Kys historien fra mig: Maria Helleberg er nu i 1960’erne

i Danmark/Featured/Liv & Mennesker af

KYS HISTORIEN FRA MIG – I denne uge ser Maria Helleberg i sin klummeserie om historien på 1960’erne, som har fået ry for at være et vildt, anti-autoritært årti, hvor folk eksperimenterede med alt og alle. Men det meste af årtiet gik så at sige med at være på arbejde og få tiden til at gå, mere vildt var det ikke.

Noget var i skred. Kvinder var i større og større grad beskæftigede uden for hjemmet, også efter at de havde giftet sig og fået børn. Børnehaver og vuggestuer var ved at blive en norm, ikke den enlige mors desperate valg for at vedligeholde en indtægt.

I Den Blå Betænkning diskuterede man seriøst den rette opdragelse af børnene i institutionerne. Fri opdragelse var ved at vinde frem, inspireret af bl.a. den engelske Summerhill-skole – og Bernadotte-skolen i Danmark.

Frygten for uønsket graviditet førte til sen seksuel debut (for pigerne), og bolignød førte til indgåelse af ægteskab for at få et sted at bo, da gifte par favoriseredes.

Familier begyndte at flytte ud fra byerne og at få plads i nye række- og parcelhuskvarterer. Børnene fik hver sit værelse og lov at indrette efter egen smag. Bo Bedre berettede om den herskende bedste smag i små og store hjem.

Man købte ikke længere alle sine varer i specialforretninger. I stedet gik man et sted hen – et såkaldt supermarked – hvor man benyttede sig af selvbetjening.

Maskiner og apparater var ved at dukke op i hjemmene. Isskabene var afløst af (små) køleskabe, støvsugeren var ved at blive hvermands eje, strømmen var billig, så man tændte sorgløst for lyset overalt, og grammofonen spillede lystigt sorte plader på hhv. 45 og 33 1/3 omdrejning pr. minut.

 Og nu kunne man så få LP’er med 2 x 30 minutters spilletid. En hel symfoni på én plade, en hel opera på 2-3 plader. Klassisk musik oplevede et salgsboom. Callas, Tebaldi, Menuhin, Karajan, Nilsson, Bjørling.

Der skulle arbejdes en del for at få lyd, men den var langt bedre end 78’erne. Og nu kunne man så få LP’er med 2 x 30 minutters spilletid. En hel symfoni på én plade, en hel opera på 2-3 plader. Klassisk musik oplevede et salgsboom. Callas, Tebaldi, Menuhin, Karajan, Nilsson, Bjørling.

Varerne i forretningerne stammede fra et landbrug, som var ved at glide ind i den tekniske, kemiske fase: man opfattede stadig alle kemiske midler, selv DDT, som fuldkommen uskyldige. Og man dumpede alle former for affald og lod kloakkernes afløb føre direkte ud i badevandet. Forurening var endnu ikke et problem, man søgte at gøre noget ved.

Varerne blev med stolthed præsenteret af Karoline-piger på Grüne Woche i Vesttyskland hvert år og den bedste bacon eksporteret til England. Man røg og drak med god samvittighed, selv om advarende røster begyndte at tale om kedelige følger af rygning. Vin var endnu en stor sjældenhed og skulle først introduceres af Irma-kæden omkring 1970: Skjold Burnes vin: ”den med tyren” brugtes til fest, sammen med Chianti – i bastflasker.

Telefonen var ved at blive en selvfølge i de fleste hjem, og havde man ikke selv telefon, stod der automater opstillet i byerne med korte mellemrum.

I større og større omfang benyttedes også ganske almindelige mennesker sig af biler som transportmiddel, men bilerne var uden selv det mest simple sikkerhedsudstyr og kun få havde erfaring med at køre.

Støtte til udøvende kunst

Selskaber, der sendte store grupper af sted på ferie sydpå i bus og senere fly, opstod og tjente vældige summer på kort tid. Man rejste i grupper og oplevede det samme, og rejsemålene var ret få:

Fjernsynet var på rekordtid ved at blive det dominerende medium. Selv politikerne begyndte at tage hensyn til fjernsynets magt. Der var kun ét nationalt, statsligt program, så alle fik den samme reference. Men man kunne da se svensk tv! På den måde blev de fleste københavnere fortrolige med bl.a. svensk humor, jazzmusik og “nyheter”. Vi lærte deres politikere at kende, blandt dem Olof Palme

Den socialdemokratiske regering havde oprettet et kulturministerium, der i løbet af rekordtid fik indført støtte til udøvende kunst. Lige meget hvor, man boede i landet, skulle man have ret til at hente bøger gratis på folkebibliotekerne.

Jazz havde længe været opfattet som intellektuelt og ret uskadeligt, men den fra USA kommende ”pigtrådsmusik” opfattedes som direkte subversiv og blev ikke spillet i den statslige radio, som havde monopol

Kulturen opfattedes opsplittet i ”fin” og ”trivial”, og linjen var skarp og tydelig. Ungdommens foretrukne medier og former opfattedes som en trussel mod god smag.

Jazz havde længe været opfattet som intellektuelt og ret uskadeligt, men den fra USA kommende ”pigtrådsmusik” opfattedes som direkte subversiv og blev ikke spillet i den statslige radio, som havde monopol.

Heller ikke da Peter Belli og Les Rivals i Hit House kom med det første bud på dansk rockmusik, dukkede en eneste melodi op i radioen. Det skete først, da monopolet blev brudt med piratskibet Radio Mercur, som førte til dannelsen af DR’s P3.

