Mandag 26. juni er det 25 år siden, at Danmark blev Europamester i fodbold ved at vinde finalen over Tyskland med 2-0. Det begyndte som lidt af en joke og endte som det smukkeste danske sportseventyr nogensinde. Ole Blegvad dækkede, som den eneste DR tv-journalist hele EM-slutrunden i 1992, dels for TV-sporten, dels for TV-avisen. Han var i Malmø, Stockholm og Göteborg under slutrunden fra den 10.-26. juni i det magiske år 1992.
– Hva’ så, Brian?
– Ja, hvad så?
– Så er vi Europamestre!
Det er tæt på midnat den 26. juni 1992. Jeg står bag tribunen ved Nya Ullevi stadion i Göteborg. Jeg står sammen med mange af de andre danske journalister. Vi venter ved spillerbussen, men badet, jublen, champagnedrikkeriet trækker ud.
Et par timer før har det danske fodboldlandshold ellers leveret et af de bedste resultater i dansk sportshistorie nogensinde.
John Faxe Jensen har ramt “bolden i røven” efter 19 minutters spil til 1-0 til Danmark. Og selvom den tyske fodboldmaskine med Jürgen Klinsmann på spidsen tromler derud af, og sætter Peter Schmeichels mål under et gevaldigt pres, bliver det Kim Vilforts mål, 10 minutter før sidste dommerfløjt, som afgør kampen.
Danmark er Europamester med en finalesejr på 2-0 over storfavoritterne fra Tyskland. Se en sammenfatning af højedpunkterne her:
https://www.youtube.com/watch?v=oJ8MefDj5Uo
Pokal og tårer
‘Nu er det så, at vi på en dejlig varm midsommeraften står bag stadion.
Til tonerne af Queen-nummeret “We Are The Champions” har vi set Flemming Poulsen græde, da han får pokalen i hånden og set resten af landsholdsspillerne blive hyldet på deres æresrunde på løbebanen, der adskiller publikum og fodboldbanen på Sveriges største stadion.
Men den seneste times tid har spillerne og lederne været alene i omklædningsrummet. Nu kommer de ud til den ventende bus, deres ventende koner og kærester og en ventende presse.
Hva så 1
Jeg har under hele EM-slutrunden primært leveret indslag til TV-avisen (dengang var det ikke daglige sportsnyheder). Men denne fredag aften skal jeg lave interviews, som kan bruges søndag aften. TV2 har rettighederne til kampene, så de sender meget mere EM end DR gør.
Min idé til interview skal derfor være “langtidsholdbar”. Alle analyser, alle jubeludbrud og alle sejrstaler vil være old news søndag aften, når mit indslag skal sendes.
Derfor spørger jeg Brian Laudrup, da han kommer ud af omklædningsrummet:
– Hva’ så?
– Ja, hva’ så? Så er vi Europamestre, lyder det fra Brian Laudrup med et stort smil.
– Det er bare så vildt!
Jeg har ikke noget statistisk bevismateriale til min journalistiske idé. Men min erfaring fortæller mig, at hvis man spørger folk: “Hva’ så”, så vil jeg gætte på, at ni ud af 10 svarer igen med et “Ja, hvad så?”. Brian Laudrup gør i hvert fald
Men inden den elegante fodboldspiller svarer “hva’ så”, har han sammen med resten af holdet været gennem “et eventyr, som end ikke H. C. Andersen kunne have skrevet bedre”, som Brian Laudrup underholder verdenspressen med på et pressemøde inden finalekampen.
Og udlandet jubler, for den grimme fodboldælling er blevet til en flot Europmester-svane.
Forhistorien er nemlig, at Jugoslavien på grund af borgerkrigen i landet bliver udelukket fra EM, hvilket danner det dramatiske bagtæppe for, at landstræner Richard Møller Nielsen må ringe rundt til sommerhusene i det danske sommerland for at samle sin trup.
De danske landsholdsspillere var nemlig taget på sommerferie, da tilbuddet om at deltage ved EM kommer.
