KRIG I UKRAINE // BAGGRUND – Når Tyrkiet i weekenden står som vært for Antalya Diplomatic Forum forventes udenrigsministrene fra både Ukraine og Rusland at deltage. Mødet har været planlagt i lang tid, men kan nu komme til at rumme en fredsdialog mellem de to – hvilket ugens pludselige tyrkisk-israelske tilnærmelse måske også lægger op til.
TEL AVIV – Onsdag i denne uge var den israelske præsident, Yitzhak Herzog, på besøg i den tyrkiske hovedstad, Ankara. Han blev modtaget efter alle kunstens regler i Det Hvide Palads, den tyrkiske leder Recep Erdogans officielle residens, og efter afspilningen af de to landes nationalmelodier holdt de to statsoverhoveder et møde, mens de to hustruer beså paladset og ikke mindst det præsidentielle bibliotek.
Trods alle de lidt tomme formaliteter, der altid er en del af den slags, er mødet i sig selv optakt til et diplomatisk gennembrud. Det er 15 år siden, en israelsk leder har været på officielt besøg i Tyrkiet, og i næsten lige så lang tid har forholdet mellem de to lande været på frysepunktet.
Det er endnu for tidligt at gisne om, hvordan de bilaterale relationer nu vil udvikle sig, men mødet afspejler i sig selv en gensidig vilje til at få det til at fungere, og det er et bemærkelsesværdigt skift i sig selv. Og hertil kommer, at både israelerne og tyrkerne synes at finde en klar motivation i krigen i Ukraine.
”Krigen i Ukraine er en humanitær katastrofe, som chokerer hele verden. Vi kan ikke udvise ligegyldighed overfor så meget menneskelig lidelse, og jeg hilser ethvert initiativ, som vil føre til en standsning af blodsudgydelserne, velkommen,” sagde den israelske præsident blandt andet i den officielle del af mødet.
To fredsmæglere
Både Tyrkiet og Israel var i begyndelsen af krigen tilbageholdende med at vælge side. Både fra Ankara og Jerusalem kom der fordømmelser af det russiske overfald på Ukraine, men i forsigtige vendinger og fulde af forbehold, og begge lande har kun tøvende tilsluttet sig sanktionerne mod Rusland. I skrivende stund har ingen af de to lande således lukket luftrummet for flytrafik ind og ud af Rusland, hvilket for mere end en uge siden blev indført i hele EU.
Som beskrevet i en tidligere analyse i POV har stort set hele Mellemøsten mere eller mindre holdt sig på sidelinjen, og det hænger sammen med at de politiske konstellationer og interesser er nogle andre end i Europa. Når det kommer til Tyrkiet og Israel har begge lande markante interesser på begge sider af konflikten, og dette er nok også grunden til, at de begge også har en klar interesse i at indtræde i en form for mæglerrolle.
Som for at understrege sagens store vigtighed, valgte Bennett at tage flyveturen en lørdag formiddag, hvor han som religiøs jøde ikke bør bryde respekten for sabbatten, med mindre der er menneskeliv på spil
Tyrkiet var den første til at gøre forsøget. Allerede i begyndelsen af februar mødte Erdogan den ukrainske præsident, Volodymyr Zelensky, og tilbød ved den lejlighed at være vært ved et topmøde mellem denne og Vladimir Putin. Den russiske præsident hilste initiativet velkommen, men Erdogans ambitioner om at mægle blev imidlertid til støv, da den russiske invasion den 24. februar gjorde krisen til åben krig.
På samme måde har den israelske premierminister, Naftali Bennett, forsøgt sig. Efter at have vendt sagen med den tyske kansler, Olaf Scholz, fløj han til Moskva på en hemmelig mission, der dog ikke var mere hemmelig, end at resten af verden hurtigt fik nys om den. Som for at understrege sagens store vigtighed, valgte Bennett at tage flyveturen en lørdag formiddag, hvor han som religiøs jøde ikke bør bryde respekten for sabbatten, med mindre der er menneskeliv på spil. Bennett blev modtaget af Putin til en tre timer lang drøftelse af situationen, hvorpå Bennett fortsatte til endnu et møde med Olaf Scholz i Berlin.
Der har efterfølgende hersket stor tvivl om nytten af Bennetts udflugt. For det første er det ikke kommet frem, hvad de to ledere egentlig talte om, og for det andet hersker der tvivl om, hvorvidt en lille nation som Israel overhovedet har mulighed for at mægle i krigen. Dog har både Putin og Zelensky rost initiativet, og i den forløbne uge har Zelensky ytret ønske om at holde en tale i det israelske parlament, Knesset, via en Zoom-forbindelse.
