Vild med dans

af

Damien Chazelles La La Land, der er storfavorit ved weekendens Oscar-uddeling, er en flot og medrivende hyldest til et klassisk musicalunivers, skriver Frederik Bojer Bové. Stilsikker, teknisk stærk og spillende på alle feel-good tangenter. Alligevel er der noget i klangbunden, der mangler. Nostalgien er enstrenget tilbagestræberisk, og menneske- og samfundsskildringen konservativ.

Original titel: LA LA LAND
Genre: Musical
Premiere: 23. februar 2017
Rolleliste: Ryan Gosling, Emma Stone, J.K. Simmons, Rosemarie DeWitt, John Legend
Instruktør: Damien Chazelle

Grynet celluloid, klare primærfarver, varmt sollys. La La Land er fra første billede er en eventyrverden. Det er godt nok en bilkø, vi zoomer ind på, men billedet er så varmt, at man bliver feel-good tryllebundet. Og så bevæger kameraet sig. Glider fra bil til bil. Lydsiden er et miks af dejlige radiosange. Ba-ba-da-ba begynder en kvinde, og de næste tre minutter synger flere og flere med, indtil dansere hopper på biler så langt øjet rækker. It’s another day of suuuun! synger de, mens blæserne spiller fanfare, og La La Land toner frem på lærredet i klare gule bogstaver. Hvis ikke man er med filmen på det tidspunkt, skal man nok bare tage at gå hjem igen.

Teknisk er det uovertruffent. Det vidunderlige er ikke blot, at folk danser og smiler og synger, men også at kameraet ikke klipper. Som var det en YouTube flashmob, er det hele vist som ”pseudo one-take” – det er tre takes klippet så fermt sammen, at man ikke lægger mærke til klippene; jeg kan regne ud hvor det ene er, men det andet snyder.

Mia og Sebastian

Og kameraet bliver ved. Bliver hængende over bilkøen, indtil det dykker ned og finder startmotivet for fortællingen: Mia øver replikker til en audition, men er så opslugt, at hun helt glemmer at køre, da hun får chancen. Det irriterer manden i bilen bagved grænseløst. Han hedder Sebastian, er jazzpianist, og drømmer om at åbne en jazzklub. De to spilles med så meget kemi af Emma Stone og Ryan Gosling, at man selv som fjender i en bilkø tror på dem som par.

De to spilles med så meget kemi af Emma Stone og Ryan Gosling, at man selv som fjender i en bilkø tror på dem som par.

For par bliver de naturligvis. Fra tilfældige møder og romantiske dates og indtil hverdagen sætter ind, følger vi dem, syngende, dansende, og hårdtarbejdende for at nå deres drømme. Men det er ikke nemt at nå mål uden at sælge ud, og det er heller ikke nemt at få tid til hinanden undervejs. Så der sættes prøvelser i vejen for kærligheden, og det er i modsætning til de fleste romantiske komedier aldrig klart, hvordan det overhovedet skal gå.

Jazzfilmens nye auteur

Med 14 Oscarnomineringer og 7 Golden Globes – ny rekord – er La La Land instruktøren Damien Chazelles helt store gennembrud. Filmen har været hans hjertebarn i årevis, hvor hans to foregående film mere eller mindre har været lavet som forberedelse. Guy and Madeline on a Park Bench var hans billige sort/hvide debut; også en musical om en jazzmusiker og hans kærlighedseventyr, lavet bevidst som et forsøg før La La Land. Og Whiplash, med Miles Teller i rollen som nok en ung jazzmusiker, der denne gang har problemer med sin tyranniske lærer, blev lavet efter, at Chazelle i første omgang måtte opgive at finde finansiering til den film, han reelt havde lyst at lave.

MERE POV
Sådan undgår du at blive deprimeret af Facebook

‘Den svære toer’ er et kendt fænomen i musikverdenen; efter at have arbejdet på sange til et debutalbum i årevis, skal kunstneren pludselig levere endnu et album på langt kortere tid. Det er ikke helt det samme inden for film, eftersom maskineriet er så stort, at de færreste kan få ressourcer til at lave drømmefilmen i første hug, men med en film som La La Land, der er blevet tænkt over og arbejdet på i næsten et årti, kan man godt tillade sig at være lidt bekymret for hvordan instruktøren skal følge op.

