PROTESTER I OTTAWA // REPORTAGE – Canadiske “Freedom Convoy” er bugseret væk og grænseovergange er åbne, men der er ingen vindere. Demonstranterne kan imødese fængselsstraffe og bøder. Ottawas politi skal genopbygge borgernes tillid og Det Konservative Parti risikerer at blive sprængt. Premierminister Trudeau er svækket, og for første gang er en 34 år gammel nødlov blevet taget i anvendelse.
OTTAWA – Først da premierminister Justin Trudeau den 14. februar tog en særlig nødlov (Emergencies Act) i brug, blev der udsigt til, at man kunne se en ende på de demonstrationer, der gik i gang sidst i januar, og som havde skabt alvorlige problemer mange steder i Canada.
Beslutningen om at tage loven i brug var helt usædvanlig. Loven, der blev indført af den konservative premierminister Brian Mulroney i 1988, har aldrig tidligere været anvendt.
Sagen bunder i den såkaldte ”Freedom Convoy”, som startede med at en gruppe lastbilchauffører fra det vestlige Canada kørte til hovedstaden i protest. De var utilfredse med de mange regler om vaccinationsbevis, som skulle gøre det ekstra kompliceret at krydse grænsen mellem Canada og USA, hvilket tusinder af lastbiler gør dagligt. Men meget hurtigt eskalerede en tilsyneladende fredelig protest til noget helt andet, og den blev ikke mindst til en stor magtopvisning fra landets yderste højrefløj. Og netop fordi udviklingen tog en så dramatisk anderledes retning, blev det til en alvorlig konfrontation, hvor regeringen så besluttede at tage de skrappe lovparagraffer i anvendelse.
Ved introduktionen i Parlamentet om at tage loven i anvendelse henviste Trudeau-regeringen til mere end to uger med lammelse af Ottawas bycentrum og blokering af flere centrale grænseovergange til USA, bl.a. Ambassador Bridge fra canadiske Windsor til amerikanske Detroit, hvor der dagligt passerer varer for et par milliarder kroner, 25-30 pct. af samhandelen mellem USA og Canada. Bilproduktionen i de to byer er tæt integreret.
Allerede den 23. februar meddelte Premierminister Trudeau ved en pressekonference transmitteret af CBC, at det nu blev vurderet, at almindelige love og politivedtægter var tilstrækkelige til at kontrollere situationen. Parlamentets Underhus havde allerede godkendt anvendelsen af nødloven den 21. februar, mens Senatet endnu ikke var færdig med debatten inden tilbagekaldelsen.
Uanset at nødloven kun var i brug i ni dage, forventes jurister, politikere og andet godtfolk i mange år frem strides om, hvorvidt anvendelsen af loven levede op til de definerede kriterier for trussel om en “public order emergency”. Frygten hos mange for, at anvendelsen vil skabe præcedens, er åbenlys.
Handlingslammet lokalt politi
Blokeringen af Ottawas bymidte syntes at kunne være fortsat, da det lokale politi, ifølge den stærkt kritiserede og nu fyrede politichef, Peter Sloly, ikke havde tilstrækkelige ressourcer til at fjerne de mange store lastbiler, der var parkeret af demonstranterne i den centrale Wellington Street, der løber langs Parlamentet, og i de tilstødende gader med forretninger og lejligheder.
Beboerne måtte gennem tre uger leve med lastbilernes hyppige, dybe dytten og båtten, som jeg selv havde fornøjelsen af at kunne høre, selv om jeg bor 3 km væk. Osen fra de konstant løbende dieselmotorer i den canadiske vinter hang tungt i luften og gav særligt problemer for børn og astmatikere.
Når beboerne i området gik udenfor, oplevede de chikanerier i form af racistiske og kvindefjendske tilråb, hvis de bar maske
Forretninger og restauranter, inklusive et af Ottawas største shoppingcentre, i området måtte holdes lukket for at undgå at blive invaderet af store grupper af demonstranter, der ikke respekterede covid-protokollerne. Når beboerne i området gik udenfor, oplevede de chikanerier i form af racistiske og kvindefjendske tilråb, hvis de bar maske. Også stanken af urin fra gadernes kroge, der blev omdannet til pissoirer af demonstranterne, måtte de døje med. Mange af de flere tusinde beboere valgte at forlægge overnatningen midlertidigt hos familie og venner uden for den besatte zone.
En ung kvinde får lagt en dæmper på støjen
Zexi Li, en 21-årig kvindelig beboer i området, handlede i dyb frustration over politiets passivitet og håndterede, hvad politiet ikke syntes at kunne klare med politivedtægten i hånden. Ved at klage over den natlige støj fik hun en dommerkendelse, der gjorde det klart, at politiet kunne udstede bøder til dem, der fortsatte med at gøre midtbyen til et støjhelvede.
