
Lige siden vi for første gang i efteråret 2015 opdagede, at en død kvinde fra Panama havde været direktør i adskillige stråmandsselskaber mindst 8 år efter sin død, syntes jeg, at vores dokumentar om skattelækket fra advokatfirmaet Mossack Fonseca skulle hedde ”Den døde direktør”.
Det var langt fra den mest storpolitiske detalje i det verdensomspændende læk #panamapapers, som blandt meget andet har ført til, at Islands statsminister Gunnlaugsson er trådt tilbage efter det kom frem, at han ejede et skattelyselskab sammen med sin kone
Den britiske premierminister David Cameron har også måttet offentliggøre sine skattepapirer, fordi det kom frem, at han havde tjent penge på det offshoreselskab, som hans far administrerede i mange år og som blev afsløret i lækket.
Men for mig var den døde direktør måske den mest slående af de mange detaljer om hele den absurde skattelyverden, som vi journalister bag #panamapapers i 76 lande i hele verden har afdækket. I de fleste firmaer, i den virkelige verden, ville det være en afgørende hændelse og få ret store konsekvenser i virksomheden, hvis én af direktørerne døde. I dette tilfælde skete der ingenting i årevis.
Dokumentaren kom imidlertid ikke til at hedde ”Den døde direktør”, men derimod det, indrømmet, lidt mere dækkende ”Det store skattelæk”.
Men den døde direktørs rolle var interessant.
Hvilket vil fremgå af det følgende.
Nominee director
Vianca Scott havde som så mange andre ansatte i det panamanske advokatselskab Mossack Fonseca en uhyre diskret, men vigtig rolle.
Hun var stråmand. ”Nominee director” som det kaldes på engelsk. Det betød, at hun sammen med 2-4 andre på papiret stod som direktører i et selskab eller en fond, som for eksempel en dansk kunde kunne have købt i Panama eller på De Britiske Jomfruøer.
Fordelen for den enkelte var, at på papiret stod danskeren ikke i spidsen af firmaet. Hans navn stod heller ikke i Panamas selskabsregister. Det gjorde Vianca Scott og hendes kolleger. Det betød, at hvis f.eks. SKAT var interesseret i firmaet, kunne de ikke se, at en dansker stod bag. Men danskeren havde stadig den økonomiske magt i selskabet enten via en hemmelig fuldmagt eller aktier. Vianca Scott havde ingen reel magt.
Stråmænd som Vianca Scott har også en anden vigtig rolle. De skal bevise, at der reelt er aktivitet i firmaet. At virksomheden ikke bare er et skuffeselskab. Derfor skal stråmændene holde møder og skrive referater af disse møder. (det vender vi tilbage til) For hvis der ikke er reel aktivitet, kan det blive et skatteproblem for den danske ejer, hvis alle papirer en dag kommer på bordet hos SKAT.
Det er virkeligheden i den kunstige skattelyverden, som verden forhåbentlig er blevet lidt klogere på i år med afsløringerne fra Panama.
Verdens største læk
Jeg hørte første gang om det, som senere blev døbt #panamapapers, i foråret 2015. Siden den afsløring om skattely, der fik navnet #offshoreleaks i 2013, har jeg været medlem af det internationale konsortium af uafhængige journalister, ICIJ. Og nu fortalte ICIJ, at et nyt stort læk fra skattelyet Panama var på vej.
Det stod hurtigt klart, at ordet ”stort” ikke rigtigt slår til. Der er tale om 11,5 millioner dokumenter eller 2,6 TB, hvilket er cirka 1.529 gange større end WikiLeaks’ Cablegate.
Hvordan går man så i gang med at lede efter danske nåle i dén kolossale og globale høstak? Svaret er banalt og kedeligt: én søgning af gangen. Materialet blev sorteret i en lukket database af ICIJs hamrende dygtige datateam, og så var det ellers bare med at gå i gang med at søge. Efter Danmark, danskere, danske navne, virksomheder, byer osv. På dansk, engelsk og spansk, da Mossack Fonseca har hovedsæde i det spansktalende Panama.
Det på én gang spændende og enormt angstprovokerende er, at fordi der ikke er nogen facitliste for hvor mange danskere, der er, kan man i princippet blive ved i det uendelige. For hver gang vi syntes, at vi fandt noget interessant, meldte paranoiaen sig straks: ”Hvad har vi nu overset? Har vi overset den bedste danske historie i lækket?”.
Noget af det første, jeg sammen med gode kolleger på DR Dokumentar stødte på, var de store banker i Danmark. Der var blandt andet tusindvis af dokumenter om Nordea og Jyske Bank. Noget som senere som blev en vigtig del af vores dokumentar på DR, ”Det store skattelæk”.
Siden dukkede langsomt, men sikkert, den ene dansker op efter den anden i lækket. De fleste ikke umiddelbart kendte. Nogle af dem var kun nævnt i ét dokument, andre i langt flere og enkelte i flere tusinde mails, excel-ark, virksomhedsdokumenter, fuldmagter osv.
Men at finde danskerne var selvfølgelig kun første etape. Den næste var at finde ud af, om der var noget odiøst i deres optræden i lækket. For selv om de fleste af dem sikkert vil have svært ved at forklare, hvorfor netop de har brug for et selskab i Panama, så kan der godt være en god forklaring på det. Og de kan godt have fortalt det hele til skattemyndighederne og betalt den skat, de skal.
