PSYKOLOGI & KLIMA // BOGUDDRAG – Da Solveig Roepstorff første gang oplevede klimaforandringerne på egen krop, ændrede hendes verden sig. Det har fået hende til at skrive bogen ‘Klimapsykologi – Hvorfor vi holder klimakrisen ud i strakt arm og den forbundethed, der venter, når vi begynder at handle’. POV har fået lov til at bringe et uddrag.
I foråret 2018 plantede jeg 50 små æblebuske langs vejen ved mit sommerhus. Jeg vandede dem omhyggeligt og gav dem masser af opmærksomhed – de svarede med trivsel og vokseværk. Et meningsfuldt samspil, der dog hen ad vejen stoppede umærkeligt, i takt med at forår blev til sommer, og hede sommerdage blev ved og ved og ved.
Æblebuskene og alt omkring dem tørstede. I haven og på markerne omkring sommerhuset begyndte mange planter og afgrøder at visne og tage sig afbrændte ud.
For hver gang, jeg vandede de små buske, mærkede jeg bogstaveligt talt jorden ændre sig under mine fødder. Fra at have været blød og fuldfed lerjord, udtørrede og krakelerede den til en usamarbejdsvillig, stivnet form, der nærmest kvaste de nødstedte æblebuske og umuliggjorde, at rødderne kunne udfolde og etablere sig.
Jeg mærkede helt bogstaveligt og kropsligt, hvad noget i mig allerede kendte til: At de synlige forandringer havde alt med mig at gøre og os alle sammen at gøre
Jeg svarede ved at vande endnu mere, og undervejs i de mange timer, jeg barfodet gik rundt og vandede, forandrede noget sig i mig.
Jeg mærkede en snigende uro, der nogle gange blev til små, stikkende glimt af decideret ubehag, og jeg begyndte at registrere ting, jeg ikke før havde skænket en tanke. For eksempel at de svirrefluer, bier og natsværmere, som de første år i vores sommerhus havde budt på store mængder af, ikke var til stede i samme grad og slet ikke i mængder, der nærmede sig noget påtrængende. Biodiversiteten i min egen have havde ændret sig og var blevet fattigere.
Jeg havde de senere år udviklet en effektiv teknik til selektiv læsning af artikler og forskning om klimaets elendige forfatning, hvor jeg henholdsvis skimmede og decideret udelod de mest barske og alarmerende fakta.
Nu virkede den pludselig ikke mere. Min opøvede evne til at undgå det ubehag, der altid rullede ind over mig, når jeg læste, var forsvundet.
Stedet, hvor klimakrisen er en uomgængelig del af livet
Der i min knastørre have kunne jeg ikke længere holde viden om klimaforandringerne ude i en så passende afstand, at det ikke havde noget med mig at gøre. Jeg mærkede helt bogstaveligt og kropsligt, hvad noget i mig allerede kendte til: At de synlige forandringer havde alt med mig at gøre og os alle sammen at gøre.
Det var ikke en særlig velkommen eller på nogen måde behagelig erkendelse. Men alle sprællende forsøg på at få distancen genetableret og få erkendelsen til at forsvinde var nyttesløse.
Æblebuskene i min sommerhushave overlevede, men det ubehag, deres trængsler havde vækket, bestod og trængte sig på. Det katapulterede mig direkte ind et sted, hvor mange mennesker længe havde befundet sig – et sted, hvor klimakrisen er en uomgængelig del af livet.
Det var overvældende, og jeg begyndte at researche i håbet om, at viden og overblik ville give mig en mere rolig grund at stå på.
Jorden har ikke nogen navlestreng. Når vi har brugt de ressourcer, Jorden har, får vi ikke flere
Professor Katherine Richardson, leder af Sustainability Science Center, Københavns Universitet
Jeg erfarede hurtigt, at jeg langt fra var alene om mine bekymringer, for klimaet og Jordens tilstand ligger mange mennesker meget på sinde. Ifølge den grønne tænketank Concitos seneste klimabarometer betragter 46 procent af danskerne klimaforandringerne som ’et alvorligt problem’, 42 procent mener, at det ’i nogen grad er et alvorligt problem’, mens kun 1 procent betragter det som ’et ikke-alvorligt problem’.
Helt i tråd med undersøgelser fra resten af verden.
Vi er altså meget langt fra ligeglade eller uinteresserede i, hvordan det går med Jorden, og det er betydningsfuldt. For vi står foran en periode i historien, hvor vi har et vindue på en ganske lille årrække, hvor det stadig er muligt at forsøge at mindske omfanget af klimakrisen, så den ikke eskalerer i yderligere katastrofale spiraler.
FN’s klimapanel konkluderede i deres rapport i 2018, at ”sandet i timeglasset er ved at rinde ud, hvis vi skal redde kloden fra overophedning”, og betonede vigtigheden af ”hurtige, omfattende og hidtil usete ændringer i alle aspekter af samfundet”.
Jorden har ingen navlestreng
Christine Lagarde, formand for Den Europæiske Centralbank, sagde i 2017 til den britiske avis The Guardian, meget bogstaveligt, at vi i fremtiden vil ”… blive ristet, stegt og grillet”, hvis vi ikke formår at tage kritiske og afgørende beslutninger for at takle klimaforandringerne. Eller som leder af Sustainability Science Center på Københavns Universitet, professor Katherine Richardson udtrykker det:
Jorden har ikke nogen navlestreng. Når vi har brugt de ressourcer, Jorden har, får vi ikke flere, ligesom vi heller ikke kan komme af med det, vi har for meget af, for eksempel CO2.