Den selv samme unge dame er efterfølgende blevet frontfigur i et gruppe-sagsanlæg (class action), hvor lokale beboere og forretningsdrivende sammen med et lokalt advokatfirma har opgjort de skader og gener, som de er blevet udsat for under blokaden af midtbyen. Indtil videre er beløbet kommet op på mere end 1,5 milliarder kroner, som demonstranterne sagsøges for.
En længerevarende tillidskrise for ordensmagten er en sandsynlig effekt af politiets manglende evne/vilje til at skride rettidigt ind
Selv om Ottawas borgmester, Jim Watson, og Ontario-provinsens premierminister, Doug Ford, tidligere havde indført lokal nødret, så fortsatte blokaden midt i Ottawa uantastet. De hårdt ramte beboere begyndte at organisere mod-demonstrationer for at forhindre flere lastbiler i at nå frem til centrum. Frygten for alvorlige sammenstød mellem de to grupper steg. En længerevarende tillidskrise for ordensmagten er en sandsynlig effekt af politiets manglende evne/vilje til at skride rettidigt ind.
Nødloven gav nye redskaber
Med regeringens anvendelse af den særlige nødlov kom der skred i tingene.
En række bankkonti tilhørende ledende deltagere i demonstrationen blev indefrosset. På Twitter skrev finansminister Chrystia Freeland den 15. februar, at formålet med skridtet var “at standse finansieringen af disse ulovlige blokader”.
De tre politimyndigheder på lokalt, provins og føderalt niveau begyndte først nu at samarbejde effektivt. Et område på 3 kvadratkilometer ved parlamentet blev erklæret no-go zone og 100 check-points kontrollerede, at kun folk med et seriøst formål kunne komme ind i området.
Fredag den 18. februar gik en velkoordineret og ressourcestærk politioperation i gang med at få demonstranter ud af området. Tre ledende personer i blokaden blev arresteret sigtet for hærværk, forstyrrelse af den offentlige orden mv., og gradvist blev de tilstødende gader næsten helt tømt for demonstranter. Næsten 200 personer blev anholdt.
Samtidig blev en “forsyningsbase”, som demonstranterne havde oprettet et par kilometer fra bymidten på en stor parkeringsplads, ryddet. Herfra var der gennem de tre uger tilført brændstof til de parkerede biler, og mad og drikke til demonstranterne.
Nødloven gjorde det også muligt for myndighederne at pålægge nølende bugseringsfirmaer at deltage i fjernelsen af de store lastbiler. Små hundrede køretøjer blev fjernet. Resten valgte at køre selv for at undgå konfiskation.
Parlamentet skal godkende anvendelsen af nødloven
Ifølge loven fra 1988 skal regeringen senest syv dage efter iværksættelsen sikre et flertal i parlamentet for anvendelsen. Første skridt var vedtagelsen i underhuset mandag aften den 21. februar efter tre dages hidsig debat.
Den liberale mindretalsregering blev støttet af det socialdemokratiske NDP og et af de to grønne medlemmer. Med 185 stemmer over for 151 medlemmer fra det konservative parti og Bloc Quebecois fra det fransktalende Quebec kunne nødloven opretholdes op til 30 dage.
Selv om nødloven principielt gælder for hele Canada, har premierminister Trudeau understreget, at den kun vil blive anvendt geografisk begrænset, hvor nødvendigt og kun så længe, der er reelt brug herfor. Regeringen ville dagligt vurdere, om der fortsat var behov for at anvende loven.
Senatet nåede ikke at blive færdig med debatten, inden regeringen valgte at annullere anvendelsen af loven. Trudeau meddelte ved pressekonferencen 23. februar, at en gennemgang af anvendelsen af loven og politiets aktiviteter vil blive igangsat om 60 dage. Et fællesudvalg for Underhus og Senat vil få mulighed for at få indsigt i gennemgangen.
Hvornår er situationen helt stabil?
Inden annulleringen af anvendelsen af nødloven var der udtrykt skepsis fra flere sider mht. nødvendigheden heraf. Daniel Béland, direktør for L’Institut d’études canadiennes på McGill Universitetet i Montreal, stillede i interview med Le Devoir, 21. februar, spørgsmål ved nytten af at fortsætte med nød-foranstaltningerne, hvis Ottawa stort set er ryddet for demonstranter.
