KVINDERNES INTERNATIONALE KAMPDAG // PRIVATØKONOMI – Kvinder sparer mindre op til pension end mænd. Når de lever længere og arbejder kortere, burde de spare mere op, for ingen drømmer om at leve som studerende, når de bliver seniorer. Pension er indviklet, så ræk ud efter hjælp, og kom i gang med at spare op.
Hvordan vil du leve, når du bliver ældre? At leve som studerende er sådan noget med at spise pasta med ketchup den sidste uge hver eneste måned og ligge søvnløs ved tanken om, at du skal købe nye briller.
Nej, det siger sig selv, at du til den tid vil leve nogenlunde, som du lever, lige før du går på pension. Når jeg rejser spørgsmålet om levestandard i den tredje alder, er det både i sjov og alvor.
Som enlig er folkepensionen højst 14.439 kr. om måneden før skat
Folkepensionens grundbeløb er på 6.694 kr., uanset om du er enlig eller ej. SU’en for de udeboende er på 6.589 kr. før skat. Har du kun lidt indtægt ud over folkepensionen, kan du få et pensionstillæg på højst 7.745 kr. Som enlig er folkepensionen højst 14.439 kr. om måneden før skat. Ældrechecken på 19.200 kr. før skat én gang om året får man kun, hvis ens formue ligger under 95.800 kr.
Vi skal ikke drukne i tal. Men prøv at sammenligne folkepensionen med din seneste lønseddel. Kan du forestille dig at leve det liv, du lever lige nu, hvis din indkomst skrues ned til folkepensionsniveau hver måned og uden udsigt til, at indkomsten stiger, så langt øjet rækker.
De fleste vil leve, som de plejer
Når bankens rådgiver spørger kunderne, hvordan de vil leve, når de trækker sig tilbage, svarer de allerfleste, at de vil fortsætte med at leve, som de plejer. Der er stort set ingen, der drømmer om at sælge bilen og sommerhuset og flytte i noget meget mindre den dag, lønnen afløses af pension. Det er klart, for det er svært at spænde livremmen ind og nedskalere sin livsstil.
Men ude i den virkelige verden er det aldrig op til dig, hvor længe du vil arbejde, selvom du både kan og vil
Når man er ung, tror man ofte, at man kan fortsætte med at arbejde, så længe man vil, eller tjene lidt ved siden af pensionen. Med det perspektiv for øje er pensionsopsparingen måske ikke så vigtig. Men ude i den virkelige verden er det aldrig op til dig, hvor længe du vil arbejde, selvom du både kan og vil.
Kun hver tredje af de arbejdende seniorer er kvinder
I den virkelige verden er det desværre sådan, at skavankerne fordobles, hver gang du holder en rund fødselsdag. Dit helbred samarbejder ikke altid omkring ønsket om at forblive på arbejdsmarkedet.
Statistikken viser, at det er relativt få, der arbejder, når de er fyldt 65 år. Kun knap hver fjerde i alderen 65-69 år arbejder, og de fleste på deltid. Er man fyldt 70 år, er det kun 7,7 pct., der arbejder, og kun hver tredje af de arbejdende seniorer er kvinder.
Kvinders pensionsopsparing lige før pensionsalderen er 22 pct. mindre end mænds
Når man er ung, kan man supplere sin SU med erhvervsarbejde, hvad de fleste gør. Men at supplere folkepensionen med jobindtægter er en mulighed, der mest eksisterer på papiret. Hvis du ikke drømmer om at arbejde, til du segner, så gå ind på pensionsinfo.dk og se, hvordan du selv hidtil har sparet op til pension.
For en ting er folkepension, en anden ting er din pension. Du vil typisk være del af en pensionsordning qua dit job og den overenskomst, du er omfattet af. Det kaldes en arbejdsmarkedspension.
Kvinder sparer mindre pension op end mænd
Forsikring & Pensions analyserapport fra 2020 viser, at kvinders pensionsopsparing lige før pensionsalderen er 22 pct. mindre end mænds. Mænd har i gennemsnit sparet 1,5 million kr. op, mens kvinder har sparet 1,18 million kr. op.
Kvinder sparer mindre op, fordi de har lavere løn, tager meget mere barsel og langt oftere arbejder på deltid sammenlignet med mænd. Inden man ser sig om, er det løbet op i en forskel på over 300.000 kr. i den sidste ende.
Kvinder lever 4 år længere end mænd og trækker sig et til halvandet år tidligere fra arbejdsmarkedet end mænd
Men kvinder lever 4 år længere end mænd og trækker sig et til halvandet år tidligere fra arbejdsmarkedet end mænd. Alt i alt får kvinder et længere liv på pension end mænd, men de fakta får desværre ikke ret mange til at sætte pensionen øverst på deres personlige ’to-do’-liste.
Du skal spare mere op som kvinde
Det er ingen naturlov, at kvinder skal spare mindre op til deres pension end mænd. Med de ønsker mange har, bør de sætte turbo på deres pensionsopsparing. Så hvor meget skal du spare op? En grov tommelfingerregel siger, at du skal spare 7 gange din årsindkomst op.
Kvinder og mænd har stort set samme ønsker til deres liv og livsstil senere i livet. Tryghed og forudsigelighed er centralt ligesom muligheden for selv at bestemme over sit liv.
Hele livet bruger vi tid og penge på at indrette os helt rigtigt. Vi bygger op, og vi bygger til. Vi får børn, og vi får bil. Vi køber måske også et sommerhus, og vi tillægger os i det hele taget rigtig mange vaner, som koster penge. Faktisk går hele livet med at bygge op, mens vi som regel først indskrænker, hvis vi er tvunget til det.
Mange lukker nok øjnene lidt i, for de synes, at alt med pension er indviklet
Når aviserne skriver, at flere og flere ældre skifter huset ud med en moderne lejlighed i byen, kan det ikke ses i Danmarks Statistik. Det er nemlig forkert. Jo ældre vi bliver, jo mindre tilbøjelige er vi til at ville flytte. Derfor bor ældre stadig i parcelhuse med tomme børneværelser, selvom børnene er flyttet for mange år siden. Og det er dyrt.
Vi kan også se, at emnet pension stadig ikke får ret mange til at ligge søvnløse om natten eller til at ringe til deres rådgiver og aftale et møde. Mange lukker nok øjnene lidt i, for de synes, at alt med pension er indviklet.
Pension er indviklet, så ræk ud efter hjælp
Den dårlige nyhed er, at pension er mange regler, beløbs- og aldersgrænser, skatteregler og udbetalingsregler oveni.
Den gode nyhed er, at du ikke selv behøver at kunne alle reglerne. Din opgaver er at interessere dig for verdens vigtigste person: dig selv. Og så række ud efter rådgivning fra en professionel pensionsrådgiver. Så kommer du rundt i dine tal og det, der vigtigt for dig.
Du kan begynde pensionsrejsen ved at logge ind på pensionsinfo.dk, se dine egne tal og så ringe til rådgiveren. Så er du godt i gang.
Læs mere om forbrugerøkonomi i POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her