8000 jøder og Itzik fløj væk fra sult og borgerkrig: Nu flyver han højt på etiopisk musik

af i Mellemøsten/Rejse

MIGRANTERNE #4 // ARTIKELSERIE – Selvom Itzik Tamano er flygtet til Israel med livet som indsats og i hele sin ungdom har taget afstand fra sine etiopiske rødder, har omverdenen ikke helt accepteret ham som israeler. For han er sort og etiopier. I artikelserien Migranterne der har skabt jødernes hjemland møder vi fem vidt forskellige israelske jøder, der er emigreret af vidt forskellige årsager på vidt forskellige tidspunkter – hver og en med deres egen emigrationshistorie.

Efter flere måneder på flugt gennem Etiopiens og Sudans ørkener er den lille dreng endelig ankommet til en flygtningelejr i Sudan med sin familie. Han sover trygt.

Familien har rejst om natten de sidste mange måneder. Han selv på ryggen af en hest, fordi han ikke kan følge med til fods i karavanen af etiopiske jøder. Hele tiden skal han være stille; også om dagen, hvor de gemmer de sig i ly af bjerge og i trægrupper. Hvorfor og for hvem ved han ikke.

Med et sæt vågner drengen fra sin søvn. Der er larm og råb i flygtningelejren. Han vender sig straks om i sengen for at tjekke, om hans et år yngre lillesøster sover sødt ved hans side, som hun plejer. I det øjeblik forstår han, hvad der er sket. Hvorfor hans forældre græder.

Hun trækker ikke længere vejret.

Dette er den nu 42-årige Itzik Tamanos første minde: At han som cirka 5-årig mister sin lillesøster til en sygdom, der sandsynligvis normalt ville kunne helbredes. Det kunne lige så godt have været ham, der blev begravet midt i det golde landskab, som flygtningelejren befandt sig i. Det kunne lige så godt have været lillesøsteren, der var nået til Israel.

Mens han i sit lydstudie nøgternt gennemgår, hvad der skete under hans rejse til Israel, ændrer hans ansigt sig. Det ellers varme smil forsvinder. Tårerne ses lige omme bag de mørke øjne. De holdes tilbage.

– Vi taler næsten aldrig om min søster i min familie, ikke engang nu. Når vi taler om rejsen til Israel, taler vi ikke om hendes død, gisper han.

Tusindvis af etiopiske jøder vandrede i 1980’erne 800 farefulde kilometer for at nå Sudan. Foto: AAEJ Archives Online.

Drømmen om Jerusalem

I 1980 til 1984 vandrer titusinder af etiopiske jøder fra Etiopien op gennem Sudan. Undervejs dør flere, som bliver begravet med det samme. Flere bliver væk i den buldrende mørke nat. Massevandringen stopper ikke – hverken for at begrave de døde eller finde de forsvundne. Risikoen er for stor.

Vejen er fyldt med røvere og sudanesiske soldater. Derfor skjuler etiopierne deres jødiske identitet ved ikke at iklæde sig traditionelt tøj. Og så holder de deres rejsemål, Israel, hemmeligt. I stedet for fortæller de etiopiske jøder, at de søger arbejde i nabolandet.

Itzik Tamano husker ikke særlig meget fra rejsen, kun den anspændte stemning, når de sov. At det var sjovt at skulle lege stilleleg under nattens vandring. Den bagende sol og de kolde nætter.

I det hele taget husker han ikke noget fra Etiopien, men er vokset op og ind i en israelsk identitet både i flygtningelejren i Sudan, men særligt i hans hjemby Sderot. Det er en by på grænsen til Gaza, som dengang havde et nabolag bestående af migranter fra især Marokko og Yemen.

Her følte han sig hurtigt accepteret og som en del af samfundet, fortæller han:

– Livet var godt. Min far arbejdede, også min mor. Vi havde familie og naboer omkring os. Et stort fællesskab.

Følelsen af, at befolkningen i ens nye land accepterer en som migrant, er utrolig vigtig for ens trivsel. Det viser en Gallup-undersøgelse fra 2018: nemlig at menneskers accept af migranter – eller mangel på samme – er forbundet med, hvordan migranterne vurderer deres livsværdi. Mangel på accept er lig med et mindre positivt syn på deres liv, og omvendt.

Så da Itzik Tamano senere i livet oplever diskrimination, da han flytter til storbyen Tel Aviv, føler han sig i højere grad skubbet ud af samfundet. Sådan var det dog ikke til at starte med. Til at starte med var Israel et drømmenes land.

Billeder fra det jødiske samfund i områderne omkring Etiopiens hovedstad Gondar i 1983-84. Mange er i dag udvandret til Israel. Foto: Susan Pollock.

