TEATER // ANMELDELSE – Vi kommer hele vejen omkring vreden på Bådteatret. God og dårlig, undertrykt, kontrolleret, skræmmende, retfærdig, afmægtig. Der er sandelig også nok at være vred – ja, rasende – over for tiden. Det får også et ord med på vejen i Rage, skriver Steen Blendstrup.
Udgangspunktet for Rage – et studie i raseriets natur af Livingstones Kabinet er Dylan Thomas’ berømte digt ”Do not go gentle into that good night”, som mange nok har stiftet bekendtskab med i engelske film som elegi ved begravelser. Forestillingen er en tolkning, men også en tilføjelse til digtets rage.
Det starter med buldrende trommer. Som en krigsdans eller som taktslag til marcherende soldater. Det er krigens rasen, voldens raseri. Tre skikkelser står på scenen, lidt som formummede japanske hekse og med udspring i det engelske univers er det let at tænke by the pricking of my thumbs, something wicked this way comes. Raseriet, som griber Macbeth. Vreden, der griber Achilleus. Hele det klassiske univers af vrede unge og gamle mænd. Og kvinder.
Kropssproget oser af indestængt raseri under det anonyme ydre. Man undrer sig over at knapperne holder
Her bliver vreden første gang klædt af. Under heksekostumerne er de tre skuespillere klædt i nærmest kedelige grå bukser og hvide skjorter. Men vi lader os ikke narre, selv om det er svært ikke at grine, for kropssproget oser af indestængt raseri under det anonyme ydre. Man undrer sig over, at knapperne holder.
Road Rage og andet raseri
Og ligesom raseriet kan formidles med humor, påpeger Pete Livingstone, at vreden udspringer af kærlighed. Forsmået kærlighed. Angreb på og krænkelse af det, vi elsker. Så blusser hadet op. Raseriet.
Det gør det som bekendt også, når en eller anden idiot tager den sidste parkeringsplads for næsen af os, eller når de andre trafikanter i det hele taget opfører sig åndssvagt. Det har endda fået et navn: road rage. I dansk version handler det så i Rage om irritationen over andre fodgængere og cyklister, der bevæger sig for langsomt eller stopper op, hvor der en allermindst plads til at komme udenom. Kender du det?
Det indædte raseri i Charlotte Munksgaards monolog er herligt. Det bliver ikke mindre morsomt, når Svend E. Kristensen i baggrunden foretager en lille dans på stedet, som illustration af mylderet på gågaden, hvor alle prøver at komme uden om alle. Eller når hendes ”luk så røven” bliver til en lille rytmisk sang. Eller når hun forklarer den terapeutiske til gang til vreden. Eller når …
Vredens magt
I Rage bruges humoren altså til at åbne for en alvorlig refleksion over raseriet. At slippe raseriet løs kan give den rasende en kortsigtet fordel. Chokeffekten kan kue andre til at makke ret. Til gengæld kan det at bevare besindelsen, mens andre giver sig i følelsernes vold, give magt på lidt længere sigt.
Så kan vi hver især sidde i afmægtig vrede og rase over, at andre som lemminger følger strømmen. Der må siges at være klar adresse over Atlanterhavet, men for den sags skyld også til andre populistiske autokrater, når Rage påpeger den magt, der ligger i at rette massernes vrede mod nogle andre: indvandrerne, eliten, sumpen, de woke, de kommunistiske kunstnere, der nasser på kulturstøtten uden at gøre nogen gavn.
Ja ja, Pete Livingstone ved udmærket, at den abstrakte, ekspressionistiske kunst – og ikke mindst dens budskaber – vil falde nogen for brystet. Og vække deres vrede. Men tak for at tage en for holdet, Pete.
Kulturens rasen
Det skal stå dig frit for at blive rasende over, at kulturkronerne bruges til sådan noget woke, kommunistisk, elitært teater på en lille båd i Nyhavn. For vist er formen en tillært smag, humoren er måske ikke for alle (selv om det er rasende morsomt spillet), men der er en mening med galskaben. Eller raseriet. Og det er ikke kun for eliten.
For du skal ikke altid elske din fjende. Tolerance mod intolerancen dræber medmenneskeligheden i sidste ende. Nogle gange skal de vrede mænd og kvinder stå skulder ved skulder og rejse deres røst, som det hedder i Les Miserables.
Her genfinder vi et tema fra en lang række af denne sæsons forestillinger lige fra den vrede Glenn Bech, over vrede over magtfordelingen i både Staten og Richard III, til den vrede lærerinde i Frk. Marguerite – og så ender vi måske tilbage ved det elegiske i Dylan Thomas’ digt. Nej, vi skal ikke bare lægge os fladt ned og dø. Vi skal ikke lade os køre over: Rage, rage against the dying of the light.
Og således kørt gennem raseriets vridemaskine på blot en god time, kan vi gå ud i vinterkulden og tænke over, hvad der gør os vrede hver især. Og over, hvad vi vil bruge vores rage til.
Klik dig videre til meget mere kulturstof her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og