Man havde vænnet sig til en eller anden form for socialdemokratisk styre, og til at man som vælger blev tiltalt oppefra og ned

Til gengæld stempledes den kultur, som havde stort marked blandt mennesker uden uddannelse, som Morten Korch, Raquel Rastenni og Far til Fire, og udelukkedes fra f.eks. bibliotekerne. Kunsten skulle opdrage. Ernst Bruun Olsens ”Teenagerlove” fra 1962 blev periodens største teatersucces og handler om kapitalens interesse i at holde masserne uvidende ved hjælp af fidus- og trivialkunst.

Et samfund på vej til et mirakel

Hver by havde haft sin avis, men de begyndte at gå ind. Pressen var delt i hhv. konservative, socialdemokratiske og venstreaviser, alle finansieret af partier – med det ”radikale” Politiken som undtagelsen. Mere og mere blev samfundsdebatten ført i tv og radio.

Der blev bygget som ikke nogensinde siden de romanske kirker blev opført – store skolekomplekser og rådhuse. Senere mere eller mindre vellykkede boligkvarterer og hele byer. Industriens produktion oversteg for første gang landbrugets. Det var et samfund på vej til en position som økonomisk mirakel.

Stilen var den typisk skandinaviske funktionalisme, men med bløde linjer, som Hans J.Wegeners kinesisk-inspirerede stole, nu bare omsat til arkitektur.

Man havde vænnet sig til en eller anden form for socialdemokratisk styre, og til at man som vælger blev tiltalt oppefra og ned. De gammeldags patriarkalske patroner som Venstres Erik Eriksen var ved at blive afløst af charmerende, letbevægelige personer som Socialdemokratiets Jens Otto Krag.

Heltene hentede man overalt, hvor man kunne finde dem: Brigitte Bardots sensuelle trutmund afløste Marilyn Monroe som sexsymbol

Kommunisterne var harmløse efter 1956 og Ungarn, og SF var et menneskeligt oppositionsparti. Man samarbejdede hen over skellet mellem venstre og højre. Alle var enige om, at gode tider skulle gøres bedre.

De store firmaer var ved at erobre verden: Lego og A.P. Møller fik følgeskab af nyskabelser som Carmen Curlers. Eksporten til England var stor, og man begyndte at tale om tilslutning til Kul- og Stålpagten, der senere skulle udvikle sig til EEC, EF og EU. Foreløbig talte man dog meget om EFTA og Norden.

Verden uden for Danmark var intet trygt sted. Der var diktatur i Portugal og Spanien og et såre skrøbeligt demokrati i Grækenland. Hele Østeuropa var underlagt kommunistisk diktatur. Cubakrisen i efteråret 1962 bragte vitterligt verden på randen af en ny storkrig. Berlin (og Tyskland) var delt i to, og DDR påbegyndte bygningen af Muren for at sikre sig, at befolkningen ikke udvandrede. Egentlig var der ikke mange tegn på den opblødning, man havde talt om siden 1956. Heller ikke mange danske besøgende i DDR.

 Noget måtte ske! Og helst snart! Ingen var egentlig forberedt på 1968 i Danmark, men det store paradigmeskift var allerede synligt visse steder i USA

Heltene hentede man overalt, hvor man kunne finde dem: Brigitte Bardots sensuelle trutmund afløste Marilyn Monroe som sexsymbol, mens Jurij Gagarin – første mand i rummet – blev mere populær end nogen amerikansk astronaut, og Elvis blev mainstream, bl.a. fordi Otto Brandenburg efterlignede ham i en sød, dansk bondeknold-udgave. Elegance var ellers på dagsordenen. Lise Ringheim og Henning Moritzen kunne nemt konkurrere med samtidens franske filmpar. Ib Schönberg var afløst af charmøren Preben Uglebjerg og Liva Weel afløst af den chikke Birgitte Reimer.

Men det var også en periode, som ledte efter en mening med livet – og med en hastigt voksende velstand. Man var stadig børn af 50’ernes forsigtighed og 40’ernes krig. En ny generation var på vej, som ville noget andet, og som byggede på 60’ernes sorgløshed.

Filmen ”WeekEnd” af Klaus Rifbjerg, Jesper Jensen og Palle Kjærulff-Schmidt skildrer retningsløsheden med smertelig tydelighed. Noget måtte ske! Og helst snart! Ingen var egentlig forberedt på 1968 i Danmark, men det store paradigmeskift var allerede synligt visse steder i USA.

Topfoto: Brigitte Bardot i 60’erne, Wikimedia Commons

Maria Helleberg, født 1956, er først og fremmest kendt som forfatter, men har egentlig en uddannelse som teater- og mediehistoriker. Og tog engang bifag i dansk. Fuldtids skriver siden 1987. Kærlighedsbarn, Engelshjerte, Seersken, Valeria, Thomasines Frihed, Alberto. Oversat til mere end ti sprog. Har levet i USA og Italien og er aldrig rigtig kommet over det. Interesserne spænder over modsætninger: skønne automobiler, grøn omstilling, gender politics, skønne mænd. Horses & hounds. Mad fra alle verdenshjørner. Kulturpolitik og deslige. Men er egentlig mest af alt politisk amatør og tror fuldt og fast på regering by the people, for the people. Bor lidt uden for Fredensborg i rækkehus fra 80erne, med jordens dejligste mand & jordens frækkeste lille gamlingehund. Bruger Zalando, størrelse 38 1/2 i sko, ingen briller (endnu) og RaiUno, NDR3 og Netflix, men kan stadig huske Netscape og Yahoo.

Seneste artikler om Danmark

Da kvinder tog magten

NY BOG – Ritt Bjerregaard, Lone Dybkjær, Britta Schall Holberg, Grethe Fenger Møller,