MADONNA // ANMELDELSE – En af verdens største popikoner gennem de sidste 40 år optrådte i går i Royal Arena. Dan Rachlin så koncerten, som han beskriver som en vild magtdemonstration, og han takker her Madonna for at være fløjtende ligeglad med, hvad andre tænker.
Optakten til den 65-årige popdronnings to koncerter i Royal Arena har efter min mening været enormt skuffende. Journalister, meningsdannere og danskere generelt mener i ramme alvor, at det tilkommer dem at bedømme og ikke mindst kritisere Madonnas’ udseende, alder og udtryk.
Det er en underlig misforståelse, at kvinder i 2023 skal finde sig i noget som helst, som deres mandlige kolleger ikke skal forholde sig til. Hvis 73-årige Bruce Springsteen bliver bedømt for andet end musik, er det oftest hvor flot, veltrænet og ungdommelig han forekommer.
Stolt, rank, fokuseret og hårdtarbejdende har hun siden 1983 forsynet os med klassepop
Når folk har skulle gøre sig kloge på Madonna, har det handlet om hvor meget Botox, vi tillader. Om hvor underlig og kunstig Madonna tager sig ud, og en lang række prædikater til et andet menneskes udseende. Mystisk og på sæt og vis klamt.
Well, Madonna er formentlig pisseligeglad, hun har i 40 år skulle forholde til det dersens udseende, at hun ikke kan synge, ikke har nogen udstråling, er opmærksomhedssøgende (well, hun er jo i underholdningsbranchen) osv. osv.
Stolt, rank, fokuseret og hårdtarbejdende har hun siden 1983 forsynet os med klassepop og ikke mindst været eksponent for overgangen fra decideret klubmusik til pophitlisterne.
‘Time is a bitch, I’ve been around for 40 years, and I’m still here’
Hun har topprofessionelt valgt de rigtige samarbejdspartnere, musikalsk bevæget sig gennem årtierne, og med sikker hånd startet trends, som kopister senere har kunne følge.
Når hun i to oktoberaftener i denne uge har stået på scenen til koncerterne, som hun kalder Celebration er der også meget at fejre. Giv mig lige navnet på et par andre kvindelige artister, der tilnærmelsesvist har vist så udpræget en langtidsholdbarhed som Madonna. Nej vel.
At sangerinden, skuespillereren, provokatøren, berømtheden så også lige har talt utallige svage, minoriteters sag stædigt og vedvarende. Og kæmpet med næb og kløer for kvinders ret til selv at vælge, hvem de knalder hvor meget, giver bare endnu flere point i min bog.
Jeg er Madonna, og I kan diskutere mit udseende, min seksualitet, mine manglende talenter, I don’t give a fuck
Derfor er det også sikkert, at det er chefen selv, som har fravalgt et band, men derimod fylder scenen med dansere, gøglere og folk i farverige gevandter. Og så lige et visuelt show, effekter, inklusiv den ranke sangerinde i en gyngende, svævende firkant langt oppe under loftet hen over publikum. Og langt over konkurrenterne er hun også med et bagkatalog på omkring 100 hitsange, 400 millioner solgte plader og adskillige klassikere på samvittigheden.
Og til tiden, efter den første aftens en times forsinkelse, står hun der så, med det indiskutable statement ‘Nothing Really Matters’, i hvert fald ikke for mig, jeg er Madonna, og I kan diskutere mit udseende, min seksualitet, mine manglende talenter, I don’t give a fuck.
Madonnas celebration
Første del af showet, bringer os 40 år tilbage med Madonnas første byge af hits ‘Everybody’, en pumpende ‘Into The Groove’, ‘Holiday’, lidt op i tiden med ‘Open Your Heart’ (endnu et statement?) og en anelse irriterende ‘Burning Up’ med en guitarspillende Madonna, som forsøger at få en slags rockcredit, som hun ikke behøver.
Alt er pakket ind i en nærmest åndedrætsstoppende produktion, vel nærmest aldrig set før på dansk grund. Enorme stillbilleder af hendes egne nære venner og af berømtheder, vi mistede til AIDS. Og massiv dokumentation af hvor meget Madonna har fyldt i den vestlige verdens bevidsthed i 40 år.
‘Justify My Love’ og ‘Erotica’ fungerer stadig, nu med en venlig påmindelse om, at seksualitet og liderlighed ikke har nogen alder
Madonnas’ guitar er udover et smukt piano, der pludselig står på scenen, de eneste ‘rigtige’ instrumenter vi oplever. Her er ikke noget band, der jammer med hovedpersonen, ikke noget kor, ingenting. Det kan man hyle op om. Men det virker nu ikke som om publikum, fans, går op i den detalje. Og selv savner jeg ikke et band. Jeg ved at det vil provokere erfarne koncertgængere, men livemusik har jo i masser tilfælde ikke været en del af koncerter i årevis. Tænk hip hop, tænk EDM (Electronic Dance Music) og dj’s, som ret beset er tidens største stjerner, der samler flest publikummer.
Kapitel to byder på den smukke ‘Live To Tell’ med de føromtalte og gribende billeder af unge, levende mennesker, der døde af AIDS, dengang. Også ‘Like A Prayer’ præsenteres præcist så pompøst, teatralsk og med de små, følsomme momenter, den klassiker altid har stået for. Vi får religiøse, kulturelle, etniske indtryk i et sandt bombardement, som gør det ekstra synligt, når Madonna i små momenter skruer ned for effekterne.
Kapitel tre minder os om hvor seksuelt fikseret og for nogle provokerende Madonna har været i lange faser af karrieren. ‘Justify My Love’ og ‘Erotica’ fungerer stadig, nu med en venlig påmindelse om, at seksualitet og liderlighed ikke har nogen alder.
Tak for kaffe for en magtdemonstration, og tak for at være så pisseligeglad med hatere, anmeldere og folk der ved alting bedre
‘Hung Up’ fra 2005 beviser at hun hang i, at hun er stædig, og at hun som den første fik lov til at sample ABBA. Festen i Royal Arena er på dette tidspunkt i den grad i gang. Lys, lasershowet med så meget knald på, at det flimrer for øjenene.
Madonna moser videre og byder på musikalske højdepunkter som bl.a. ‘Vogue’, ‘Crazy For You’, ‘Dont Tell Me’, karrierens måske musikalske højdepunkt ‘Ray Of Light’, ‘Rain’ og ‘La Isla Bonita’. Sidstnævnte er i øvrigt et eklatant eksempel på, at man snildt kan gå direkte fra dyster pop til totalt synge-med-pop. Hvorfor skulle det ene udelukke det andet?
Kun Madonnas velmenende krigstale, opfordringen om at tænde blitzen på telefonerne for ofrene og en, underlig, udgave af ‘I Will Survive’. Det kunne jeg godt have undværet, er der nogen mennesker, som synes krig er fedt?
Madonna har for længst kørt over to timer med hæsblæsende totalunderholdning, og derfor er det også ret og rimeligt, at slutte med det seneste hit ‘Bitch I’m Madonna’ og ‘Celebration’.
Tak for kaffe for en magtdemonstration, og tak for at være så pisseligeglad med hatere, anmeldere og folk der ved alting bedre.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
