KONCERT // ANMELDELSE – Publikum var den største modstander, da tre unge solister sammen med Aarhus Symfoniorkester torsdag aften opførte Beethovens Trippelkoncert, men alt sluttede dog i triumf for orkestret og den tyske gæstedirigent Karl-Heninz Steffens, der i koncertens anden akt leverede en formidabel og velspillet udgave af Mendelsohns skotske symfoni.
Som musikhistorisk periode er romantikken mange forskellige ting. I den koncert, som Aarhus Symfoniorkester præsenterede torsdag aften var det den tidlige tyske romantik, der var på programmet, og i tilfældet Beethoven ville nogle nok mene, at vi slet ikke er i romantikken endnu.
Den tidlige tyske romantik udmærker sig ved sin uskyld. Vi er langt fra den dunkle, mytologisk tunge og tonalt udfordrende musik, som Richard Wagner kom til at stå for. Musik som jo også trækker tråde til de mere problematiske sider af den tyske historie.
Med ouverturen til operaen ”Der Freischütz” af Carl Maria von Weber, startede aftenens koncert dog et sted, hvor forbindelsen til Wagner ikke er svær at spore. I hele første del af ouverturen er der således både i anvendelsen af strygere og messingblæsere en klang, der giver klare associationer til eller foreskygger Wagners senere så berømte orkesterlyd.
At publikum skulle få en uheldig hovedrolle i løbet af aftenens koncert, viste sig med al tydelighed i aftenens næste programpunkt
Halvvejs i ouverturen introduceres en meget lysere og mere elegant motivmateriale fra operaen, som vender tilbage og bearbejdes af flere omgange for nærmest triumferende at afslutte ouverturen. De gode magter vinder i sidste ende, må man forstå.
Af hensyn til ”sceneskiftet” til næste punkt på aftenens program havde man valgt allerede at placere det store steinway-flygel midt på scenen fra koncertens start. Fra der, hvor jeg var placeret, gjorde det udsynet til store dele af orkestret og dirigenten vanskeligt. Det stod dog klart, at aftenens dirigent, Karl-Heinz Steffens, på myndig vis førte orkestret gennem den lille appetitvækker, som ouverturen udgjorde.
Steffens har bl.a. en fortid som musikchef på Prags Statsopera og har dirigeret operaer på flere af de store scener i Europa, og den sans for det dramatiske i musikken, som den erfaring må give, fornemmede man klart i hans ledelse af orkestret. Den største udfordring undervejs var en meget insisterende hosten fra et medlem af publikum, der desværre faldt sammen med ouverturens dunkle, men også lidt tyste indledning.
Vi er hinandens koncertoplevelse
At publikum skulle få en uheldig hovedrolle i løbet af aftenens koncert, viste sig med al tydelighed i aftenens næste programpunkt.
Med et dristigt musikvalg havde man valgt at programsætte Beethovens såkaldte Trippelkoncert. Hermed menes, at der er tale om en koncert for tre solister, eller – måske mere præcist – en koncert for kammerensemble (klavertrio) og orkester. At have en gruppe af instrumenter som solister er ikke et ukendt fænomen.
I barokken var den såkaldte concerto grosso en yndet genre. Men det er som om, at genren fra den romantiske periode og frem lidt har mistet sin appel, og Beethovens koncert er derfor relativ unik i det nyere koncertrepertoire. Og det er da også en svær balance at få tre solister/et kammerensemble til at spille sammen med et stort symfonisk orkester. Derfor også et dristigt valg at sætte den på programmet. Endda i en udgave med tre relativt unge, danske solister i front: Anna Agafia (f. 1996) på violin, Jonathan Swensen (f. 1996) på cello og Gustav Piekut (f. 1995) på klaver.
Koncerten har i forhold til Beethoven klassisk form og indhold. En første sats med heroisk motivmateriale og musikalsk swung, en inderlig og lyrisk midtersats og en festlig og dansende tredjesats.
Og lad det være sagt med det samme. De tre solister gjorde et formidabelt arbejde. Jonathan Swensen har en indlevelsesevne, der straks kan aflæses i hans ansigtsudtryk, og da celloen bestemt ikke spiller en tilbagetrukket rolle i koncerten var hans autoritative spil vigtigt for samspillet mellem solister og orkester.
Gustav Piekut mestrer den klang og det klare anslag, som Beethoven kræver, hvilket han til fulde har bevist med sin indspilning af Beethovens ”Diabelli-variationer”. Anna Agafia spillede i en rank og gnistrende stil på violinen. Og de tre musikere lykkedes også med at spille mere kammermusikalsk i de elementer af værket, hvor dette sammenspil er vigtigt. Til trods for en opstilling, hvor pianisten reelt måtte sidde med ryggen til de to andre musikere.
Steffens og orkestret gjorde igen et godt indtryk, selvom klaverets placering igen fra min placering i salen gjorde det svært at følge denne del af slagets gang visuelt. Især overgangen fra orkesterpassagerne til solisterne er skrøbelige, hvilket man også i enkelte situationer kunne mærke i lydbilledet.
