BYPLANLÆGNING // DEBAT – I hele Danmark ses store anlægsprojekter, der er meget svære at forholde sig til i det demokratiske rum, som det ellers har været en god skik i Danmark siden Miljøloven kom til verden i 1973 og Planloven i 1992. Der er behov for en opdateret lovgivning, der kan favne de nye brede alliancer i projekterne, mener arkitekt og byplanlægger Jeppe Hauberg, der er tilknyttet Amager Fælleds Venner og Byen for Borgerne – Stop Lynetteholm.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Konferencen på Christiansborg 29.04.2023: ”Hvorfor store anlægsprojekter altid trumfer natur, klima og demokrati” kom godt omkring problematikken om Lynetteholmen og flere af de store projekter, vi ser i Danmark i disse år. Arrangørerne var de fem foreninger Amager Fælleds Venner, Beskyt Aarhusbugten, Borgerbevægelsen mod en motorvej i Egholmlinjen, Byen for Borgerne – Stop Lynetteholm og Kattegatforbindelse – Nej Tak, med deltagelse af mere end 50 borgergrupper fra hele landet (se omtale af to store anlægsprojekter med samme problematik i København her).
Der var samlet 230 deltagere. Rigtig mange “græsrødder”. Fem oplægsholdere udtrykte alle den samme oplevelse: Lovgivningen og demokratiet virker ikke længere hensigtsmæssigt ved de store anlægsprojekter, vi ser i Danmark i disse år, fx ved havne- og broanlæg. Det kommer fx til udtryk ved, at Miljølovgivningens krav om vurderinger af virkninger på miljøet, de såkaldte VVM-rapporter, laves meget sent i processen, ufuldstændige, eller slet ikke.
Desuden ses i de senere år en manglende respekt for at prioritere miljøet. VVM-rapporter er et krav ved projekter og anlæg, så beslutningstagere kan vurdere på et oplyst grundlag. Den bør derfor udføres tilpas tidligt i planlægningsarbejdet, så projektet kan ændres eller måske helt droppes. Se prof. Helle Tegner Ankers artikel om miljøkrav her.
Den nye tendens til manglende respekt for miljøet ses fx ved anlæggelsen af Lynetteholm i Københavns østlige havn, hvorfra store mængder bundslam i en lang periode aktivt blev dumpet i Køge bugt, altså 100 % “spild”. Ved anlæg af broerne over Storebælt og Øresund blev 5 % spild anset for højt!
Det kunne den tidligere divisionsdirektør for DHI Jacob Steen Møller berette, tillige med at der ikke arbejdes med en “nul-løsning” for blokering af gennemstrømningen til Østersøen. Det var et naturligt indbygget krav ved de store broarbejder. At der dermed var tale om VVM-rapporter uden reelle miljøkrav, undrede ham også meget.
Et større komplekst projekt skal starte med en Strategisk Miljøvurdering, SMV. Det er et krav ved alle planer, programmer eller politikker, der vurderes at kunne medføre væsentlige miljøeffekter. Men det sker ofte først efter lang tids politisk pres, hvis overhovedet. Det har været et krav i Danmark siden 2004, efter EU direktiv i 2001.
Udemokratisk ministerfortælling
Lynetteholm medfører store forandringer for byen med sin Østlige Ringvej og Metro M5, og derfor er en SMV nødvendig – det er ikke nok kun at beskrive øen som “jorddepot”, som den første VVM gjorde. Transportminister Benny Engelbrecht udtrykte sin disrespekt for kravet om en SMV, da han sagde, at der muligvis kun ville gå får rundt på øen: Der var jo slet ikke planlagt en by på øen (underforstået: endnu).
I Juli 2021 blev det besluttet at udføre en SMV, næsten tre år efter at Lynetteholm den 5. oktober 2018 blev fremlagt som et de facto allerede vedtaget Kinderæg af Lars Løkke og Frank Jensen. Det er meget sent og i forkert rækkefølge – så er det svært at droppe projektet.
