ELON MUSK // KOMMENTAR – Heilede Elon Musk virkelig bevidst på scenen, da han under mandagens politiske forestilling i USA rakte armen i vejret med nedadvendt håndflade? Eller pegede han på Mars og viste, at hans hjerte banker for den røde planet? Var det spontan begejstring fra en mand, der bare var grebet af stemningen, eller var det et pust i hundefløjten til de ekstreme højrefløjsbevægelser, han helt utilsløret sympatiserer med? Det finder vi næppe nogensinde ud af. Men det er og bliver stærkt problematisk, at så betændt symbolik optræder i forbindelse med en præsidentindsættelsesceremoni.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Der er mange uenighedsakser i en verden med så meget uro, som vi oplever netop nu. Og vi ser i højere grad end nogensinde før mærkelige nye politiske hesteskoeffekter med umiddelbart overraskende grupperinger omkring sympatier og antipatier.
Elon Musk er et interessant eksempel. Jeg har i 30 år haft det ene ben i spil- og teknologibranchen og været tæt på alle dens op- og nedture og dertil hørende interne opgør.
Særligt siden Gamergate-fænomenet for ti år siden, hvor vi for første gang så spilfællesskabets bagside folde sig ud for alvor med en misogyn smædekampagne mod progressive og feministiske værdier, som endte med at blive et større skisma i fankulturer verden over.
Det var et kæmpestort vendepunkt, som gav en stemme til negative grupperinger, der hurtigt fandt ud af, at de med kritisk masse kunne skabe kolossalt pres på alle firmaer og personer, der repræsenterede værdier, de ikke kunne lide.
Når jeg og mange andre peger på det stærkt problematiske i Musks hilsen, er det et forsøg på at rette opmærksomheden mod denne undermineringsproces og få alle til at reflektere over den
Det var som at se arkæologen Lara Croft bryde det beskyttende segl på en gammel sarkofag dybt nede under en pyramide, hvorfra råd og ondskab bare væltede ud i en lind strøm, hvis man skal finde en passende metafor.
Men det var først og fremmest kultur- og identitetsskabende. Spil- og teknologibrancherne fik herefter sværere og sværere ved at holde fast i de liberale og progressive værdier, mange produkt- og indholdsskabere bar med sig ind i arbejdet.
Det blev nemmere at føre påvirkningskampagner, underminere fællesskaber og sprede problematiske strømninger. Og det var måske også her, at vi i retrospekt så den spæde start på den sammenknytning af giftigt politisk tankegods og ekstremt problematisk forbrugeradfærd, der i dag er blevet så politisk definerende.
Det er lige netop her, at vi ser en af de umiddelbart mærkeligste uenighedsakser i dag: Alle de teknologientusiaster, der i årevis har set op til Musk og diverse Silicon Valley-innovatorer på grund af deres forkromede futuristiske visioner for menneskeheden.
Og som nu er ramt af bragende kognitiv dissonans over, at disse visioner ikke er til for andre end teknologioligarkerne selv og deres personkulter, og at menneskeheden – groft sagt – blot er en undværlig ressource, der hjælper dem med at nå deres mål.
En voldsom magtkoncentration
Jeg har fuld forståelse for, at det er smertefuldt, når éns helte – som man helt generelt bare skal lade være med at have – mister grebet, bliver skøre og allierer sig med typer, som man egentlig er imod. I tilfældet her en tosset evangelikalsk personkult, der tilbeder en forbryder. Jeg forstår hundrede procent den indre splittelse, når det sker.
Da jeg var barn, var en af mine største kreative inspirationskilder raketbyggeren og ubådskaptajnen, hvis navn vi ikke længere nævner, og det tog mig virkelig lang tid at forstå og omprogrammere mine gode barndomsminder til den nye tragiske kontekst. Jeg forestiller mig, at dem, der er splittede i forhold til Musk, har det på lidt samme måde, selvom konteksten naturligvis en helt anden.
Væk er alle idéer om armslængdeprincipper og adskillelse af politiske og økonomiske interesser. Al moral er til forhandling. Alt kan undskyldes og bortforklares
Marsvisionæren har nu sikret sig en plads helt inde i maskinrummet i USA’s nye oligark-kleptokrati. Han er lige nu verdens måske mest indflydelsesrige person, som er tæt på verdens måske mest magtfulde person.
