SEIKATSU – hverdag i Japan: Mange af de formuer, som sparsommelige japanere samler sammen, gemmes i kontanter. De befinder sig i kuverter, kasser eller ligefrem kufferter dybt i garderoberne rundt omkring i landets små hjem. Det styrker ikke ligefrem samfundsøkonomien.
.Japan er først og fremmest et kontantsamfund. På trods af kreditkort, netbanker og mobil betaling er der intet, der tyder på, at det vil holde op med at være det i den umiddelbare fremtid.
Japanske familier har altid sparet mange penge op. Alt for meget – den japanske økonomi kommer aldrig til at balancere, hvis ikke japanerne selv begynder at forbruge og investere noget mere.
Og mange af de formuer, som de sparer op, gemmes i kuverter, kasser eller ligefrem kufferter med kontanter. De opbevares “i garderoben”, som det hedder japaner og japaner imellem. Meget tyder på, at det samlede beløb rundt omkring i garderoberne i de japanske hjem i øjeblikket er stigende.
Mistillid
Der er ikke noget galt med service og hjælpsomhed i japanske banker. Men det tager altid en farlig tid at gå i banken – og koster et farligt gebyr. Især hvis man gerne vil have personlig betjening, som mange ældre japanere foretrækker. Derfor er der mange, som ikke orker banken i deres travle hverdag. Så er det nemmere og sikrere med garderoben.
I mange pæne japanske familier har man traditionelt haft en vis portion mistillid til bankerne. Denne mistillid har sin oprindelse i den indefrysning af folks indestående, som fandt sted lige efter verdenskrigen, samt i bankernes stramme udlånspolitik i årene efter de mange “dårlige lån”, som de var kommet til at give under firsernes spekulative “bobleøkonomi”.
Kriminaliteten i Japan er meget lav, og selv om de indbrud og svindelaffærer, som finder sted, bliver rapporteret vidt og bredt, så opfatter folk det alligevel som relativt sikkert at gemme pengene af vejen i garderoben.
Det er også den eneste måde at undgå, at skattemyndighederne ved noget om pengene. Derved kan man faktisk spare formuer i arveskat, som i Japan er meget høj..
Mynumber
I år har japanske gniere – og dem er der mange af – oven i købet fået yderligere to argumenter for at lade deres mange yen blive liggende i garderobens dyb.
Her ved årsskiftet blev det såkaldte “mynumber”-system indført, et slags cpr-system, som giver myndighederne bedre indblik i folks økonomi. Det bryder de sig ikke om. Som jeg i januar skrev i en artikel i Prosabladet om det nye system: “Alle har deres små hemmeligheder”.
Samtidig har den japanske centralbank for første gang indført en negativ rente. De færreste forstår, hvad det betyder, og det er gevaldigt tvivlsomt. om det får den gavnlige indflydelse på Japans økonomi, som man havde tænkt sig. Men det har ikke desto mindre fået en del af befolkningen til at føle, at der er endnu mindre grund til at have indeståender af betydning i banken.
Kunne du lide, hvad du læste? Så er du meget velkommen til at dele historien med dit netværk. Du er også velkommen til at donere til fortsatte Seikatsu-skriverier på Mobilepay +45 2636 0251. Det er helt frivilligt.
Denne tekst er en bearbejdet og udbygget udgave af en “forkant”, en kort analyse, som jeg skrev til mit nyhedsbrev, forkant.nu, i sidste uge.
(Foto: Japanexperterna, Flickr/CreativeCommons)
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her