DK – England
Den første af Danmarks kampe spilles i Malmø mod England.
Til kampen er jeg placeret helt oppe under tribunen. Tæt på mig står Jackie Charlton. Tidligere engelsk landsholdsspiller, der var med til at vinde VM i 1966. Han spillede over 750 kampe for min engelske yndlingsklub, Leeds United.
Da nationalmelodierne bliver spillet, vælger jeg i første omgang at blive siddende. Jeg kan næsten ikke rejse mig, fordi jeg sammen med nogle andre er placeret langt ind under taget, hvor vi ikke kan stå oprejst. Men jeg sidder kun kort tid.
For Jackie vil det anderleden. Han stirrer på mig og med en håndbevægelse og et skrapt ansigtsudtryk, får han mig til at indse, at man altså – altid – står op, når nationalmelodierne bliver spillet. Jeg kommer på fødderne.
På banen er det en lidt kedelig kamp, der ender 0-0. I den anden puljekamp har Sverige og Frankrig spillet 1-1.
Hva’ så 2
Flere af landsspillerne dukker op bag Nya Ullevi. De har stort set alle sammen øl i hånden. I bussen sidder konerne og kæresterne allerede.
Endnu en landsholdsspiller får spørgsmålet. Jeg tror, det er Peter Schmeichel, men faktisk står det ikke helt klart. Historien gentager sig:
– Hva’ så?
– Ja, hva’ så? Vi har sgu vundet pokalen!
Sverige – DK
“Vi är svenska fans allihopa” runger det udover Råsunda Stadion i Stockholm den 14. juni. Stemningen er der ikke noget i vejen med, mens Danmark spiller sin anden kamp mod værtsnationen.
Kampen er imidlertid ikke særlig velspillet, men Tomas Brolin scorer kampens eneste mål til svensk 1-0 sejr.
Efter kampen er færdig, interviewer jeg Kent Nielsen, der ikke rigtig tror på de danske chancer. Der er dog et teoretisk håb, medgiver han, efter resultatet 0-0 mellem Frankrig og England.
DK- Frankrig
Verdensstjernen Michel Platini end ikke kigger mod DR-mikrofonen, da jeg stikker den frem mod ham efter den danske 2-1 sejr over Frankrig den 17. juni på Malmø Stadion.
Platini er landsholdstræner for franskmændene, og han er intet mindre end rasende. Det kan man muligvis godt forstå, men han fatter til gengæld ikke, at Lars Elstrups 2-1-mål kort før tid betyder fransk exit og dansk deltagelse i semifinalen.
Sverige har nemlig samtidig slået England 2-1.
For alle omkring holdet bliver tiden i Sverige vildere og vildere. Inden de indledende gruppekampe er der måske 20 journalister til pressemøderne. Inden kampen mod Holland er der over 100 pressefolk fra hele verden
Platini er ikke alene. De danske journalister fatter det heller ikke. Flere har allerede lavet overskrifter, der lyder “Fyr Ricardo”. Den danske landstræner er langt fra populær, og da han i kampen mod Frankrig skifter Brian Laudrup ud til fordel for Lars Elstrup, spidses blyanterne i presselogen.
Men Danmark er videre. Klar til kamp mod Holland.
Pressemøder
De sidste kampe ved EM skal spilles i Göteborg.
Landsholdet bliver indlogeret på et hotel cirka 40 kilometer udenfor byen ud til den svenske skærgård.
Det er her spillerne lader op, og her der bliver holdt pressemøder. Og det er blandt andet her, landstræner Richard Møller Nielsen fortæller om kampene i et billedsprog, der ender med at gøre ham herostratisk berømt eller muligvis snarere berygtet i Danmark. Metaforer og associationer vælter rundt i farverige ordblomster og ditto guirlander.
For eksempel sammenligner landstræneren forsvaret, der efter hans opfattelse er den bærende kraft på holdet, med sin “bedstemors laksefarvede korset”. Richard Møller Nielsens anekdote om stiverne i korsettet, der er vigtige for at holde det hele på plads, varer måske 3-4 minutter.
