RIGSRETSSAG & DOMSAFSIGELSE // ANALYSE – Inger Støjberg er dømt skyldig i rigsretten og straffes med 60 dages fængsel. Fængselsstraffen er ubetinget.
Thi kendes for ret. Forsætligt brud på ministeransvarsloven. 60 dages ubetinget fængsel med stemmerne 25-1 i rigsretten.
Der var en stort set enig rigsret, der i dag kl. 13 kendte den forhenværende udlændinge- og integrationsminister, Inger Støjberg, skyldig – og alt efter hvordan man ser på sagen om adskillelse af de unge asylpar i 2016, kommer man altså ikke uden om, at dommen er klar, og at selv de politisk udnævnte borgerlige dommere i rigsretten endte med at dømme hende skyldig.
Inger Støjberg lagde ikke selv skjul på sin skuffelse og står stadig hårdnakket fast på sin moralske forpligtelse til at adskille de unge asylpar. Hun bærer udlændingepolitikken i sit hjerte, som hun udtrykte det lige efter domsafsigelsen.
Ud af folketinget
Det ændrer imidlertid ikke på, at folketinget nu skal tage stilling til hendes valgbarhed, og at hun sandsynligvis vil blive erklæret uegnet til at beholde sit mandat, hvilket dog ikke afholder hende fra at stille op til det næste folketingsvalg, hvis hun stadig skulle have appetit på landspolitik.
Vælges hun, skal folketinget så til den tid endnu engang tage stilling til hendes valgbarhed.
Rigsretten lagde især vægt på:
1. Støjberg besluttede, at ændringen af udlændingestyrelsens praksis skulle gennemføres og straks effektueres, selv om hun havde modtaget klar rådgivning fra sine embedsmænd om, at det ville være i strid med loven.
2. Støjberg var også klar over, at den praksisændring, hun besluttede at gennemføre, umiddelbart ville få praktisk betydning for par, hvor der ikke var nogen indikationer på tvang.
Med andre ord kan man konstatere, at rigsretten fulgte den ”indstilling” som Instrukskommissionen var kommet med i december sidste år og for så vidt også den konklusion, som ombudsmanden var kommet frem til i april 2017 om, at Støjbergs pressemeddelelse af den 10. februar 2016, den såkaldte instruks, var ulovlig.
Ingen har været i tvivl om Støjbergs politiske vilje. Den har hun aldrig lagt skjul på, og hun forfægter som nævnt stadig sit moralske synspunkt
De to forsvarere, Rene Offersen og Nicolai Mallet, har ellers konsekvent advokeret for, at pressemeddelelsen ene og alene var en kommunikation til pressen og til offentligheden, men det blev altså tilsidesat af et overvældende flertal i rigsretten.
Pressemeddelelsen var nemlig den eneste rettesnor, som udlændingestyrelsen modtog den 10. februar, og som telefonisk blev bekræftet af afdelingschef Line Skytte Mørk Hansen. Derudover har Støjberg i flere interviews og i forhold til folketinget også flere gange understreget, at der var tale om en undtagelsesfri ordning. Altså en ulovlig ordning i forhold til den danske forvaltningslov og de europæiske menneskerettigheder.
Embedsmænd svigtede
Dommen er altså som sådan ikke overraskende, selv om der har været tvivl om, hvorvidt Støjberg kunne gøres ansvarlig, når nu hendes departementschef, Uffe Toudal, stod i hendes dør og sagde, at hun kunne få ordlyden i pressemeddelelsen, som hun ville, men ”vi administrerer altså lovligt”.
Det gjorde de så bare ikke, og det rejser naturligvis et berettiget spørgsmål, om embedsmændene har svigtet.
Ingen har været i tvivl om Støjbergs politiske vilje. Den har hun aldrig lagt skjul på, og hun forfægter som nævnt stadig sit moralske synspunkt. At alle unge par skulle adskilles.
Men overfor det står altså nogle føjelige embedsmænd. Først og fremmest hendes departementschef, der har svigtet big-time ved ikke at sikre, at udlændingestyrelsen blev beordret til at administrere lovligt.
Line Skytte Mørk Hansen, der videreformidlede den ulovlige instruks, og ikke mindst forhenværende direktør i udlændingestyrelsen, Henrik Grunnet, der kendte reglerne, men som alligevel sendte ordlyden fra den ulovlige pressemeddelelse ud til operatørerne på de danske asylcentre.
Ingen straf
Hverken Uffe Toudal eller Henrik Grunnet risikerer straf for deres embedsforsømmelser, men det gør derimod Line Skytte samt Jesper Gori, Lykke Sørensen og Lene Vejrum, der måske imødeser en tjenestemandssag.
Støjbergs gamle spindoktor, Marc Thorsen, der også spillede en yderst central rolle omkring tilblivelsen af pressemeddelelsen, går også fri for videre tiltale, da han ikke længere arbejder i staten.
Dommen kan læses i sin fulde længde her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her