KULTUR & POLITIK // KRONIK – Et lille samfund på Fyn opsætter år for år en større og større forestilling. En lille scene i København laver performanceteater. En animeret dokumentarfilm om en flygtning i Danmark nomineres til tre Oscars. “Det er summen af det tilsammen, der er os” – og det nutidige Danmark kendetegnes ikke af noget modsætningsforhold mellem jyder og københavnere, selvom Støjberg hævder det gang på gang, skriver Mathilde Schytz Marvit.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg sidder i toget på vej fra København til Fyn.
Jeg har en bog i hånden, Johannes Møllehave, ”Til Trøst”. Min datter sidder på sædet ved siden af mig og ser en serie på sin iPad. Toget er propfyldt med mennesker. Vi har det alle sammen varmt, ser det ud til. Vi sveder, og nogle spiser, drikker, taler sammen, ser film, hører podcasts, ser i blade, læser bøger, løser sudoku og kryds og tværs.
Min datter og jeg gætter på, hvorfor alle de her mennesker mon skal til Fyn og Jylland på en lørdag formiddag lige efter sommerferien? Vi ender med at mene, det nok skyldes bryllupper (en del ser sådan ud, i glimmer og jakkesæt) og barnedåb (en del andre sidder med store gaver i pastelfarver og sløjfer).
Vi skal ikke selv hverken til barnedåb eller til bryllup. Vi skal til ”Frøbjerg Festspil” sammen med min datters mormor, min mor.
Frøbjerg festspil er et friluftsteater på den fynske bavnehøj, Frøbjerg. Det har eksisteret siden 1984, de er ca. 300 aktive (hvoraf de fleste er frivillige og ulønnede) deltagere i opsætningen og har i år omkring 15.000 betalende publikummer, hvoraf mange er gengangere år for år.
Som Fynbo bosiddende i København har jeg jo lov til det hele; både at være kulturelite og bonderøv
Jeg er selv vokset op på Fyn, og dengang tog vi også til Frøbjerg Festspil om sommeren. Det var magisk dengang at gå op ad de snoede stier på bakken om aftenen med tæpper, se festspil i scenelys og gå ned igen ad de nu mørke stier med min mor i hånden og fortællinger i sindet.
Jeg sidder i toget og glæder mig til, at det nu er min datter på 11, som til daglig bor i København, hvor der ikke går brægende får på de stier, der fører til teaterforestillinger, som skal opleve det med sin mormor i hånden.
Støjbergs fortidige forestillinger
Men lige nu sidder jeg som sagt i toget, med en bog i hånden. Den vender jeg tilbage til. Som så mange andre lader jeg mig nemlig forstyrre af min telefon. Læser lidt løst på sociale medier. Valgkampen er skudt i gang. Da jeg selv arbejder med kunst og kultur, er mit feed fyldt med ”nyheder”, som har noget med kunst og kultur at gøre. Jeg kan ud fra dem forstå, at kunst og kultur har svære vilkår som emne under valgkampen.
De fleste vil hellere vide, hvad vi gør med minksag, høje varmeregninger, løn til sygeplejersker og flygtningecentre. Argumentationen er den samme som så mange gange før og kan opsummeres til noget i stil med: ”Hvis du har brækket din arm, vil du så helst have et sygehus, der kan fikse den, eller et museum, der kan fortælle en historie om én, som engang har tænkt på at brække armen?”
Og det er jo sådan set forståeligt nok, og det har kulturbranchen kæmpet i årevis i valgperioder for at komme med nuancerede modsvar til.
Som Dahl fremhæver, opfinder Støjberg med denne kritik ikke noget nyt, men holder ganske enkelt bare liv i en ældgammel ide om modsætninger
Men i år er der sket noget andet, synes jeg. Midt i at folk er valfartet fra byerne ud på landet under corona, fordi flere og flere efterspørger lokalsamfund, nærhed, natur og fællesskaber, bliver der forsøgt at føre valgkamp med kulturen som trumfkort i fortællingen om, at der er for langt fra Christiansfeld til Christiansborg. Banen kridtes op. Der skal hentes stemmer på at være nogen og mest af alt i hvert fald ikke at kunne lide de andre.
Den retorik er velkendt fra udlændingedebatten såvel som fra tidligere tiders skolegang, hvor man ikke havde fokus på trivsel (sjovt nok præcis som det fremstilles af Pink Ladies på Rydell High i Grease – årets forestilling på Frøbjerg Festspil), og nu skal den så også bredes ud til jyder og københavnere: Vi er ikke ens, og vi kan ikke lide hinanden.
