POV 1. APRIL // FINANS – Verden får en ny fællesvaluta og al statsgæld slettes. Kun sådan er det muligt for verdenssamfundet at sikre fortsat vækst og velstand til verdens stadigt voksende befolkning. Den nye valuta – Newspun -bliver digital og endeligt udrullet efter en femårs overgangsperiode, mens al statsgæld slettes per 1. april. Claus Ankersen rapporterer.
“Vi skyldte alligevel pengene til os selv i det omfang, de overhovedet eksisterede, så alt i alt er den nye valuta et kæmpe skridt fremad”, udtalte den amerikanske finansminister Janet Yellen i forbindelse med offentliggørelsen af aftalen. Den nye valuta kommer til at hedde: New Standard Planetary Unit, NEWSPUN – i daglig tale PUN.
Centralbankchefer fastlægger kursen
Newspun bliver i overgangsfasen bundet til mediankursen mellem den amerikanske dollar, euroen, den russiske rubel, den kinesiske yuan, samt den forholdsvist nye og mindre kendte verdensvaluta, QUID.
Beslutningen om at slette al statsgæld og indføre en ny global, digital valuta blev taget på et ekstraordinært møde i FN’s hovedkvarter i New York i går aftes. Her mødtes cheferne for de største landes centralbanker med finansministre og økonomiske vismænd for at underskrive aftalen om dannelsen af den nye valuta, som har været undervejs siden finanskatastrofen i 2008.
Digitale penge er kontrol
Chefen for den europæiske centralbank, Christine Lagarde, ser frem til den nye digitale verdensvaluta og er ikke ked af udsigten til at skulle sige farvel til euroen.
”Den blev aldrig ligeså stor, som vi havde håbet, især ikke i forhold til den franske franc, som kom før. Men med Newspun bliver det anderledes. Jeg er sikker på at den nye valuta vil danne grundsten for det kommende århundredes vækst og velstand”, siger den europæiske centralbankchef til Ritzau.
Også FN’s udviklingschef, Achim Steiner er tilfreds med aftalen, som ifølge FN vil give verdens borgere en højere graf af kontrol med egne finanser.
Penge bliver lig med sundhed
Den nye valuta bliver koblet til sundhedsappen på folks mobiltelefoner og kan på den måde bruges til at betale direkte for sundheds- og velfærdsydelser.
Råder man ikke over en smartphone, behøver man ikke at frygte for ikke at kunne benytte den nye verdensvaluta. Selv om al statsgæld slettes pr 1. april, 2021, vil man fortsat kunne bruge den møntfod, man plejer i en femårs overgangsperiode.
Chefen for den kinesiske folkebank, Yi Gang, beroliger eventuelle skeptikere med at produktionen af smartphones vil intensiveres i de kommende år, så alle mennesker på jorden vil eje en smartphone i 2026.
LÆS FLERE ARTIKLER AF CLAUS ANKERSEN FRA ÅRETS ANDRE DAGE HER
Topfoto: Luxstorm, Pixabay
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her