 og – efter et liv som flanør, der bevæger sig årvågent gennem storbyens jungle – pludselig kan komme til at føle sig usynlig. Hvor trist. Hvor mærkeligt. Hvor uundgåeligt. Og hvor ensomt det føles.
I en anden monolog taler en af skuespillerinderne indgående om sine tanker om døden og om sin intention om at være klar til at tage imod den, når den måtte vælge at komme på besøg.
Teaterrummet føles tungt af alvor, og straks efter at de sidste stavelser har lagt sig i stilhed, træder en anden skuespillerinde frem og spørger: “Er der nogen, der ved, hvor mine briller er?”
Sådanne non sequiturs findes der mange af i Renæssance. Ligesom i livet selv.
En følelse af triumf i luften
Forestillingens scenografi, skabt af Karin Gille – som også har designet de lyse kostumer i nuancer af hvidgrå – består af et stort, lærredslignende stof, der strækker sig hen over hele scenen, oplyst af Mia Jandje Willetts forskellige lampetlignende, skulpturelle konstruktioner, der svæver over rummet. Til en vis grad er bagtæppet med til at forvandle Renæssance til et slags renæssancemaleri, om end et, der er animeret af ti levende og åndende korai.
Mod slutningen begynder det lærredslignende bagtæppe at folde sig sammen og dekonstrueres – måske en antydning af, at vi er måske klar til at give slip på de klassiske former, når vi bevæger os videre? Underlægningsmusikken spilles offstage af Alice Carreri, som også er forestillingens lyddesigner.
De halvfems minutter uden pause gik hurtigt for mig. På premiereaftenen reagerede publikum med stort bifald og råbte begejstret tilbage til noget af det, der blev deklameret fra scenen. Og ved forestillingens afslutning føltes det, som om der hang en følelse af triumf i luften. Et sandt soppebassin af optimisme er denne forestilling.
Jeg håber og forventer, at Kamilla Waargo Breklings revyagtige teaterstykke, Renæssance, vil glæde mange besøgende i løbet af de næste seks uger.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og