Der produceres VVM-rapporter, som kunden kan bruge – uden den store kritik. Det undergraver tilliden til Miljøbehandlingen
Benny Engelbrecht fastholdt desuden, at anlæggelsen af jorddepotet ville være selvfinansierende, trods flere kritikere havde fremlagt estimater med stort underskud. Det var kafkask at holde fast på det og kunne kun begrundes i en strudsetaktik, hvor ministeren valgte kun at se sin egen fortælling – selv om den var tydeligt urealistisk. Og i hvert fald udemokratisk.
På konferencen kom de fem oplægsholdere omkring vilkår for miljølovgivningen i Danmark de sidste ca. 30 år, siden Øresundsbroen og Ørestaden blev besluttet og igangsat i hhv. 1991 og 1992, og specielt de sidste 20 år. Egholm-forbindelsen har fx været rigtig mange år undervejs. Advokat Louise Faber berettede om den tiltagende mere tillukkede planlægningsproces, som de sidste år har gjort det næsten umuligt at følge med i sagen.
DHI var som nævnt ovenfor repræsenteret ved den tidligere direktør Jacob Steen Møller. DHI er et almennyttigt vidensinstitut, oprettet efter 2. verdenskrig som én af en håndfuld videnstunge rådgivere, kaldet GTS, der skulle hjælpe Danmark i gang efter krigen .
DHI har siden fået konkurrence af andre rådgivere, fx Rambøll og Cowi, som har privat ejerskab, og som skal generere et overskud. De kan derfor ikke regnes for uvildige, men er partnere i de store projekter. Der produceres VVM-rapporter, som kunden kan bruge – uden den store kritik. Det undergraver tilliden til Miljøbehandlingen, som bør hvile på en streng faglighed og følge lovens praksis.
Byudvikling – ikke længere for borgerne
Lektor i planlægning ved Aalborg Universitet, Kristian Olesen, omtalte softspaces – disse lovgivningsmæssigt uregerlige projektmekanismer, som falder uden for de normale lovrammer, såsom Planlovens og Miljølovens krav og muligheder.
Det er en skjult uformel planlægning, hvor aktørerne er både politikere og investorer – og som noget relativt nyt ses det desværre også, at de store rådgivende firmaer, der ellers tidligere har været anset som garant for projekterne, nu agerer som uvildige eksperter. Det er ikke tilfældet mere.
Der ses en konsortiedannelse – det samme princip som Arne Gaardmand kaldte mahognibordsmetoden i bogen Magt og medløb fra 1996. Men nu i en langt mere omfattende skala og med en neoliberal kontekst.
Ufuldstændig planlægning ses oftere og oftere og kommer bare som en ekstraregning, som fordyrer projekterne og forvirrer borgerne
Byudvikling var tidligere en langsigtet indsats, der handlede om at skabe gode byer for borgerne – velfærdsperspektivet – men er nu primært rettet mod at sikre forretninger for erhvervslivet med kortsigtet profit, hvor markedsperspektivet har taget over, og der opbygges strategiske partnerskaber for at muliggøre det.
Det berettede Hans Thor Andersen, forskningschef på Aalborg Universitet, institut for Byggeri, By og Miljø, om. Kvaliteten i bebyggelserne er i fare, når fokus er på profit og dermed mange kvadratmeter. Det ses i flere af de nyere bydele, fx langs havnen i København og ved omdannelsen af Carlsbergbyen.
Det er vigtigt fremover at kaste mere lys på disse mekanismer, der gør, at hensyn til natur, klima og demokrati skubbes til side, når store bygge- og anlægsprojekter skal besluttes. For hvad nytter det, at vi formelt har demokrati, hvis vi tilsidesætter demokratiets processer i “skin”-processer med forhastede procesforløb?
Det er det, der sker, når kommuner og stat går sammen med offentlige selskaber, private entreprenører, konsulentfirmaer og investorer og danner tætte alliancer, der fungerer som konsortier. Public-Private Partnership på speed.
