REJSEBREV – Myanmar, den tidligere britiske koloni Burma, har militærstyre og en meget omtalt flygtningekrise. Marieke Burgers og Peter Ludvigsen skriver i deres tredje og sidste rejsebrev om hovedstaden Yangons boulevarder og gyder, om maleriske Mandalay og om oplevelsen af virkeligheden i kontrasternes land, hvor en lille elite er skandaløst rig, mens det store flertal lever under vanskelige omstændigheder.
08-11-2018
På halefinnen af Air KBZ, indenrigsflyet fra Heho til Yangon, er to mytiske figurer afbildet: En kinnarree og en kinnarra. Legenden lyder, at disse to elskende under en storm blev adskilt fra hinanden én nat. Adskillelsen denne ene nat berørte dem så meget, at de måtte græde i 700 år. Et malerisk og smukt symbol på kærlighed og ønsket om at være sammen.
Yangon blev anlagt af englænderne og består bl.a. af imponerende bygninger fra kolonitiden som det gigantiske rød-hvide State House i neo-renæssance og nogle Art Deco-bygninger, der ligger langs den gamle hovedstads ekstremt travle hovedgader, hvor barfodede børn forsøger at sælge tingeltangel til bilisterne i de mange trafikpropper.
Det skinnende marmorhvide Strand Hotel, som umiddelbart kunne ligge i London, skuer ned på færgeterminalen, der er bygget i træ og fyldt med en snakkende folkemængde. Vi tager færgen over til den anden side af den brede, forurenede flod med stærk strøm, og ankommer i et inferno af støj, mennesker, knallerter, cyklister og mados. Vi er kommet til Dalas virvar af boder, bambushytter, fiskerihavn, malede hinduistiske templer, buddhistiske klostre og moskeer.
Når jeg tager et billede med dem, viser de pludselig et helt andet ansigt, som om jeg har slået dem. Herefter hænger de på min arm igen, grinende og smigrende
Vi lejer en trishaw (Where you from? Denmark, I know!) og cykles rundt ad skyggefulde stier mellem forfaldne huse og hytter langs kanaler og forbi et utal af markedsboder. Overalt er der hunde, nogle gange geder. En munk går tiggende omkring og trishaw-chaufføren skal regelmæssigt bruge sin indiske cykelklokke for at komme igennem grupper af kvinder med varer på hovedet, mænd med trækvogne, børnefamilier på vej hjem eller folk, der bare er der.
Vi sejler tilbage og går i en time rundt på Myanmars Nationalmuseum, en dyster affære med store tomme rum mellem de udstillede troner og guldskatte. Tiden er inde til at vende hjem.
Nekaula? Hvordan har du det? Kaun deh! Jeg har det fint!
Myanmar, kontrasternes land
De to piger Nini og Bibi, omkring 8 og 11 år, har med smil, bøn og smiger overtalt mig til at købe deres tegninger. (You are beautiful! Please please please, give me some money! Look, I make for you!).
De bor på Irawaddy-flodens mudrede bredder nær Mandalay, hvor der i tørsæsonen er regelmæssig bådforbindelse til Yangon. Der er ingen anlægsbroer eller kajer, mudderbankerne bliver jævnligt oversvømmet ved høj vandstand. Når jeg spørger Nini, som taler overraskende godt engelsk, hvor hun bor, peger hun vagt i retning af nogle usle bambushytter, der ligger ved siden af den store luksus Si Thu-restaurant med “Daily Puppet Shows“.
Her kan turister og andre, der vil sejle ad floden, spise en udsøgt frokost, mens de nyder den smukke flodudsigt med en malerisk gylden pagode. Når jeg tager et billede med dem, viser de pludselig et helt andet ansigt, som om jeg har slået dem. Herefter hænger de på min arm igen, grinende og smigrende.
Jeg kan ikke finde ud af, om jeg gjorde noget forkert med Nini og Bibi.
De fleste burmesere, vi møder, vil jo gerne tage et billede med os, hvide mennesker. Deres skæbne berører mig, ligesom de snesevis af forældreløse børn, vi besøgte i den ludfattige, men store buddhistiske klosterskole Aung Myae Oo i Amarapura, hvor hundredvis af forældreløse drenge og piger bor; nogle er dog fra omegnen og går kun i skole der.
Dette “internat” ligger et par stenkast fra det overdådige, smukke Kuthodaw Pagode, tempelkompleks og kloster med 729 krid-hvide pagoder over indgraverede, mandshøje stentavler, ”Verdens største bog”, som gengiver hele den buddhistiske hellige skrift Triptika.
Briterne plyndrede dette sted i 1880’erne og fjernede al guld og ædelsten. Men hvad der står tilbage, er stadig et betagende monument, der skinner i den nedgående sol.
