Vi må ikke skabe flere desperate mennesker i bandekonflikten

af

Tirsdag aften blev to personer ramt af skud uden for restauranten Sticks’n’Sushi i Magasin på Lyngby Hovedgade, nord for København. Skudepisoden menes at være det seneste udslag af en ulmende bandekrig i det storkøbenhavnske område. Det har fået Marc Johansson – tidligere politibetjent, der er kommet en del i hovedstadens bandemiljøer – til at sætte sig til tastaturet for at give myndighedernes respons på den igangværende bandekonflikt et par ord med på vejen.

Efter skyderiet i Lyngby og de efterfølgende politiske udmeldinger om bandepakker, strengere straffe, udvisninger og et rockerborgsudvalg har jeg behov for at give min mening til kende.  Men lad mig ridse min baggrund op først:

Jeg har beskæftiget mig med bandeproblematikker de seneste syv år og jeg har søgt viden både ude i virkeligheden og i forskningen. Jeg har holdt møder med eksperter samt tidligere og nuværende bandemedlemmer i udlandet.

København, Chicago, Manchester

Mine egne erfaringer begyndte, da jeg var lokalbetjent i Københavns socialt belastede Blågårds Plads-kvarter under bandekrigen i 2009. Gennem fire og et halvt år her lærte jeg mange historier at kende fra det virkelige liv.

Efterfølgende kom jeg tættere på, da jeg blev spurgt om jeg ville være med til at genåbne Folkets Hus, beliggende i Folkets Park på indre Nørrebro. Jeg blev en del af det miljø og opholdt mig blandt de mennesker som visitationszoner, zoneforbud, bandepakker og banderegistre er lavet for. Jeg har også besøgt slummen i Chicago i USA og det socialt mest udsatte område af Manchester i Storbritannien. I de to byer har jeg set scenarier, der er langt værre end noget, vi nogensinde har haft i Danmark.

Hvad skulle det ændre at hæve strafferammen til to år for at besidde et skydevåben i det offentlige rum? Vi har med mennesker at gøre, der frygter for deres liv, fordi de er i krig med nogle andre. Det er nok ikke det at komme i fængsel, de bekymrer sig mest om.

Jeg tror, at den pistol, politiet fandt tæt på gerningsstedet i Lyngby, tilhørte en af dem, der blev skudt på. Og jeg tror, at grunden til, de ikke havde den på sig, er strafferammen på et års fængsel. Om ikke andet så findes der mange eksempler på, at noget tilsvarende er sket andre steder.

Tænk, hvis det ikke var politiet, der havde fundet pistolen. Hvem så?

Tryk avler modtryk

Hvis man hæver strafferammen til to år for at besidde et skydevåben i det offentlige rum, hvad skulle det så ændre? Vi har med mennesker at gøre, der frygter for deres liv, da de er i krig med nogle andre. Det er nok ikke det at komme i fængsel, de bekymrer sig mest om. Jeg tror, at en af årsagerne til vi ser flere hensynsløse skyderier i det offentlige rum på tidspunkter, hvor der er mange mennesker på gaden, er, at de stridende parter har sværere ved at opsøge hinanden de sædvanlige steder.

I takt med at det bliver sværere for bandemedlemmer at have deres eget sted, opholder de sig naturligt nok mere sammen med os andre. Jeg er ikke i tvivl om, at forbud mod at opholde sig i bestemte lokaliteter, som vi senest har set det bl.a. på Fyn er effektivt. Men en afledt effekt er blot, at bandemedlemmerne så skyder efter hinanden på tankstationer og andre steder, hvor de enten tilfældigt støder ind i hinanden eller får efterretninger om, at de andre opholder sig.

Jeg har endnu ikke mødt et bandemedlem, der synes, det er justitsmord, hvis de ryger i spjældet for at skyde en anden, overfalde en anden eller sælge stoffer. Jeg kender til gengæld flere, der føler sig uretfærdigt behandlet under deres afsoning.

Der tales igen om at lave stramninger og bandepakker. Et sted, hvor man har nået grænsen for, hvordan man kan stramme, er i afsoningsforholdene for bandemedlemmer. I iveren efter at gøre deres liv mere surt, er man nået til at forskelsbehandle i en grad, hvor det ikke længere giver mening for de indsatte. Jeg har endnu ikke mødt et bandemedlem, der synes, det er justitsmord, hvis de ryger i spjældet for at skyde en anden, overfalde en anden eller sælge stoffer. Jeg kender til gengæld flere, der føler sig uretfærdigt behandlet under deres afsoning. Jeg tror desværre, at flere af de overfald, vi har set på fængselsbetjente i og uden for fængslerne, er en afledt effekt heraf. Tryk avler modtryk.

Amerikanske tilstande

Da jeg var i Chicago i 2013 for at høre om byens bandeproblematikker set fra ghettoens side var dét, der slog mig mest, at systemet med al dets hårdhed dehumaniserede bandemedlemmerne. De mennesker har ikke udsigt til at få et andet liv og derved har de heller ikke længere noget at miste. Det kan igen udvikle sig til, at de vil gøre hvad som helst for at slippe ud af politiets kløer. Noget, som vi heldigvis kun i meget begrænset omfang har set herhjemme.

