MILANO – Søndag 4. december skal italienerne stemme om en lang række forfatningsændringer, der først og fremmest handler om Senatets rolle i det italienske parlament. Slår den italienske regeringsleder, Matteo Renzis, halvhjertede forsøg på at ændre den italienske forfatning fejl, kan det få konsekvenser – ikke bare for hans regering, men også for hele det europæiske projekt, skriver Charlotte Sylvestersen fra Italien
“Kan du ikke lige forklare mig, hvad den folkeafstemning egentlig handler om”, spurgte min ven Salvo mig forleden henne på baren.
Som de fleste italienere har Salvo kun gået i skole de obligatoriske otte år. Han indrømmer blankt, at langt det meste snak om forfatningsændringerne går hen over hovedet på ham. Det samme gør sig gældende, når de italienske medier har været på gaden for at spørge vælgerne om deres kendskab til forfatningsreformen. Flertallet ved for eksempel ikke, hvad tokammersystem betyder.
“Det handler om at afskaffe Senatet, så det italienske demokrati skiller sig af med et gammeldags system, og dermed gør lovgivningsprocessen mindre kompliceret og mere effektivt”, svarede jeg.
Jeg kunne godt høre, at jeg skar kraftigt ind til benet, og lænede mig subjektivt op af JA-fløjens hovedargument. Fordi det er nemmest.
Tidligere regeringsleder og EU-kommissionsformand Romano Prodi har ventet med at tage stilling indtil sidste øjeblik. Prodi meddelte så sent som den 30. november, at han ville stemme ja med ordene: “det er min pligt at fortælle, at jeg stemmer ja, men reformen er uklar og uden dybde”.
I den nuværende udgave af parlamentet, hvor de to kamre siden 1948 har været ligestillede, padler lovforslag ofte frem og tilbage mellem Senat og Deputeretkammeret i måneder for ikke at sige år. Rekorden for et langsommeligt lovforslag siges at være 30 år. Ja-siden argumenterer for, at en mere effektiv lovgivningsproces kan være med til at sætte gang i den økonomiske vækst, Italien har så voldsomt brug for. Bliver det et ja på søndag, skal Senatet kun høres i meget få sager, det kan ikke længere vælte regeringen med en mistillidsafstemning, og bliver i det daglige udelukkende en rådgivende forsamling.
“Men, skulle tokammersystemet og dermed Senatet ikke afskaffes”, fortsatte Salvo, nu med forvirring i blikket”. “Øh, jo, men”!…
Og her begynder det allerede at blive så kompliceret, at Salvo og rigtig mange andre italienere giver op og står af. Senatet forsvinder jo netop ikke, og stemmesedlens formulering gør det ikke nemmere for Salvo og de andre. Den kræver nærmest, at man har nærlæst det italienske Statstidende – Gazzetta Ufficiale – fra april i år.
100 udnævnte og ulønnede senatorer
Med et ja kommer det nye rådgivende Senat til at bestå af 100 senatorer imod de nuværende 315. 74 bliver udnævnt af de 20 italienske regioner efter partiernes stemmer ved regionalvalgene. 21 udnævnes på samme måde blandt borgmestre i de større byer, og fem senatorer udnævnes af præsidenten.
Nej-sigerne taler derfor også om, at det demokratiske underskud vokser med forfatningsreformen. De har med held rettet fokus mod den kendsgerning, at Matteo Renzi ikke er medlem af parlamentet, men overtog ledelsen af Partito Democratico (PD) og regeringsmagten i 2014 efter en intern magtkamp i partiet. Forgængeren Enrico Letta fra PD, der ledte en bred samlingsregering i 2013, og Mario Monti, der tog over med en teknokratregering efter Berlusconi i 2011, var heller ikke valgte til posten.
På nej-siden med Femstjernebevægelsen og Lega Nord i spidsen omtales Renzi ofte som en ikke folkevalgt despot, der i realiteten repræsenterer et udemokratisk regime.
