7. ETAPE // POV SPORT – Et studie i cykelsportens dramaturgi, etapeløbenes anatomi, og hvor tilfældigt det er, hvem der kommer med i det der udbrud. De to største favoritter til den samlede sejr Roglic og Pogacar havde begge en dårlig dag. I dag venter nye grusomheder i de højere bjerge.
Er man tilskuer til en etape i et cykelløb som Tour de France i 2021, er man godt hjulpet på vej af et overblik af hidtil ukendt karakter. Det gælder, uanset om man følger løbet langs vejen, i start- eller målområdet, eller om man ser de farverige rytteres duel udkæmpet via fjernsyn eller computerskærm.
Med diverse apps til at udmåle forskelle i watt, læse højdemeter, forudse vejret i de næste timer og kortlægge de afstande i de forskellige konkurrencer og det overordnede klassement, som var gældende såvel før etapens start som IRL – In Real Life, har man en indsigt som ingen andre.
Så får rytterne godt nok meldinger i de forkætrede earpods, de alle sammen er udstyret med som et slags avanceret samtaleanlæg
Allermindst de ryttere, det hele drejer sig om, har det samme perspektiv. De kører i et nervøst, men også træt felt, der er mærket af de foregående dages og kilometers strabadser, uvejr, styrt og knubs. Og de kan se en-to-tre geledder frem og bagud.
Så får rytterne godt nok meldinger i de forkætrede earpods, de alle sammen er udstyret med som et slags avanceret samtaleanlæg, der primært har til hensigt at give sportsdirektøren mulighed for at melde ind til sit hold, mens det er på ruten.
Men det vil være en tilsnigelse at kalde dét et overblik. Cykelrytteren er i en situation, hvor han må agere på en blanding af erfaring, gode ben – eller dårlige – og den forud lagte taktik for sit hold og sig selv.
The World Wide Web
Fra sportsdirektøren vil der komme råb i øresneglen om, at nu skal dén og dén fra holdet i angreb. Men modsat hvad man kan få indtrykket af ved at lytte til forskellige kommentatorer og læse diverse referater og følge debattråde på World Wide Web, så er cykelryttere ikke brikker i en sportsdirektørs Stratego-spil. Rytteren kan have en god eller mindre god dag, og så kan chefen råbe nok så meget ind i hørechokoladebollen, som han vil: Rytteren kan ikke få gang i benene.
Man kan faktisk forestille sig, at det kan virke kontraproduktivt med sådanne arrige meldinger (det er nærliggende at tro, at et sejrstyndt Tour-holds sportsdirektør meddeler sig med en vis snerren til sine ryttere, når tingene spidser til) i øret, når benene træder i firkanter, som rytterne kalder dét at være helt uden for rytme og fyldt med mælkesyre.
“El que no arriesga no sabe para qué vive”®️ disfrutando al máximo mijines. Mañana más 😁😁 📸 @GettySport pic.twitter.com/9zMfH1r04F
— Richard Carapaz M (@RichardCarapazM) July 2, 2021
Der har været mange diskussioner i dette årtusinde om brugen af radio på et cykelhold. Undertegnede hører ikke til dem, der mener, at alting var bedre i gamle dage, hvor cykelrytterne havde tynde ”bananhjelme”, kasketter eller blot bakkenbarter til at beskytte hovederne mod styrt, og hvor holdets feltherre var på cyklen og ikke i en bil måske flere hundrede meter bagude.
Man må huske på, at radioen også giver mulighed for at samle et holds ryttere om at hjælpe en kaptajn, der er styrtet, eller at melde, at nu skal man være varsom om et par kilometer, for vinden har vendt og står ind fra nordvest, når man runder det skarpe 90 graders sving lige efter byskiltet.
Udviklingen er altid vanskelig at skrue tilbage. Og en anden del af udviklingen er, som nævnt indledningsvis, at teknologien giver os alle sammen de bedste kort på hånden for at være ”mandagstrænere” foran skærmen.