Det er en voldsom magtkoncentration, som alle rationelle mennesker bør være ekstremt skeptiske overfor. Men det er ikke tilfældet, for Musk er stadig et figenblad for alle sine fans, der lukker øjnene for alt det problematiske og stadig ser ham som den store innovator og frihedskæmper.
Og ikke mindst som en benhård identitetskriger, der gerne går i front i kampen mod udbredelsen af progressive værdier og nedbrydningen af eksisterende systemer og strukturer, der ikke repræsenterer deres forståelse af begreber som fremskridt, frihed og vækst.
Væk er alle idéer om armslængdeprincipper og adskillelse af politiske og økonomiske interesser. Al moral er til forhandling. Alt kan undskyldes og bortforklares. Værdier som frihed, lighed og broderskab for alle eroderes stille og roligt bort i takt med, at en ny herskende klasse forfører ikke kun et stort lands befolkning, men også spreder indflydelse og aktiverer anti-establishment-bevægelser og tribalistiske grupperinger i resten af verden.
Det er virkelig frugtbar muld for strømninger, som vi naivt har troet mistede deres tiltrækningskraft i den vestlige verden for mange årtier siden.
Så når vi ser Elon Musk stå og lave den velkendte hilsen med hånden på brystet efterfulgt af en udstrakt højt hævet arm med håndfladen nedad flere gange i træk under gårsdagens præsidentindsættelsesceremoni, står vi med en symbolsk handling, der aktiverer en af tidens helt store uenighedsakser.
Normalisering
På den ene side har vi dem, der er fans af eller på forskellige måder accepterer Musk og hans selskab og derfor mener, at det er dybt polariserende at omtale hans armbevægelser som en nazihilsen, fordi manden jo bare har svært ved at styre sin store begejstring og ikke mener noget med det. Og så er han i øvrigt på autismespektret og kan ikke forventes at have styr på den slags detaljer i sådanne situationer.
Anklager om, at Musk skulle have nogen som helst problematiske synspunkter og sympatier i den retning, resulterer som oftest i nærmest Secret Service-agtigt selvopofrende spring ind i skudlinjen blandt dem, der beundrer manden uanset hvad.
Det normaliserer idéer og adfærd, vi som samfund og mennesker aldrig nogensinde bør acceptere og lukke indenfor
Og på den anden side har vi dem, der finder det stærkt bekymrende, at så mange mennesker uden videre er klar til at normalisere, at verdens rigeste mand står bag en præsidenttalerstol og udfører en handling med så stor historisk/symbolsk prægnans to gange i træk – med alt, hvad vi i dag ved om hans forbindelser til blandt andet europæiske politiske partier med benene solidt plantet i netop de tankesæt, vi for alt i verden ikke må nævne her.
Vores liberale vestlige kultur er baseret på kompromisløs italesættelse og udelukkelse af alt, der smager blot det mindste af fascisme, fordi vores historie er fyldt med traumer, der for enhver pris aldrig må gentage sig, og derfor fylder de tv-billeder naturligvis virkelig meget for de af os, der går op i den slags.
Og det skal jeg parentetisk indskyde her midt i teksten, at vi naturligvis skal kunne tale sammen om på en rolig og fornuftig måde.
Jeg forbløffes jævnligt over, at det kan være så let for folk at ofre helhedstænkningen for isolerede opfattelser af personer og bevægelser. Det er en af forklaringerne på, hvorfor så mange kan holde sig for næsen for ikke at lugte til alt det skidt, der klæber til personer som Musk og Trump, så de kan vælge at fokusere på kun de ting ved dem, de synes godt om.
Det kan jeg ikke – og jeg mener samtidig, at det er et stort problem at gøre det, fordi det netop normaliserer idéer og adfærd, vi som samfund og mennesker aldrig nogensinde bør acceptere og lukke indenfor.
Musk er en galionsfigur
Det er decideret uforståeligt for mig, at folk kan finde det helt uproblematisk, at Musk under mandagens indsættelsesceremoni stod og lavede lige netop dén armbevægelse, når man ved, hvor meget apartheidtænkningen har inficeret de amerikanske teknologigiganter gennem lige netop sydafrikanske rigmænd, og når man ved, hvordan Musk helt åbent støtter splittende, autokratisk sindede og antiliberale kræfter i Europa.
For eksempel Nigel Farages nationalistiske Reform-parti i England og det tyske ekstremistparti Alternative für Deutschland – hvor Musk ligefrem inviterede partiets leder, Alice Weidel, til en lang samtale på X, så hun kunne forklare alle de angivelige misforståelser om både hende og partiet.
