BÆREDYGTIGHED & VERDENSMÅL // KOMMENTAR – Klimapolitikkens væsen er, at den til stadighed skal skærpes. I hvert fald i de næste mange tiår. Det betyder, at vi løbende skal kræve mere af hinanden, skriver Steen Gade. Han identificerer her fem områder, der skal tænkes sammen med klimaomstillingen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Heldigvis er vi nu i februar 2023 mere eller mindre alle sammen nået til en brugbar enighed om, at vi skal nå klimaneutralitet hurtigt og også før 2050 – og mere end neutralitet.
Den nye regerings grundlag afspejler netop det og lægger især vægt på, at det er nu, der skal implementeres, som det hedder. Det skal altså ske i virkeligheden og hurtigere end indtil nu. Afstanden fra planer og til udførelse skal forkortes, er budskabet. Helt på linje med EU-Kommissionens budskab.
Det rejser nye – og genrejser gamle – spørgsmål: Er der noget vigtigt, vi glemmer, når vi skal beslutte os hurtigere? Er der noget vi gemmer til senere? Og er det rigtig kloge beslutninger?
Spørgsmål, der bliver endnu vigtigere, når vi ser lidt nærmere på behovet for at øge tempoet markant – og langt mere end der i dag er lagt op til. Vi må nemlig ikke glemme vores dyrekøbte erfaringer. Nemlig at klimapolitikkens væsen er, at den til stadighed skal skærpes. I hvert fald i de næste mange tiår.
Det betyder, at vi løbende skal kræve mere af hinanden, af virksomhederne og af det politiske system for at kunne leve op til målsætningen om at holde temperaturstigningen på kloden under 1,5 grader i dette århundrede.
Vi har jo prøvet at slappe af og bilde hinanden ind, at det går nok. Det gør det jo åbenlyst ikke. Derfor ingen slap-af-pauser og nedprioritering af grøn omstilling, som dem vi her i landet oplevede med regeringsskiftet i 2001 og igen i 2015, og som desværre også var den globale melodi i perioden efter årtusindskiftet. Man kan kalde det en slags tidsånd, men den barske realitet er, at det var på grund af benhårde økonomiske interesser, manglende folkeligt pres og svag politisk vilje.
Et par tal kan illustrere konsekvenserne af den alt for lange globale slap-af-periode. Da klimakonventionen blev vedtaget i Rio i 1992 var koncentrationen af CO2 i atmosfæren nået op på 350 ppm (parts per million). Det svarer til det niveau, verden helst igen skal nå ned på. Forleden var målingen på Mauna Loa-laboratoriet på Hawaii 421,15 ppm. Slap-af-periodens løsagtighed over for klodens tilstand betyder, at de næste skridt vil være en alvorlig byrde, som vi allerede har sendt videre til børneværelserne.
Vil mange mennesker føle sig kørt over? … Fordi det skal gå så hurtigt, og fordi store økonomiske interesser vil blive sluppet løs?
Konklusionen er, at det ikke bare handler om, at tempoet skal lidt op. Det kræver i stedet acceleration med stadigt skærpede målsætninger år for år. Endnu hurtigere handling, og endnu mere omfattende. De spørgsmål, jeg stillede i starten af artiklen, vil altså blive endnu mere brændende.
Dilemmaer og konflikter bliver givetvis voldsomt synlige. Vi ser dem så småt allerede, for vi skal i løbet af de næste få år bygge mange flere solcelleparker, mange vindmøller, også på land – og de er rigtig store nu, kunstige øer langt ude i havet, brintfabrikker og andre kæmpestore industrianlæg, som næppe bliver fuldskala skønhedsåbenbaringer.
Så hvad med biodiversiteten? Fiskebestandene? Natur og fritidsliv? For ikke at tale om jobbene og undervisningens indhold? Og hvad med befolkningen? Vil mange mennesker føle sig kørt over? … Fordi det skal gå så hurtigt, og fordi store økonomiske interesser vil blive sluppet løs? Verdens rigeste mand kører jo elbil for fuld skrue.
