ANALYSE – Som barn var jeg stor fan af Disneys og Serieforlagets Jumbobøger. Der er ingen tvivl om, at jeg har et nostalgisk forhold til dem, og for lidt tid siden læste jeg en række af dem igen. Da opdagede jeg, at jeg i dag læser dem med et noget andet blik end tidligere. Alt ånder nemlig ikke fred og idyl i Andeby. Der er ulige magtstrukturer for alle pengene, og skønt det kapitalistiske systems faldgruber ofte danner rammen om historierne, er det sjældent, at de reelt kritiseres – snarere tværtimod.
Lad mig indlede dette essay med at sige, at jeg naturligvis er klar over, at det ikke nødvendigvis er rimeligt at læse en række fortællinger, der er skrevet til børn, med en voksens kritiske blik. Det betyder ikke, at det ikke kan være interessant at gøre det alligevel.
Jeg skriver som en gammel fan med et glimt i øjet, ikke som en manisk sæbekasseprædikant. Mit sigte er således ikke så meget at kritisere Jumbobøgerne, men ganske simpelt at reflektere over, hvad der i grunden sker, når en voksen, der i øvrigt læser fra et bestemt perspektiv, kritisk kaster sig over børnelitteratur.
Orwellske tilstande i Andeby
I Jumbobogen Jeg, en over-and (nr. 141, 1993) handler første historie om onkel Joakim. Den indledes med, at han smutter ud på kontoret to minutter før fyraften for at undersøge, om hans medarbejdere stadig arbejder, eller om de driver den af.
De fleste af os tænker formentlig, at børn gerne skal lære, at det er godt at dele, men det er altså omtrent det modsatte, der bliver prædiket her: Med snuhed og list kan du komme langt her i verden, på dine medmenneskers bekostning
Han opdager, at de dovner den, hvilket fører til, at han arrangerer et medarbejderkursus for at forbedre de ansattes indsats. Han indfører en række stramninger og opfinder sloganet, ”Bestil noget! Jeg kan se dig!” Rip, Rap og Rup, der overværer kurset, er ikke blinde for parallellerne til George Orwells 1984, som de beder deres onkel læse.
Det gør han så, og han ender med at falde i søvn og få mareridt om en verden, hvor han er en strid diktator, og hvor folket til sidst gør oprør og styrter ham. Han vågner og beslutter, at arbejderne fra nu af skal have bedre forhold på kontoret, for, som han siger: ”Jeg vil ikke risikere et oprør. Hvem andre vil nøjes med den løn?”
Historien ender med, at han bliver hyldet for sine beslutninger.
Selvfølgelig er det meningen, at læseren skal få det ud af historien, at chefer skal behandle deres ansatte ordentligt. Jeg synes imidlertid, det er problematisk, at hans motivation for at ændre sig er, at han frygter den mulige konsekvens ved at lade være, nemlig et oprør. Det er i onkel Joachims optik ikke forkert at behandle arbejderne som slaver; det er tværtimod for risikabelt.
Derudover skal det bemærkes, at hans replik viser, at han udmærket er klar over, at deres løn er dårlig – endda meget dårlig – og hvis dét er tilfældet, gør hundrede kroner ekstra om måneden det ikke ret meget bedre.
Alligevel ender det med, at han bliver hyldet som en helt.
Arbejdere skal altså føle, at hvis deres chef giver dem noget, der bare minder om en overenskomstmæssig løn, skal han nærmest tilbedes: ”Hurra for vores overand!” Han har regnet ud, hvordan folket skal tøjles, og med sit ”He! He!” og sidevendte blik ud mod læseren, kan man dårligt tænke andet end, at han godt er klar over, hvad der lige er sket: Han har givet folket en symbolsk ”gave” og elimineret deres lyst til at gøre oprør.
Andeby er et barsk sted, hvor selv familiemedlemmer falder hinanden i ryggen, og hvor man må snyde, inden man selv bliver snydt
De hylder ham for hans personlige udvikling, skønt han stadig kun har blik for sine egne interesser. I øvrigt er det også problematisk, at arbejdernes løn i Andeby udelukkende er afhængig af den enkelte arbejdsgivers luner. Jeg savner, at arbejderne selv sætter sig i karakter og forlanger en bedre løn, snarere end at få den som gave. Historien skaber en verden, hvor cheferne er de eneste med muligheder for at handle, og arbejderne reelt er magtesløse.