En ven fra Chicago fortalte mig, at fordi han tidligere er dømt for drab i USA, arbejder på gaden med bandemedlemmer i Chicago og er sort, så kan han være sikker på at ryge i fængsel resten af sit liv, hvis han bliver taget med en af de pistoler, han fra tid til anden, tager fra bandemedlemmer og anonymt afleverer til politiet. Det scenarie gør, at skulle det ske, så ville han overveje at dræbe betjenten på trods af hans stærke tro på Gud.

Han vil nemlig ikke have noget at miste, da han alligevel ville skulle sidde i fængsel resten af livet. Det var ret svært at forholde sig til syntes jeg; fordi han er et af de mest sympatiske mennesker, jeg har mødt og talt med. Samtidig har jeg også flere gange set tårerne komme frem i hans øjne, når han forklarer, hvor hårdt det er at se børn i Chicago fortælle om, at de alligevel ikke regner med at blive ældre end 21 år og at de lever et liv, hvor de er født ind i banderne, fordi de bor et bestemt sted eller har nogle bestemte familiemedlemmer. Jeg har også hørt ham fortælle, hvor hårdt det er, når man som befolkningsgruppe blive dæmoniseret på grund af sin hudfarve og oplever, at det alene begrænser ens muligheder i livet.

Forebyggelse er vejen frem

For mig er skrækscenariet i Danmark derfor, at vi får presset unge mennesker helt derud, hvor de ikke føler, de har noget at miste.

Her tænker jeg kun på deres egen opfattelse, som er defineret ud fra deres perspektiv på eget liv. Jeg ved ikke, om det var årsagen, da to betjente og en civil borger blev skudt på Christiania tidligere i år, men jo mere, der bliver strammet, jo mere sandsynligt bliver det, at vi ender med lignende scenarier.

Vi skal hjælpe med at ændre det enkelte bandemedlems levemåde. Hvis han kunne skabe den ændring selv, så havde han gjort det. Men det kan han ikke. Derfor er forebyggelse det vigtigste, som vi – samfundet –  kan sætte ind med, og det vi skal bruge flest kræfter på

Mit budskab er derfor: hvis vi i Danmark skal stramme endnu mere, og hvis vi fortsætter ad den vej, vi lige nu ser dominere i den offentlige debat, hvor vi dæmoniserer og dehumaniserer disse mennesker, så skaber vi blot endnu mere desperate personer.

Vi er med til at at skubbe på i en udvikling, hvor disse mennesker i sidste ende ikke længere har noget at miste og derfor er mere tilbøjelige til at gøre næsten hvad som helst. Jeg er ikke i tvivl om, at det er det enkelte bandemedlems livsførelse, der har ført til, hvor vedkommende er i dag.

Derfor skal vi hjælpe med at ændre det enkelte bandemedlems levemåde. Hvis han kunne skabe den ændring selv, så havde han gjort det. Men det kan han ikke. Derfor er forebyggelse det vigtigste, som vi – samfundet –  kan sætte ind med, og det vi skal bruge flest kræfter på. Vi skal sætte ind med præventive indsatser, der forhindrer disse unge menneskers deroute. Det hører jeg ikke blive adresseret i samme grad i den offentlige debat, ja faktisk er det aspekt nærmest forsvundet.

Topfoto: Pixabay/Michael Dorbec

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Marc Johansson

Marc Johansson er født og opvokset i Herlev, nord for København. Han blev politimand i 2003 og var i 2009 med til at starte lokalpolitiordningen Din Betjent op på Nørrebro i København. Fra 2009 til starten af 2014 var Marc lokalbetjent i området omkring Blågårds Plads. Han har deltaget i en række bandeseminarer og været oplægsholder på flere af disse både i Danmark og i udlandet. I 2011 var han på studietur i Manchester i Storbritannien for at se på bandekriminalitet her. På denne tur blev han inspireret til at starte et borgernetværk omkring Blågårds Plads. Borgernetværket mødtes om at løse lokale udfordringer. I 2014 forlod Marc politiet og var med til som ansat at genåbne Folkets Hus, hvor en vigtig opgave bestod i at bygge bro imellem mange brugergrupper, herunder marginaliserede unge mænd, bandemedlemmer og alle aktivisterne, der var med til at drive huset. Marc Johansson er fast gæsteunderviser i bandekriminalitet for amerikanske studerende på uddannelsesinstitutionen DIS – Study abroad in Scandinavia, og underviser ligeledes i konflikthåndtering. Marc Johansson, der er 38 år, er i dag ansat i Københavns Kommune. Som blogger i POV-regi udtaler han sig som privatperson.

Seneste indlæg fra

Illusionernes fest

Det er en gammel “dame” jeg besøger i disse dage. Cannes Filmfestival
Gå til Top