En filmfestival gør noget helt unikt: Den viser de samme instruktører år efter år. Tænk over det: Hvis Roskilde-festivalen booker de samme bands hele tiden, så brokker vi os. Men på en film-festival, forventer vi, at der er nye film fra de etablerede mestre, uanset om de også havde en film med året før.
Det er selvfølgelig også fordi, at instruktører ikke blot spiller gamle hits men altid laver noget nyt. Af den grund får man en hel særlig fornemmelse, når man går på festivaler, man lægger film på film, og følger en karriere, en hel lille historie, som den udspiller sig gennem årene. Det er noget af det mest tilfredsstillende ved at være filmfan.
The Rise and Fall of a Small Film Company
Følelsen er ekstra stærk når PIX vælger at vise en gammel, relativt ukendt film fra en så stor mester som Jean-Luc Godard. Rise and Fall of a Small FilmCompany (som er afbilledet i denne blogpost foroven) er en tv-film fra mesterens anden store periode i firserne, og er fra 1986, året efter hans to større værker Je Vous Salue Marie og Detective.
Det var en produktiv periode for Godard, hvor han igen fik et større publikum i tale end i hans meget politiske værker i sluttresserne og det meste af halvfjerdserne. Samtidig peger den eksperimenterende meta-film om et lille filmselskab også fremad mod de eksperimenterende kollage-værker han snart ville kaste sig ud i, og som hastigt fik ham til at tabe hans publikum igen.
Filmen handler blot om et filmselskab, der forsøger at lave en film. De har kendt bedre tider, producenten Almareyda hævdes at have produceret bl.a. det italienske mesterværk Den Røde Ørken fra tresserne. Men nu er de forfaldet til at lave film til tv, og så brokke sig over hvorfor Roman Polanski får så enorme budgetter når de ikke selv kan få penge.
Men det er blot et skelet, reelt er der ikke ret meget plot. I stedet gentager Godard det helt basale film-arbejde, for at undersøge hvad det egentlig vil sige at lave film i firserne. Der er rigtig mange casting-scener, dels til filmen, dels af mere underlødige grunde – den ene producent caster kvinder i badetøj i hans fritid, og vi ser også en grotesk reklame-casting til sidst – dels for at undersøge hvordan det er, ansigter virker på film.
Og vi fanger de frosne ansigter, vi ser dem helt tæt på og fanger dem på en måde mellem udtryk, og det virker ret sandt
Det blev sagt i en gammel Godard-film, at film er sandheden 24 gange i sekundet, og der er noget om det. Som han gør i sine senere video-værker, stopper Godard også klip og kører dem langsomt frem og tilbage. Og vi fanger de frosne ansigter, vi ser dem helt tæt på og fanger dem på en måde mellem udtryk, og det virker ret sandt.
Den utrolig lange casting-scene ca. midt i filmen, som bliver ved og ved og ved, så det nærmest bliver komisk, er virkelig top-klasse Godard, og det overraskede mig ikke at finde ud af, at Godard selv genbrugte et klip herfra i hans collage-værk Histoire(s) du Cinema.
Jeg ELSKER Histoire(s)…
Det er et vanvittigt værk, et fire timers sammenklip af gamle film og nye optagelser, med speak henover, en fuldstændig idiosynkratisk udlægning af filmens historie og nærmest alt andet. Det er måske mit yndlingsværk fra Godards hånd, et værk jeg også sætter mere pris på end hans klassikere fra tresserne.
Så det gjorde godt at se nogle af de samme tanker tage form, også selvom Godard endnu ikke helt lader til at turde gå all in med hans nye teknikker. Det er også rart at høre ham bruge Arvo Pärt så meget, Godard ville snart indgå et samarbejde med pladeselskabet ECM, og snart ville deres komponister fylde utroligt meget i film som den ligeledes mesterlige Nouvelle Vague fra 1990. I det hele taget er det bare rart at se en mester, også selvom filmen ret beset er en bagatel.
Godard gør også fin brug af de billige rammer, laver billeder som fortæller, hvad der foregår, men på overraskende måder. Folk forsvinder ud og ind af billedet, og hvis der er en scene, hvor pointen er, at én person bruger lommeregne,r mens en anden bruger computer, så er kameraet blot stillet op så det fanger kvinden ved computeren og mandens arm. Hvad mere behøver man? Det ser skævt ud, men det har sin egen logik.
