KOMMENTAR // KULTURKRIG – ”Jeg selv har igennem årene forsøgt at være en del af den kulturelle brobygning mellem Rusland og Vesten,” skriver museumsinspektør Jakob Seerup, men et interview med Eremitagens direktør viser, at dialog er umulig. Det, der på overfladen ligner en uskyldig udstilling eller koncert med russiske kunstnere eller værker, er i virkeligheden en træfning i den store krig mellem Putin og Vesten.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Den 22. juni bragte den russiske regeringsavis Rossiskaja Gazetas et langt og særdeles interessant interview med Eremitagemuseets mangeårige direktør, Mikhail Piotrovsky. Piotrovsky er en kendt skikkelse i den internationale museumsverden og har i mange år i store træk repræsenteret russisk kultur i udlandet på allerhøjeste niveau.
Ved danske statsbesøg i Rusland har han vist dronning Margrethe rundt på Eremitagemuseet i Vinterpaladset i Sankt Petersborg, som er et af verdens største museer og desuden rummer en af verdens absolut fornemste kunstsamlinger. Også andre medlemmer af kongefamilien har haft fornøjelsen af hans vindende væsen og klassiske lærdom.
Han er kendt som en behagelig og venlig vært, der kan tale med om både klassisk kunst og kultur. Ved flere lejligheder har danske museer og kulturinstitutioner samarbejdet med ham og hans museum.
Blødt diplomati
Det har ikke altid været let at samarbejde med Rusland, men kunst og kultur har været anset som et felt, hvor man kunne bygge bro over uenighederne og mødes om noget relativt ufarligt. Kulturpolitik indgår i den udenrigspolitiske værktøjskasse som oplagt ”soft diplomacy”, hvor man i mødet med det ”bløde” almenmenneskelige og kulturelle kan finde sammen om værdier, der transcenderer de ”hårde” problemer såsom gasrørledninger og krigsførelse.
Det er derfor dybt relevant også for vestlige læsere at sætte sig ind i, hvad Eremitagemuseets magtfulde direktør tænker om den aktuelle krise i forholdet mellem Rusland og den vestlige verden. Holder han en dør åben for yderligere kulturelt samarbejde? Hvordan ser han på sin egen rolle nu? Bruger han sin platform til at holde kulturens fane højt, eller hvad gør han mon?
Hvad kan det skade, at Bolsjojballetten danser videre, det ændrer jo ikke på krigens gang i Ukraine? Og er det egentlig ikke bedst at holde de kulturelle kanaler åbne?
Efter det russiske fornyede angreb på Ukraine den 24. februar 2022 er Rusland blevet mødt med allehånde sanktioner. Også kultursamarbejde med russiske statsinstitutioner er underlagt sanktioner. Koncerter og udstillinger med russiske kunstnere er blevet aflyst.
Det har været mødt med en vis kritik fra vestlige meningsdannere. Hvad kan det skade, at Bolsjojballetten danser videre, det ændrer jo ikke på krigens gang i Ukraine? Og er det egentlig ikke bedst at holde de kulturelle kanaler åbne?
En kulturel offensiv
For dem i Vesten, der eventuelt stadig skulle have sådanne holdninger, må læsningen af Piotrovsky-interviewet være rystende læsning. For det er et kampskrift!
Direktøren klager sig i interviewet over, at mange afkræver hans holdning til krigen, som han konsekvent ikke omtaler som en krig, men med Putins udtryk som en ”specialoperation”: ”Og der er en stadig strøm af ultimative krav til mig: Hvor vover jeg ikke at udtrykke modstand mod specialoperationen i Ukraine?! Protestér øjeblikkeligt! Hvorfor gør du ikke det?”
Og han fortsætter: ”Men her må vi forstå, at vi er under et hårdt angreb på det kulturelle område, fordi kultur er det felt, hvor vi er absolut konkurrencedygtige. Her har vi initiativet. Her sætter vi dagsordenen… Vores nylige udstillinger i udlandet var en markant kulturel offensiv. En “specialoperation” kan man godt sige. Og det kan mange mennesker ikke lide. Men vi kommer. Og ingen skal blande sig i vores offensiv.”
Eremitagemuseets direktør italesætter altså museumsudstillinger i Vesten som ”specialoperationer”.
”Vi er vendt rundt, og det står klart, at nu kommer afgørelsen. Det hele begyndte i 2014 på Krim. Krim skabte en ny situation, hvor der ingen vej var tilbage.”
Kulturen er med andre ord en front i krigen mellem Rusland og dets fjender. Piotrovsky fremhæver nylige udstillinger i Italien og Frankrig som særligt succesfulde: Bare det, at de er der, svarer til at hejse det russiske flag over Bois de Boulogne. Hans ord er krigeriske og konfrontatoriske.
