Hvad får en anerkendt filmkritiker fra The Hollywood Reporter til at klage over manglen på ”en stærk og handlekraftig mandlig hovedrolle” i sin anmeldelse af Rogue One: A Star Wars Story? For Emilie Kellberg er Rogue One med heltinden Jyn i front vigtig i en tid, hvor historier på det store lærred i høj grad stadig betragtes igennem mænds øjne. Ifølge en undersøgelse fra Filmmagasinet Ekko har kun 26 procent af alle danske spillefilm de sidste seks år haft en kvinde i hovedrollen. Kan mænd ikke forholde sig til film med kvinder i de bærende roller?
Traileren til denne sommers Ghostbusters-remake med Kristen Wiig, Melissa McCarthy, Kate McKinnon og Leslie Jones i hovedrollerne blev stemt ned af mere end en million brugere på YouTube. 1.000.000 nedadvendte tommelfingre før filmen overhovedet havde fået premiere var nok til at krone traileren, den mest hadede filmtrailer i historien – og lande den en solid placering på streamingtjenestens liste over de 100 mest hadede videoer i et tvivlsomt selskab med Justin Biebers Baby og Psys Gangnam Style. Se den her:
Problemet med traileren er ikke, at den er dårlig. Det er den måske nok, men det har utallige trailere været før uden at indbringe en million dislikes. Årsagen til spektaklet er snarere, at traileren satte billeder på internettroldenes værste mareridt: Et blasfem(inist)isk remake af den højtelskede action-komedie fra 1984 med – gisp – kvinder i Bill Murrays, Dan Aykroyds og Harold Ramis’ sko. Fra de mørkeste, skumleste afkroge af YouTube-, Reddit- og Twitter-kommentarsporene stak troldene deres hadefulde ansigter frem, drevet af en irrationel angst for, at en film med kvindelige spøgelsesjægere skulle spolere deres barndoms illusioner og arven fra de foregående film.
Internettets elefantkirkegård
Mange i kommentartrådene frygtede en feministisk sammensværgelse. ”Feminazi-marchen gennem Hollywood fortsætter”, kunne man blandt andet læse med henvisning til den planlagte Ocean’s Eleven-efterfølger, der også planlægger at skifte de bærende kønsdele i kupfilmen ud. Farvel til George Clooney, goddag til Sandra Bullock. ”Feminisme er kræft”, lød det simple budskab fra atter andre trolde.
”Jeg håber ved gud, at Trump influerer Hollywood ligesom muslimske Obama har gjort det over de sidste 8 år. Star Wars er et andet eksempel på, hvad der foregår. (…) FEMINISTER HOLD JER VÆK FRA GODE FRANCHISES”, lyder opfordringen fra YouTube-brugeren Insect Warfare.
Mange i kommentartrådene frygtede en feministisk sammensværgelse. ”Feminazi-marchen gennem Hollywood fortsætter”, kunne man blandt andet læse med henvisning til den planlagte Ocean’s Eleven-efterfølger, der også planlægger at skifte de bærende kønsdele i kupfilmen ud.
Insect Warfare’s interessante pointe bringer mig til Star Wars, som er det, jeg egentlig vil fortælle om. For selvom det både var bekymrende og sørgeligt at følge med i diverse kommentarspor til premieren på Ghostbusters, så var der trods alt tale om internettets svar på elefantkirkegården fra Disneys Løvernes Konge – et sted, man som bekendt aldrig må gå hen, medmindre man vil have en gruppe blodtørstige hyæner på nakken.
Hvad betyder det i sidste ende, hvad en række forsmåede misogynister kaster op på YouTube?
Negligerede mænd
Langt mere alarmerende er en anmeldelse fra The Hollywood Reporter af sidste uges store premierefilm Rogue One: A Star Wars Story. Her roser mediets ledende filmkritiker Todd McCarthy filmens imponerende actionscener, effekter og betagende locations, men gør dog i en længere paragraf indsigelse mod den kvindelige hovedkarakter, Jyn Erso:
Man behøver ikke at have set Rogue One for at vide, at Todd McCarthy her skriver en frygtelig masse vås, som kun er lidt mere velformuleret end et skriv fra Insect Warfare.
