KONCERT // ANMELDELSE – “Her blev der danset med selve livet i en ensom, men samtidig bevidsthedsudvidende refleksion, som kun sjældent opleves”. Knud Arne Jürgensen skriver om en cellosoloaften med Andreas Brantelid i overbevisende livtag med tre af Bachs seks solo cellosuiter.
Det er et højst prisværdigt initiativ af Mogens Dahl Koncertsal at invitere publikum til en soloaften udelukkende bestående af Bachs cellosuiter og udført af vor hjemlige komet på cellofirmamentet, Andreas Brantelid.
Og tillige en overmåde koncentreret og fokuseret musikalsk oplevelse, som i Brantelids hænder og intense fortolkning uden noder foran sig, lykkedes med at formidle Bachs stærke meditative kraft, udført på en fornem Stradivarius fra 1707, bygget kun få år før suiternes tilblivelse.
Hvad der umiddelbart slår en ved Brantelids musikerskab, er hans ægte og ukunstlede forhold til disse dybest set nærmest impulsive tonerækker om en mesterkomponists inderste og måske mest ensomme tanker.
Veloplagt introducerede Brantelid værkerne, og bad samtidig tilhørerne om at sætte sig i Bachs sted med hans store børneflok om sig, og hustruen, Anna Magdalena, siddende ved skrivepulten, hvor hun personligt kopierede disse nyskrevne solosuiter for ægtefællen.
Midt i al dette virvar af dagligdagens gøren og laden, er det da heller ikke svært at forestille sig de indadvendte, ja nærmest isolerende og introverte refleksioner, som komponisten er henfaldet til under tilblivelsen af disse serier af dansesatser, som ellers ofte kan bringe mindelser om et lystigt bonde- eller finere hofbal, hvor man kan forestille sig dem som akkompagnement til såvel adstadige som lystige trindanse.
Alle skarpe og bløde hjørner af musikken kom Brantelid rundt om gennem sit koncentrerede udenadspil over godt halvanden times varighed. Det var som disse noders budskaber var afmålt, skåret til og faconsyet til netop hans krop og fingre
At suiterne med deres meget forskelligartede danseformer og temperament rækker ud til såvel unge som ældre mennesker er et andet slående træk ved disse tonerækker. Baroksuiten havde sit eget strengt fastlagte mønster af dansesatser, men ikke desto mindre virker de – og i særdeleshed i Bachs eksemplarer af slagsen – både improviserende og impulsive i deres egenart, uanset om de så er af lystig eller lyrisk-melankolsk art.
Alle skarpe og bløde hjørner af musikken kom Brantelid rundt om gennem sit koncentrerede udenadspil over godt halvanden times varighed. Det var som disse noders budskaber var afmålt, skåret til og faconsyet til netop hans krop og fingre. Uden mindste forivring eller spekulativ overfortolkning stod Bachs tonerækker i hans hænder og buestrøg på en og samme tid som afvekslende lysende og krystalklare dagsudsagn overfor mere tusmørkeagtige anelser og fornemmelser om, hvad natten og fremtiden ville bringe.
Mest betagende var måske Brantelids indfølte og dybt selvreflekterende fortolkning af “Allemande”-satsen fra den 6. Cellosuite, hvor man følte sig med helt inde i hjernebarken af en stor komponists og musikersjæls bevidsthed.
Her blev der danset med selve livet i en ensom, men samtidig bevidsthedsudvidende refleksion, som kun sjældent opleves.
Man kan kun håbe på, at Andreas Brantelid fremover vil berige os med en indspilning af disse meget varierede og multinationale dansesatser, så både den franske “Allemande”-sats og suiternes mange italienske springdanse kan tages med hjem, sådan som de blev det denne efterårsaften i Mogens Dahls koncertsal.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
