JORDSKÆLV I KROATIEN // ESSAY – Den 29. december blev Kroatien ramt af det værste jordskælv i 140 år. Op til 6.4 på richterskalaen plus mindre efterskælv. Syv personer er foreløbig omkommet og mere end 9000 bygninger er helt eller delvist skadet. Et område på størrelse med Mors er mere eller mindre jævnet med jorden. Regeringen har afsat 140 millioner kroner i en nødhjælpspakke til området 50 kilometer sydøst for Zagreb, men uenigheder om, hvordan hjælpen skal fordeles, har allerede opnået samme episke højder som selve jordskælvet.
Det, der venter EU’s særlige udsending fra EU’s solidaritetsfond, når delegationen lander i Zagreb i denne uge, er en udfordring af bibelske dimensioner. For i begyndelsen af 90’erne blev hele regionen sat i brand. Det var her, frænde blev frænde værst. Forsoning er stadig en by i Rusland i forhold til grænselandet mellem Kroatien og Bosnien Hercegovina. Og det går ud over hjælpen til de nødlidende.
”Hvor slemt er det?”
En kollega og nær ven af mig sender en hilsen på Messenger. Det er dagen efter det kraftigste jordskælv i Kroatien i 140 år. Det er dagen før den sidste dag i året også. Efterskælvene er fortsat i gang i området syd for Zagreb.
Rystelserne er ikke længere over 6, snarere 3 og 4. De voldsomme kræfter 10 kilometer under jorden i og omkring byen Sisak klinger af. Fra mit eget POV har jeg næsten været irriteret over, at jeg igen har sovet over mig, for efterskælvene kunne også mærkes her i Skofja Loka. Mine landlords på førstesalen mærkede en vibreren. Men no big deal. Det er ligesom bare noget, der er en del af pakken, når man bor hernede.
Regionen – og dermed hele det tidligere Jugoslavien – er konstant i bevægelse. Under jorden. Tektoniske plader rykker frem og tilbage og et hurtigt kig i jordskælvskalenderen afslører, at der alene inden for de seneste 50 år har været adskillige langt større skælv, end det verden nu er vidne til syd for Zagreb.
Få kilometer er der til Bosnien- Hercegovina, og så ved man godt hernede, at lige så snart støvet har lagt sig vil opstå indre modsætninger
Hovedstaden Skopje i Nordmakedonien. 1963. 2/3 af byen blev lagt ned. 16 år senere, april 1979. Især Montenegro og det sydligste Kroatien (Dalmatien) blev hårdt ramt at skælv i nærheden af 7 på Richterskalaen. For de paranoide er det grum læsning at kigge på statistikker og registreringer fra denne del af verden.
Jamen, hvor slemt er det min ven? Hvor skal jeg begynde?
Isoleret set er tabene af menneskeliv vel inden for rimelighedens grænser. Syv foreløbig. En pige på 12 døde i et sammenstyrtet hus. Tragisk. Organisten i den nyligt genopbyggede kirke i Zazina var i færd med at pudse piberne på orglet, da taget faldt ned i hovedet på ham. Sørgeligt. Fem beboere fra landsbyen Majske Poljane sluttede sig ligeledes til tabstallene. Bedrøveligt.
I Norge er jorden under velfærdssamfundet skredet på et frimærkestort boligkvarter med udsigt. Her er dødstallene sammenlignelige. Slemt i Norge også. Men, vi er på Balkan. Få kilometer er der til Bosnien- Hercegovina, og så ved man godt hernede, at lige så snart støvet har lagt sig vil opstå indre modsætninger.
Her, hvor floden Sava løber sammen med Kupa østpå mod det tidligere Jugoslaviens magtcentrum, Beograd i Serbien, er jorden fed. Skovene dybe. Vejene hullede. Befolkningen overvejende forarmede. Fattige.
Her i regionen har strømmen af migranter været konstant siden de etniske udrensninger. Kun de dummeste er tilbage. De kloge, hvis der ellers var nogen i live, forsvandt enten frivilligt eller var tvunget til det på grund af efternavnet, som Elvira fra Zagreb udtrykker det over telefonen på dagen, som den kroatiske regering udråbte til sørgedag kort efter nytår.
Der går historier om, at det først og fremmest er kroatiske ofre for jordskælvene, der får førstehjælp, vand og elektricitet. Mens det lille mindretal af serbisk og bosnisk herkomst smatter rundt blandt løsgående æsler, får, køer, grise og heste
Elvira har også et efternavn, men det undlader vi at bruge her i historien, for også hun og hendes familie måtte forlade området i 90’erne. Da det, der i Kroatien kaldes ”The Homeland War”, hjemlandskrigen, i 1995 faldt ud til kroaternes fordel i de områder, hvor serbiske styrker havde taget magten, og hvor jordskælvene nu har haft sit epicenter, blev dem med serbiske efternavne presset ud. Elviras far var embedsmand i Sisak. Post-etaten. Elvira blev som teenager sendt i eksil i Slovenien.