”Hvad filmen virkelig mangler er en stærk og handlekraftig mandlig hovedrolle (som Han Solo eller John Boyegas Finn i The Force Awakens) til at balancere mere ligeligt med Jyn og levere en sparringspartner. Ingen af mændene her har rigtig fysisk eller stemmemæssig format, ej heller nogen scener, hvori de kan bryde afgørende frem fra flokken på en måde, som vækker publikumsentusiasme. (…) Og i lyset af at Jyn er en del mindre ivrig og imponerende end Ridleys Rey (fra Star Wars: The Force Awakens, red.), så er der en overordnet følelse af mindre fysisk kapacitet fra hovedkarakterernes side”.
Man behøver ikke at have set Rogue One for at vide, at Todd McCarthy her skriver en frygtelig masse vås, som kun er lidt mere velformuleret end et skriv fra Insect Warfare. Vi må ifølge anmelderen forstå, at Jyn ikke er en stærk eller handlekraftig nok karakter til at stå så meget alene i filmen, som hun gør. Det er jo i og for sig en legitim kritik – en film er ofte kun så stærk som dens hovedrolle. Men argumentet bliver decideret latterligt med forslaget om, at en stærkere mandlig hovedrolle skulle være løsningen på problemet.
Akutte testosteron-abstinenser
Hvad Todd McCarthy egentlig efterspørger i sin anmeldelse, er en mand af hvis ribben, den svage Jyn kan blomstre. Denne højtbesungne kønslige balance var tilsyneladende ikke lige så vigtig i efteråret, da McCarthy gav den seneste superheltefilm fra Marvel, Doctor Strange, en glimrende anmeldelse, til trods for at filmen gav den talentfulde Rachel McAdams ingen verdens ting at lave. Måske af den grund blev hun heller ikke nævnt i McCarthys anmeldelse, ligesom hun undgik at blive ramt på sit manglende fysiske eller stemmemæssige format. Hvad ville behovet også være? For gudskelov havde Doctor Strange jo en stærk og handlekraftig mand i hovedrollen (Benedict Cumberbatch) med en stemme dybere end Alan Rickmans, mere autoritativ end Ian McKellens.
I læsningen af McCarthys akutte testosteron-abstinenser må man med en vis bekymring spørge, om problemet er, at mænd ikke kan relatere sig til film med kvinder i hovedrollen? Peger en million nedstemninger af Ghostbusters i virkeligheden på, at den menneskelige erfaring slet ikke er universel, men kønnet til et punkt hvor mænd og kvinder ikke kan genkende sig selv i hinanden? Næppe – kvinder har de sidste hundrede år fint formået at leve sig ind i mænd på film. Med 74 procent mandlige hovedroller herhjemme gør vi det stadig, hvis vi da vil i biffen. At dømme efter de tal er det en man’s world nogle år endnu.
”Oprør er bygget på håb”
Formentlig handler det snarere om, at nogle herrer skal vænne sig til at dele deres legetøj. Det er skridt i den rigtige retning, når Disney i deres efterfølgere til de originale Star Wars-film vælger kvinder i hovedrollerne (og værd at bemærke, at disse kvinder i høj grad stadig omringes af et mandligt cast). Til gengæld er det store skridt tilbage, når en anmelder som Todd McCarthy ikke kan følge med udviklingen.
I læsningen af McCarthys akutte testosteron-abstinenser må man med en vis bekymring spørge, om problemet er, at mænd ikke kan relatere til film med kvinder i hovedrollen? Peger en million nedstemninger af Ghostbusters i virkeligheden på, at den menneskelige erfaring slet ikke er universel, men kønnet til et punkt hvor mænd og kvinder ikke kan genkende sig selv i hinanden?
McCarthy er nemlig ingen internettrold. Han hjemsøger ikke YouTube-kommentarfelter skjult bag et ildevarslende profilbillede af en Guy Fawkes-maske. Han er en respekteret filmkritiker med mere end 30 års erfaring, der nyder en privilegeret position på et af underholdningsbranchens største medier i USA.
Hvis ikke han er i stand til at magte en film med en kvinde i hovedrollen, hvad håb er der så for de mange mænd bag computerskærme, der lever i frygt for feministernes og det politisk korrektes komme? Hvad håb er der så herhjemme for at opnå en mere balanceret kønsfordeling i danske film, hvis da ikke kønskvoter og andre ligestillingstaktikker skal på tale?
Håb er et centralt tema i Rogue One. ”Oprør er bygget på håb”, bemærker Jyn på et tidspunkt, hvor chancerne for succes i kampen mod Imperiet synes små. I disse ligeledes mørke tider er det værd at forsøge at holde fast i det budskab. Også selvom det havde været bedre, hvis det kom fra en stærk og handlekraftig mand.
Hovedfoto: Walt Disney Pictures
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her