TEATER // ANMELDELSE – Det er ikke underligt at Mungo Parks Den allersidste dans har fået klassikerrang. Det er et fint og følsomt portræt af livets sidste akt. Skuespillerne brillerer, og publikum sidder næsten uomgængeligt med følelserne uden på tøjet.
Musikalsk rækker Den allersidste dans tilbage til 40’ernes Danmark, men det er også sange, der har haft et langt liv på Giro 413-repertoiret. Samtidig sniger nyere sange som ”Mormors kolonihavehus” sig ind i et kort citat.
Og giv os for Guds skyld en chance for at bevare værdigheden
Forestillingen blev skabt i 2007. Hvilken musik mon bliver spillet på plejehjemmet om 20 år?
Den allersidste dans bliver aldrig sentimental
Minderne har vi da lov at ha’, og når de svagelige ældre mennesker stryger endnu en navn fra protokollen og mindes ungdommen og deres livs kærlighed, så kunne det uhyre nemt blive kvalmende sentimentalt. Men der bliver aldrig spillet for galleriet.
Vel er der et blink i øjet, men først og fremmest er Den allersidste dans solidarisk med de ældre og deres skavanker. Ja ja, han er lidt dement, men han er en god fyr. Ja ja, skridtene er små, men jeg skal nok nå hen til klaveret. Og giv os for Guds skyld en chance for at bevare værdigheden.
Hvem ved, måske er det dig om 20, 40, 60 år?
Denne anmeldelse er en del af Kulturlisten.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