Det er også forklaringen på, at DR kun har offentliggjort et fåtal af de flere hundrede danske navne vi er stødt på. Til dokumentaren valgte vi de cases ud, hvor vi syntes, de i deres mail og optræden i øvrigt havde afsløret, hvad deres intentioner med skattelykonstruktionen var.
Schweizisk bankekspert og frygtløse russere
Det var den store tyske avis Süddeutsche Zeitung, som blev kontaktet af en anonym kilde, som tilbød det lækkede materiale. Avisen gik til ICIJ, som inviterede alle os andre ombord. I Danmark er det ud over DR Dokumentar kun Politiken, som er med.
Det er muligvis det største journalistiske samarbejde nogensinde. I hvert fald det største i ICIJs historie med 376 journalister fra 76 lande lige fra Mali til Mexico, Syrien til Sydkorea over Ungarn til USA.
Koordineringen skete på to måder: dels på et andet lukket forum på nettet, hvor vi udvekslede tips og tricks, links til noget vi havde fundet, links til kolleger i andre lande, hvis vi fandt noget i deres lande eller blot beskeder til nogle af de andre journalister. Og dels blev der holdt et opstartsmøde i september 2015 hos Süddeutsche Zeitung. Selv om meget af kommunikationen siden har været på nettet eller Skype møder, tror jeg at mange vigtige, personlige kontakter blev skabt der.
Det var f.eks. her, jeg fandt ud af, at den største bankekspert i selskabet nok er en dygtig journalist fra Schweiz, én af ICIJs vigtigste datatroldmænd kom fra Costa Rica, ligesom vi mødte de frygtløse russiske journalister, der allerede dengang gravede i historien om de massive beløb, som venner og bekendte af Vladimir Putin skubber rundt i skattelyselskaber.
Og det var her, at vi fik skabt gode kontakter til journalister fra Finland og Sverige, som også kiggede på Nordeas samarbejde med Mossack Fonseca.
Jamen har der da slet ikke været problemer undervejs, når så mange journalister og medier skulle blive enige? Selvfølgelig har der det. For eksempel om hvornår vi skulle udkomme med historien. Der har også været uenigheder mellem for eksempel os, der laver noget så langsommeligt som en tv dokumentar og så avisjournalister, som kan skrue historien meget hurtigere sammen. Naturligvis har der det. Men samtidig kan alle se værdien i at udkomme sammen. Det har en kæmpe forstærkende effekt.
Kreative konspirationsteorier
Selv de allermest optimistiske af os havde imidlertid næppe drømt om den kæmpe gennemslagskraft, som afsløringerne fra #panamapaers indtil videre har haft. Men med den store omtale er også fulgt mere eller mindre fantasifulde konspirationsteorier og påstande. Som f.eks.:
- AT ICIJ bestemmer hvilken historier vi laver i de enkelte lande.
- At de fonde der betaler til ICIJ har bestemmelse over, hvilke historier vi laver.
- At der ingen vestlige ”skurke” var i afsløringerne.
- At dette var et komplot imod Rusland.
Og den mere fantasifulde:
- At det i virkeligheden var Putin selv der stod bag. Logikken skulle være at de indirekte beskyldninger mod ham for at berige sig via skattely ikke er nye. Og at han med dette nye læk ville kunne sige: ”Se, alle andre gør det også”.
Men igen er virkeligheden lidt mere kedelig: ingen er rygterne er sande. Vi på DR Dokumentar har selv valgt, hvilke historier vi vil lave. Vi tager selv 100 procent ansvaret for dem – og æren. Og sådan er det hele vejen rundt.
ICIJ har gjort det hele muligt. De stiller platformene og de lækkede informationer til rådighed. Men vi bestemmer selv. Og vi kan også vælge helt at lade være med at lave historier på materialet, som DR Dokumentar gjorde i forbindelse med en tidligere skattelyafsløring fra ICIJ kaldet #Swissleaks.
Den store omtale har også sat alle mulige kreative folk i gang på de sociale medier. For eksempel med at printe T-shirts:
Pligter efter døden
Lad os til slut vende tilbage til den afdøde direktør. Den 2. september 2005 døde den kun 36-årige kvinde Vianca Scott nemlig pludseligt. Hendes dødsattest findes i lækket. På både spansk og engelsk. Der er orden i papirerne hos Mossack Fonseca.
Sådan da. For ikke alene fortsætter Vianca Scott som direktør i adskillige selskaber efter sin død – heriblandt er der ca. 30 for kunder i Nordea.
Hvil i fred plejer vi at sige om de døde. Men det gælder åbenbart ikke den døde direktør i Mossack Fonseca.
Hun deltager tilsyneladende også i møder. For den 5. august 2008, næsten tre år efter sin død, deltager hun ifølge papirerne i møder i tre forskellige selskaber, hvor hun er stråmand. Hun bliver valgt som sekretær på møderne – og fungerede som sådan (”acted as such”) som der står i referaterne. Og – hun skriver under på referaterne.
På en måde er det opmuntrende læsning, når man som jeg ikke tror så meget på et liv efter døden. På den anden side en knusende understregning af, hvilken verden det er, store banker som Jyske Bank og Nordea bevæger sig i, når det gælder selskaber i Panama.
Hvil i fred plejer vi at sige om de døde. Men det gælder åbenbart ikke den døde direktør i Mossack Fonseca.
Billeder: Søren Kristensen
Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du alle links til vores nye artikler. Del også gerne artiklen med andre. Vi har ikke noget reklamebudget.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.