NORMALITET // KOMMENTAR – Når man får en diagnose, bliver man sat i bås af en ‘syg’ normalitet, som ikke er vejen mod frigørelse men snarere identitetsfængsling. Dennis Larsen gør sig overvejelsen: Er nutidens mange diagnosticerede mere og andet, end vi har fortalt dem, at de er?
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Hvorfor er det så populært at diagnosticere mennesker, der trives bedst med ro, fast struktur, gentagelser og forudsigelighed – undertiden med diagnoser som angst, autisme, ADHD, OCD mv.?
Det klassiske sociologisk inspirerede svar er social kontrol. Man afpresser folk via den sparsomme hjælp, der er at hente, og udstiller alle, der passer ikke ind i ’normalkassen’ som mangelfulde, forkerte, defekte, forstyrrede osv. Dertil klemt ned i små afvigerkasser.
Denne pseudo-lægelige strømlining af ’det unormale’ tager sted i en eskalerende strukturløshed, hvor alt, der ikke er i konstant bevægelse, opfattes som noget, der er i forfald eller bare støvet. Det er også i den kontekst, at mange struktursøgende mennesker er endt som utrygge, fx når tingene bliver for komplekse og uoverskuelige.
Hvad, hvis nogle af de mange diagnosticerede faktisk har fat i noget? Måske endda den lange ende?
Når alt forandrer sig hele tiden. Når der er for mange mennesker stimlet sammen ét sted. Når man ikke får at vide, hvad man skal. Når der mangler autoriteter, klarhed, civilsamfund og overskuelighed. Gentagelser i form af traditioner, ritualer osv.
Det er ret beset ikke en fejl ved dem, men måden, vi har indrettet os på som samfund. Størstedelen af de nok så mange ’unormale’ lider under et massivt underskud af ydre orden, samt trygge, jordnære rammer, hvorfor mange desuden tyer til at opfinde en tryghedsskabende struktur inde i sig selv.
Det viser sig så i alt fra tælleritualer, tilbagetrukkethed, ekstrem rigiditet, uro, ’enmandsreligioner’ og så videre. Men den slags tolker vi udelukkende psykiatrisk – gerne som ’sygdom’ eller ’forstyrrelse’ – hvilket medfører, at vi intet sundt opsporer i utryghedsreaktionerne.
Vi glemmer at spørge: Hvad nu, hvis nogle af de mange diagnosticerede faktisk har fat i noget? Måske endda den lange ende? Noget, vi andre går og savner omend i en forvrænget udgave, da anderledestænkende i dag er så godt mast ned i mudderet.
I så fald hjælper det ikke at kalde dem for såkaldt ’neuro-divergente’, da det bare er et andet ord for anderledes eller sære under dække af hård (hjerne-)videnskab.
Vi må huske på, at diagnoser tildeles på basis af uønsket adfærd, ikke hjernescanninger, hvorfor et snævert fokus på ’divergens’ vil betyde, at vi fastholder de ’unormale’ i den formindskelse, indskrænkelse og forvrængelse, som vi ’normale’ tænker dem og følgelig definerer dem.
Diagnoser om det unormale frigør ingen
Af samme grund fungerer diagnoser ikke som afsæt til frigørelse fra den ’syge’-, nærmest blinde normalitet eller sågar det ’syge’ samfund. Vel nok en ad hoc sjæl til de identitetsfrarøvede (vel at mærke i en kultur, hvor kun dét at være unik tilsyneladende tæller), men formuleret af selvsamme forrykte konformitet, de flygter fra, hvilket hurtigt bliver et undertrykkende identitetsfængsel, mere end det frigør.
Væsentlig mere frigørende ville det nok være, hvis den voksende hær af diagnosticerede lærte at tænke på sig selv uden de tildelte afvigerstempler. Hvis de kunne se på sig selv med friske øjne. Hvis de undersøgte, om de er mere og andet end dét, de har fået fortalt, at de er. Og sågar: Hvad har de mon regnet ud, som vi ’syge normale’ ikke har?
Hvem ved … det kunne være, at der ligefrem render en ny Parminedes eller Platon rundt i én af de stadig flere specialklasser? Én, for hvem forandring er ’lavt’ eller illusionært, da alt i virkeligheden står stille? Der kunne også være tale om tiltrængte aspekter af proto-religiøsitet – eller noget helt tredje?
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her