MONARKI // KOMMENTAR – Til trods for at han har været i audiens hos dronning Ingrid og i 52 år har stået parat hver den 31. december kl. 18.00 for at høre dronningens nytårstale, så er Bjarke Larsen republikaner og krymper sig, når han hører TV-kommentatorerne udbrede sig om, hvor vigtigt kongehuset er for ”os”, for fælles samhørighed og fælles referencepunkter: ”Jeg bliver aldrig en del af dette falske ’vi’. Frederik bliver aldrig ’min’ konge, lige som Margrethe aldrig var ’min’ dronning.”
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Der findes et billede af mig, hvor jeg iført et nydeligt gråt jakkesæt bukker dybt for nu afdøde dronning Ingrid. Anledningen var, at jeg som redaktør af det satiriske årshæfte æ Rummelpot skulle overrække hende årets Æresrummelpot. Som livslang republikaner var jeg ubekvem ved at skulle blive en del af ”det royale cirkus”, men på den anden side var dronning Ingrid helt ubestrideligt en oplagt og værdig modtager af æresprisen. Hun fik den i 1995, hvor æ Rummelpot fyldte 50 år, og hun fik den, fordi hun lige i lige så mange år havde gjort mange gode ting for Sønderjylland, som er æ Rummelpots hjemstavn.
Jeg bed derfor i det sure æble og skrev i god tid til hoffet og forespurgte, om Ingrid ville takke ja til at modtage prisen, hvis vi tildelte hende den. Der kom et positivt svar, og der blev aftalt et tidspunkt, hvor jeg kunne komme i audiens – med en (1) pressefotograf! – for at overrække den dekorerede lerkrukke, der er det fysiske bevis på hæderen. Velankommet til slottet blev jeg omhyggelig instrueret i, hvordan jeg skulle opføre mig de få minutter, audiensen varede, hvordan jeg skulle tiltale dronning Ingrid, at jeg ikke måtte vende ryggen til hende og forskelligt andet.
Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder
Billedet og begrundelsen for at give dronningen prisen blev trykt i en lang række medier, der ellers ikke beskæftiger sig med den årlige uddeling af prisen. Og som for fleres vedkommende nok aldrig havde hørt om æ Rummelpot før, men alt, der har en royal vinkel, er jo relevant og interessant!
Hele forløbet adskilte sig i det hele taget på alle måder fra, hvordan den årlige overrækkelse ellers forløber: Her møder prismodtageren op på et hotel eller café et sted i Sønderjylland og får overrakt prisen, hvorefter han eller hun sammen med redaktionen indtager en hyggelig frokost, inkl. et par øl og snapse. Festligt, folkeligt og fornøjeligt og altså alt det modsatte af den stive hofetikette.
Et liv i fængsel
Den vigtigste grund til mit ønske om at gøre Danmark til en republik er selvfølgelig den rent principielle: At det ikke hører hjemme i et demokrati, at privilegier kan gå i arv. Ovenikøbet privilegier med en vis – om end efterhånden stærkt begrænset – politisk indflydelse. Det har journalist og historiker Adam Holm redegjort glimrende for i et debatindlæg i Berlingske.
Man kan tilføje, at det nok også er i modstrid med FN’s Menneskerettighedserklæring, hvor det i første artikel hedder, at ”Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder”.
Medlemmer af kongehuset er født ind i et fængsel. Et forgyldt fængsel ganske vist, men de er immervæk blevet påduttet en skæbne, som det er stort set umuligt slippe ud af. Selv hvis de enkelte medlemmer skulle vælge at fraskrive sig alle titler, apanagen og deres plads i arvefølgen, vil de stadig blive forfulgt at mennesker fra den nederste, nederste, nederste hylde i medieverdenen: paparazzifotografer og sladderjournalister.
Kynikere, der vil gøre alt for at skaffe den nyeste sladder, om det så skal drive mennesker i døden. Kryb, som mener, at ”kendte mennesker” ikke har ret til et privatliv. Men husk at dette kryb vel at mærke kun har et job, fordi millioner af mennesker verden over ivrigt slubrer det seneste rygte i sig. Herhjemme illustreret ved den nærmest kultagtige status, programmet ”Det vi taler om” har fået.
Det royale cirkus
Én ting er det principielle, men den stive hofetikette gør, at jeg ikke kan tage kongehuset – royalismen – alvorligt i hverdagen. Jeg vil finde det ydmygende at skulle kalde nogen ”Deres kongelige Højhed” eller ”Deres Majestæt” i 2024 i et land, der har en dybt rodfæstet, demokratisk kultur, hvor vi alle er lige.
No way. Det kommer ikke til at ske for mit vedkommende.
Jeg er selvfølgelig godt klar over, at uden ”det royale cirkus” med guldkareter, folkets hyldest på Amalienborg slotsplads, mænd i kostumer, der hører hjemme på et museum, mystikken og det distancerede, beskyttede overklasseliv, vil opbakningen til kongehuset miste sin magi og opbakningen dale til et kritisk niveau.
Men jeg tror ikke, Danmark nogensinde bliver en republik. Selv om man ikke skal glemme, at da Frederik den 9. blev konge, ønskede halvdelen af befolkningen kongehuset afskaffet. I dag er vi ifølge en meningsmåling i Politiken forleden en undselig skare på 15 pct.
Modsat i 1915, hvor en af parolerne ved årets 1. maj-demonstration lød ”Knæk sablen! Bryd kronen! Styrt kirken!” Det lød den gang så truende, at Københavns politidirektør ville forbyde demonstrationen, hvilket regeringen dog forhindrede.
I dag er det kun obskure små fraktioner af overvintrende marxist-leninister, der kan finde på at sige den slags. Selv Enhedslisten er mere eller mindre faldet til patten, som da folketingsmedlem Rosa Lund blev interviewet af Politiken:
Er du glødende republikaner?
”Ha ha, jamen altså, jeg har jo sådan et lidt … Altså, som jeg sagde før, jeg kan jo godt lide store, flotte kjoler og hofballer og så videre.”
Os, vi?
Når tronskiftet finder sted i dag, vil jeg følge de vigtigste par timer på tv. Jeg vil formodentlig have svært ved ikke at smide ting efter skærmen, når jeg hører de rygslikkende, ukritiske ”kongehuseksperter” udbrede sig om hver en detalje i mændenes uniformer og kvindernes skrud – for i de royale sfærer hersker patriarkatet stadig uindskrænket. Det har 52 år med en kvinde i spidsen og to kvindelige statsministre ikke ændret på.
Jeg bliver aldrig en del af dette falske ”vi”
Ikke mindst vil kommentatorerne udbrede sig om, hvor vigtigt kongehuset er for ”os”. Ja, vi må forstå, at det er helt afgørende for, at ”vi” føler samhørighed og har fælles referencepunkter.
Men jeg bliver aldrig en del af dette falske ”vi”. Frederik bliver aldrig ”min” konge, lige som Margrethe aldrig var ”min” dronning. Og det til trods for, at jeg i stort set alle de 52 år har stået parat hver den 31. december kl. 18.00 for at høre hendes tale.
De seneste år har jeg dog kunnet tjene penge på det hos Danske Spil eller Bet365 ved at satse på, hvilke ord der ville optræde i årets tale. Så lidt gavn gør kongehuset da i mit liv. Lige som Dronning Ingrids indsats gennem 50 år for Sønderjylland havde stor positiv betydning.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her