Sidste kommunalvalgkamp viste, at vi allerede står midt i konflikterne. Den meget omtalte grønne folkelige mobilisering i den valgkamp ser ved nærmere eftersyn ikke helt så grøn ud for at sige det mildt. Det handlede nemlig først og fremmest om modstand mod konkrete sol-, biogas- og vindprojekter. Vi er nemlig et helt andet sted end før, for nu argumenteres der ikke imod sol og vind og biogas, men mod lige netop det eller det konkrete projekt. Og ofte med grønne argumenter imod en anden slags grønne argumenter.
Vi har hårdt brug for et meget bredere fundament for alt det, der skal ske i de kommende år end alene at se på energiforsyning, når vi snakker klima
Det er den slags konflikter, der kan risikere at blive meget kontraproduktive, når hurtig implementering bliver oversat til, hvad det faktisk betyder. Nemlig mindre tid til inddragelse af befolkningen. Det her bliver en kæmpe udfordring for os alle. Politikere, organisationer og virksomheder. Det kræver grøn folkeoplysning og nytænkning i inddragelse – at gøre tingene anderledes og bedre.
For svaret er ikke mindre inddragelse. Svarene er hurtigere inddragelse, direkte inddragelse og løsninger, hvor alle parter kan se sig selv i det. Vores måde at planlægge og beslutte på trænger virkelig til et kærligt eftersyn, fordi omstillingen kræver langt mere planlægning og en helt ny aktiv inddragelse end det, vi kender i dag.
Jeg støtter, at det skal gå hurtigere. Så netop derfor er det helt afgørende, at vi for alvor forstår, at der er en reel risiko for, at vi “glemmer” biodiversitet, at vi “glemmer” kemikalieforureningen, luft-, hav- og jordforureningen, og at vi “glemmer”, at omstillingen skal være retfærdig, tjene hele befolkningen og være involverende.
Her er det, at vi heldigvis har FN’s bæredygtighedsmål fra 2015 til 2030. De bør komme ind med fuld styrke, for vi har hårdt brug for et meget bredere fundament for alt det, der skal ske i de kommende år end alene at se på energiforsyning, når vi snakker klima. Og et langt bredere fundament, når vi snakker om begrebet GRØN OMSTILLING.
Klima er ikke kun energiomstilling. Og grøn omstilling er meget mere end klima.
Det hele handler om bæredygtighed. Ikke som en knaphulsting i jakkesættet, men om kæmpestore ændringer i samfundet. Historisk var det en politisk kamp på Rio + 20 i 2012, at verdens mål fra 2015 til 2030 skulle hedde bæredygtighedsmål – for øvrigt med flot dansk indsats.
Endnu uden at tage fat på, at Danmark har alt for lidt og alt for ringe natur
Derfor er det også så underligt, at vi – vel som de eneste på jordkloden – kalder dem et neutralt ord som verdensmål. Bæredygtighedsmål er jo et langt mere radikalt udtryk end ordet verdensmål. Faktisk på linje med meldingerne fra EU’s miljøagentur på Kongens Nytorv, der nu i mange år har sagt, at der er brug for systemiske ændringer. Og meget tæt knyttet til tankegangen om globalt fodaftryk. Og dermed planetens grænser. Vi er på en måde tilbage i 1987, da Brundtland-Kommissionen definerede vejen hen imod bæredygtighed som ændring af produktion og vaner.
Budskabet er jo stjerneklart. Vi lever ikke bæredygtigt her på kloden, og jo rigere vi er, jo mindre bæredygtigt. Sådan var det, og sådan er det desværre stadig. EU’s tredjerigeste land – det er vores –forbruger jo 4,2 kloder ifølge WWF.
Bæredygtighedstænkning er en simpel nødvendighed for at sikre et korrekt fundament for den accelererende indsats. Vi bliver nødt til at tænke langt bredere og handle langt bredere. Og gøre det samtidig – mere holistisk. Med Jason Hickels ord i bogen Less is More: Everything is Connected eller med fru Brundtlands mere jordnære formulering: Alting hænger sammen med alting. Det gælder både i virksomheder, i politik og i administration. Ud af siloerne.