Med Mendelsohn er vi i den del af den tyske romantik, som er længst væk fra Wagner. Ikke mindst på grund af Mendelsohns jødiske ophav, som Wagner fordømte som på det kraftigste
Den største udfordring viste sig dog at være publikum. Vi er hinandens koncertoplevelse, og en klassisk koncert kræver et andet fokus og en anden koncentration af sit publikum, end det mange måske er parat til i dag. Det var i hvert fald ikke alle i publikum der var med på at give musikken og musikerne den respekt, som den og de fortjener.
Under førstesatsen ringede en alarm på en mobiltelefon således i et minuts tid, før den blev fundet frem og afbrudt, og et andet medlem af publikum på samme række som undertegnede synes ganske åbenlyst at det var mere interessant at optage store dele af koncerten med sin mobiltelefon, end rent faktisk at lytte til musikken og i tredje sats rejste et medlem sig op og gik halvvejs i satsen.
Man kan måske mene, at det er lidt sippet at gå op i den slags, men udover den manglende respekt for musikken og musikerne, der har brugt timer og atter timer på at indstudere musikken, så er jeg sikker på, at denne adfærd også ødelægger koncertoplevelsen for publikum. Jeg fik i hvert fald desværre ikke helt den koncentrerede koncertoplevelse, jeg kunne have haft.
Triumferende udgang på koncerten i Aarhus
I anden akt af aftenens program var klaveret nu fjernet og fokus var nu på orkester og dirigent. Og med musik, som helt sikkert må kaldes romantisk.
Den tyske komponist Felix Mendelsohn-Bartholdy besøgte i 1829 Skotland på en for romantikken typisk dannelsesrejse, og her noterede han (i noget så romantisk som en borgruin) det, der skulle blive til indledningen til 1. sats af den symfoni, som derfor for eftertiden skulle blive kendt som den skotske symfoni.
Først i 1842 færdiggjorde Mendelsohn dog symfonien, som også er kendt som hans 3. symfoni, selvom symfonien reelt set er den sidst komponerede af alle Mendelsohns 5 symfonier.
Med Mendelsohn er vi i den del af den tyske romantik, som er længst væk fra Wagner. Ikke mindst på grund af Mendelsohns jødiske ophav, som Wagner fordømte som på det kraftigste. Her er vi i selskab med store komponister som Schumann og Brahms, der sætter romantikkens følelser i kontakt med fortidens former og traditioner.
I anden sats spiller klarinetten en central rolle i forhold til at introducere satsens ørehængende hovedtema, og her må man altså fremhæve orkestrets soloklarinettist Mathias Vik Kjøller, der spiller som en drøm
Steffens og orkestrets take på Mendelsohns skotske symfoni viste sig at blive et sandt triumftog. Som dirigenttype er Steffens ikke en dirigent med sig selv og de store armbevægelser i fokus. Med en baggrund som mangeårig soloklarinetist i bl.a. Berlinerfilharmonikerne har han klart en orkestermusikalsk indgang til musikken, og det var da også sigende, at han dirigerede symfonien uden partitur.
Symfonien udvikler sig i første sats fra en rolig og dvælende begyndelse frem mod en mere lidenskabelig vildskab og nærmest hørbar storm i strygerne, hvor man nærmest ser det oprørte hav foran sig, for til slut at vende tilbage til den rolige og dvælende stemning fra starten. Jeg var fra begyndelsen lidt skeptisk over for om Steffens havde valgt en for ”pæn” tilgang til musikken, men efterhånden som satsen udviklede sig forløste han virkelig vildskaben og stormen.
I anden sats spiller klarinetten en central rolle i forhold til at introducere satsens ørehængende hovedtema, og her må man altså fremhæve orkestrets soloklarinettist Mathias Vik Kjøller, der spiller som en drøm. Steffens og orkestret ramte en fængende og fyrrig stemning, der klædte musikken.
Tredjesatsens begyndelse er i sagens natur mere lyrisk, men undervejs i satsen bryder der et nærmest koralagtigt element frem, hvor man klart fornemmer, at Mendelsohn ikke var upåvirket af, at han også blev den store genopdager og genopliver af Johann Sebastian Bachs musik i Tyskland.
Den afsluttende sats er både skælmsk og heroisk i traditionen fra Beethoven. Her viste orkestrets blæsersektion sig igen ekstremt velspillende, og et lille intermezzo for klarinet og fagot, hvor man måske fornemmer en flig af jødisk folkemusik, blev et fantastisk musikalsk øjeblik før en fejende flot finale.
Det var velfortjent, at orkester og dirigent på denne baggrund kunne slutte af med stående klapsalver fra et meget begejstret publikum, der også på den måde kunne give en god og triumferende afslutning på en aften, der altså om noget viste, at vi skaber hinandens koncertoplevelser.
Følg Paw Hedegaard Amdisen her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og