Den kloge narrer den mindre kloge
I Jumbobogen Onkel Joakim på glatis (nr. 76, 1986) er ænderne i en af historierne draget afsted for at finde en mystisk bjergdal, der er fyldt med diamanter. Mens de er på bjerget, bliver deres provianter og oppakning stjålet, så de kun har deres soveposer tilbage. De finder diamanterne, og onkel Joakim beder dem fylde deres soveposer.
Drengene siger til deres onkel, at han vil komme til at fortryde det, hvis han tvinger dem til at tage hjem uden at finde nye provianter og oppakning først. Den evigt stædige onkel Joakim siger, ”Aldrig! Hvis jeg gør det, skal I få de diamanter, vi får med til Andeby!”
Af forskellige grunde er de i sidste ende nødt til at smide alle diamanterne ud på hjemrejsen, dog gemmer drengene hver én i lommen, uden deres onkel opdager det. Hjemme i Andeby er onklen sønderknust og medgiver, at han har fortrudt, hvorefter nevøerne afslører, at de har tre diamanter, som de nu kan få lov at beholde. Onkel Joakim bliver sur og smider dem ud, og nevøerne svarer: ”Hvad er du sur over? Det var dig selv, der sagde det! / Hvis vi ikke havde snydt dig, havde du bare snydt os!”
Historiens afslutning og morale kan nogenlunde opsummeres med flosklen, ”den kloge narrer den mindre kloge.”
Pointen er således ikke, at onkel Joakim var for grådig. I stedet er pointen, at han ikke var snu nok. Hvorfor det i udgangspunktet var onkel Joakim, der skulle have alle diamanterne, og hvorfor drengene må bruge list for overhovedet at få et par stykker, fremgår ikke; og det til trods for, at ekspeditionen var drengenes idé.
Jeg savner, at arbejderne selv sætter sig i karakter og forlanger en bedre løn, snarere end at få den som gave. Historien skaber en verden, hvor cheferne er de eneste med muligheder for at handle, og arbejderne reelt er magtesløse
De fleste af os tænker formentlig, at børn gerne skal lære, at det er godt at dele, men det er altså omtrent det modsatte, der bliver prædiket her: Med snuhed og list kan du komme langt her i verden, på dine medmenneskers bekostning.
Afslutningsvis siger en af drengene, at de skal gemme en krone til onkel Joakim, men det er naturligvis ment som en hån, som dyre lærepenge. Og som hans reaktion viser, har han ikke lært noget som helst. Andeby er et barsk sted, hvor selv familiemedlemmer falder hinanden i ryggen, og hvor man må snyde, inden man selv bliver snydt.
Da historien ender med, at drengene viser, at de til fulde forstår det forhold, er det svært at se historien som udtryk for systemkritik; om noget viser drengene, at de til fulde forstår at begå sig i det kapitalistiske system, og derfor sejrer de over onklen, som får en hånlig kommentar med på vejen.
Og hvad så?
Det er nok de færreste børn, der lægger mærke til disse ting, hvilket illustrerer den eviggyldige pointe, at litteratur læses forskelligt af forskellige læsere. Gode historier kan læses flere gange, og de ændrer sig i takt med, at vi ændrer os.
Jeg mener selvsagt ikke, at det er problematisk at lade børn læse Jumbobøger; faktisk er den bedste børnelitteratur skrevet på en sådan måde, at den både kan læses af både børn og voksne – eksempelvis Harry Potter-serien eller Astrid Lindgrens klassikere.
Jeg tror, at børn i første omgang bliver formet af os selv og vores samfund, ikke af Jumbobøger eller film eller videospil eller andre lette ofre, vi måske kunne finde på at skyde skylden for børns opførsel på. Det er rigtigt, at vi bliver påvirket af værkerne, når vi oplever dem, men vi påvirker i højere grad dem på grund af vores forståelse af dem og af verden.
Så hvis vi synes, Jumbobøger eller andre værker er problematiske, skyldes det måske, at de i en eller anden grad rammer plet i deres portrættering. Vi bliver nok nødt til at afgøre, om vi synes, vores samfund er godt nok, som det er, eller om aspekter af det er så problemfyldte, at vi må skride til handling og ændre dem.
Indtil da kan vi i hvert fald dårligt klandre Jumbobøgerne for, at deres verden ligner den verden, de skrives ind i.
Topillustration: Flickr, BagoGames
Essayet er en redigeret version af en tidligere publiceret tekst på littuna.nu
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her