Trods en farefuld færd til Israel fyldt med risiko for voldelige røverier, voldtægter, chikane, hunger og sygdomme vælger tusindvis af etiopiske jøder, ligesom Itzik Tamano og hans familie at begive sig ud på den farefulde færd til Israel.

Den anden mulighed – at blive i Etiopien – er ikke bedre. I midten af 1980’erne var landet plaget af hungersnød, der forværres af flere borgerkrige. Det eneste håb og den eneste drøm var for mange Israel.

Alle steder jeg rejste i Etiopien, hørte jeg det samme. De etiopiske jøder ville til Israel. Deres skoler var blevet lukket af regeringen. De var fanger af Zion, tortureret og fængslet for at undervise i hebraisk. Og som mange andre jødiske samfund i verden ville de til Israel
William Recant, direktør i AAEJ, the American Association for Ethiopia i 1984-1993

Det eneste håb var Israel, fordi den israelske stat i 1973 anerkendte de etiopiske jøder som rigtige jøder. Derfor kunne de lige pludselig rejse til Israel og få et israelsk statsborgerskab. Dog skete det hemmeligt, da det kommunistiske regime i Etiopien lukkede for al migration, efter de havde taget magten i landet i 1974.

Samtidig var Israel og især Jerusalem de etiopiske jøders eneste drøm. En drøm, der står nævnt i Toraen, den jødiske bibel, og som de har bedt til i flere generationer.

– Min mor sagde altid til mig: Vi rejser til Israel hvert øjeblik det skal være. Det er en del af kulturen. Vi er kun i Etiopien, indtil vi skal til Israel, fortæller Itzik Tamano.

Det bliver hun ved med at sige, under flugten ud af Etiopien og i flygtningelejren i Sudan. Heldigvis for Itzik Tamano og hans familie er de heldige og kommer ikke til at vente i lige så lang tid, som andre i flygtningelejren. Andre etiopiske jøder venter i op til tre år, mens de kan forlade flygtningelejren efter et halvt år, da en onkel i Israel har gode kontakter.

– Uden noget varsel skal vi pludselig stå op midt om natten. Vi bliver mast ind i en lastbil, så mange som muligt. Så kører de os til flyene, som flyver os til Israel. Alle er helt stille.

I alt bliver cirka 8.000 etiopiske jøder i al hemmelighed fløjet til Israel fra november 1984 til januar 1985. Operation Moses hed evakueringen, som var den første skelsættende israelske operation, der skulle redde de etiopiske jøder.

Den hemmelige operation bliver pludseligt afbrudt, da oplysninger om, at den finder sted, bliver lækket til den israelske presse. Derfor bliver tusinvis af etiopiske jøder efterladt i de sudanesiske flygtningelejre, indtil flere operationer bliver sat i gang, som Operation Joshua i 1985 og Operation Solomon i 1991.

En verden til forskel

I Etiopien bor Itzik Tamanos familie i en hytte med et enkelt rum, der både er sovested, køkken og entré. Toiletbesøg klares udenfor, og elektricitet er der ikke noget af. Livet går med at arbejde i marken, og kvinderne tilbringer flere uger i en “menstruationshytte” i yderkanten af landsbyen, fordi de under blødning bliver betragtet som urene.

– I den moderne verden lyder det sindssygt, men der var det normalt og accepteret, griner Itzik Tamano.

I immigrationscenteret i Atlit i det nordlige Israel skal de lære et helt andet liv at kende. Selvom man i Israel såvel som i Etiopien går i synagoge og holder sabbat, den jødiske hviledag, er alt andet meget anderledes.

– Da vi kom dertil, sagde de til os – vælg et hus. Mine forældre troede, at de skulle vælge et rum i et af de små huse. Nej, nej, nej! sagde de, I skal vælge et hus!

I løbet at familiens to år i immigrationscenteret lærer de alt, lige fra hvordan man taler hebraisk, til hvordan man tænder et gaskomfur. De lærer, hvordan man lever et moderne, israelsk liv i 1980’erne, hvilket kan være svært, når man kommer fra en ikke-uddannet, agrarisk etiopisk baggrund.

Problemerne sanser den nu seksårige Itzik Tamanos ikke. I stedet for at lege med sine venner i Etiopien leger han med sine venner i Israel og føler sig meget velkommen.

– Jeg havde det godt og fik gode venner. Det var et helt fællesskab.

Itzik Tamano i første klasse i en israelsk folkeskole i 1980’erne. Foto: Doron Bachar.

Alderens dybe integrationskløft

Det nye liv er ikke helt så let for Itzik Tamanos forældre som for ham.