Syrien
På trods af de ringe resultater af de respektive diplomatiske initiativer, er sagen interessant, og der synes at være en klar forbindelse til Herzogs besøg i Ankara i denne uge. Om et par uger kommer den tyrkiske udenrigsminister på et lignende besøg i Israel, hvor man forventes at skrive videre på det nye kapitel i de bilaterale relationer, som det hedder i Erdogans terminologi.
Som udgangspunkt har Tyrkiet og Israel flere fælles interesser i regionen, og dette kan eksemplificeres ved udviklingerne i Syrien. Ganske vist drejer det sig her om, hvad man kan betegne som Mellemøstens kyniske politiske magtspil. Efter at Rusland i 2014 havde invaderet den ukrainske Krimhalvø, kastede Putin blikket på Syrien. Han gik aktivt ind i den syriske borgerkrig, og var på afgørende vis med til at stabilisere Bashar al Assads styre.
Tyrkerne så deres snit til at bidrage i denne indsats og fik en vigtig rolle i bekæmpelsen af de islamiske radikalister. Til gengæld har russerne givet Tyrkiet lov til at opretholde sin troppetilstedeværelse i det nordlige Syrien – det er de kurdiske provinser, som set fra Ankara er en vigtig del af problemet med kurdiske separatister i selve Tyrkiet.
Israel har allerede været undervejs i et stykke tid, og den har fået et afgørende skub på vejen som følge af krigen i Ukraine
Israel har på lignende vis gode grunde til at holde sig på god fod med Rusland, når det kommer til Syrien. Ved flere lejligheder har Israel bombet transporter, der bragte iranske våbenforsyninger gennem Syrien til Hizbollah i Libanon, og russerne har vendt det blinde øje til denne aktivitet. For resten ser Rusland også en interesse i disse operationer, fordi de er med til at reducere den iranske indflydelse i Syrien, hvilket russerne længe har betragtet som uønsket rivalisering.
Økonomi og pragmatisme
”Erdogan er en meget pragmatisk leder,” siger dr. Hürcan Asli Aksoy, der forsker i tyrkisk politik ved Stiftung Wissenschaft und Politik i Berlin. ”Det er man nok nødt til at være, hvis man vil holde sig ved magten i så mange år, som han har gjort.”
Hun peger på de talrige kursskifter, Erdogan har foretaget undervejs, og betegner den aktuelle udvikling som et meget markant af slagsen.
Tilnærmelsen til Israel har allerede været undervejs i et stykke tid, og den har fået et afgørende skub på vejen som følge af krigen i Ukraine.
”Tidligere kørte Erdogan en klar ideologisk linje, men nu er han nødt til at tage større hensyn til landets økonomiske interesser.”
Aksoy betegner Tyrkiets situation som sårbar. Landet har længe befundet sig i økonomisk krise, og har på ingen måde den samme styrke til at stå imod som det er tilfældet for EU. Mellem 40 og 45 pct. af al naturgas kommer fra Rusland, og hun peger på den vigtige turistsektor, som efter to års pandemi er i dyb krise og har akut brug for en genstart. Det forholder sig, at den største turistgruppe i Tyrkiet udgøres af russere, og på en klar andenplads ligger de ukrainske badegæster.
Men hertil kommer også Tyrkiets store behov for regional stabilitet. På trods af de gode handelsrelationer og det strategiske samarbejde i eksempelvis Syrien, ser Tyrkiet også Rusland som en trussel. Allerede ved den russiske annektering af Krim i 2014 viste tyrkerne tegn på bekymring over den tiltagende dominans i sortehavsregionen, og det førte til, at Tyrkiet valgte at sælge droner til det ukrainske forsvar samt at starte produktion af droner i Ukraine.
Da Rusland protesterede over dette, lød det tyrkiske svar, at det var en handel mellem private virksomheder, og at regeringen i Ankara derfor ikke kunne blande sig. Regeringstalsmændene undlod dog at sige, at pågældende tyrkiske virksomhed, Baykar, er ejet af Erdogans svigersøn, Selcuk Bayraktar.
Mange faldgruber
Det er denne vanskelige, men nødvendige tyrkiske balancegang, med karakter af dristigt magtspil, der nu kan være ved at udmønte sig i noget andet. Her kan i hvert fald ligge en forklaring på tilnærmelsen til Israel.