Sammenligningen er vanvittig og sjov på samme tid. Da jeg skal sælge historien til dagens redaktionssekretær, som er Steen Bostrup, siger han ”45 sekunder, Blegvad, der sker vigtigere ting i verden”.
Jeg prøver engang til, og argumenterer med, hvor sjovt det noget usædvanlige ordbillede er. Bostrup giver sig, og jeg får et minut og 30 sekunder til historien om laksekorsettet.
Da skuespilleren Ulrich Thomsen, gammel bekendt fra Odense, i 2015 skal spille Richard Møller Nielsen i filmen Sommeren 92 kommer han forbi mig i DR-byen, hvor vi sammen finder klippet frem om bedstemorens korset. Ulrich ser det igen og igen. Optager det på sin mobil, så diktionen kan blive så sandfærdig som mulig i filmen.
For alle omkring holdet bliver tiden i Sverige vildere og vildere. Inden de indledende gruppekampe er der måske 20 journalister til pressemøderne. Inden kampen mod Holland er der over 100 pressefolk fra hele verden.
Semifinalen
Kampen mod Holland bliver legendarisk.
Den spilles på Nya Ullevi i Göteborg. Og hvis banemanden havde fortsat med at kridte fra midterlinjen og op på tilskuerpladserne, så ville min plads have haft en hvid kridtstreg.
Vejret er igen fantastisk. Og kampen ender som bekendt med dansk sejr efter straffesparkkonkurrence.
Det, der er på papiret lignede tre kampe og tilbage til sommerhuset, er nu endt med en finaleplads.
Men det mærkelige er, at selvom der er mange danske fans i Göteborg, mærker man ikke som journalist rigtig den EM-eufori, som vennerne fra Danmark fortæller om i telefonen og som har bredt sig over hele Danmark.
Før finalen
Det danske landhold er nu populært i hele Europa. Det vrimler med pressefolk på hotellet.
Flemming Povlsen er blandt pressens kæledægger. Han står på et tidspunkt i en firkant omringet af fire tv-kameraer. Svarer først den ene journalist på hollandsk, så en på spansk, derefter på tysk og sluttelig på engelsk. Hver gang en journalist har fået sine svar, rykker et nyt kamera ind på den ledige plads.
Povlsen drejer bare rundt og svarer smilende på de adskillige sprog, han mestrer. Medierne er behørigt imponerede over den rutinerede og mangesprogede forward.
Tv-teknisk lader 1992 nutidens satellit-tv meget at ønske. Når vi har lavet interviews, bliver materialet, i form af et fysisk tv-bånd, afleveret til en svensk taxichauffør, der kører til lufthavnen. Båndet flyves til København og derfra til TV-Byen, hvor indslaget bliver klippet sammen. Men hvad gør man ikke for hele Danmarks rød-hvide darlings.
Hva’ så 3
Spillerbusserne er ved at være fyldt op. Alle spillerne er dog ikke helt ud af badet endnu.
Men så kommer de sidste. Blandt dem EM-topscorer Henrik “Store” Larsen. Vi går mod ham med kamera og mikrofon. Den høje Pisa-spiller får øje på os, og inden jeg når at åbne munden, siger han:
– Hva’ så Ole?
Hov det var jo min replik, men som ni ud af 10, siger jeg også:
-Ja, hva’ så, Henrik, så er I Europamestre.
Han går ind i bussen, der nu er fyldt med Laudrup, Schmeichel, Povlsen, Sivebæk og hvad de ellers hedder alle sammen. Et øjeblik efter forlader bussen pladsen bag Nya Ullevi. EM 1992 er som sådan forbi.
Søndag aften på DR slutter min EM-gennemgang med ordene:
“Og så er Danmark Europamestre for første gang nogensinde. Og hvis man er fodboldstjerne, så er der vist kun én ting at sige til det”, hvorefter landsholdsspillerne jeg interviewede bag stadion siger:
– Hva’ så?
– Hva’ så?
– Hva’ så, ja så er vi Europamestre!
Topillustration: DBU
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