Valgkamp for eller imod Renzi
Da Renzi for otte måneder siden annoncerede afstemningen ledsagede han den med en trussel – eller et løfte – om, at hvis ikke resultatet blev et ja, så ville han gå af. Denne holdning er blødt op undervejs, og ingen forventer i dag, at Renzi frivilligt træder tilbage, hvis afstemningen går imod hans reform.
Nej-siden har samlet den populistiske Femstjernebevægelse og den nationalistiske Lega Nord i en umage alliance med den yderste venstrefløj, men også Berlusconi besluttede her i efteråret efter mange overvejelser at anbefale et nej.
Et nej vil uden tvivl svække ham både som regeringsleder og internt i PD, hvor flere fremtrædende parlamentsmedlemmer i øvrigt anbefaler et nej på søndag. Tidligere regeringsleder Massimo D´Alema har ført kampagne for nej-siden, og den ligeledes tidligere regeringsleder og EU-kommissionsformand Romano Prodi har ventet med at tage stilling indtil sidste øjeblik. Prodi meddelte så sent som den 30. november, at han ville stemme ja med ordene: “det er min pligt at fortælle, at jeg stemmer ja, men reformen er uklar og uden dybde”.
Meningsmålingerne, som journalister har lært at tage med en stor spiseskefuld salt, fortæller dog til Renzis fordel, at 87 procent af PD’s vælgere vil stemme ja.
Ja-kampagnen Basta un SI – Et JA er nok – lokker vælgerne med ”hurtigere lovgivning, en tydligere opdeling af statens og regionernes kompetencer, en styrkelse af de lokale myndigheders repræsentation i parlamentet og i Europa, og ikke mindst med færre udgifter til det politiske system”.
Reformen sparer staten for en halv milliard euro, måske
Politikernes løn, diæter og pensioner i det italienske parlament, i de 20 regioner, de 110 provinser og de over 8100 kommuner er altid en ophidset og gestikulerende diskussion værd i Italien. Alene af den grund lyder en afskaffelse af Senatet som en god ide for mange italienere, også i den amputerede form.
Diskussionen om de dyre politikere tages så ofte og så højlydt på gaden og i medierne, at mange italienere nærmest er overbeviste om, at bare man skærer ned på antallet af politikere, så vil den økonomiske krise forsvinde. Ser man på statsbudgettet og på statsgælden, der nu er oppe 133 procent i forhold til bruttonationalproduktet, er de 500 millioner, der kan spares med forfatningsreformen dog ikke andet end en pose pebernødder. Nej-siden med Femstjernebevægelsen tror i øvrigt heller ikke på den lovede besparelse.
Femstjernebevægelsen kræver valg og taler om diktatur
Nej-siden har samlet den populistiske Femstjernebevægelse og den nationalistiske Lega Nord i en umage alliance med den yderste venstrefløj, men også Berlusconi besluttede her i efteråret efter mange overvejelser at anbefale et nej. Og Femstjernebevægelsen har i denne valgkamp overhalet Lega Nord i disciplinen for skingre tonearter.
“Denne afstemning er skør. Hvis jeg var 20 år gammel ville jeg ikke vide, hvordan jeg ville reagere”, truer Beppe Grillo på Facebook og på sin berømte blog.
”Vi er ude over Pinochet, det er hér diktaturet gemmer sig”, skriver Beppe Grillo, og forklarer videre, at der gemt i forfatningsreformen er en klausul, der tillader regeringen at indgå kontrakter med multinationale firmaer og i praksis sælge landet. Femstjernebevægelsen kræver hurtigt nyvalg, og afviser blankt en teknisk overgangsregering, hvis resultatet bliver et nej.
