TEATER // ANMELDELSE – Det er ikke underligt at Mungo Parks Den allersidste dans har fået klassikerrang. Det er et fint og følsomt portræt af livets sidste akt. Skuespillerne brillerer, og publikum sidder næsten uomgængeligt med følelserne uden på tøjet.
Musikalsk rækker Den allersidste dans tilbage til 40’ernes Danmark, men det er også sange, der har haft et langt liv på Giro 413-repertoiret. Samtidig sniger nyere sange som ”Mormors kolonihavehus” sig ind i et kort citat.
Og giv os for Guds skyld en chance for at bevare værdigheden
Forestillingen blev skabt i 2007. Hvilken musik mon bliver spillet på plejehjemmet om 20 år?
Den allersidste dans bliver aldrig sentimental
Minderne har vi da lov at ha’, og når de svagelige ældre mennesker stryger endnu en navn fra protokollen og mindes ungdommen og deres livs kærlighed, så kunne det uhyre nemt blive kvalmende sentimentalt. Men der bliver aldrig spillet for galleriet.
Vel er der et blink i øjet, men først og fremmest er Den allersidste dans solidarisk med de ældre og deres skavanker. Ja ja, han er lidt dement, men han er en god fyr. Ja ja, skridtene er små, men jeg skal nok nå hen til klaveret. Og giv os for Guds skyld en chance for at bevare værdigheden.
Hvem ved, måske er det dig om 20, 40, 60 år?
Denne anmeldelse er en del af Kulturlisten.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og