Ved iværksættelsen af loven understregede premierminister Trudeau behovet for at kunne sikre borgernes sikkerhed og holde grænseovergange åbne, og henviste til, at situationen stadig var labil. Oppositionen fandt fortsat anvendelse af nødloven unødvendig og henviste til den næsten fuldendte rydning af Ottawas bymidte.
I et efterfølgende interview på CBC, påpegede Minister for Public Safety, Marco Mendicino, at grænseovergangen ved Surrey i British Columbia over weekenden igen var blevet søgt blokeret. Og flere steder i udkanten af Ottawa havde mindre grupper af demonstranter stillet sig op. Regeringen er bekymret for nye forsøg på at blokere trafikken.
Det Konservative Parti i Canada risikerer, endnu en gang, at blive revet over og delt i en Trump-lignende bevægelse og et traditionelt, midtsøgende konservativt parti
Flere internationale medier har i øvrigt forvekslet nødloven (Emergencies Act) fra 1988 med War Measures Act fra 1914, som mere lignede en egentlig undtagelseslov. Den blev senest anvendt i 1970 i forbindelse med den såkaldte “Oktober-krise”, hvor Pierre Trudeau-regeringen brugte loven til at arrestere et større antal personer, der brugte voldelige aktioner for at opnå selvstændighed for Québec-provinsen.
Loven fra 1988 afløste loven fra 1914 og blev netop lavet for at give mindre vidtgående beføjelser til myndighederne. Blandt kan andet kan loven ikke bruges til at sætte frihedsrettighederne defineret i Charter of Rights and Freedoms fra 1982 ud af kraft.
De konservative i splid med sig selv
Flere højprofilerede konservative avis-kommentatorer har utvetydigt fordømt demonstrationerne. En af dem, John Ivison, skrev den 19. februar i Toronto-avisen National Post, at “intet seriøst land kan se passivt til, mens dets hovedstad besættes af en larmende hob, som ikke kan artikulere dets mål, udover at brøle freedom”.
Men ledende konservative parlamentsmedlemmer har åbenlyst støttet demonstranterne i Ottawa, selv om partiet normalt gør en dyd ud af at være et lov-og-orden parti. Den midtsøgende Erin O’Toole, der var leder af partiet, da demonstrationen gik i gang, tøvede med at give sin støtte til demonstrationen.
Det blev brugt af en intern opposition til at få ham væltet. Indtil en ny formand findes om nogle måneder, blev Candice Bergen fra Manitoba valgt til midlertidig leder. Hun markerede sin støtte til “Freedom Convoy” ved at spise middag med demonstrationens ledere og lægge billeder på Facebook fra mødet. Hun kaldte demonstranterne “passionate, patriotic and peaceful”. Inspiration fra Trump er ikke til at tage fejl af. Også Pierre Poilievre, der indtil videre er eneste kandidat til formandsposten i partiet, har gjort sig store anstrengelser for at vise sin støtte til demonstranterne.
Hurtigt viste det sig, at køretøjerne og demonstranterne ikke havde tænkt sig blot kortvarigt at markere deres budskab og så køre væk. I stedet begyndte en etablering af forskellige strukturer
Modsat har Doug Ford, den konservative premierminister for Ontario-provinsen med godt 15 millioner indbyggere, haft fokus på de ødelæggende effekter af demonstrationerne for økonomien og for de forretningsdrivende, men i sin støtte til Trudeau-regeringen i et CTV-News interview 15. februar lagde vægt på, at nødloven skal anvendes så “målrettet” som muligt. Doug Ford har muligvis også kigget frem mod provinsvalget senere i år og noteret sig meningsmålinger, der viser, at et klart flertal af canadierne er modstandere af demonstrationerne.
Andre provinsers premierministre har undsagt anvendelsen af nødloven i deres provinser. De finder, at situationen kan klares med de redskaber, andre love og politivedtægter stiller til rådighed for myndighederne.
Det konservative parti i Canada risikerer, endnu en gang, at blive revet over og delt i en Trump-lignende bevægelse og et traditionelt, midtsøgende konservativt parti, der respekterer lov og orden og går ind for en stram finanspolitik.
Anvendelsen af nødloven vil blive prøvet ved domstolen
På trods af at nødloven kun varede i ni dage, må der efter de politiske slagsmål forventes et længere juridisk opgør. Den konservative premierminister for olie-provinsen Alberta, Jason Kenney, annoncerede i interview på CTV-News, at han ville have domstolen til at teste berettigelsen af den historiske anvendelse af nødloven. Kenney har i længere tid været presset politisk, også indefra fra hans eget parti, på grund af en flip-flop politik over for covid-krisen. Sidste sommer udbasunerede han, at nu var krisen ovre og alt kunne normaliseres. Kort tid derefter eksploderede covid-tallene i provinsen.