Nej-kampagnen Io voto NO – Jeg stemmer NEJ –argumenterer for, at forfatningsreformen skaber en ny kaste af udnævnte senatorer, at den ødelægger det regionale selvstyre, giver politisk immunitet til de udnævnte senatorer, ikke afskaffer tokammersystemet, og sælger ud af Italien til Europa.
På forsiden af “Jeg stemmer Nej-kampagnen” skjules det heller ikke, at afstemningen for Lega Nord også handler om at slippe af med Matteo Renzi.
Italiens nye valglov er kædet sammen med folkeafstemningen
Pudsigt nok styrkes Femstjernebevægelsens muligheder for at danne regering reelt, hvis resultatet bliver et ja. Folkeafstemningen er nemlig også forbundet med en allerede vedtaget ny valglov.
Denne valglov betyder, at de to største partier fremover skal ud i en valgrunde nummer to. Vinderen udstyres derefter med en bonus, der giver det absolutte flertal i Deputeretkammeret med 340 medlemmer ud af 630. I den valglov, de nuværende parlamentsmedlemmer blev valgt efter i 2013, var der kun én valgrunde. Her fik den vindende koalition med PD i spidsen flertalspræmien i Deputeretkammeret, mens Senatets pladser fordeltes proportionalt efter de enkelte partiers stemmer. Flertalspræmien gælder kun for partier og ikke for koalitioner i den nye lov.
Skrækken for igen at ende med den stærke mand mand ved roret sidder så dybt i den italienske folkesjæl, at mange og specielt de ældre generationer nærmest betragter det som helligbrøde overhovedet at røre ved forfatningen fra 1948.
Femstjernebevægelsen er allerede i dag Deputeretkammerets største parti med de 25,4 procent af stemmerne, de fik ved valgef i 2013. I de sidste mange måneders meningsmålinger nærmer bevægelsen sig også PD. Med et ja og den nye valglov, er regeringsmagten i den grad indenfor rækkevidde, men det argument har ikke fodfæste i bevægelsen, der fastholder sit nej.
Risikoen for en regering ledet af protestbevægelsen huer absolut ikke de traditionelle partier. Og selv om valgloven er kædet sammen forfatningspakken, forlyder det allerede nu, at der uanset resultatet alligevel skal kigges på valgloven igen efter den 4. december.
Det skal være nemmere at regere Italien
Hele ideen med forfatningsreformen er at gøre det nemmere at regere Italien effektivt. Reformen gør op med en praksis, hvor det politiske system siden den italienske republiks grundlæggelse i 1946 har været at skabe og fastholde en række indbyggede forhindringer, så man aldrig igen ville ende med et diktatur.
Skrækken for igen at ende med den stærke mand mand ved roret sidder så dybt i den italienske folkesjæl, at mange og specielt de ældre generationer nærmest betragter det som helligbrøde overhovedet at røre ved forfatningen fra 1948. Et ja vil også betyde mere magt til regeringen i Rom på bekostning af regionernes selvstyre. Det er i følge Renzi og ja-sigerne en nødvendighed for at skabe den økonomiske vækst, der nu har været fraværende i ti år.
Regionernes forskellige lovgivninger, regler og praksis gør det endnu mere besværligt at skabe og drive en virksomhed end det i forvejen er med det nototorisk besværlige italienske bureakrati. Italien indtager lige nu plads nummer 55 på listen over erhvervsvenlige nationer.
Italien som den tredje dominobrik, der vælter EU og euroen
Den italienske folkeafstemning følges nøje i udlandet, hvor mange frygter, at italienerne følger i kølvandet på englændere og amerikanere, og stemmer imod bare for at stemme imod.
Femstjernebevægelsen med en fjerdedel af vælgernes tillid ved sidste valg kan med rette betegnes som en af de mest succesrige og største af de mange nye populistiske bevægelser i Europa. Bevægelsen forkaster med foragt betegnelsen parti, og kalder deres parlamentsmedlemmer borgere. Selv om Femstjernebevægelsen med sin karismatiske leder, aktivisten og ekskomikeren Beppe Grillo, har været en del af det politiske landskab siden 2007, er det stadig svært at placere den politisk.