Jeg vil pege på fem afgørende områder, der skal tænkes sammen med klimaomstillingen.
Alt for lidt
For det første biodiversitet. Krisen er lige så alvorlig som klimakrisen, og de to store globale kriser hænger sammen. Desværre tager vi i dag ikke for alvor konsekvensen af den kendsgerning, selv om vi de sidste år har set fremskridt. Men endnu ikke en plan for sammentænkning og fælles planlægning af klimatilpasning, klimaindsats, biodiversitet og natur. Og endnu uden at tage fat på, at Danmark har alt for lidt og alt for ringe natur.
Altså alt for lidt. Også når det gælder om at sætte tal på reduktion af udslip af drivhusgasser, når vi prioriterer biodiversitet. Et overraskende eksempel, jeg faldt over for et par år siden, er et studie fra The Packard Foundation, der viser, at bundtrawling i havet udleder lige så meget CO2 som flytrafikken i verden. Forbud mod bundtrawling tæller altså både med, når det gælder om at forbedre biodiversiteten og klima. Det samme gælder ved at øge arealer med ålegræs i vore fjorde. Bare for at illustrere et par af de mange muligheder ved systematisk at samtænke klima og biodiversitet.
At mæske sig i ufattelige mængder af VE-energi eller ligefrem atomenergi, så alt bliver, som det plejer. Bare uden kul, olie og gas. Men sådan er det ikke, når vi arbejder med planetens grænser
For det andet skal ressourceforbruget pr. indbygger dramatisk ned, for det er jo egentlig det, det hele handler om. Den tankegang burde føre til, at cirkulær økonomi stod med flammeskrift i regeringsprogrammet. Desværre er det nærmest fraværende. Det er, som om vi ikke er kommet ud over en tankegang, der handler om at blive bedre til affaldshåndtering. Glem det, og benyt den dæmrende forståelse af, at vi – også i den ny økonomi med fokus på klima – skal spare på ressourcer, satse på genbrug, genanvendelse, innovation og skabe helt nye bæredygtige vaner.
Som et eksempel blandt mange på en lavthængende frugt vil jeg nævne tekstilområdet. Tiden er inde til at fastsætte en dato for, hvornår det bliver forbudt at afbrænde alle tekstiler. Ikke nok med at begrænse det til et minimum, som EU-forslaget nævner. Det vil udvikle nye genbrugs-, fordelings- og forretningsmodeller samt teknikker og fabrikker til at udvinde tekstil- og plastikfibrene, så de kan benyttes igen og igen. Og med massive CO2-besparelser som konsekvens.
Mindre er mere
For det tredje skal begrebet: Mindre er mere, som i titlen på Jason Hickels bog fra 2020, oversættes til konkret indsats i hele samfundet. Vi skal mobilisere forskning, innovation og uddannelse sammen med virksomheder og politikere, så det får betydning. Vi kan jo starte med det helt oplagte. Energibesparelser i vores husholdning og i vores hverdag. Her har vi ufatteligt store muligheder, der desværre ikke udnyttes for alvor, selv om energikrisen er ved at lære os noget mere, end vi forstod i forgårs.
Også mange andre områder er oplagte. Hvis vi som forbrugere får ret til reparation, så vil det udvikle nye forretningsmodeller, fremme mere miljøvenligt design og spare ressourcer. Samtidig vil vi forbedre klimaregnskabet. New York har netop vedtaget, at fra i år får forbrugerne ret til reparation af al elektronik. EU-Kommissionen har foreslået det i en bredere udgave, så det ligger lige for at gennemføre det.
EU-kommissionen har som et andet eksempel beregnet, at hvis vi i Europa beholder vores mobiltelefoner i gennemsnit et år mere, end vi gør i dag, vil vi kunne spare drivhusgasudslip, der svarer til, at man fjerner 1 million biler fra de europæiske veje hver dag. Lavere hastigheder på motorvejene er et andet eksempel.