I dag knokler hun med at indsamle penge til et børnehjem i den by, som hun selv blev fordrevet fra. Hun gør det på sikker afstand. Fra Zagreb. Det er for smerteligt at vende tilbage. Selv 30 år senere.
Kommunerne Banovina, Petrinja, Sisak-Moslavina, Glina… Sig navnene, det lugter af gammel død og ødelæggelse, som en kvinde fra området skrev på sin Facebookprofil.
Så: “hvor slemt er det”?
Kan vi udlede noget af de menneskelige historier, der når frem og eksponeres i mediernes sort/hvide fremkaldelser?
Der går ikke et sekund, hvor jeg ikke tænker: Hvorfor skal alt, der kan gøres nemt, gøres besværligt hernede?
Nepotisme på de her kanter er som den berømte hånd i hvepsereden. Man risikerer ikke bare at blive stukket. Man risikerer helt bogstaveligt at blive stukket ned. Og altid bagfra, som en veninde med mange års erfaring i NGO-demokratiseringsprojekter engang udtrykte det overfor mig i forbindelse med, at jeg rykkede herned:
“Hernede (Kroatien) vil der altid være en, der er klar til at føre kniven. Hvem det er, vil du næppe finde ud af. Kroaterne er verdensmestre i at ødelægge det for hinanden”.
Der går historier om, at det først og fremmest er kroatiske ofre for jordskælvene, der får førstehjælp, vand og elektricitet. Mens det lille mindretal af serbisk og bosnisk herkomst smatter rundt i efterskælvene blandt løsgående æsler, får, køer, grise og heste.
Der går historier om gribbene, som truer sig til midler, de ikke er berettigede til.
Der går historier om, at midler fra Serbien kun når frem, hvis de falder i hænderne på dem med serbiske efternavne.
Der går historier om frygt for overgreb, at man midt i tragedierne stjæler fra hinanden.
Der går ikke en dag, ikke en time, hvor mine kilder ikke hjerteligt gør deres bedste for at rede trådene ud for en fremmed.
Der går ikke et sekund, hvor jeg ikke tænker: Hvorfor skal alt, der kan gøres nemt, gøres besværligt hernede?
Svaret er lige så enkelt som spørgsmålet: Jeg er på Balkan. Vi er i det tidligere Jugoslavien. Ikke engang en Mette Mor vil kunne gøre en forskel her. Men en leder, der kan samle stumperne op? En type som Tito, der døde på et hospital i Ljubljana 4. Maj 1980 kun 25 kilometer fra min bopæl i Skofja Loka.
Alene det at nævne en koldblodig diktator, som har tusindevis af sine egne på samvittigheden, er på sin vis tragisk. Og var det ikke for katastrofens omfang, næsten morsomt. Men det er ingen uenige i hernede. Regionen elsker stærke ledertyper. Folk, som går forrest. En leder som samler folket.
Tragedien manifesterer sig på alle tænkelige måder i dagene og nu snart ugerne efter jordskælvene.
Som i Kroatiens morgenavis, Jutarnji List. På lederplads gennemgår avisen syrligt, hvordan det tog Gud syv dage at skabe jorden, som vi kender den, mens det tog lederen af Kroatiens nationalkonservative regeringsparti, Andrej Plenkovic, syv dage at få gang i en mere helstøbt redningsplan.
Hvordan klarer man at overleve et jordskælv velvidende, at den første rygmarvsreaktion politisk er at hytte sit eget og sine egne først
I skrivende stund (5.januar) er det fortsat svært at få øje på, hvad der er hoved og hale i hundeslagsmålet om, hvis skyld det er, at hjælpen ikke når frem. Man kan med rette argumentere, at man nødvendigvis må have en reaktionstid, mens støvet lægger sig oven på så stor en katastrofe.
Problemet er blot, påpeger avisens lederskribent, Robert Bajrusi, at det igen synes, som om landet ledes af en flok selvsmagende mænd i jakkesæt, som på sikker afstand venter på, at EU skal kigge forbi med det store checkhæfte.
”Landet har doneret 21 campingvogne til området. Mens Tyrkiet allerede har sendt 100″. som han lakonisk opsummerer.
En hel generation lider af PTSD, er min påstand. Hvordan klarer man at overleve et jordskælv velvidende, at den første rygmarvsreaktion politisk er at hytte sit eget og sine egne først?
Så: “hvor slemt er det”?
I 1990 begyndte det for alvor at gå galt i regionen. Etnisk udrensning gik fra tilfældig til systematisk. Flere millioner mennesker i regionen har været drevet på flugt. I tusindevis har måttet lade livet.
Det var også i 1990, at Nelson Mandela blev løsladt i Sydafrika og indledte sin kampagne om, at kun forsoning mellem de stridende parter vil føre til fred, velstand og økonomisk fremgang.
