Ghettosnak

Freddy Hagen 02.03.2018

ESSAY – Ghettoer ligner hinanden. Børnene, der går rundt i beskidte vinterdragter med de slidte skoletasker, der næsten altid har noget, der er i stykker. Lynlåsen, selerne. De gamle, der ikke kigger op, men altid nedad. De unge, der kører rundt på smadrede scootere. De fulde, med deres forvaskede jeans og termojakker og rødsprængte næser. Gratisaviserne, der altid flyder på den grå station i weekenden. De unge, der hænger ud, og som ser truende ud. De gamle, der altid er bange. Apoteket, der altid er stopfyldt. Freddy Hagen har været i ghettoen og købe ind, og han er mismodig – og vred.

Torsdag skulle jeg ind til byen. På vej hjem stod jeg af på Avedøre Station og besluttede mig for at handle i ghettoen. Jeg har aldrig været der tidligere. Det er den store højhusghetto der, som er på mange af de fotos, der ledsager avisernes artikler i forbindelse med regeringens promovering af deres plan for afvikling af disse områder.

Hele gadeplanet på højhusene består af et strøg med butikker. Der er Netto, der er Lidl, en udenlandsk grønthandler, et par shawarmabarer, en halalslagter, en dansk brun pub og en stor tæppehandler, der var lukket.

Og så var der hele to store genbrugsbutikker. Her gik beboerne rundt og købte ind, og der var mange. Det er også udbetalingsdag.

I Brøndby Strand er det det samme: Lidl, Netto, udenlandsk grønthandler, halalslagter, en butik med billigt nips og en stor genbrugsbutik samt en udenlandsk bager, der ikke kan bage. En kombineret kinagrill og pub, en udenlandsk bagelbutik, der ikke går så godt, tror jeg, plus en isenkræmmer, der var ved at lukke, men som nu sælger lidt børnetøj. En frisør.

Der er noget uendelig trist og illusionsløst over at se en ensom person, der slæber på poserne fra supermarkederne, gående hen over det bare stykke brune spor, der altid er sådan nogle steder hen over en tom grøn græsplæne på vej op til højhusene

Men mange af butikslokalerne er lukkede, og der er ikke rigtig nogen steder, hvor folk sådan kan hænge ud. Der er lidt legefaciliteter, men de ser mere kedelige og triste ud end noget, jeg nogen sinde har set tidligere.

De fleste herude slæber sig afsted. Der er noget uendelig trist og illusionsløst over at se en ensom person, der slæber på poserne fra supermarkederne, gående hen over det bare stykke brune spor, der altid er sådan nogle steder hen over en tom grøn græsplæne på vej op til højhusene.

Og alle de mange, der slet ikke kan gå længere, og som kører rundt i deres elektriske kørestole.

Rigtig mange herude i ghettoen ville ikke kunne løbe 100 meter. Det er deres kroppe ikke længere i stand til.

De unge mennesker, med deres billige bling-bling og med drømme, som minder om de lidt ældres, der får deres fantasier stimuleret ved at spille Lotto. Alle de mange tankstationer, hvor de hænger ud og bruger mængder af tid på at udfylde tipskuponer.

Børnene, der går rundt i beskidte vinterdragter, med de slidte skoletasker som næsten altid har noget, der er i stykker – lynlåsen, selerne.

De gamle, der ikke kigger op men altid nedad. De unge, der kører rundt på smadrede scootere.

De fulde med deres forvaskede jeans og termojakker og rødsprængte næser.

Gratisaviserne, der altid flyder på den grå station i weekenden. De unge, der hænger ud der, og som ser truende ud. De gamle, der altid er bange. Apoteket, der altid er stopfyldt.

Det at de unge fra ghettoen selv smadrer deres by og deres hjem, deres egne steder. At de skider på, at nogle skal rydde op efter dem. I træningscentret, hvor ingen gider at tage de blå engangsfutter på deres sko, så de ikke sviner gulvet til, og når de spilder deres boost-drik og bare lader lortet sejle.

At de sidder med fødderne på sæderne i S-toget og smider deres affald alle vegne. Det, at jeg næsten altid kan regne ud, hvilken station, de skal af på ud fra deres udseende og tøj.

Cyklerne med de ødelagte hjul, som en eller anden ung knægt har trampet på.

Hvor jeg dog hader politikerne og alle de andre, der er så fremmedgjorte overfor disse trøstesløse områder, som de har negligeret og skidt på gennem årtier. Deres åbenlyse ansvarsforflygtigelse og deres hykleriske medforståelse samt deres evige trusler om straf

Der er noget trist over en ghetto. Det er som om, der bare ikke findes nogen lys fremtid for kvarteret, for området – det er et sted, hvor man bare drømmer om at komme væk.

Jeg ved ikke. Hele området er jo et parallelsamfund, og det er ikke beboernes skyld. Det hænger som fernis i bygningerne. Det er et Kainsmærke. En plet man ikke kan vaske af.

Og når så man ser politikerne komme forbi på TV, enten for at charme sig ind med en klart indbildt interesse eller for at vise deres foragt og handlekraft med deres fine biler, deres mange følgere, journalisterne og alt det show, det bringer med sig, så mærker man da for alvor, at det her er parallelt, i en sådan grad at man ikke kan skimte nogen form for krydsning.

To spor der ikke kan forbindes.

Hvor jeg dog hader politikerne og alle de andre, der er så fremmedgjorte overfor disse trøstesløse områder, som de har negligeret og skidt på gennem årtier. Deres åbenlyse ansvarsforflygtigelse og deres hykleriske medforståelse samt deres evige trusler om straf. Og deres eget frås og forbrydelser. Deres indbildte selvfedme, deres rigdom.

Jeg hader det hele. Jeg hader, at det forholder sig sådan, og at ingen kan finde løsninger. Jeg hader det faktisk så meget, så jeg slet ikke ønsker at komme “over i det andet spor”.

Jeg vil slet ikke være en del af de andre, der ikke er en del af ghettoen, og som kan sidde der i deres forgyldte velfærd med rynkede pander og svedne “varme” hænder og bekymre sig om udviklingen derude, hvor man kun gider at komme for at se noget andet, noget bizart, der slet ikke ligner det, man selv kommer fra.

Topillustration: Stefano Corso, Flickr.

Freddy Hagen

Freddy Hagen er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling fra Københavns Universitet med en bachelor i Filosofi. Kommer fra et arbejderhjem, har været i lære som tømrer og kok. Freddy har rejst i mange lande, levet som freelancejournalist og fotograf, undervist på forskellige skoler i litteratur og historie. Studeret i Firenze, boet i Berlin og arbejdet som kokkeelev i Paris. Freddy Hagen har studeret islam og formidlet viden om islam og muslimer gennem mange år, og fokuseret på dem der er i klemme, for eksempel homoseksuelle muslimer der har måttet leve under trusler. Han har også rejst sammen med muslimer til lande, hvor der er krig og konflikt og dokumenteret deres vilkår i artikler og gennem fotojournalistik. Han er også vidende om et hav af minoritetsmiljøer samt grupperinger til højre og venstre på de politiske fløje. I dag er han fast kulturskribent på Netavisen Pio og Netavisen Kontrast.