NEPAL // REPORTAGE – Skraldemændene tilhører den laveste kaste, og de knokler med beskidt og sundhedsfarligt arbejde. En af dem lever med en knust drøm om en uddannelse som læge eller ingeniør.
POKHARA – Nepal vågner tidligt, og det samme gør Amir Gurung. Arbejdsdagen er fra klokken fem om morgenen til fire om eftermiddagen, hver eneste dag. Sæk efter sæk samler han op fra husstande og Pokharas mange hoteller og smider op i skraldebilen.
“Det er bare et arbejde, der er ikke nogen jobs, der er bedre end andre, alle jobs er det samme værd. Så længe jeg får en indkomst, kan jeg arbejde med hvad som helst. Det gør mig ikke noget, arbejdet med skraldet. Og jeg er glad for at have lært at køre og have fået kørekort ved arbejdet. Jeg kan godt lide den daglige kørsel,” fortæller den 24-årige nepalesiske skraldemand.
Amir har de seneste otte år arbejdet med byens svimlende skraldeproduktion. Pokhara har omkring en halv million indbyggere, og omtrent lige så mange turister besøger Pokhara årligt. Byen ligger nær den kendte og majestætiske Annapurna bjergkæde.
Pokhara kæmper med en voksende affaldskrise. Der tømmes adskillige ton affald om dagen her i byen. Bjerge af affald hober sig op lige ned til floden. Stanken her på Pokharas losseplads er ganske enkelt ulidelig – og hverdag for Amir og de mange andre her i skralde-branchen. Det afspejler de miljø- og sundhedsmæssige farer forbundet med affaldshåndtering, som rammer hele regionen.
Skraldejagt
Det skønnes, at i hele Nepal arbejder omkring 75.000 personer inden for dette beskidte område. Her i Pokhara lever knap 110 personer, overvejende fra lavere kaster, af at gennemsøge affald med henblik på genbrug. De knokler uden beskyttelsesudstyr eller tilstrækkelig adgang til lægehjælp.
De fleste folk behandler os dårligt. Folk synes, det er et beskidt og stinkende arbejde. Men hvis jeg bruger en vest, så folk kan se, jeg er officiel skraldemand, respekterer de mit arbejde lidt mere
Amir Gurung, skraldemand
Amirs daglige kamp er indbegrebet af de udfordringer, som millioner af mennesker i udviklingslande står over for på grund af utilstrækkelige affaldshåndteringssystemer. For den unge fyr, der er marginaliseret lavt i det hinduistiske kastesystem, er skraldejagt og sortering af affald mere end blot et levebrød – det er en dyster virkelighed. Hans arbejde er præget af farlige forhold med ringe hensyn til personlig sundhed og sikkerhed midt i de giftige dampe og farer ved affaldsbehandling. Og netop dén del af arbejdet bekymrer den unge skraldemand.
“Vi risikerer at blive smittet med mange slags sygdomme for eksempel tetanus, hvis vi skærer os. Man kan risikere at ende med at få sit ben eller sine hænder amputeret. Vi kan også komme til at lide af kroniske sygdomme. Men vi er meget forsigtige med arbejdet, vi passer meget på, så vi har kun haft mindre skader,” fortæller Amir.
Beskidt arbejde
Nogle gange er det svært, fordi resten af befolkningen ser meget ned på skraldemændene og nærmest anser dem som menneskeligt affald, fortæller han: “Min familie og venner siger altid: ‘Skal du ikke snart have et andet arbejde?’ De fleste folk behandler os dårligt. Folk synes, det er et beskidt og stinkende arbejde. Men hvis jeg bruger en vest, så folk kan se, jeg er officiel skraldemand, respekterer de mit arbejde lidt mere,” mener Amir.
Det danske selskab for arbejds- og miljømedicin, DASAM, har de seneste tre år arbejdet med et waste management-projekt i de tre nepalesiske byer Bharatpur, Pokhara og Janakpur. Projektet er støttet af den danske stat gennem Civilsamfund i Udvikling, CISU, og har blandt andet undervist arbejderne i risici og beskyttelsesudstyr og også udleveret udstyr som sko, handsker og veste til skraldemændene. DASAM’s lokale samarbejdspartner er NGO’en Nepal Development Society, NeDS.
Den danske overlæge Kurt Rasmussen er én af personerne fra DASAM, der er i Nepal for at besøge det danskstøttede affaldsprojekt. Kurt har ellers ledet en stor arbejdsmedicinsk klinik på Herning Sygehus.
“Her produceres den samme type affald, som der gør hjemme, men det ryger alt sammen ud på lossepladsen. Meget af det grimme, farlige affald ender ude på lossepladsen. Der burde det aldrig ende. Det er jo farligt for mennesker og farligt for naturen. Floden er møgforurenet, og der er nogle skraldemænd, der skal tage sig af det her affald, og det bliver de syge af,” fortæller Kurt Rasmussen.
Vi skal møde én af de andre personer i skraldets cyklus i Nepal. 40-årige Dil Maya Pariyar arbejder som kommunalt ansat gadefejer i Pokhara, Hun arbejder fra klokken seks om morgenen til middag hver dag og tjener 15.000 rupees om måneden, hvilket svarer til godt 750 danske kroner.
Dil Maya er mor til syv, og hendes mand døde for seks år siden. “Det er et beskidt arbejde, og nogle gange samler jeg for eksempel døde katte eller hunde op. På den anden side har jeg brug for arbejdet for at forsørge min familie. Jeg er ikke flov over jobbet, jeg arbejder med glæde, jeg er ok. Men det er svært at leve for de 15.000 rupees om måneden, så om eftermiddagen sælger jeg også grøntsager,” fortæller den nepalesiske gadefejer.