Når jeg ser både billeder og videooptagelser af Musk, der ved en så historisk skelsættende begivenhed med så stor international bevågenhed laver en så afskyvækkende hilsen, ringer alle mine alarmklokker selvfølgelig
Det er tydeligt, at en af de centrale kampe på den uenighedsakse, Musk repræsenterer, er kulturkampen mod progressive strømninger. Musk har længe været den helt store galionsfigur for alle, der synes, at ”woke”-tiltag – særligt alt, der vedrører transkønnedes rettigheder – er frihedsindskrænkende og noget af det allervigtigste i verden at bekæmpe lige netop nu.
Lige netop dette emne har også været en hjørnesten i Trumps valgkampagne, fordi det har aktiveret horder af evangelikalske kristne, som har hægtet sig på dette korstog – mens de har holdt sig for næsen, da de stemte på en forbryder med et så ukristeligt synderegister, fordi denne kulturkrig er vigtigere for dem end alt andet.
Og woke-forskrækkelsen gør sig også gældende uden for konservative og religiøse kredse. Den har i de seneste ti år buldret derudaf i den brede befolkning, hvor den særligt har fermenteret i nørdgrupperinger omkring teknologi og underholdning – hvor jeg personligt oplever splittelsen og samspilsramtheden mest i kraft af mine interesser, arbejde og bekendtskaber.
En undermineringsproces
Jeg bliver ved med at vende tilbage til polarisering og normalisering som de to nøgleord, for det er typisk de to begreber, folk fortolker og oplever forskelligt. Kampen mod normalisering af problematiske personer og deres adfærd kan for nogle virke polariserende, og accepten af samme er for andre indbegrebet af det klassiske toleranceparadoks. Vi har svært ved at blive enige om sproget.
Jeg er humanist helt ind i knoglerne, og når jeg ser både billeder og videooptagelser af Musk, der ved en så historisk skelsættende begivenhed med så stor international bevågenhed laver en så afskyvækkende hilsen, ringer alle mine alarmklokker selvfølgelig.
Jeg kan sagtens diskutere det med dem, der synes, at det ikke er så opsigtsvækkende, men jeg kan simpelthen ikke acceptere alle bortforklaringerne, og det er ikke relevant, om han gjorde det med forsæt eller ej. Måske tænkte han ikke over noget, da han gjorde det? Måske var det et par helt bevidste ”Jeg ser og hører jer, venner”-pust i hundefløjten?
Vi ved det ikke, og det giver ikke så meget mening at botanisere i mandens hensigter, for dem bliver vi aldrig klogere på. Men kendsgerningen er, at det skete, og at han ikke udviser så meget som skyggen af fortrydelse efterfølgende. Tværtimod.
Man kan sagtens håbe, at selvransagelsen måske begynder at opstå hen ad vejen, når det bliver mere tydeligt for alle dem på vippen, hvad Musk & co. har af planer for både det amerikanske samfund og resten af verden. Men jeg tror det ikke.
Når mennesker bliver gaslightet i årevis, opstår der lige netop den selektive blindhed og døvhed, som muliggør magtmisbrug, fodrer ekstremistisk tænkning og river og flår i vores sammenhængskraft.
Og dem, der accepterer den langsomme samfundsmæssige selvdestruktion, vil naturligvis hævde præcis det samme om os, der siger tydeligt fra over for den. Det er en uendelig dans.
Polarisering og normalisering er for- og bagsiden på mønten, som hele tiden kan vendes efter forgodtbefindende, og folk må afgøre med sig selv, hvor de står og bevæger sig frem og tilbage på de forskellige uenighedsakser.
Men når en person som Musk gennem sine udtalelser og adfærd legitimerer ting, vi for bare 10-20 år siden ville have gispet over, flytter det grænser og gør det stadig mindre omkostningsfuldt at sige og gøre dybt problematiske ting.
Disse skred sker hele tiden. Som regel ganske umærkeligt og uden stor mediebevågenhed. Historien fortæller os, at denne langsomme udhuling af moral, identitet og fællesskab indefra er en potentielt langt større fjende mod vores samfund og levevis end udefrakommende trusler. Det er en udvikling, der trives i skyggen, når vi retter vores søgelys mod alle mulige andre ting.
Når jeg og mange andre peger på det stærkt problematiske i Musks hilsen, er det et forsøg på at rette opmærksomheden mod denne undermineringsproces og få alle til at reflektere over den.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
