Charles Dickens’ London er et spejl for vores egen tid

Kurt Hollesen 10.08.2025

CHARLES DICKENS // ESSAY – Charles Dickens’ skildringer af Londons liv og sociale udfordringer fra 1800-tallet fortsætter med at være relevante i dag. Hans tidlige værker giver et historisk perspektiv på temaer som fattigdom, uddannelse og ulighed, der stadig diskuteres.

Selv om Englands store socialrealistiske forfatter Charles Dickens døde for 155 år siden, så er han konstant aktuel. Der går næppe et år, hvor et af de store teatre ikke har et af hans stykker på plakaten, hvert år udkommer der omkring ti nye bøger om ham på engelsk, hvor forskellige værker og vinkler af hans liv bliver belyst, og en rockstjerne som Ray Davies har nævnt ham i sin komposition, “London Song”, hvor han hylder nogle af de navne, der for altid vil være forbundet med landets hovedstad. Og i år har forlaget Klim udgivet Dickens første bog, Sketches by Boz.

Han havde en fabelagtig hukommelse. Nærmest visuel. Alt blev indprentet og intet forsvandt

Alle de øvrige mesterværker, blandt andet David Copperfield, Bleak House, Oliver Twist og Store Forventninger, er for længst oversat, så det er på tide, og velkomment, at hans første alvorlige forsøg på at finde sig selv, nu også kommer på dansk. Bogen er udkommet i en fornem udgave på 528 sider, og er fortrinlig oversat af Hans-Jørgen Birkmose, der også har gjort et godt forsøg på at oversætte det nærmest uoversættelige cockney-sprog til dansk, der hvor Dickens brugte det i originalteksten.

Den danske titel, Skitser af Boz, læner sig pænt op ad den engelske titel. Men også svært at kalde den andet. Den består af en lang række short stories, hvor hverdagslivet og forskellige menneskeskæbner i London bliver portrætteret. Fra kirketjenere til fogeder og pantelånere, fra skoler, institutioner, busser, teatre, gader og pubber. Oprindelig udkom historierne på ugebasis i aviser og magasiner i 1833 og årene fremefter, men blev så samlet i bogform i 1836.

Fortællingerne bygger ikke bare på Dickens levende fantasi, men også alle de replikker og situationer han opsnappede på sine ture gennem byen. De mennesker han mødte og så. Og han levede sig så stærkt ind i de forskellige karakterer, at han næsten følte sig identisk med dem. Som resten af de 2000 figurer han skabte i sit forfatterskab.

Han flygtede ind i litteraturen, brugte den som et skjold for ikke at blive fristet af tyveri eller andet, som han havde set så mange af gadens hjemløse børn forfalde til

Han havde en fabelagtig hukommelse. Nærmest visuel. Alt blev indprentet og intet forsvandt. Han var “The greatest recorder the London streets has ever known”, som forfatteren Judith Flanders kalder ham i sit værk The Victorian City- everyday life in Dickens’ London.

Skitser af Boz blev forløberen til Pickwick Klubben, der udkom i 1836-37. Også oprindelig en række fortællinger som føljeton på ugebasis, derefter samlet i bogform. Historierne blev umådeligt populære, og oplaget steg nærmest uge for uge, og skabte fundamentet for Dickens første store roman, Oliver Twist, der blev udgivet efter samme model.

London blev Dickens’ kongerige

Nu var Dickens allerede som ung mand en national legende, og London på vej til at blive hans kongerige. Det var der dog ikke meget, der tydede på, da den unge Charles som 10-årig kom fra Chatham i Kent med sin familie til hovedstaden. Forældrene kunne, trods faderens gode job på flådens lønningskontor, ikke overholde deres budget, så allerede som 12-årig blev Charles taget ud af skolen, og sat til at arbejde 10 timer om dagen på en forfalden og pilrådden blanksværtefabrik ved floden, som følge af forældrenes dårlige økonomi.

Hans barndom stoppede med et slag. Forældrene blev kort efter sat i gældsfængsel, og i årene herefter begyndte Charles for alvor at læse bøger. Han flygtede ind i litteraturen, brugte den som et skjold for ikke at blive fristet af tyveri eller andet, som han havde set så mange af gadens hjemløse børn forfalde til. Han var skrækslagen for at ende på samme måde. Han lærte og forstod tidligt hvad fiasko betød, og de indtryk forlod ham aldrig. Som 15-årig fik han job som kontorbud, senere lærte han sig stenografi, og begyndte at referere fra møder i Parlamentet. Så kom skitserne og de store romaner, som han konstant vævede vigtige sociale emner ind i.

Han glemte aldrig sin egen opvækst, og kæmpede livet igennem for social lighed og bedre uddannelse til de fattige. Han sad i et utal af velgørenhedskomiteer, og var blandt andet med til at rejse penge for det første børnehospital i London, (Great Ormond Street), og for et hjem til unge faldne kvinder, så de fik en ny chance i livet. Han harmedes over, at man ikke kunne tilbyde bedre levevilkår til de børn der var født i dyb fattigdom, og var tvunget til at gå den samme usikre eller kriminelle vej som deres forældre, fordi man straffede uvidenhed i stedet for at hjælpe.

Skolevæsenet var nu bestemt ikke uden fejl. Dengang kunne enhver uden eksamen eller kvalifikationer åbne en skole, og Dickens havde længe hørt rygter om at de værste af den slags fandtes i Yorkshire. Han rejste rundt i området incognito, og blev rystet over hvad han så.