Sådan er Godard, han har sin egen logik. Og der er få ting bedre som film-fan end at synke ind i den logik i lidt tid.
The Day After
Der findes ingen anden instruktør, der har fået lagt så mange film frem af PIX, som Hong Sang-soo. Den koreanske mester har haft en film på festivalen i alle de fem år jeg har været med. Et par år startede jeg min festival med at se, hvad han nu havde fundet på, altid en hyggelig oplevelse, formentlig noget med kærlighed, en lidt sølle filminstruktør, og store mængder soju-brændevin.
Lidt sådan som nogle af mine kolleger har det med Woody Allen, sådan har jeg det med Hong Sang-soo. Sidste år kunne vi se Right Then, Wrong Now, der på flere måder blev skelsættende for instruktøren. For det første vandt han den Gyldne Leopard på filmfestivalen i Locarno, noget der formentlig har givet den allerede produktive instruktør mulighed for at speede produktionen yderligere op. For det andet faldt han selv i. Utro ægtemænd, og skumle filminstruktører på jagt efter yngre kvinder har altid været et tema, som Hong gjorde tykt grin med i hans film.
Så hvorvidt det var overraskende, da han flyttede sammen med Kim Min-hee, skuespilleren fra Right Then, Wrong Now, ved jeg ikke helt. Men det har ændret en hel del.
Hong lavede fire film på et år. Sidste efterår var Yourself and Yours på festival i San Sebastian. I vinters vandt On the Beach at Night Alone en Sølvbjørn til Kim som bedste skuespillerinde. Og The Day After var såmænd Hongs anden film i Cannes, hvor Claire’s Camera, med Isabelle Huppert i hovedrollen, blev vist uden for konkurrence.
Det er et vanvittigt tempo, og selvom jeg godt forstår PIX gerne vil vise så mange forskellige film som muligt, så ærgrer det mig alligevel lidt, at vi kun får den ene med. For den her film er så anderledes end hvad jeg var vant til, og så tydeligt optaget af hvad der skete med Kim, at jeg på sin vis føler jeg mangler tre andre film at forholde den til.
Hvor en soju-druk-scene før som regel endte kludret, så får vi nu en, der ender i gråd og skrigen med closeups på snot og tårer. Kim Sae-byeok burde få en eller anden pris for den one-take kraftanstrengelse, det er en af de mest forbløffende scener, jeg har set på årets festival
De plejede altid at starte med noget finurlig klaver-spil, Hongs film. Og så et titel-kort, og så var vi i gang. I stedet går vi i gang, lige på og hårdt, med et klip af en midaldrende mand (Kwon Hae-hyo), der vandrer rundt i sin lejlighed i undertøj. Det er sort-hvidt. Og musikken er et klagende stryger-tema. Lynhurtigt konfronteres han af sin kone omkring, hvad der foregår, men han forsøger at slå det væk. Lidt efter ser vi ham løbe gennem byen, halsende efter vejret, og bryde sammen i gråd. Effekten er lidt som når en fest-rapper begynder at rappe om rehab, det som før var så sjovt, virker lige pludselig ikke spor fornøjeligt længere.
Kwon spiller Kim Bong-wan, en forfatter der også driver sit eget forlag. Kim Min-hee er også med, som den yngre kvinde Song Ah-reum, der bliver ansat på forlaget, og snart må indse, at der vist er noget helt galt med forlæggeren og hans kone og den unge kvinde der tidligere var ansat på forlaget. Der drikkes stadigvæk soju.
The Day After er en fremragende film. Og et chok til systemet
Det er i virkeligheden stadigvæk meget mørkt humoristisk. Det er stadigvæk holdt i mange lange skud – og Hong har lavet masser af sort-hvide film før – omend jeg tror der er endnu mere zoom end der plejer at være. Det hele er bare lidt anderledes. Hvor en soju-druk-scene før som regel endte kludret, så får vi nu en, der ender i gråd og skrigen med closeups på snot og tårer. Kim Sae-byeok burde få en eller anden pris for den one-take kraftanstrengelse, det er en af de mest forbløffende scener, jeg har set på årets festival. The Day After er en fremragende film. Og et chok til systemet.