Hvis du giver noget så stort som et frø af et banyantræ, men uden bagtanke, vokser din “merit” sig så stort som et træ
De kronragede piger i det buddhistiske nonnekloster i Sagaing har mere “velstillede” forhold end internatbørnene. Her er stengulve, kølige templer, murstenssoverum og en skyggefuld beplantning. De køres dog hver dag efter dagens sidste måltid, frokosten, i åbne lastbiler til byen, hvor de skal tigge om mad og penge.
En masse penge – og indsats – også fra de fattigste går jo til et kloster, et tempel eller til bladguld på en Buddhastatue for at optjene “merit” for et bedre næste liv. Det handler meget om hensigten med at give, ikke om størrelsen. Som vores lokale guide Tin sagde, hvis du giver noget så stort som et frø af et banyantræ, men uden bagtanke, vokser din “merit” sig så stort som et træ. Hvis du derimod giver noget så stort som et banyantræ for at blære dig, er din “merit” så stor som et frø.
Myanmar har 51 millioner indbyggere og har i årevis været spillebold for de internationale magter, først briternes koloniale udplyndring og nu kineserne og amerikanerne; og siden revolutionen i 1988 har det været et militærdiktatur. Studerende blev skudt, folk blev kidnappet og sat i fængsel, universiteterne blev helt lukket i årevis, og hver burmeser frygtede den natlige banken på døren.
Tadmandaw – hæren
Den berygtede Tadmandaw, hæren, har store ejendomme og interesser i landet; med egne, stærkt beskyttede compounds, egne fabrikker til sko, våben og uniformer, aftaler med Mazda om produktion af motorer, jeeps og lastbiler. De er stadig frygtede. Vores trekkingguide Kaetryn, som vi spurgte om, hvordan situationen var med hæren, vendte sig væk, hun ønskede ikke at besvare vores spørgsmål. I Myanmar ejer militæret staten, i de fleste andre lande kontrollerer staten militæret.
Det militære diktatur har på samme vis som mange tidligere herskere, meget absurd, inden for to år opbygget en ny hovedstad, Nai Pyi Taw, hvor en million mennesker er blevet flyttet til, uden at blive spurgt.
I Yangon, en by med britiske koloniale regeringsbygninger og boligkvarterer, som er ret forurenet og med store trafikproblemer, er den mest demokratiske transportform, knallerten, forbudt, fordi en general en gang blev ramt af en knallert.
I Mandalay, som er langt fra Yangon, er folk ligeglade med det forbud og suser af sted på de kedelige, lige asfaltveje på hundredvis af knallerter. Til gengæld kan Yangon prale med en velfungerende offentlig transport, og dét eksisterer ikke i Mandalay.
Den nationale infrastruktur har hidtil nærmest haft til formål at forhindre folk i at komme i kontakt med hinanden i stedet for at fremme den; hvis militærregimet ikke kan undertrykke uroen i alle udkantsområder, kan det i hvert fald sikre, at der ikke sker nogen hurtig fremmarch, ikke engang turisternes rundtur.
På den ene side er Myanmar rig på olie, guld, sølv, kul, jade, ædelsten, såsom rubiner og safirer, for ikke at nævne opium. På den anden side har landet en smuk natur og omkring 8.000 kilometer uberørt strand, der blot venter på at blive opdaget. Og det, mens vi ser store skraldebunker, hvor mænd, kvinder og børn leder efter brugbare ting som plastflasker, afgrøderne transporteres i kærrer og jorden bearbejdes med okser.
Det er også et land med en af verdens længstvarende borgerkrige, omkring 48 år. Vi bemærker det ikke, for selv om vi ville, er det næsten umuligt at komme til de urolige udkantsområder: Der er ingen vej, ingen transportmidler, ingen benzin, ingen belysning.
En del af landets nuværende ulykkelige tilstand skyldes den engelske kolonialismes hæmningsløse tyveri, tyranni og destruktion af århundreders oprindelige kulturelle og sociale magtbalance og deres opbygning af en infrastruktur, som kun havde til formål at føre alle former for værdier ud af landet. Men landets skønhed kunne de ikke stjæle.
De burmesere vi møder, er yderst milde og gæstfrie, ivrige efter at komme i kontakt og de længes efter frihed og et bedre liv efter deres lange “Dark Period”.
En lille elite er skandaløst rig, mens det store flertal lever under vanskelige omstændigheder. De var meget glade for, at vi var kommet trods boykotten fra Vesten. Som de sagde med et genert smil “No money, no honey“, de tjener ikke noget, når der ikke kommer nogen.
Deshube Myanmar, tak skal du have. Vi vil have dig i vores tanker længe.
Fotos © Marieke Burgers og Peter Ludvigsen
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