Konsortierne samordner deres interesser i demokratisk aflukkede rum for at få gennemført projekterne uanset omkostninger for natur, miljø og klima, eller protester fra borgerne. Ufuldstændig planlægning ses oftere og oftere og kommer bare som en ekstraregning, som fordyrer projekterne og forvirrer borgerne.
Fokus på den kortsigtede profit
Amager Fælleds Venner lod sig dog ikke forvirre, da der kom 700 siders ekstra materiale ind fra bygherren, som gerne ville hurtigt i gang igen på Fælleden efter en periode med byggestop pga. en afgørelse med opsættende virkning.
De 700 sider var ikke udsendt som en del af høringsmaterialet, så AFV kører derfor nu en sag imod Miljø- og Fødevareklagenævnet, som godkendte lokalplanens byggeri på Fælleden ud fra det nye sagsmateriale. Det er første gang i Danmark, at et ankenævn skal i retten for ikke at overholde praksis i lovgivningen: Et ankenævn må ikke sagsbehandle, kun modtage korte, afklarende tekster.
De fem eksperter på konferencen afdækkede hver især en bid af det system, der nu gør, at store bygge- og anlægsprojekter ofte kan trumfes igennem med påstande om, at miljøeffekterne er minimale – baseret på rapporter fra deres købte og betalte rådgivere.
Alliancer dannes af de centrale samfundsaktører såsom politikerne i byråd og Folketinget og deres embedsmænd i departementerne sammen med statslige selskaber som fx Sund & Bælt, By & Havn og Energinet mm., der fungerer som en slags stat i staten på grund af deres udbredte magt.
Politikere/forvaltninger/departementer, statslige selskaber og konsulenthusene er desuden tæt knyttet til erhvervslivets store virksomheder, der er entreprenører for de store bygge- og anlægsprojekter. Virksomhederne er samtidig tæt knyttet til de magtfulde landsdækkende erhvervsorganisationer såsom Dansk Industri, Danske havne, Landbrug & Fødevarer osv.
Der skal tænkes meget mere på miljøet, og EU’s lovgivninger skal som minimum overholdes. Det sker ofte ikke i dag
Beslutningsmagten ved anlægsprojekter i Danmark er på denne måde samlet omkring lukkede politisk-økonomiske interesser, hvor der ikke er levnet plads til natur, biodiversitet og klima. Lovgivningen er for det meste i vejen. Tanker om fremtidige generationer og langsigtede samfundsinteresser er helt fraværende i disse beslutningsrum. Der tænkes kun på kortsigtet profithorisont.
Vend blikket mod Sverige
Konsortierne har tiltaget sig en magt, som i praksis har undergravet vores formelle demokrati. Byudvikling og udvikling af infrastruktur i Danmark, fx broer til Tyskland og hen over Samsø, og store byudviklingsprojekter i havnene er uden for demokratisk kontrol. Skal de broer overhovedet bygges? Er der reelt behov, eller er det profit-interesserne, der styrer?
Borgergrupperne på konferencen er nu samlet i et landsdækkende netværk, som kan vidensdele til gavn for de enkelte projekters gennemførelse ud i landet.
Der bør desuden stilles krav om en opdateret lovgivning, som kan favne den nye tids forhastede planlægningskultur. Fx med krav til at sikre reel demokratisk deltagelse i beslutningsprocesserne omkring anlægsprojekter.
Der skal tænkes meget mere på miljøet, og EU’s lovgivninger skal som minimum overholdes. Det sker ofte ikke i dag, eller det sker kun efter massive borgerprotester.
Vi kunne inspireres af Sverige, der har vendt beslutningsprocessen om, så det først undersøges, om et givet projekt vil ødelægge klima, natur og miljø, før der planlægges konkret, og først derefter fremsættes der et eventuelt forslag.
I Danmark gør vi for tiden det modsatte: Først beslutter vi et projekt – i små lukkede rum og ud fra snævre økonomiske interesser. Derefter undersøger vi, om det eventuelt er skadeligt for klima, natur og miljø ved hjælp af konsulenthuse, der er købt til at sige, at der ikke er en væsentlig miljøpåvirkning. Lynetteholm er et klart eksempel på det.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