Nervøsitet og tilfældighed
Fredagens etape gik fra Vierzon til Le Creusot i det centrale Frankrig, og den var ikke bare løbets, men de sidste 20 års længste med sine 249,1 kilometer. Og det stod klart, allerede da ruten blev offentliggjort, at det ikke bare var længden på ruten, men også dens beskaffenhed, der gjorde den til en vanskelig og udfordrende mundfuld.
Så meget tydeligere var det, da man gjorde sig klar på de forskellige hold fredag morgen. Forud var gået de første seks dage med et – i forhold til de senere års vane i Tour de France – uset højt stress-niveau. Tour de France har mange gange næsten været opdelt i tre-fire skarpt adskilte zoner, med hver sin type af løb til favorisering af de forskellige hold og stjerner; der var en begyndelse med en lille uge med spurter, så var der bjergene i henholdsvis Alperne og Pyrenæerne, og så fordelte løbsledelsen et par ruter med klassiker-elementer og et par tidskørsler på resten af programmet.
Men i år har starten på løbet været brutal, og situationen før fredag var, at forhåndsfavoritterne Primoz Roglic (Slovenien/Jumbo-Visma) og Geraint Thomas (Wales/Ineos-Grenadiers) havde været udsat for alvorlige styrt og mødte frem til slutningen af ugen iført større eller mindre bandager og delvist ramponerede hold.
Så får rytterne godt nok meldinger i de forkætrede earpods, de alle sammen er udstyret med som et slags avanceret samtaleanlæg
Samtidig har de første etaper været lige så vanskelige og nervøst prægede, som de altid er, hvilket min medskribent Hr. Overgrossereren aka Per Bausager så fint har gjort rede for i sine bidrag.
Der er meget på spil, og det øger angsten for at falde igennem, når man står på startstregen til en klassiker i forklædning på knap 250 kilometer og med indlagte store stigninger på sidste halvdel, hvis man ikke som hold har fundet tråddet endnu.
Det ved man selv, og det ved i særdeleshed kommentatorerne og mandagstrænerne, som regner med, at de nu skal se de store hold afvikle etapen efter en mesterlig lagt strategi og dramaturgi. Det betyder, at man tager sig selv i at spørge, hvorfor i alverden det-eller-det hold ikke følger op på det angreb, et andet hold har lanceret – og man hører kommentatorer forklare løbet ud fra, at der nu er noget stort i vente, fordi de sammenligner udviklingen med Paris-Roubaix 1987 eller dengang Lucien van Impe var på sit højeste.
Sandheden er snarere, at det er nervøsitet og en vis grad af tilfældighed, der – som fredag – er medbestemmende faktorer for, hvilke ryttere, der kommer med i et udbrud, og hvem der ikke gør.
Lange skygger
Mange dage ser vi et tidligt udbrud etablere sig, og feltet – med den mangeårige TV2-kommentator Jørgen Leths beskrivelse – ”resignerer” og lader udbruddet køre. Men når der er så meget på spil på en så monstrøs etape som fredagens, så ved alle mand, at det er ekstra vigtigt at være med.
Derfor gik der mere end en time, før feltet knækkede over i to dele. Og forrest sad som ved et tilfælde 29 mand, heriblandt nogle helt store navne som Mathieu van der Poel (Holland/Alpecin-Fenix), Kasper Asgreen (Deceuninck Quick Step), Wout van Aert (Belgien/Jumbo-Visma) og Vincenzo Nibali (Italien/Trek-Segafredo).
Det er undertegnedes påstand, at det var en blanding af tilfældigheder, der netop gav dette udkomme. Det er mænd, der kæmper om hver eneste meter på landevejen, og som med den bitre smag af mælkesyre og jernmalm i kæberne forsøger at bringe sig i en favorabel position, og de foretog fremstød på fremstød i en første time, der blev kørt med en gennemsnitlig fart på 51 kilometer/timen.