De ender med at flytte til Sderot, en by på grænsen til Gaza, hvor nabolaget bestående af migranter fra især Marokko og Yemen tager godt imod den nye familie. Men de ville meget hellere have boet i Kiryat Gat, hvor meget familie har bosat sig.

På grund af en misforståelse siger de ja til at flytte til Sderot. For det ligger kun 10 minutters gang fra Kiryat Gat, forstår de det som.

I virkeligheden er det 4,5 timer.

– De var naive. Hvad end folk sagde til dem, troede de på det, fortæller Itzik Tamano og fortsætter:

– Det var svært for mine forældre at skulle vænne sig til et nyt land. Og folk skulle vænne sig til dem. Det etiopiske folk så anderledes ud og havde en anderledes hud.

Itzik Tamano kan ikke selv huske så meget, ikke andet end at forældrene ikke bliver behandlet godt på deres arbejde; hans far på en fabrik, og hans mor med at pakke appelsiner.

Anderledes var det med Itzik Tamano, der så småt falder til. Så meget, at han hellere vil være israeler end etiopier.

Mange etiopiere opfattede det, som om deres etiopiske kultur blev set som primitiv. De burde ikke tale amharisk [nationalsprog i Etiopen, red.]. De burde tale israelsk. Derfor tog børnene afstand fra deres forældres etiopiske kultur, når de søgte at være mere israelske
Sophie Walsh, professor i psykologi ved Bar-Ilan Universitet i Israel.

Mens cd-afspilleren derhjemme brager ud med traditionelle toner fra Etiopien, udfolder Itzik Tamano sig i Sderot til noder og unoder. Han vil høre populærmusik. Lytte til det, som alle de andre lytter til.

– Mine venner var ikke etiopiere. De var anderledes. Vi var de seje børn, der blev inviteret med til alle festerne.

Som voksen er han blevet spurgt meget til, hvordan det har været at vokse op i Sderot, en by som i dag mere er kendt for bombeangreb og krig.

– Det var en dejlig by og folk tog meget pænt imod os, fortæller han.

Da Itzik Tamano bliver 14 år, kaster han sig ud i livet som DJ på en lokal klub. Hver eneste lørdag, når sabbat ender, vender han plader. Plader fra Vesten.

– Jeg havde det godt. Det føltes som en stor familie, og det gør det stadig.

Foto: Privatfoto.

Itzik Tamanos barndom i Sderot er dog mere undtagelsen end reglen. For tilværelsen er ikke lige sød for alle etiopiske jøder, der er emigreret til Israel i 1980-90’erne.

I foråret 2015 går etiopiske jøder på gaden for at demonstrere mod politivold, diskrimination og behandlingen af dem som en minoritetsgruppe i samfundet.

Så sent som i januar 2019 var der i det etiopiske fællesskab igen demonstrationer mod politivold, efter en ung etiopisk mand blev skudt at politiet.

Anklager om diskrimination er ikke nye. Eksempelvis kom det i 1990’erne frem, at bloddonationer fra etiopiske jøder hemmeligt bliver kasseret af hospitaler; angiveligt af frygt for, at de kan være inficeret med HIV-virussen.

Mange i Israel har fordomme om vores hudfarve, hvilket ses i jobansøgningsprocessen og politiets måde at være over for unge etiopiske jøder. Selvom vi bidrager til samfundet i hæren, som advokater og politikere, ser medierne og det israelske samfund kun de negative ting
Michal Avera Samuel, direktør i Fidel, Association for Education and Social Integration of Ethiopian Jews

Et andet eksempel er, at de etiopiske jøders største helligdag Sigd ikke blev accepteret til at starte med. Først i 2008 bliver den anerkendt af Knesset, det israelske parlament.

I videoen herunder kan du opleve Sigd-helligdagen.

Bliver skuet på hårene

Den eneste del af den etiopiske kultur, som Itzik Tamano opretholder, er netop at tage med til Sigd i Jerusalem, hvilket han gør cirka hvertandet år. Sproget taler han ikke. Maden laver han ikke.

Men til trods for at hans familie kæmpede sig igennem ørken, til trods for at han mistede sin lillesøster og til trods for at han har forsøgt at vriste sig fri af sine etiopiske rødder som teenager, bliver han stadig sat i bås. Racismens og diskriminationens greb strammer stadig om ham, især da han møder sin kæreste og kommende kone, der hedder Mor.

Reaktionen fra Mor Tamanos forældre er ikke som hans jævnaldrenes i Sderot. Han er ikke den seje dreng, der er DJ på den lokale klub efter Sabbat om lørdagen. Han er etiopier.

– Hendes forældre ville ikke have, at hun var i kontakt med mig. De blev vrede. Det var en meget hård periode for mig, fortæller Itzik Tamano.