At jyder og københavnere til tider fremstår som modsætninger er ikke nyt. Det moderne Danmark blev grundlagt på en konflikt mellem den nationalliberale elite i København og bondevennerne i Jylland, som Henrik Dahl fint forklarer i en kommentar i Jyllands Posten.
Kommentaren kommer i forlængelse af sommerens diskussion om forskellen og forfordelingerne mellem Jylland og hovedstadsområdet, som især opleves igangsat af Danmarksdemokraternes kritik af de fine saloner i København.
Som Dahl fremhæver, opfinder Støjberg med denne kritik ikke noget nyt, men holder ganske enkelt bare liv i en ældgammel ide om modsætninger – som er nem at forholde sig til, fordi den har eksisteret i flere århundreder. Men intet skaber jo som bekendt venner som fælles fjender.
Hvis vi skal fortsætte i talemåder – og som Fynbo bosiddende i København har jeg jo lov til det hele; både at være kulturelite og bonderøv – så er den enfoldige salig, og sandheden skal man høre fra børn og fulde folk.
Lad os insistere på at ville blive klogere
Tilbage i toget er jeg ikke fuld, men nu nået til en passage i min bog, ”Til Trøst” af Johannes Møllehave, hvor Møllehave beskriver det, Søren Kierkegaard kaldte meddelelsens dialektik: et begreb der, så vidt jeg forstår, rummer en tanke og et slags dilemma omkring, hvem der har ret til at sige hvad til hvem. Og måske i forlængelse heraf, om der mon er nogen, som har en højere sandhed, og om de i så fald skal formidle den videre til andre (som måske ikke har den).
Jeg ser på mit barn. Vi er nået til Middelfart. Vi skal af. Mormor møder os på stationen. Alle glæder sig til at skulle til festspil.
Otte timer senere går vi hånd i hånd ned af Frøbjerg bakke i mørke og kommenterer på lyssætning, dansetrin, sang, stjerner og kulisser.
Vi må vise vores børn og hinanden det hele. Kende historien og blive klogere af den
”Mor, du har ret, det er ret fedt både at have set filmen og teaterstykket. Det er på en måde det samme og på en måde helt forskelligt,” lyder det fra min datter.
Sandheden skal man som nævnt høre fra børn og fulde folk. Og, har jeg lyst til at tilføje, baseret på det, de børn og de fulde folk er fodret med.
Nok er jeg enig med Kierkegaard i, at man skal passe på med at proppe sin egen sandhed ned over hovedet på folk, som hver især har retten til deres egen sandhed.
Men hvis vi vil tage kunsten og kulturen – og dermed også hinanden og vores samfund alvorligt, så må vi åbne øjnene, bøgerne, teatrene, filmene, fortællingerne, verden. Vi må vise vores børn og hinanden det hele. Kende historien og blive klogere af den. Vide, at Bang for 120 år siden nåede frem til, at eliten i København mente, det var Georg Brandes, der havde vundet værdikampen, mens alle i provinsen mente, det var N.F.S. Grundtvig. Anerkende det og så lægge til, at vi nu 120 år efter ved, at begge har bidraget til det samfund, vi har i dag, hvor også københavnere tager på højskole.
Jeg ville virkelig ønske for alle, at man vidste og viste, at vores kunst- og kulturliv er det, der ligger bag ved stort set alt i vores liv og samfund
Jeg sidder igen i toget. Nu på vej hjem til København. Det er igen fyldt, og folk sidder igen med deres skærme, bøger, podcasts, sudoku og kryds og tværs.
Jeg kan godt forstå, kunst og kultur ikke når på top ti over de emner, folk ønsker at høre om i valgkampen, hvis de har brækket armen og ikke kan betale deres gasregning. Jeg kan også godt forstå, at nogen går til Frøbjerg Festspil, mens andre tager i det røde rum på det kongelige (og nogen gør begge dele). Men jeg ville virkelig ønske for alle, at man vidste og viste, at vores kunst- og kulturliv er det, der ligger bag ved stort set alt i vores liv og samfund.
At vi nu og fremover og i denne valgkamp vil insistere på at ville være klogere. At vide, at det fx er virkelig inspirerende og egentlig helt utroligt, at man i et lille samfund på Fyn år for år kan opsætte større og større forestillinger til glæde for utrolig mange på tværs af generationer. Og at det ikke udelukker, at der udføres performances på en lille scene i København, eller at en animeret dokumentarfilm om en flygtning i Danmark nomineres til hele tre oscars. Men at det faktisk måske er summen af det tilsammen, der er os – os, der lige nu sidder i toget; med vores film, serier, bøger, blade, podcasts, sudoku og kryds og tværs.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