Klimaforandringerne er for længst erklæret en nødsituation af EU, og i december 2020 opfordrede FN’s generalsekretær ledere verden over til at erklære undtagelsestilstand for klimaet. Fra alverdens kyndige stemmer og steder har det længe lydt – både højt, neutralt, insisterende, desperat og resigneret – at det haster med vores indsats.
Trods en selvforståelse om at være et foregangsland i forhold til grøn energi og bæredygtig adfærd – er ét af de lande i verden, der udleder allermest CO2 per person
Det gør det også i Danmark, hvor vi – trods en selvforståelse om at være et foregangsland i forhold til grøn energi og bæredygtig adfærd – er ét af de lande i verden, der udleder allermest CO2 per person.
Det var ikke en nyhed for mig dengang i eftersommeren 2018, at det haster med at nedbringe vores CO2-udslip. Nyt var til gengæld det, jeg gentagne gange havde mærket i kroppen i min sommerhushave i løbet af sommeren. Der var en verden til forskel, for det jeg nu helt konkret mærkede, krævede min opmærksomhed og bød mig at handle. Det førte til et usammenhængende sammensurium af tanker, famlen, refleksioner og research.
Jeg fik impulser til drastiske livsforandringer. Hvis verden alligevel går ned på et tidspunkt, hvad er så mest nyttigt at bruge tiden på? Giver det overhovedet mening at arbejde som psykolog i sådan en verden, og er psykologfaglighed i øvrigt det, jeg vil byde ind med på Noas ark?
Vil det ikke være langt mere nyttigt at blive hortonom, økologisk (grøntsags)landmand, klimaskovstifter, naturvejleder, hvad som helst?
Jeg fik impulser til flugt. Det her er kvalmefremkaldende i al sin håbløshed, lad mig komme væk. Nogle andre må tage sig af det her! Politikere, klimaaktivister, hvem som helst.
Mit humør var udfordret, indtil jeg en dag stødte på en bog om ’bevaringspsykologi’, som kom mig til undsætning. Den handlede om det gensidige forhold mellem mennesker og natur og om, hvordan vi bedst muligt passer på kloden, og den mindede mig om, at mange psykologer siden 1970’erne har insisteret på vores forbundethed med Jorden. Den amerikanske psykolog James Hillman udtrykte det sådan her:
”Psychology, so dedicated to awakening the human consciousness, needs to wake itself up to one of the most ancient human truths: We cannot be studied or cured apart from the planet.”
Vi er uløseligt forbundet med vores jord, og man kan tilføje, at Jorden heller ikke kan kureres adskilt fra os.
‘Grønne’ tilgange til psykologien
Netop dette gensidige forhold har grene af psykologien i årtier givet opmærksomhed sammen med en interesse for Jordens habituelle økologiske tilstand. Der har i mange år eksisteret miljøpsykologi, økologisk psykologi og grøn psykologi, der som fælles omdrejningspunkt har haft interessen for, hvordan psykologisk teori og forskning kan bidrage til Jordens bedste.
Blandt andet ved at styrke forbindelsen mellem mennesker og naturen, og ved at bidrage til at løse såkaldte ’miljømæssige problemer’, der i virkeligheden er resultater af, at menneskelig adfærd nedbryder de naturlige systemer.
I de senere år er også bæredygtig psykologi vundet frem, fokus her er at finde den rette balance mellem mennesker og Jorden, så begge parter kan trives. Den bæredygtige psykologi arbejder for, at menneskers nuværende mål og levevis ikke bliver på bekostning af kommende liv og arter, og har på den måde også et forebyggende sigte.
Klimapsykologien er optaget af, hvordan vi kan ændre os og tilpasse os til et liv med klimakrise
Bæredygtighed handler om praksisser, der kan opretholdes og fortsættes på et bestemt (balanceret) niveau.
I forlængelse af de nævnte ’grønne’ tilgange til psykologien stødte jeg endelig på begrebet klimapsykologi, som handler om forbundetheden mellem Jorden, mennesker og klimakrisen. Klimapsykologien går videre end at have et forebyggende sigte – her handler det ikke om at opretholde og fortsætte eksisterende måder at være i verden på.
Klimapsykologien opstod i Storbritannien omkring 2009. Udgangspunktet var dels at forsøge at forstå vores manglende handling på klimakrisen og dels via psykologien at bidrage med bud på passende responser. Klimapsykologien trækker blandt andet på dybdepsykologi (hvad er det for ubevidste, modsætningsfyldte og subtile følelser, det vækker i os at beskæftige os med et så komplekst emne som klimakrisen), psykosociale undersøgelser (hvad er det for en kulturel, social og økonomisk kontekst, vi opererer indenfor) og øko-psykologi (som insisterer på, at vores perspektiv må række ud over det antropocæne, og ser klimakrisen som et udtryk for, at vi kollektivt har glemt vores forbundethed med den naturlige verden).
Klimapsykologien er optaget af, hvordan vi kan ændre os og tilpasse os til et liv med klimakrise, og også af, at vi i videst muligt omfang mindsker vores bidrag til klimakrisen og reparerer de skader, vi allerede har forvoldt. For at kunne dette er vi nødt til at arbejde psykologisk med os selv, så vores adfærd i fremtiden ikke skader Jorden.
Det er en tilgang, som i høj grad kan hjælpe os med at skabe retning og kontakt – både til os selv, til Jorden og til klimakrisen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