Hun har fået sikkerhedsudstyr gennem det danskstøttede projekt; handsker, briller, kasket og sko. Men nogle gange, når det er varmt, synes hun, det er ubehageligt at bruge det.
Værdighed
Timerne på skraldepladsen i den ulidelige stank sætter tanker i gang. Hvor meget forholder vi os egentlig til vores affald – dit eget personlige – og affaldet af vores levevis, af vores civilisation? Tager du ansvar for affaldet fra dit liv, eller kigger du den anden vej? Og foretrækker måske at lavkastefamilier eller bare skraldemænd tager sig af det for dig? For den danske læge handler arbejdet med skraldeprojektet i Nepal først og fremmest om at være med til at bekæmpe uretfærdige forskelle:
“Ulighed har altid været et interesseområde for mig. Det har ikke kun med arbejdsmedicin at gøre, men også med social ulighed. Det er jo uretfærdigt, at folk, som bor hernede, skal have andre vilkår, end du og jeg har. De burde jo være født med vilkår, der svarer til vores, ikke? Så det handler om global social ulighed, landene og befolkningerne imellem,” mener den danske overlæge Kurt Rasmussen.
For projektkoordinatoren hos NeDS i Pokhara, Pobitra Babu Soti, er det særligt to fokusområder, der bekymrer hos skraldemændene: “Affaldet skaber sundhedsproblemer for skraldemændene og for den nepalesiske befolkning generelt. Det påvirker også miljøet og giver for eksempel gode forhold for udklækning af myggelarver, som kan forårsage spredning af sygdomme som dengue og malaria. Og så er skraldemændene meget sårbare i forhold til at få affaldsrelaterede helbredsproblemer eller arbejdsuheld eller -ulykker,” fortæller projektkoordinatoren.
Skraldemændene fortæller, at de har set tre næsehorn, som er døde efter at have spist giftigt skrald
Og det andet vigtige forhold handler om, hvordan befolkningen opfatter skraldemændene: “Der er et problem med skraldemændenes værdighed. Vi fokuserer også på at forbedre deres værdighed og sundhed ved at give dem noget sikkerhedsudstyr, så de kan genkendes som skraldemænd,” mener Pobitra Babu Soti.
Danskstøttet projekt
Vi tager videre mod syd til Nepals tredjestørste by, Bharatpur, der ligger nær grænsen til Indien. En by med næsten 300.000 indbyggere. Én af aktiviteterne i det danskstøttede projekt har været at organisere en health camp for 125 af Bharatpurs 140 skraldemænd for at screene deres sundhedstilstand for forskellige sygdomme og arbejdsrelaterede skader. De fik også tilbudt en stivkrampevaccine og er blevet testet for HIV, hepatitis og tuberkolose.
Lossepladsen i Bharatpur ligger også lige på næsehornenes foretrukne sti, når de tager til floden for at drikke vand. Skraldemændene fortæller, at de har set tre næsehorn, som er døde efter at have spist giftigt skrald. Skraldemændene på lossepladsen går barfodede eller i sandaler og i bare ben rundt mellem dyngerne af usorteret affald.
I Bharatpur bruges sindrigt dekorerede traktorer som skraldebiler. Bikash Raut på 16 har til opgave at puste i en plastikfløjte som signal til områdets beboere om, at det er tid til at komme ud med skraldeposerne. Han begyndte med at sortere affald på skraldepladsen, da han var ni år gammel. Bikash gik ud af skolen i 4. klasse. Kun halvdelen af dem, der arbejder med affald i Bharatpur, kan læse og skrive.
Bikash drømte tidligere om at få en uddannelse, men nu har han justeret drømmene til virkeligheden blandt skraldet
“Hvis jeg var fortsat i skolen, ville jeg snart være færdig. Jeg ville gerne have læst til læge eller ingenør, hvis min familie havde råd til det. Det er derfor, jeg arbejder her, selvom jeg ikke er vild med det. Når folk taler grimt til os, behandler os dårligt eller ignorerer os, så får jeg tårer i øjnene,” fortæller Bikash.
Vi holder for at finde noget morgenmad bestående af ristede kikærter, et kogt æg og mælkete. Det gør indtryk på mig, da drengene og mændene fortæller, at det aldrig kunne falde en almindelig nepaleser ind at sætte sig ned og spise morgenmad sammen med dem. Eller for eksempel at hilse på dem med håndtryk eller berøring i det hele taget. For skraldemændene tilhører de allerlaveste kaster:
“Det er vores kastekultur, vi er de urørlige. Hvis vi rører ved noget, vil andre bare smide det væk,” siger Bikash, mens han fløjter og fløjter, og beboerne i kvarteret strømmer ud med plastiksække med affald.
Teenageren samler rutinemæssigt poser op fra gaden og smider dem op til alle de andre i læsset på traktoren. Bikash drømte tidligere om at få en uddannelse, men nu har han justeret drømmene til virkeligheden blandt skraldet. Nu håber han, at hans nevø kan undslippe den samme skæbne, få en uddannelse og en anderledes fremtid:
“Nu hvor det ikke er muligt for mig at blive læge, håber jeg, at min drøm går i opfyldelse for min nevø, så han kan blive læge og tjene masser af penge,” siger 16-årige Bikash med et opgivende udtryk i øjnene.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
