KLUMME // POV SPORT I TOKYO – En personlig beretning om, hvordan restriktioner, bureaukrati og mærkelig stemning i byen under Tokyos OL på bagvendt vis har udviklet sig til en forbandet ”god historie” for mig. En af de bedste i mit lange liv som journalist.
I en måned har jeg befundet mig i en boble. Utvivlsomt den mest omtalte boble på kloden lige nu. Jeg har tilbragt mange timer i de olympiske leges internationale pressecenters ”workroom” sammen med kolleger fra hele verden med forskellige grader af mundbinds-disciplin og snakkesalighed. Jo, det føltes i høj grad som en boble, og det kunne have været hvor som helst på kloden.
Men det er foregået i Tokyo. Efter at være tvunget af coronaen til at flytte min base hjem til Hillerød for et halvt år siden har jeg for første gang været tilbage i den by, hvor jeg har boet og arbejdet i tretten år af mit liv. Det har været, som det plejer at være – og så har vilkårene for at arbejde som reporter alligevel været helt specielle, takket være boblen.
Fuld forståelse
Når nu man havde besluttet at gennemføre de olympiske lege under en pandemi – hvilket nogle kalder uansvarligt, og andre kalder modigt og opofrende – så forstår jeg helt og fuldt den japanske regerings behov for at skabe en boble, der så godt som muligt ville isolere tilrejsende atleter, trænere, ledere og mediefolk fra almindelige beboere i Tokyo. Smitten har under legene spredt sig i de japanske samfund udenom med en hastighed, man ikke har set før, og de japanske myndigheder havde ikke magtet at få vaccineret en tilstrækkelig del af befolkningen inden legene, så man havde kunnet undgå dette.
Japan er og bliver et bureaukratisk samfund, og skabelsen af en sådan boble ville uundgåeligt blive en kæmpe bureaukratisk øvelse
Det har naturligvis skabt utryghed i den japanske befolkning, som følger med i smittetallene i nyhederne fra dag til dag, så det var vigtigt at kunne forsikre dem om, at afholdelsen af de olympiske lege ikke ligefrem ville gøre ondt værre. Det er en dominerende fortælling i Japan – ligesom mange andre steder i verden – at hele pandemien kommer udefra, at den oprindeligt er bragt til Japan af udlændinge. Derfor ville ankomsten af 79.000 udlændinge fra alverdens lande naturligt skabe stor nervøsitet, og det var nødvendigt for regeringen at gøre, hvad den kunne, for at mindske denne nervøsitet.
Bureaukratisk rodebutik
Japan er og bliver et bureaukratisk samfund, og skabelsen af en sådan boble ville uundgåeligt blive en kæmpe bureaukratisk øvelse. Men mange gange i de forløbne uger har jeg spurgt mig selv, om det virkeligt behøvede være så bureaukratisk. Hvorfor har det været nødvendigt at opfinde så mange separate systemer, som i privatlivets fred ikke er samkørt på nogen måde? Hvorfor har det været nødvendigt at sende så mange reminder-mails, som i virkeligheden for mange tilrejsende blot tjente til at gøre tingene endnu mere uoverskuelige, end de var i forvejen?
The Olympic spirit is in all of us.
A display of beautiful, luminous colours swirl together, representing the many flags of the world.
They form the Olympic Rings, a timeless symbol of unity. #StrongerTogether #Tokyo2020 #ClosingCeremony pic.twitter.com/38dv0e0w98
— The Olympic Games (@Olympics) August 8, 2021
Facit er, at ledelsen bag Tokyo2020 i bestræbelserne på at etablere en ubrydelig boble har skabt en bureaukratisk rodebutik, som i nogle hjørner er administreret firkantet og forsigtigt og i andre hjørner er administreret uhyre fleksibelt. Så fleksibelt, at de japanske medier især op til legenes begyndelse var fulde af historier om åbenlyse utætheder i boblen. Den ene minister efter den anden lovede højtideligt, at nu skulle der nok blive strammet op, og der udgik automatisk en ny formanende email til alle os tilrejsende journalister.
Dybest set var deres job umuligt. Der var slet ikke ressourcer og mandskab til at håndhæve så kæmpestor en boble
Denne mediebevågenhed gjorde samtidig, at mange af de stakkels ansatte ved Tokyo2020-kontoret ikke uden deres chefers samtykke turde være dem, der gav indrømmelser og senere ville få skylden for en smitteeksplosion – og som derfor måtte høre på en masse kritik og desperation fra reportere fra udlandet, som måtte vente til allersidste øjeblik med at få diverse systemer til at virke og få godkendt deres ”aktivitetsplaner” for tiden i Tokyo. Åh, jeg havde grumme ondt af de menige sagsbehandlere mange gange i det stressede forløb, især i ugerne inden alle var ankommet og godt i gang med OL-dækningen.
Umuligt job
Dybest set var deres job umuligt. Der var slet ikke ressourcer og mandskab til at håndhæve så kæmpestor en boble. De japanske ansatte og frivillige vandrede ind og ud af boblen og tog hjem for at sove om natten – over halvdelen af de meget få smittetilfælde i selve boblen var jo ikke tilrejsende, men lokalt tilknyttede. På nogle mediehoteller anede man ikke, hvordan man skulle leve op til de forpligtelser med overvågning og adskillelse, man havde forpligtet sig til, og slog ud med armene. Mens andre nidkært forsøgte at sikre, at tilrejsende og lokale var isoleret fra hinanden.
Ikke desto mindre har både jeg og de fleste af de kolleger, jeg har talt med, haft en række gode oplevelser inden for boblen – og i yderkanten af boblen. Flotte sportslige præstationer i flotte anlæg. En venlig og serviceminded stemning fra de japanske arrangørers side, uanset hvor umulig en urias-opgave de var sat til at udføre. En hyggelig og kollegial atmosfære os imellem her i pressecentret. Jeg er ikke selv sportsjournalist, men holder af at samarbejde med sportsjournalister, et vidunderligt no-nonsens-folkefærd.
Men sådan skulle det ikke gå
Man kan ikke undgå at fundere over, hvor fantastisk det ville have været, hvis de olympiske lege i Tokyo havde fået lov til at foregå som oprindeligt planlagt i 2020, at de fabelagtige anlæg var kommet til deres ret med tilskuere på lægterne, og at resten af Tokyo havde været fyldt med turister, familie til atleterne og japanske sportsfans. Men sådan skulle det ikke gå.
Mit arbejde i de forløbne uger som en, der mest har rapporteret om alt det uden om sporten, om regler, restriktioner, politik og stemningen i byen, har næppe kunnet være mere spændende. For mig udviklede de olympiske lege i denne ramponerede udgave sig i sandhed på en sørgelig baggrund til at være en ”god historie”.
Asger Røjle Christensen har boet i Japan i 13 år af sit liv og er lige nu i Tokyo for at dække OL. Han vil gennem legene skrive en daglig klumme hos POV Sport med iagttagelser og overvejelser.
Følg resultater og stillinger ved OL her på dr.dk, der er rettighedshaver sammen med Discovery
Topillustration: Journalist Asger Røjle Christensen, der ikke er sportsjournalist, har nydt at arbejde i det internationale pressecenter under OL. Foto: Jens Dresling
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
