TEATER // ANMELDELSE – De tre skuespillere varmer op på scenen, mens publikum finder deres pladser. Det er også noget af en opgave, de er på: På 100 minutter skal de forklare, hvordan vi – homo sapiens – blev Verdensherskerne. I en situation, hvor vi alle sammen ved, at vi ikke kan gå i overtid.
Ambitionerne er store. Nana Morks, Alexander Mayah Larsen og Sebastian Henry Aagaard-Williams vil gerne give os håb for fremtiden ved at vise, hvordan homo sapiens har overvundet den ene udfordring efter den anden gennem artens 2,5 millioner år lange historie.
Det vil ske over de næste 100 minutter.
Skuespillerne springer frem og tilbage mellem deres historiske “roller” og rollen som skuespillere, der fortæller Verdensherskerne
Hvis man bare har en smule fornemmelse af, hvad 2,5 millioner år er, eller hvor meget der er sket i verdenshistorien, så er det klart, at Verdensherskerne har travlt. Og at der vil blive taget nogle komiske genveje.
Skuespil for åbent tæppe
En åbenlys genvej, som skaber megen morskab, er, at skuespillerne springer frem og tilbage mellem deres historiske “roller” og rollen som skuespillere, der fortæller Verdensherskerne. De er i historien, og de kommenterer den.
Det betyder, at Nana Morks spiller tøsefornærmet over for sine medspillere, efter at de lige har spillet patriarkatets indførelse. Og i denne sammenhæng må jeg gerne bruge det ord. Ellers virker det nemlig, som om kvinden i Nanas skikkelse er den stærkeste drivkraft i Sapiens’ historie.
Helt vidunderlig er hendes ankomst på scenen som “hveden”, der som en anden Eva forfører manden med en baguette, så han opgiver den paradisiske naturtilstand som samler og jæger. Fremover må han tjene til det daglige brød ved slid og slæb i marken.
Forestillingsevnen
Ellers er et nøgleelement i historien, at homo sapiens har forestillingsevne. Vi har ikke bare opfundet ilden, vi kan også forestille os den kraft, der lever i den. Eller at der er en magt oppe i skyerne, der giver sol eller regn, varme eller kulde. Og vi har evnen til at tro på det.
For ikke at fornærme nogen bruges troen på fugleskræmslet som eksempel. Og ja, det er også morsomt
Først skal vi lige have udryddet de konkurrerende menneskeracer. Om det nu foregik voldeligt eller ved, at vi bollede deres gener ind i vores genpulje og assimilerede dem. Derefter kan vi så se andre eksempler på vores vidunderlige forestillingsevne. Efter at skuespillerne har trukket lod om, hvem der skal begynde.
Der er profeterne. Vores evne til at skabe sammenhængende mytologier, som er vores sandhed (og de, der ikke er med os, er imod os). For ikke at fornærme nogen bruges troen på fugleskræmslet som eksempel. Og ja, det er også morsomt.
Verdensherskernes gode idéer
Det samme kan siges om gennemgangen af penge. Eller rettere sagt af det kapitalistiske system, hvor værdien skabes af, at pengene cirkulerer, men bryder sammen, hvis vi alle vil have vores tilgodehavender udbetalt.
Og så er der imperierne. Idéen om, at vi kan udbrede alle mulige goder (det, vi synes er goder) til andre folkeslag, forudsat at de altså underlægger sig vores normer. Skuespillerne er ikke helt sikre på, at det egentlig er sådan en vanvittig god idé.
Når de at viderebringe deres positive budskab til publikum, og – fra “en mellemstor scene i Allerød” – skabe en forandring i vores, homo sapiens’, historie?
Her er historien i virkeligheden også kommet foran historien. Udviklingen går stadig hurtigere. Der er opfindelser, forskning, Jordens plads i universet, dampmaskinen og så videre. Vores forhold til fossile brændstoffer er en historie for sig, som ender med at blive temmelig kinky.
Og så er der selvfølgelig vores hverdag. Familiens rolle i det industrialiserede samfund gennemspilles som en stumfilm, der kører lidt for hurtigt. Det er til at blive helt svedt af.
Uret tikker, tiden går
Hele tiden skæver de tre skuespillere til uret, der hænger over scenen. Når vi frem i tide? Når de at viderebringe deres positive budskab til publikum, og – fra “en mellemstor scene i Allerød” – skabe en forandring i vores, homo sapiens’, historie?
Al historie afspejler den tid, den er skrevet i. Ingen historie er neutral
Det handler igen om vores forestillingsevne. Det handler om menneskets ukuelige tro på, at i morgen bliver bedre. Den tro deles både af den sultende tigger, den nedslidte landarbejder, entreprenøren og imperiebyggeren. Det bliver bedre i morgen.
Men når vi på scenen både bliver præsenteret for overforbruget af fossile brændstoffer og atombomben, så kan vi godt komme i tvivl om, hvorvidt Verdensherskerne kan gå ud i forlænget spilletid. Skuespillerne kommer selvfølgelig også i tvivl om, hvorvidt deres indsats overhovedet er noget værd.
Sapiens
Verdensherskerne foretager nogle mærkelige spring og vælger nogle nedslag i historien. Nogle fakta er mere antagelser. Yuval Noah Hararis bog Sapiens (2011) er skrevet på de til rådighed værende teorier og indicier om menneskeslægtens udvikling. Al historie afspejler den tid, den er skrevet i. Ingen historie er neutral.
For at blive i det humoristiske univers, så husker en del vel diskussionen i Life of Brian om, hvorvidt det romerske imperium er en undertrykkende magt, der skal forkastes, eller om man skal gøre undtagelser for vejnet, kloakering, sikkerhed, et universalsprog et cetera.
Men – for nu igen at bruge et Monty Python-eksempel – vi behøver ikke at vide noget om Proust for at forstå, at en tv-quiz om at “opsummere Proust på 10 sekunder” er absurd. Vi ved, at 2,5 millioner år og menneskehedens historie ikke kan opsummeres på 100 minutter. Men vi kan sagtens more os over de tre skuespilleres elitesportspræstation og deres mere eller mindre tilfældige nedslag i afgørende punkter i vores historie.
Fem minutter i tolv
Kommer Verdensherskerne så i mål med deres ambitiøse projekt? Tjah, hele pointen er vel, at det ikke er det, der er pointen.
Det er vittigt spillet. Det er sprogligt elegant (og vittigt)
Nana Morks, Alexander Mayah Larsen og Sebastian Henry Aagaard-Williams kampsveder i deres bestræbelser. De forestiller sig, at de kan gøre en forskel. Vi forestiller os, at verden ser ud, som de spiller den. Sammen forestiller vi os, at de nok skal nå det, inden midnatsklokken slår.
Det er vittigt spillet. Det er sprogligt elegant (og vittigt). Publikum bliver inddraget og gejlet op, så det er svært ikke selv at få pulsen i vejret. Vi kan hver især have viden og indblik, der adskiller sig fra det, der bliver spillet på scenen. Men vores verdensbillede og Verdensherskernes har det til fælles, at det er noget, vi forestiller os. Det er en forestilling.
Kommer vi i mål, inden tiden løber ud? Ja, hvad forestiller du dig?
Musik, litteratur, film og teater – du kan finde anmeldelser, baggrund og essays på POV Kultur.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