Også civilsamfundsorganisationer har meldt ud, at de finder, at der er tale om uberettiget anvendelse af loven, og dermed uretmæssige indgreb i frihedsrettighederne. Den konservative Canadian Constitution Foundation vil ifølge DeepDive.Ca, 17. februar lægge sag an mod premierministeren for anvendelsen af nødloven, og Canadian Civil Liberties Association har anmodet regeringen om at stoppe anvendelsen af nødloven i lyset af den forbedrede situation.
Sideløbende har Alex Neve, tidligere generalsekretær for Amnesty International, Canada, gennem 20 år, der beskriver sig selv som “en passioneret forsvarer af retten til fredelige demonstrationer”, og som er usikker på den juridiske nødvendighed af anvendelse af nødloven, stærkt kritiseret demonstranterne i sin blog, Moving Rights Along, den 17. februar. “…fredelig protest er ikke en åben dør til at krænke andres frihedsrettigheder, og forårsage omfattende skade for de lokale beboere… At få det til at ligne et gade-party og medbringe børn… ændrer ikke på det faktum, at dette er en besættelse og en belejring med et system-ændrende perspektiv og med racistiske og hadefulde undertoner…”
Stor folkelig modstand mod demonstrationerne
Canada er et af de lande, der har klaret sig relativt godt gennem covid-krisen. Mere end 85 pct. har fået første stik og godt 80 pct. har fået andet stik. Opbakningen til anvisningerne fra sundhedsmyndighederne og de politiske myndigheder har været stor. De fleste mennesker har udvist stor disciplin i overholdelsen af de definerede protokoller. Derfor er det ikke overraskende, at meningsmålinger har vist ringe forståelse for den lille gruppe af personer, der holdt flertallet som gidsler ved deres operationer.
Ifølge Opinions-firmaet Abacus mente 72 pct. af de adspurgte efter en uges demonstrationer, at demonstranterne “skulle gå hjem, deres mening var kendt”, og et klart flertal mente, at de skulle arresteres og fjernes med magt, hvis de fortsatte blokaden. Mange, 62 pct., mente i øvrigt også, at premierminister Trudeau havde gjort tingene værre på grund af hans helt afvisende og kritiske holdning over demonstranterne
Fra opgør med covid-protokoller til krav om Trudeau-regeringens tilbagetræden
Det lød rimeligt uskyldigt, da “Freedom Convoy” startede sidst i januar i det vestlige Canada for at køre til den føderale hovedstad, Ottawa, et par tusinde kilometer mod øst, og der var flere dage til at forberede sig på konvojen.
Lastbilchaufførernes demonstration, hvor lastbilchauffører nok reelt var i mindretal, lagde ud med at protestere mod det specifikke føderale påbud om vaccinationsbevis for de mange tusinde lastbilchauffører, der krydser grænsen til USA hver dag. De chauffører, der protesterede, var dog klart i mindretal i egne rækker. 90 pct. af chaufførerne var allerede vaccineret og fagforeningen, Truckers’ Alliance, bakkede op om vaccinationskravet. I øvrigt var det både Canada og USA, der stillede kravet.
Men demonstrationen udviklede sig hurtigt til noget andet. Hvor meget, der var spontant, og hvor meget, der var planlagt, vil måske blive klarlagt under de retssager, der er på vej.
Uden modstand fra den lokale ordensmagt i den føderale hovedstad, Ottawa, fik mange kæmpe-lastbiler lov til at køre ind og parkere på Wellington-gaden, der løber langs Parlamentet og Højesteret, og de tilstødende gader. Hurtigt viste det sig, at køretøjerne og demonstranterne ikke havde tænkt sig blot kortvarigt at markere deres budskab og så køre væk. I stedet begyndte en etablering af forskellige strukturer, telte, bålpladser, pizzaovne, musikanlæg, toiletter og senere legepladser for de medfølgende småbørn.
Og hurtigt udvidedes kravene til at dreje sig om alle covid-restriktioner, som stort set alle fastlægges af de enkelte provinser. Kronen blev sat på værket med et krav om Trudeau-regeringens tilbagetræden i et brev til generalguvernøren (den engelske dronnings repræsentant) og til Senatet. Ingen af de to institutioner har magt til at fjerne en regering.
Premierminister Justin Trudeau ønskede ikke at imødekomme et ønske fra “Freedom Convoy” om et møde. Hvem, hvad repræsenterede de? I stedet kritiserede han demonstranternes krænkende adfærd omkring et krigsmindesmærke over for parlamentet, anvendelse af hagekorsflag og sydstatsflag, og karakteriserede dem som en flok yderligtgående, rabiate racister og “white supremacists”.