Ana Mon Amour
En anden hyggelig tradition har været at se hvad Rumænien mon har bakset sammen i år. Siden 4 Måneder, 3 Uger og 2 Dage vandt Guldpalmen i 2007 har der nærmest været et nyt festival-højdepunkt fra den kant hvert år. Flere og flere nye vinkler er også kommet til, såsom Corneliu Porumboius kynisk-komiske kant, og Radu Judes historiske undersøgelser. Men på den anden side var jeg lidt forberedt på, at det måske ville blive en lidt svag oplevelse i år.
Dels har film-året allerede budt på to rumænske film i de danske biografer, Christian Mungius Prøven og Cristi Puius Sieranevada, så måske er det bedste allerede vist. Dels fornemmer jeg også en ganske lille smule metaltræthed. Elskede Sieranevada, men med Prøven følte jeg mest af alt, at jeg havde set det hele før. Derfor var jeg også en smule nervøs, for Cãlin Peter Netzer var efter min mening ikke den mest nyskabende instruktør med hans overvurdede Guldbjørne-vinder Mor og Søn, og Ana Mon Amour fik ikke verdens bedste anmeldelser.
Jeg kan sige, at jeg tror anmelderne har fejlopfattet filmen, og at der er tegn på, at Netzer er ved at finde sin egen stil. Filmen er fotograferet af Andrei Butica, der med Hr Lazarescus Sidste Rejse skabte meget af det særegne ved det rumænske filmsprog, og det ligner lidt noget, vi har set før. Relativt lange klip, brug af rum, leg med tid.
Men Netzer kombinerer det med en psykologisk analyse, som hans andre mere socialt interesserede instruktører ikke rigtig gider. Hele filmen er nærmest en terapeutisk session. Bogstavelig talt, der er en del klip, hvor Toma ligger på briksen og fortæller om sit forhold til Ana, hvilket så illustreres af resten af filmen. Fædre, mødre, traumer, sygdomme, Netzer er generelt virkelig interesseret i sindet og i hvordan det skal forstås. Det gør ham speciel i Rumænien, og det inficerer filmens drømmende, fragmentariske stil, som det ikke har gjort før.
Netzer signalerer, at det er et intimt og modigt portræt ved at have både sæd og lort på skærmen (noget af det forhåbentlig simuleret). Jeg tror, at der er en grund til, at anmeldere har fejllæst filmen, og det er fordi den holder kortene for tæt til kroppen
Anas kamp for at få hendes sind under kontrol fylder meget, dels med psykofarma, dels med terapi. Men i virkeligheden handler filmen ikke om det, den handler om Toma, om hvorvidt han forstår hvad der sker, om han kan håndtere, at hans kæreste er reelt syg, eller om han blot ser det som om, at hun er besværlig.
Jeg er ikke sikker på, jeg har set et mere troværdigt portræt af, hvordan det er at være pårørende til et menneske, som kæmper med psykiske problemer. Ikke noget specielt sympatisk portræt, men faldgruberne han falder i føles rigtig ramt.
Men. Et præcist portræt af en usympatisk mand i en frustrerende situation kan sagtens føles både usympatisk og frustrerende. Netzer signalerer, at det er et intimt og modigt portræt ved at have både sæd og lort på skærmen (noget af det forhåbentlig simuleret).
Jeg tror, at der er en grund til, at anmeldere har fejllæst filmen, og det er fordi den holder kortene for tæt til kroppen, og mit bedste bud er, at det er fordi Netzer vil have filmen til at virke overraskende, overrumplende, og dermed klogere end den egentlig er. Det er en ambitiøs film, det er i og for sig en unik film, og i det mindste har det givet mig en bedre idé om hvordan Netzer skiller sig ud fra sine landsmænd. Men vellykket kan jeg ikke kalde den.
The Rise and Fall of a Small Film Company
Vises igen søndag 8/10 kl 19:00 i Cinemateket
The Day After
Vises igen torsdag 5/10 i Dagmar
Ana Mon Amour
Vises igen mandag 9/10 18:45 i Cinemateket
Fotocredits: PIX
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her