Men er de, der gennemlevede 1990, klar til det?
Den kroatiske præsident Zoran Milanovic, sætter ord på det hele: ”Denne del af verden lider under en forbandelse.”
Stressede heste tøjret til en traktor fra Titos tid. Mænd med daggamle skægstubbe, rådne tænder og dårlig ånde efter års overforbrug af hjemmelavet Rakira
Og eftersom præsidenten er fra den mere socialdemokratiske, venstredrejede fløj, har han for længst lagt sig ud med regeringspartiet, der i EU-parlamentet hører til EPP (European Peoples Party). Ingen enighed der heller.
Jeg tror, jeg vil skrive til min ven og kollega, at jeg er af den opfattelse, at det er slemt nok. Men ikke på grund af jordskælvene. Dem har der været adskillige af på Balkan i 1000 år. Det ved man godt, det lever man med.
Det, der gør jordskælvet i juledagene 2020, de kraftigste i 140 år i Kroatien, til en forfærdelig finale på et år fuld af pandemiske problemer for folk og fæ her, er ikke voldsomheden, som knuste genopbyggede kirker fra krigene i 90-erne. Ej heller de utallige fotos af lidende, grædende, forslåede indbyggere, der strækker deres knyttede næver mod himlen i afmagt. Det er ikke de løsgående hunde på en hullet vej. Stressede heste tøjret til en traktor fra Titos tid. Mænd med daggamle skægstubbe, rådne tænder og dårlig ånde efter års overforbrug af hjemmelavet Rakira. Eller kvinderne i pjalter som på min farmors tid som roehakker på Lolland.
Det, der også må gøre det ekstremt paralyserende, grænsende til angstfremkaldende, er at se militæret i sving igen. De grønne uniformer, militærkøretøjerne og nattens stilhed, der gennembrydes af lyden fra helikoptere. Minder. Mareridt. Som for 30 år siden.
Og håber på, at der er en voksen til stede. En med et stort checkhæfte, magt, udstråling, en samlende kraft. En Tito-type, hviskes der om i krogene
Og borgmestrene foran snurrende kameraer bruger en retorik, der hører fortiden til. Politikerne, der skal repræsentere demokratiet, men som i dagene efter efterskælvet manifesterer det faktum, at regionen står vaklende usikker på egne fødder og spejder efter bedre tider, mens fortiden igen og igen bider dem i halen.
Igen og som altid er det efternavnet, som tæller. Hvem er du? Hvor kommer du fra? Er du en af dem? Eller en af os? Hører du til et parti? Og hvilket?
I et land og en region, hvor tilgivelse for fortidens synder fortsat har svært ved at finde fodfæste, tager man tingene polako-polako (stille og roligt). Og håber på, at der er en voksen til stede. En med et stort checkhæfte, magt, udstråling, en samlende kraft. En Tito-type, hviskes der om i krogene. I den generation, som oplevede kommunismen med det menneskelige ansigt, fast arbejde og tidlig pension. Et hus ved havet. Og betalt ferie. Det har et navn: Titostalgia.
Selv vil jeg nok foretrække en type som Nelson Mandela. Det trænger vi til. Det trænger en hel generation, der stadig mærker efterskælvene, til. Ikke fra jordskælvet, men fra krigene på Balkan i 90-erne. En, der kan lappe hjerter sammen. En, der kan åbne døre i de mure, der ustandselig opstår mellem befolkningsgrupperingerne.
Vi har toiletpapir, mad og vand nok. Det takker vi for. Til alle fra alle lande. Fra alle provinser. Det, vi savner, er ledelse
Broderskab og enhed, lød parolen under Tito. For så vidt et ædelt mål at sætte sig. De tusindvis af frivillige hænder, der rækker ud efter de nødlidende i området i disse dage, fra Montenegro, Nordmakedonien, Serbien, Kosovo, Bosnien-Hercegovina, Slovenien, Albanien, Ungarn, Østrig, Italien, Tyrkiet osv viser, at der fortsat er enighed om at stå sammen skulder ved skulder, når katastroferne indtræffer.
Også selvom man i nærområderne har været en del af det, der i nyere europæisk historie efter 2. verdenskrig fortsat er den værste etniske udrensning.
Det vidner de selvkomponerede konvojer fra nær og fjern, der i sneglefart bevæger sig gennem et corona-smittet område, om.
Men som en lokal borgmester sagde forleden på kroatisk tv:
“Vi har toiletpapir, mad og vand nok. Det takker vi for. Til alle fra alle lande. Fra alle provinser. Det, vi savner, er ledelse. Nogen, der er sig sit ansvar bevidst. En voksen”.
Som sagt, det skal nok blive festligt, når EU dukker op. De første forhandlinger om, hvordan og hvorledes midler fra EU’s solidaritetsfond skal fordeles, begynder i denne uge.
LÆS ANDRE INDLÆG AF MOGENS CUBER HER
Fotos: alle fotos af skribenten selv
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her