Allerede mens konvojen var på vej til Ottawa, dannedes flere blokader af kritiske grænseovergange til USA. Mere end 70 pct. af Canadas samhandel foregår med USA, så hurtigt mærkedes presset på forsyningslinjer, industriprodukter og madvarer. Og som verdenspressen har beskrevet i detaljer, så inspirerede konvojen i Canada til lignende aktioner i mange lande, fra Frankrig til New Zealand. Fox News hyldede i flere udsendelser konvojen.
Frygten for, at mere voldelige elementer blandede sig med demonstrationerne, blev bekræftet den 14. februar, da mange våben, skudsikre veste med mere blev opdaget ved blokaden ved grænseovergangen Coutts i det sydlige Alberta. Det føderale politi, RCMP, anholdt 13 personer. Anholdelsen førte til, at resten af blokaden opløste sig selv. “Vi vil kontrollere vores demonstrations fortælling, derfor opgiver vi blokaden”, forklarede en af organisatorerne, Marco Van Huigenbos, til avisen Toronto Star.
Hvem gemmer sig bag råbet om “Freedom”?
De ledende personer kommer fra forskellige hjørner i den canadiske underskov af højreorienterede, racistiske grupper som Canada Unity, Action4Canada og Taking Back Our Freedom med stærke sympatier for Donald Trump. CTV News 22. februar peger på flere ledende personer. Blandt andre:
James Bauder, grundlægger af gruppen Canada Unity, som har sit hjemsted i det vestlige Canada, og som står som forsvarer af det hvide Canada. Han har tidligere på Facebook kolporteret diverse konspirationsteorier, blandt andet om den bevidste spredning af covid-virus fra Wuhan-laboratoriet. Den jødiske mangemilliardær, George Soros, påstås involveret i Wuhan-“komplottet”.
Tamara Lich er fra prærie-provinsen Alberta, har tilknytning til “Maverick Party”, som ser sig som forsvarer af det vestlige Canadas interesser. Lich har været en af konvojens “officielle” talspersoner. Lich ses også som en af de vigtigste personer bag fundraising. Først med GoFundMe, som i løbet af få dage rejste mere end 50 millioner kroner, mere end 50 pct. kom fra USA-donorer.
Da den kanal blev lukket af GoFundMe selv af frygt for juridisk søgsmål, blev der rejst tilsvarende beløb via den kristne GiveSendGo. Hacking har afsløret, hvem der har bidraget. Mere end 40 pct. kom fra USA-donorer. Nogle canadiske forretningsfolk med flere hundrede tusinde kroner. Lich blev arresteret 17. februar og sigtet for hærværk mv. Hun blev stillet for en dommer den 22. februar, men blev nægtet løsladelse mod kaution pga. stor sandsynlighed for genoptagelse af de ulovlige aktiviteter. Næste møde for en dommer er den 2. marts.
Desuden er der identificeret flere personer med erfaring fra tjeneste i canadiske politi og sikkerhedstjenester. Det forklarer måske, hvorfor Ottawas politi har haft svært ved at få hånd om demonstranterne
B.J. Dichter forsøgte forgæves i 2015 at blive valgt som kandidat for Det konservative Parti i Toronto. Ved valget i 2019 optrådte han på valgmøder for det nye højre-ekstreme parti, People Party Canada, hvor han luftede stærkt anti-muslimske synspunkter. På en af hans seneste tweets skriver han “Justin Trudeau must be stopped – no matter what”.
Chris Barber er lastbilchauffør fra prærie-provinsen Saskatchewan. Han bruger gerne sydstatsflaget. Han har fungeret som en af de “officielle” talsmænd for konvojen. Han blev arresteret ved politi-operationen den 18. februar. Det lykkedes ham at blive løsladt mod kaution og løfte om at forsvinde fra Ottawa og holde lav profil. Han forventes stillet for retten i starten af marts.
Patrick King, også set som en af de centrale kræfter, var for dommeren den 22. februar, men på grund af det overvældende materiale har dommeren udskudt spørgsmålet om løsladelse mod kaution til fredag den 25. februar.
Desuden er der identificeret flere personer med erfaring fra tjeneste i canadiske politi og sikkerhedstjenester. Det forklarer måske, hvorfor Ottawas politi har haft svært ved at få hånd om demonstranterne, som hurtigt var i stand til at udvikle nye taktikker til undgåelse af myndighedernes indgreb.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