Han betegnede skoleejerne som “det laveste og mest rådne trin på stien. Uvidende, snuskede og brutale. Man kan sagsøge en læge, men hvad med de hundredtusinder, der har lidt overlast på sjæl og forstand for evigt, fordi inkompetente ignoranter påtog sig at forme dem.” Sådan skrev han i forordet til romanen Nicholas Nickleby, der portrætterer en af skolerne med den onde pengebegærlige leder Wackford Squeers i front. Han skrev også om emnet i aviserne, og tog sagen op i Parlamentet.

Dickens havde en mægtig stemme, og i løbet af de næste ti år blev næsten samtlige af de skoler lukket.

I efterskriften til sin sidste roman, Vor fælles ven, der udkom i 1865, retter Dickens endnu en gang det hårde skyts mod myndighederne, denne gang socialforsorgen og fattiglovgivningen:

“Efter min mening har der siden Stuarternes dage her i England aldrig eksisteret nogen lovgivning, der er blevet så skammeligt misadministreret, nogen lovgivning så hyppigt åbenlyst overtrådt af de ansvarlige. I hovedparten af de skammelige tilfælde af sygdom og dødsfald, der skyldes en så bundløs fattigdom, at det ryster offentligheden, og gør landet skam, svarer ulovligheden ganske til umenneskeligheden.”

Charles Dickens led i perioder af søvnløshed, og gennemtravede ofte sin by flere nætter i træk fra midnat til solopgang

Han vidste, hvad han skrev om. Han boede de første mange år i Furnival’s Inn og Doughty Street, der lå tæt på de mest uhumske områder i byen. Og det er på en måde ret fantastisk, at selv om han dagligt kunne se håbløsheden i de menneskers øjne, der færdedes her, så formåede han ved hjælp af sin fantasi at løfte dem ud af deres triste tilværelse og give dem nyt liv i sine romaner.

Charles Dickens led i perioder af søvnløshed, og gennemtravede ofte sin by flere nætter i træk fra midnat til solopgang. Under en af disse perioder skrev han sit i mine øjne nok allerstærkeste essay, Night Walks. Her fortæller han om de hjemløse skikkelser, og beskriver hvordan de enkelte skygger forsvinder ind i nattens egen, og ironiserer over hvordan han selv forsøgte sig som hjemløs, med det ene formål at komme igennem natten, og hvordan han endte i selskab med sympatiske personer “who have no other object every night of the year”. Ved Themsen bliver han skræmt af flodens vilde blik; “Som om den ville vise mig hvor selvmorderne valgte at gå ned.”

Klokkeslagene i natten, “in the dead of the night”, bliver først hilst velkommen i den hjemløses øren, men efterhånden som de dør ud, efterlader de ham endnu mere ensom end før. Covent Market, grøntsagsmarkedet, byder på et af nattens sørgeligste syn. Børn der sover under vognene, mens regnen rammer deres nøgne fødder. Til sidst står solen op, og en mismodig Dickens går hjem, og skriver sine indtryk ned.

I 1870 var Dickens nedslidt og ældet. Han havde livet igennem været utrolig produktiv, og havde gennemført mange rejser rundt i landet, når han skulle læse op. Han havde været i USA to gange, i Italien og Frankrig, og vidste godt hvor det bar hen. Han tilrettelagde selv en række “Farewell Readings” i marts måned i St. James Hall i London, hvor der kom ca. 2000 mennesker pr. gang. Mindre end tre måneder senere, den 9. juni, døde han af et slagtilfælde, mens han arbejdede på The Mystery of Edwin Drood.

Han havde i sit testamente udtrykkelig bedt om at blive begravet i stilhed. Han ønskede kun at blive husket for sine værker. Men hans død vakte landesorg, så familien indgik et kompromis med regeringen. Efter en privat ceremoni i Westminster Abbey blev dørene åbnet for offentligheden i to dage. Tusinder ville sige farvel. Kisten blev smykket med blomster. Både dyre buketter og kranse, men også blomster der var plukket på markerne, og bundet sammen med pjalter. Han forblev livet igennem de fattiges advokat, som Sir Frances Burdett formulerede det.

Klik dig videre til meget mere kulturstof her.

Kurt Hollesen

Kurt Hollesen er forfatter, kulturjournalist, anglofil og stor musikelsker (rock/folk). Har igennem årene skrevet for adskillige medier. Primært om litteratur, musik og rejser. Svært at fremhæve enkelte, men dog er der tre interviews, der skiller sig ud: I 2006 om den danske fotograf Bent Rej, der i 60'erne tilhørte inderkredsen i Rolling Stones, og rejste rundt med dem lige efter de slog igennem, og først mange år senere, (2006), offentliggjorde billederne i en bog, der udkom på det engelske forlag Mitchell Beazley. I 2008 om tangenttroldmanden Kenneth Knudsen, der efter mange års samarbejde med toneangivende musikere i Danmark og udlandet, valgte at indstille al turneaktivitet, og hellige sig tiden i studiet. I 2012, da jeg mødte Trille i hendes hus udenfor Næstved, og hun fortalte mig om sit liv, og hvorfor hun stoppede med at optræde tilbage i 1988. Alle interviews bragt i Weekendavisen. Har også udgivet to bøger om Londons pubber, samt bidraget til bøger om Lissabon og Dublin i serien Vide Verden, udgivet af Aarhus Universitetsforlag. Digte offentliggjort i det nu hedengangne magasin Øverste Kirurgiske.