Ser man bort fra den grundlæggende politikerlede og foragten for det bestående system, er bevægelsens politiske grundlag svævende og ukonkret med for eksempel krav om offentlig vandforsyning, borgerløn, gratis internet og én statslig tvkanal, der fortæller sandheden. Og når det handler om kontroversielle værdipolitiske spørgsmål som indvandring og registrerede partnerskaber, er meldingerne vage og ubeslutsomme, hvad flere iagttagere tolker som en bevidst strategi for at tiltrække nye vælgere både fra højre og venstre side af det politiske spektrum.
Efter Brexit og præsidentvalget i USA frygter mange udenlandske iagttagere, at et populistisk protest-nej på søndag bliver den tredje dominobrik, der indvarsler afslutningen både på euroen og på den Europæiske Union, som vi kender dem i dag.
Financial Times forudser, at otte navngivne italienske banker krakker, og at Euro-samarbejdet går i opløsning, hvis resultatet bliver et nej til forfatningsreformen.
”Hvis den italienske premierminister, Matteo Renzi, taber sin forfatningsafstemning den 4. december, frygter jeg en serie af begivenheder, der vil rejse spørgsmålet om Italiens deltagelse i Euro-zonen”, skriver Wolfgang Munchau.
Meget apropos er et af Grillos og Femstjernebevægelsens politiske programpunkter netop et krav om en folkeastemning om Italiens fortsatte deltagelse i Euro-samarbejdet.
Magasinet The Economist har i en leder anbefalet et nej, og forudser en teknisk regering, hvis afstemningen går imod Renzi.
”Landet har brug for endnu mere vidtrækkende reformer, og det er bare ikke tilfældet med denne reform”, skrev The Economist den 26. november.
Efter Brexit og præsidentvalget i USA frygter mange udenlandske iagttagere, at et populistisk protest-nej på søndag bliver den tredje dominobrik, der indvarsler afslutningen både på euroen og på den Europæiske Union, som vi kender dem i dag.
“Italien har længe været den største trussel mod Euroens og Den Europæiske Unions overlevelse, dets BNP per indbygger er fastlåst på niveuaet for de seneste år af 1990’erne. Arbejdsmarkedet er sclerotisk. Bankerne er fyldte med lån, der ikke giver udbytte. Staten har den næststørste gældsbyrde i Euro-zonen med 133 procent i forhold til BNP”, skriver The Economist videre.
De økonomiske og politiske iagttagere både i Italien og i udlandet frygter uanset udfaldet, og alligevel mest ved et nej, at endnu mere ustabilitet og usikkerhed i Italien smitter af på resten af Europa.
Bliver det et ja, fortsætter Renzi med fornyet energi. Bliver det et nej, vil han kæmpe indædt for at blive på sin post. Han kan lykkes med projektet, men kun fordi få ønsker endnu en teknisk regering, og endnu færre ønsker et valg lige nu.
Nej-siden førte svagt i de seneste meningsmålinger
De sidste 14 dage op til valg eller folkeafstemninger er det forbudt at offentliggøre meningsmålinger i Italien. Før lukketid den 18. november førte NEJ-siden med omkring 52-53 procent af de adspurgtes stemmer. Op til en fjerdedel oplyste dog, at de ikke havde besluttet sig for ja eller nej, eller for om de i det hele taget ville stemme. Det frygtes, at valgdeltagelsen bliver meget lav, men der kræves ikke som ellers ved italienske folkeafstemninger, at 50 procent plus én af de stemmeberettigede deltager for at resultatet er gyldigt. Ved afstemninger om forfatningen er almindeligt flertal af de afgivne stemmer nok.
Valgstederne er åbne søndag 4. december mellem kl 7.00 og kl 23.00.
FOTO: Flickr – Creative Commons.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