Han tror, at det er et negativt billede fra TV om etiopierne, der må have indprentet sig på forældrenes nethinde.

– Jeg tror, at racisme opstår, fordi folk ikke ved, hvem du er.

Trods besværet med at fordøje, at deres datters hjerte banker for en mand med etiopisk blod i årerne, accepterer de alligevel så småt Itzik Tamano. I dag er han gift med deres datter og har givet dem tre børnebørn.

– Da de lærte mig at kende, opdagede de, at jeg er ligesom alle andre. Jeg er ligesom dem. Egentlig er vi alle ret ens. Racisme har altid eksisteret i Israel, og det eksisterer den dag i dag. Men det kan overkommes. Jeg ved, at de i dag elsker og respekterer mig.

Kunsten at gå arm i arm med sig selv

I dag er Itzik Tamano DJ’en i sit eget liv. Han drejer selv på knapperne. Skruer selv op for det etiopiske eller det israelske.

I 2018 har han spillet til 40 arrangementer, hvor han tager det bedste fra begge verdener og får publikum til at danse i samme takt som ham.

– Jeg har været på en etiopisk rejse, hvor jeg langsomt indså, at jeg ikke kan løbe fra min kultur. Du bliver nødt til at knytte dig til den. Også selvom andre ikke altid forstår den.

På hans lille kontor i midten af Tel Aviv, der har samme størrelse som hytten i Etiopien, han kommer fra, hænger billeder fra hundredvis af etiopiske bryllupper. Af ham med hænderne i vejret eller armene om et brudepar.

Da han rækker hånden ind i minikøleskabet efter kolde læskedrikke, sniger et smil sig på hans læber:

– Jeg kan huske, da jeg gik op ad trappen til flyet i Sudan. Da jeg spurgte om vand, gav de mig noget, jeg aldrig havde set før. Koldt vand.

Han sætter sig tilbage i den sorte læderstol og kigger på sit livs udstillingsvindue.

– I andres øjne vil jeg altid være etiopisk, men jeg føler mig israelsk.

Foto: Mia Dernoff.

 

Artikelserie: Migranterne der har skabt jødernes hjemland

Når du tænker på Israel, hvad tænker du så? På konflikten med Palæstina? Jødernes ret til at bo i Israel eller palæstinensernes ret til det samme? Antisemitisme eller antiislamisme? Eller på området som religiøst knudepunkt?

Uanset hvad er konflikten bundet sammen med området som en gordisk knude. Selvom Israel arealmæssigt er mindre end Jylland, fylder landet mediespalterne med tryksværte og de sociale medier med emojis. Det gælder både splid med naboerne – Libanon, Syrien, Jordan eller Egypten – og optrapning af konflikten med dem, der kræver samme lille stykke land – palæstinenserne i Gaza, på Vestbredden eller i det, der nu hedder Israel.

Men har du nogensinde tænkt på, hvem disse jøder egentlig er? Svaret er lige så broget som landet og har ført til lige så meget indre splid mellem de israelske jøder, som mellem dem og omverden.

De flere millioner jøder, som har lavet Aliyah, hvilket betyder at migrere til Israel, kommer fra alle verdens hjørner. Ligesom migranter i Danmark har de lige så mange integrations-udfordringer og kulturkampe. Nogle af dem oplever racisme. Andre ulighed. Og det selvom staten Israel i modsætning til Danmark modtager de migrerende jøder, deres trosfæller, med kyshånd.

I denne artikelserie kan du møde fem vidt forskellige israelske jøder, der er migreret af vidt forskellige årsager på vidt forskellige tidspunkter – hver og en med deres egen migrationshistorie.


Hovedfoto: Mia Dernoff.

Amalie Klitgaard er journalist og uddannet fra Syddansk Universitet i 2019. Hun fokuserer især på længere artikler og portrætter og har bl.a. arbejdet hos kulturredaktionen ved Fyens Stiftstidende og sidenhen på TEKNIQ Arbejdsgivernes tre magasiner Electra, Dansk VVS & Industri & Teknik. I dag studerer hun en MA i International Multiemedia Journalism i Beijing. Du kan følge hende på Instagram: amalie_klitgaard

Mia Dernoff er journalist og uddannet på Syddansk Universitet 2019. Hun er autodidakt fotograf og bruger meget af sin tid på fotografiske projekter. Siden 2017 har hun arbejdet som frivillig helårlig ansvarshavende fotoredaktør for Orange Foto på Roskilde Festival. Hun har en stor interesse for Mellemøsten og rejser ofte dertil. Du kan følge hendes aktiviteter på www.miadernoff.com

Seneste artikler om Mellemøsten