Chazelles varemærker er jazz, store følelser, og teknisk ekvilibrisme. Både jazzen og filmteknikken skal være teknisk, det er ret klart. Det er en akademisk, klassisk jazzmusik Chazelle dyrker, og det er en teknisk kompetent filmstil, han praktiserer. Det gør på mange måder La La Land til et konservativt, tilbagestræbende værk, ikke kun musikalsk. Af de tre film om jazzmusikere, Chazelle nu har skabt, er det kun den første film, der har en sort hovedperson. Jeg gad også godt vide, hvornår han får lyst til at beskrive en kvindelig en af slagsen, i stedet for dynamikken, hvor den mandlige jazzmusiker skal belære sin udkårne om musikkens kvaliteter.

Ja undskyld, men her er jeg på de unges side, og det er i øjeblikke som dette, at La La Land bliver lidt uvedkommende.

Musikalsk er mine yndlingsøjeblikke i både Whiplash og La La Land steder, hvor noget pludselig går galt. I Whiplash snydes den unge trommeslager til at spille et nummer, han ikke kender, og det giver pludselig en uventet, eksperimenterende poly-rytmik. I La La Land inviteres Sebastian til at spille med sin gamle studiekammerat Keith (John Legend): Til start lyder det lige så klassisk som resten af filmen, men så trykker Keith på en knap, og pludselig sprænger elektroniske trommer sig vej ind i lydbilledet. Sebastian og Keith snakker sig frem til, at det er det, de unge vil have, og så må man tilpasse sig. Ja undskyld, men her er jeg på de unges side, og det er i øjeblikke som dette, at La La Land bliver lidt uvedkommende.

Hverken Ryan Gosling og Emma Stone er musicalstjerner, og når Chazelle ovenikøbet insisterer på at filme i lange klip, så kan man til tider godt fornemme, hvor meget koncentration det kræver at ramme trinene rigtigt. Det eksempel på manglende overskud og lignende petitesser er der en del af, og hvis du er connaisseur og elsker de klassiske musicals med Fred Astaire og Ginger Rogers, så rammer La La Land aldrig samme niveau.

Franske Jacques Demy er gang på gang blevet nævnt som en anden inspirationskilde, og der er scener, hvor La La Land nærmest synes at kopiere ikoniske øjeblikke fra Pigen med Paraplyerne. Men det mørke, som Demy altid har med i baggrunden, findes ikke i Chazelles univers. Demy skabte sine film på baggrund af krigen i Algeriet, og selv i den lyseste af hans klassikere, Pigerne fra Rochefort, lurer en øksemorder i periferien. Hos Chazelle er det værste, der kan ske, at elskende kan have svært ved at finde tid nok til at se hinanden, når de er på turné. Det er i bogstavlig forstand, luksusproblemer filmen beskæftiger sig med – selv når armoden er størst, valser La La Land’s medvirkende ind og ud af stjernespækkede fester i bakkerne over Los Angeles.

MERE POV
Manden, der rejste efter døden

”Oscar bait”

I den forstand kommer La La Land måske til at blive den mindst overraskende Oscar-vinder nogensinde: Efter åbningsnummeret hører vi en stemme på bilradioen proklamere, ‘…er nomineret til tre Oscars…’ La La Land er en uforblommet hyldest ikke blot til filmhistorien, men til de mænd og kvinder som skabte den, filmskabere såvel som skuespillere selv. Emma Stone synge afsluttende om kunstnernes dårskab: ‘A bit of madness is key / to give us new colors to see / who knows where it will lead us / and that’s why they need us’.

Cirka her var jeg ved at have fået nok. Især fordi farverne absolut ikke er nye men selvrefererende, rendyrkede tresserfarver, der klokkeklart bejler til Oscar. La La Land er her – og andre steder – præget af selvglæde og glathed.

Cirka her var jeg ved at have fået nok. Især fordi farverne absolut ikke er nye men selvrefererende, rendyrkede tresserfarver, der klokkeklart bejler til Oscar. La La Land er her – og andre steder – præget af selvglæde og glathed.

Der er film, der rammer drømmene, vi alle bærer i os. Og så er der film, der bejler til drømmemaskinen selv. Når alt kommer til alt tilhører La La Land den sidste kategori. Det vil være en kæmpeoverraskelse, hvis drømmemaskinen ikke kaster guldstatuetter en masse efter filmen søndag nat. Mange vil være fortjent for uanset skønhedsfejlene og den måske manglende klangbund, så er Damien Chazelles film teknisk uovertruffen og opfindsom, den har to medrivende skuespillerpræstationer i centrum, og den er gedigent skruet sammen på en template af positivisme med masser af dans, glæde og god musik.

Fotos: © Dale Robinette, Nordisk Film.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Frederik Bojer Bové

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste indlæg fra

Gå til Top