Da Tyrkiet søgte at bedre sit forhold til Rusland ved at købe avancerede S-400 missiler, vakte det tydelig utilfredshed i Washington, der ikke brød sig om at en NATO-partner således gik på våbenindkøb hos rivalen. Dette kunne man se som endnu et udtryk for den tyrkiske balancegang, hvor Erdogan prøvede at skaffe sig fordele ved at spiller flere parter ud mod hinanden.
Dette magtspil kan muligvis blive lagt på hylden nu, og som Hürcan Asli Aksoy ser det, er tilnærmelsen til Israel et signal om at ville rykke tættere på Vesten.
”Man kan mærke, at Joe Biden sidder i Det Hvide Hus nu, for det har ændret mange af parametrene i hele regionen,” siger hun.
I den sammenhæng kan man betragte Israel som en form for løftestang for de tyrkiske bestræbelser. Israel har blandt andet underskrevet såkaldte normaliseringsaftaler med De Forenede Arabiske Emirater og Bahrain, og der er tegn på stigende vilje til samarbejde i flere af golfstaterne. Dette er udtryk for skiftende allianceforhold, som ikke mindst drejer sig om samhandel og samarbejde på en række andre områder.
Pragmatismen er kommet til at fylde en del, og Tyrkiet og Israel har en fælles interesse i at bevare og genoprette den regionale stabilitet. Det er også grunden til at begge lande har en klar interesse i at mægle i Ukraine-krigen
Tyrkiet kan med andre ord tænkes at se det som en gylden chance for at rette op på landets økonomi ved at rykke tættere på denne del af regionen. Det vides, at Erdogan og Herzog blandt andet talte om energisamarbejde, hvilket kan omfatte golfstaterne, og mere generelt er det en kendt sag, at Tyrkiet har et brændende ønske om at tiltrække investorer fra vesten.
Derfor har Israel og Tyrkiet en fælles interesse i at få lagt låg på krigen i Ukraine, og derfor stilles der store forventninger til Antalya Diplomatic Forum, som i denne weekend finder sted i badebyen på den tyrkiske middelhavskyst. Den russiske udenrigsminister, Sergey Lavrov, og hans ukrainske modpart, Dmytro Kuleba, er begge inviteret, og mens regionalt samarbejde på flere planer står på den oprindelige dagsorden, er det helt klart, at mødet vil komme til at handle om krigen og en mulig løsning.
Ingen ved naturligvis, om dette vil bære frugt, og fra både tyrkisk og israelsk side siger man også, at tilnærmelsen mellem de to lande, som kan gå hen og blive en vigtig brik i indsatsen for fred i Ukraine, kun er ved at tage de første forsigtige skridt.
Det tyrkisk-israelske forhold har en lang historie, og folk taler stadig om ”guldalderen” i 1970’erne og 1980’erne, hvor der var et meget tæt samarbejde. Krisen mellem de to begyndte at tage til for alvor i 00’erne, da Erdogan begyndte at føre Tyrkiet i mere islamisk retning, mens Israel slog hårdt ned på den palæstinensiske al Aqsa-intifada. Det kom til et dramatisk brud i 2010, da israelerne standsede skibet Mavi Marmara, som var på vej til Gazastriben med en symbolsk ladning nødhjælpsforsyninger, og i den forbindelse mistede otte tyrkiske statsborgere livet.
De to lande afbrød imidlertid ikke de diplomatiske forbindelser, men nøjedes med at trække ambassadørerne hjem, og en stor del af samhandelen fortsatte. Der er altså et vist grundlag for at genoptage samarbejdet, selv om der er mange faldgruber.
”Spørgsmålet er, hvad der vil ske, hvis Israel bliver involveret i en ny Gazakrig, for Palæstina har fortsat stor symbolbetydning i Tyrkiet,” siger Hürcan Asli Aksoy. ”I begyndelsen af april begynder ramadan, som også er en typisk anledning til sammenstød i Jerusalem, men jeg tvivler på, at det kan komme til at forstyrre det nye samarbejde. Som sagt er pragmatismen kommet til at fylde en del, og Tyrkiet og Israel har en fælles interesse i at bevare og genoprette den regionale stabilitet. Det er også grunden til at begge lande har en klar interesse i at mægle i Ukraine-krigen. Men om det lykkes, er det selvsagt for tidligt at sige noget om.”
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her