Dygtige folk som eks-verdensmestrene Mads Pedersen (Trek-Segafredo), Peter Sagan (Slovakiet/Bora-Hansgrohe) og den nuværende mester Julian Alaphilippe (Frankrig/Deceuninck-Quick Step) kom ikke med, og fra dansk side bed man også mærke i de forgæves forsøg fra Michael Valgreen (EF Education-Nippo) på at komme i udbrud.
Mesteren sat
Men dét, der kom til at definere dagens udfald, og som kommer til at kaste lange skygger over resten af Tour de France, var i første omgang, at den forsvarende mester Sergej Pogacar (Slovenien/UAE Team Emirates) hverken selv eller med sit hold kom med i forreste række.
Det betød, at UAE-holdet kom til at kæmpe i frontlinjen af hovedfeltet de næste 100 kilometer, til feltet nåede de mere alvorlige stigninger, og dermed brugte man uforholdsmæssigt mange ressourcer på et slid, der endte med alligevel at være forgæves.
Men UAE er så ikke det eneste hold, der måtte indkassere en øretæve efter en etape, hvorfra man kan lave adskillige nedslag i dramaturgien
Med Alperne ventende i weekenden, på de sidste to etaper før mandag, der repræsenterer løbets første hviledag, er det et åbent spørgsmål, hvad det kommer til at betyde for Pogacar i det samlede klassement. Mon ikke de konkurrerende hold vil stramme kæden fra starten lørdag i Oyonnax på en etape, der bringer feltet over tre kategori-1 stigninger, med Col da Colombiére som den afsluttende udfordring på en godt 150 kilometer lang etape.
Men UAE er så ikke det eneste hold, der måtte indkassere en øretæve efter en etape, hvorfra man kan lave adskillige nedslag i dramaturgien – som den endte med at blive – for at finde en vinkel eller to.
Geraint Thomas mistede moral i den først uge og Primoz Roglic tabte igen fredag værdifuld tid, og især sidstnævnte ligner en mand, der får brug for at ligge med fødderne over hjertehøjde hver eneste nat i håbet om at genvinde en ligevægt og en fysik, der ikke ser holdbar ud. Hvilket selvfølgelig med det evindelige ”dansker-blik” kan åbne for, at hans unge løjtnant Jonas Vingegaard får frie hænder til at forsøge sig.
🤩 What it means to win your first Tour de France stage. Congrats @matmohoric!
🤩 L'émotion provoquée par une première victoire sur le Tour de France. Bravo Matej !#TDF2021 pic.twitter.com/UTPPNLxBfr
— Tour de France™ (@LeTour) July 2, 2021
Til gengæld for de to store slovenske stjerner, der på forskellig vis oplevede modgang fredag, så blev turen til mål i Le Creusot et triumftog for landets nationale mester Matej Mohoric (Bahrain-Victorious), som simpelt hen skrællede konkurrenterne af, som man piller et løg: Ét lag efter det andet, og til sidst står man som udenforstående næsten med tårer i øjnene over præstationen.
Stort nummer
Det var et meget stort nummer af den 26-årige slovener, og spørgsmålet er næppe, om han kommer til at gøre sig gældende i det samlede klassement de kommende to uger. Han er godt nok placeret som nummer 4, lige efter Kasper Asgreen, men efter Colombiére lørdag er der givetvis lavet om på mangt og meget i den henseende.
Hvis man overhovedet skal konkludere efter fredagens mavepuster af et cykelløb, må det være, at det bliver en etape, som diverse kommentatorer i de kommende år kommer til at vende tilbage til, når de skal forklare en ny dags dramaturgi i et givent løb.
LÆS MERE I POV OM Tour de France HER
LÆS FLERE TEKSTER I POV AF LARS WERGE HER
POV Sport følger den væsentligste historie i Tour de France hver dag.
Følg resultater og stillinger i Tour de France her på sport.tv2.dk, der er rettighedshaver.
Topillustration: Belgiske Wout Van Aert fra Team Jumbo-Visma var en af de 29, der kom med i det måske tilfældige udbrud, der prægede den benhårde 7. etape. Getty Images.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
