Sigøjnerdrama i Madrid: Carmen og Lola

af i Film/LGTB+

FILM // ANMELDELSE – Den spanske filminstruktør Arantxa Echevarria, der har mange års erfaring med kortfilm og dokumentarfilm, debuterede i 2018 med spillefilmen Carmen og Lola og modtog årets Goya Award som bedste instruktør. I 2009 læste hun en artikel fra Granada, der berettede, at nu skulle Spaniens første kvindelige sigøjnerpar giftes. I Spanien havde homoægteskaber allerede været lovlige siden 2005, men det er sin sag at springe ud som lesbisk i et mandsdomineret sigøjnersamfund. Artiklen berettede om det anonyme pars trængsler, om familiernes afvisning og ekskluderingen fra hele sigøjnersamfundet.

Arantxa Echevarria besluttede at lave en spillefilm om den noget ukendte sigøjnerkultur, der er baseret på århundreders patriarkalsk strukturalisme og sexisme. De unge kvinder ejes af familien, der sørger for, at de ikke får selvstændige ideer, ikke bliver uddannet uden for miljøet og holder sig uplettede og kyske. Deres mission i tilværelsen er at blive perfekte hustruer og mødre. At være lesbisk i en sådan verden er en umulighed, og dog vovede det omtalte par at gå til medierne og at gennemføre brylluppet.

Eshevarria følte som kvinde en moralsk pligt til at give en stemme til disse underkuede kvinder, der følte sig meget alene. Da der kun findes meget få professionelle skuespillere i sigøjnermiljøet, tog det næsten et år at finde de unge teenagere i miljøet, der kunne og turde spille disse provokerende karakterer. Man måtte lede på markeder og på gader og stræder; mere end tusind unge kvinder blev testet, inden man kunne vælge 17-årige Rosy Rodriguez som Carmen og 16-årige Zaira Romero som den lesbiske fristerinde, Lola.

Vi kommer godt rundt i Madrids sigøjnerghetto i Carmen og Lola. I mange fine og meget livlige sekvenser følger vi de to billedskønne unge kvinder frem og tilbage mellem hjemmet og markedet, hvor de hjælper deres fædre med salg af grøntsager og i hemmelighed snyder sig til at dele en smøg ude bagved.

Carmen er forlovet med Raza, der er Lolas fætter; hun glæder sig til det kommende bryllup, hvor hun vil blive vist frem i en flot og meget udfordrende paillet- og diamantprydet kjole suppleret med enorme ørenringe og masser af bling. Hun tror på kærligheden uden at ane, at denne udvalgte handling mere er en handelsaftale mellem familier end nogen form for følelsesbekræftelse. Som så mange andre unge naive kvinder vil hun glædesstrålende springe ind i samfundets slavetilværelse!

Vi ser hende drømmende sidde i sin fulde pragt på en rosenstrøet dobbeltseng. Ved det livlige og glade forlovelsesgilde praler hendes meget overvægtige far af hendes dyd: Hun har smukt holdt sig indenfor husets døre… Hun ryger ikke og ejer end ikke en mobiltelefon.

Ingen interesserer sig meget for smukke og hyklerisk dydige Razas prisværdige egenskaber; han hænger hver aften ud med vennerne fra kvarteret for at kigge efter piger, men det gør jo alle. Da Carmen en eftermiddag oppe fra altanen kalder på Raza, bliver hendes mor meget vred, fordi hun har vist sig offentligt inden brylluppet. Sådan gør en god husmor aldrig, sådan bringer hun sin mor i vanære.

For mig, der havde baggrundsviden vedrørende Rosy Rodriguez, var denne lille sekvens særdelse tankevækkende, for den unge skønne Rozy var blevet gift allerede som 15-årig, men havde ikke kunnet holde ægtemandens forventninger og krav ud i mere end seks måneder. Hun havde forladt ham og blev derfor anset som ”dårligt gift” i sigøjnermiljøet. Hun er helt overbevisende som den drømmende Carmen og blev da også som Zaira Romero nomineret til en Goya Award som bedste skuespillerinde.

Instruktøren har skabt overbevisende troværdige miljøer fra hjemmene og markedet; vi bliver klogere på sigøjnernes mandsdominerede verden, men jeg bliver ikke rigtig grebet eller rystet. Filmen får derfor kun fire stjerner

Lola er anderledes selvstændig; hendes forældre har ladet hende gå i de ”hvides” skole: Hun har selvstændige interesser og ønsker at komme på universitetet og studere ornitologi. Hun tegner flotte, farvestrålende fugle med spraymaling på metroens mure; hun ønsker at bevare sin frihed og ikke som så mange uuddannede piger ende som frisørelever i de”hvides” saloner. Og hun ved, at hun er lesbisk.

Familien prøver at holde hende på måtten ved at lade lillebror holde øje med hende. Familien er bange for kontakt med drenge og drømmer ikke om noget andet. Hun skaffer de forbudte cigaretter, begynder at flirte med Carmen, der i begyndelsen afviser hende, på trods af at hun allerede ved forlovelsesfesten følte sig stærkt tiltrukket af Lolas livlige og sensuelle dans. De ses mere og mere rundt i byen, og Lola prøver at lære Carmen at svømme i en tom, himmelblå swimmingpool.

Kort efter at Carmen har afvist Lolas tilnærmelse, står der spraymalet på muren overfor hendes vindue: ”Jeg har allerede glemt dig!”

Carmen besinder sig, og nu står der noget på muren udfor Lolas hus: ”Men jeg kan ikke glemme dig.”

Da Carmen aflyser brylluppet, vælter tilværelsen for de implicerede familier.

Carmen og Lola er særdeles underholdende, og der er en fin kemi mellem pigerne. Instruktøren har skabt overbevisende troværdige miljøer fra hjemmene og markedet; vi bliver klogere på sigøjnernes mandsdominerede verden, men jeg bliver ikke rigtig grebet eller rystet. Filmen får derfor kun fire stjerner.


Foto: PR.

Født 1938. Cand.mag.art. i Zoologi, Botanik, Geologi, Geografi og Filmhistorie fra Københavns Universitet. Kulturredaktør og formand for Radio Vesterbro gennem 30 år. Forfatter, filmjournalist, kunstanmelder, eventyrer. Karen Hammer har rejst i 103 lande på syv kontinenter, dog kun i 27 i Afrika. Skriver bl.a. om African Cinema og har deltaget 15 gange i Ouagadougous afrikanske filmfestival FESPACO.

Seneste artikler om Film