Det er helt afgørende, at vi sætter fuld fart på at spare, for der er ikke en energi-overflodsøkonomi i sigte og heller ikke en ressource-overflodsøkonomi. Det er der åbenlyst mange, der drømmer om. At mæske sig i ufattelige mængder af VE-energi eller ligefrem atomenergi, så alt bliver, som det plejer. Bare uden kul, olie og gas. Men sådan er det ikke, når vi arbejder med planetens grænser.
Det er fx ikke nok, at vi alle sammen får en elbil. Vi skal nemlig også have færre biler og indrette os anderledes. Ellers flytter vi blot problemet et nyt sted hen. Elbilen presser også ressourcerne, og skal det virkelig fortsat være muligt at købe en bil, uden at sælgeren påtager sig ansvaret for at genanvende den? Køb og kassér-mentaliteten hører ikke til i den nye ressourcefremtid.
Retfærdig omstilling
For det fjerde skal den grønne omstilling være retfærdig. De gule veste har advaret os. Det kræver bred satsning på livslang læring, jobskabelse og også sociale kompensationer. EU’s initiativer med grønne omstillingsfonde, der skal forbedre mulighederne for at leve op til mottoet “leave no one behind” har vist vejen fremad.
For det er naturligvis lettere at blive enige med Polen om en markant klimaindsats, når der er penge til omstilling, efteruddannelse og nye og bedre job til polske kulminearbejdere. Overalt bør indsats mod ulighed og for social retfærdighed tænkes direkte sammen både på arbejdsmarkedet, i socialpolitik, og når det gælder uddannelsesinitiativer. Der bør udarbejdes en fælles handlingsplan for samtænkning af de grønne omstillingsinitiativer og den sociale dimension i EU.
Målet bør være at arbejde med tre bundlinjer. Den traditionelle, en grøn og en social – på vej mod bæredygtighed
Det femte område er behovet for at få langt bedre beslutningssystemer. Både i det offentlige og i det private. For vores beslutninger træffes i dag på et alt for ufuldstændigt grundlag. Et grundlag, der hverken tager hensyn til de planetære grænser eller den positive betydning af mere lighed og lige muligheder.
I erhvervslivet er de nye krav fra EU til de største virksomheder om bæredygtighedsrapportering og due diligence-processer med fokus på både klima og miljø, sociale forhold og menneskerettigheder i hele værdikæden en indgang til en sådan tankegang.
I det offentlige er der nu efter offentliggørelsen af Peter Birch Sørensens udspil om grønt BNP ikke længere nogen undskyldning for at fortsætte som før. Regeringen og Folketinget må allerede i næste finanslov sætte kurs efter at benytte andre og bedre regnemetoder. Målet bør være at arbejde med tre bundlinjer. Den traditionelle, en grøn og en social – på vej mod bæredygtighed.
Bæredygtighedsmålene i EU
Når det alt sammen haster, er det oplagt at overveje, hvor kræfterne skal koncentreres. Det betyder, at vi foruden at sætte alle sejl til nationalt skal indse, at en national indsats slet ikke er tilstrækkelig. Overvejelserne fører direkte ind i EU-samarbejdet, for det er her, der sker mest. EU’s European green deal er ganske meget inspireret af bæredygtighedsmålene, og hele pakken med omstillingsfonde og en social dimension er betydelig mere ambitiøs, end vi kender det herhjemme.
Det er ofte blevet til krumspring for at gøre så lidt som muligt. Foden har siddet tæt ved bremsepedalen. Fremover bør vi flytte foden og sætte den på speederen for at presse på for så ambitiøse fælles regler som muligt
Det betyder, at vi skal forlade en måde at tænke på, hvor regeringer har været bange for, at EU-regler blev overimplementerede. Det er ofte blevet til krumspring for at gøre så lidt som muligt. Foden har siddet tæt ved bremsepedalen. Fremover bør vi flytte foden og sætte den på speederen for at presse på for så ambitiøse fælles regler som muligt – også når det betyder, at vi selv skal stramme os an.
Også her har vi brug for at gøre det anderledes.
Læs mere om EU og klima i POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