Den danske forbindelse
Han vender det vestlige narrativ om Rusland på hovedet og påstår, at man i Rusland er tolerante og ikke praktiserer ”cancel culture” over for andre landes kunst, i modsætning til amerikanerne og europæerne, som er en slags ny version af Sovjetunionen, hvor ingen har frihed til at tænke, og kulturelt samarbejde bliver afbrudt af ideologiske hensyn. Han påpeger, at russerne skal trække på erfaringen fra den nazityske belejring af Leningrad under 2. Verdenskrig.
“Jeg opfordrer alle til at se tilbage på erfaringerne fra blokaden. Hvordan vi var i stand til at redde kulturarv på en organiseret måde. Der var en forståelse af, at når kanonerne talte, så skulle muserne ikke tie stille. Tværtimod, de skulle tale højt.” Og Piotrovsky fremhæver Eremitagens nye særudstilling om den danske kunstner Vigilius Eriksen:
”Han portrætterede Katarina den Store og hendes hof, og på sin 300-års fødselsdag havde han fortjent en stor udstilling hos os. Vi bad Danmark om at låne os værker til udstillingen, men det blev afslået. Tjah, vi har flere værker af Eriksen, end de har i Danmark. Derfor er der nu en fantastisk udstilling i Nikolaj Salen. (…) Udstillingen er på internettet, der er en forelæsning på engelsk. Og vi transmitterer til Danmark herfra: Se, en lille, men meget vigtig del af europæisk kultur – den store portrætmaler Eriksen på Eremitagen.”
Ingen vej tilbage
Internt i Rusland er det vigtigt for Piotrovsky at påpege, at han har en pligt til at holde med sit land. Han ser ingen grund til at kritisere den førte politik. Tværtimod, påpeger han, efter i årevis at have været i retræte (han betragter åbenbart hele perioden fra 1991 til i dag som en stadig tilbagegang for Rusland og russisk kultur), så er hans land nu på vej ind i en ny tid. ”Vi er vendt rundt, og det står klart, at nu kommer afgørelsen. Det hele begyndte i 2014 på Krim. Krim skabte en ny situation, hvor der ingen vej var tilbage.”
Piotrovsky, som er herre over en fantastisk kunstsamling, og som har arbejdet med bevarelse og formidling af russiske kulturskatte siden sin ansættelse i 1991, runder interviewet af med at sætte det hele i perspektiv:
“Med hensyn til militære operationer så er alting ikke så enkelt. På den ene side er krig blod og mord, på den anden side så er krigen også folkets selvbekræftelse, nationens selvbekræftelse. Alle mennesker vil jo bevise deres værd. Og her er krigen utvivlsomt et middel. Ja, når det kommer til stykket, er vi alle jo opdraget i den imperiale tradition, og imperiet forener mange folkeslag, forener folk, giver dem alle noget fælles og vigtigt.”
Det kan familierne til de sårede og dræbte børn i Kharkiv og Mariupol så tænke lidt over.
Rusland efter Putin
For en dansk kulturhistoriker og museumsinspektør er Piotrovskys ord skræmmende. Også det faktum, at de udgives af den russiske regerings toneangivende avis. Kultur som våben i krig er ingen nyhed. Og propaganda har til alle tider trukket på den ressource, som fortidens skatte også er.
Der er intet grundlag for museumssamarbejde mellem Danmark og Rusland i en situation, hvor museumsudstillinger i udlandet bliver omtalt som ”specialoperationer”.
Jeg selv har igennem årene forsøgt at være en del af den kulturelle brobygning mellem Rusland og Vesten. Jeg har arbejdet med museumsgenstande og historier, der forbandt Danmark og Rusland. Det har jeg som forsker og forfatter skrevet om og formidlet igennem mit museumsarbejde. Det er et arbejde, som jeg har brændt for personligt. Men Piotrovskys interview viser mig, at den dør nu må være lukket.
Der er intet grundlag for museumssamarbejde mellem Danmark og det statslige Rusland i en situation, hvor museumsudstillinger i udlandet bliver omtalt som ”specialoperationer”.
Det er et vigtigt budskab til kulturlivet i hele Europa, hvor alle må besinde sig på, at det, der på overfladen ligner en uskyldig udstilling eller koncert med russiske kunstnere eller værker, i virkeligheden er en lille træfning i den store krig mellem Putin og Vesten.
Jeg lever i håbet om, at der kommer en tid, hvor vi igen kan samarbejde. Der er intet, jeg hellere vil end endnu en gang at slentre gennem Vinterpaladsets storslåede sale og lade mig inspirere af kunst og kultur fra hele verden på Eremitagemuseet.
Men det må blive i et andet Rusland. Et Rusland efter Putin. Og et museum under en ny ledelse, der vil kæmpe for kultur og ikke føre krig med kultur.
Læs et engelsk resumé af interviewet med Mikhail Piotrovsky her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
