mm

Poul Hauch Fenger

Poul Hauch Fenger er forsvarsadvokat, international menneskerettighedsadvokat, og Master of International Relations, fra Bond University i Australien. Poul Hauch Fenger har tidligere arbejdet som Associate Expert ved FN’s Højkommissariat for Menneskerettigheder i Genève med ansvaret for Asien og Stillehavet, som Rådgiver i EU på Balkan, i WHO og som Human Rights Officer i Malawi. Han har også været politisk rådgiver for den australske ambassadør og for Generalsekretæren i IRCT. Advokat Poul Hauch Fenger har ført en række større, medieomtalte sager i Danmark. Han vandt sagen mod Dansk Folkeparti, hvor 15 nybagte danske statsborgere alle blev navngivet under overskriften "Én på listen er til fare for Danmarks sikkerhed. Nu bliver han dansker." Poul Hauch Fenger er forsvarsadvokat i Danmarkshistoriens største narkosag, Christiania-sagen, i sager vedr. økonomisk kriminalitet, og sager om organiseret kriminalitet. Han er brugt som gæsteforelæser ved internationale konferencer om menneskerettigheder og folkeret, som han underviser og er eksaminator i på Københavns Universitet. Privat elsker han mere end det meste at rejse (medlem af Travelers’ Century Club), og at spille squash og tennis, bl.a. med sin kæreste og 2 små børn ude på gaden foran deres lille kartoffelrækkehus. Poul Hauch Fenger kommer til at skrive om danske og internationale retssager, menneskeret, og om humanitære og internationale forhold. Du kan læse mere om Poul på www.forsvarsadvokat.net / www.poulhauchfenger.dk Skulle du have lyst til at donere til Pouls skriverier, er nummer til Mobilepay: +4526240622

Se alle skribentens artikler

Vi alene vide

Der var engang, hvor Danmark skød brystet frem og hagen op og var modtagelig for kritik. Hvor nationen havde brede skuldre. Det gjaldt både kritik fra nationale og internationale instanser. Men det var dengang. Poul Hauch Fenger skriver om at tilsidesætte fagkundskaben i populismens navn.

I dag tilsidesættes fagkundskab fra dem, som er tættest på de områder, der skal lovgives om; og hermed også fra dem, som gør lovene klogere indrettet og regulerer mere hensigtsmæssigt. Populismen har sneget sig ind, stille og roligt. Det er en virus i det danske demokrati. Regeringen, Folketinget og myndigheder har fået så løs en skulder i forhold til kritik, at retssikkerheden er gået af led. Det er som i enevældens tid. Vi alene vide, er det nye mantra.

Med en ligegyldighed over for international kritik, tilsidesættelse af ombudsmandens henstillinger, en løs skulder i forhold til overholdelse af høringer, og et embedsmandsværk, der ofte ukritisk gennemfører en politisk vilje, har populismen de bedste vækstbetingelser.

Når Folketingets Ombudsmand udtaler kritik, ryster udlændingeministeren afværgende på hovedet. Når internationale organisationer kommer med anbefalinger om måder, man kan rette sig efter de internationale konventioner, når der rejses kritik fra FN’s Højkommissariat for Menneskerettigheder, fra EU’s Menneskerettighedskommissær, er reaktionen tilsvarende, den hjemlige politiske tendens slår igennem: blank afvisning. De internationale organisationer forstår sig ikke på danske forhold. Særlige forhold gør sig gældende; standardskud fra hoften.

Høringerne der forsvandt

Det er nu blevet det samme med høringssvar.

En fundamental del af lovgivningsprocessen går ud på, at bl.a. organisationer, institutioner og myndigheder m.fl. får mulighed for at kommentere nye lovforslag inden for deres fagområde og sende deres bemærkninger til ministeren, inden lovforslag fremstilles i Folketinget. Disse bemærkninger kaldes for høringssvar. Folketinget anbefaler høringsfrister på mindst fire uger, men den anbefaling bliver langt fra altid fulgt.

Tilsvarende med hvidbøger, der sammenhængende belyser en status på et område, som er genstand for debat, ofte udformet som statusrapporter. Tidligere, når lovforslag skulle i høring, blev organisationer, institutioner og myndigheder, institutter, ngo’er og andre med ekspertviden på lovgivningsområder hørt, bl.a. i disse hvidbøger.

Nu bliver de enten slet ikke hørt, alternativt bliver høringsfristen beskåret, så der ikke er tid til at levere et ordentligt stykke arbejde. Og når der så faktisk er høringssvar, bliver de af politikerne og deres efterhånden ikke ganske uafhængige embedsmandsværk, kasseret.

Det er snarere reglen end undtagelsen, at de mange høringssvar – som bliver indsendt fra relevante dele af det øvrige samfund som et indspark i den lovgivende proces – nærmest bliver ignoreret. Interesseorganisationen Dansk Erhverv lavede for nylig en opgørelse, der viste, at fire ud af fem af de høringssvar, der blev sendt til regeringen fra 2013 til 2014, reelt blev afvist.

I en stor, ny undersøgelse, som Advokatsamfundet har gennemført og offentliggjort i juni, fremgår det, at mere end en tredjedel af 190 lovforslag, som blev sendt i høring i folketingsåret 2015 til 2016, ikke overholder den høringsfrist på mindst fire uger, som Folketingets Udvalg for Forretningsordenen anbefaler.

På områder, hvor sagerne er politiserede, som på flygtningeområdet og til en vis grad også ift. menneskerettigheder er lovforslagene stort set skrevet i granit. Danske humanitære organisationer, som f.eks. Dansk Flygtningehjælp, føler resignerende, det ikke er ulejligheden værd at kommentere lovforslag

Advokatsamfundets undersøgelse viser samtidig, at høringsfristen i ni procent af lovforslagene var helt nede på syv dage eller mindre. Og i knap fem procent af høringssagerne er lovforslaget først sendt i høring samtidig med eller efter fremsættelsen for Folketinget – hertil kommer, at fristen i disse sager også har været kort, nemlig mellem to og 17 dage.

Negligeringen af sagkundskaben betyder, at der ikke skabes et informeret grundlag at tage beslutninger på. At lovgive på. Det er ofte brænde på populismens bål, hvor politikere bekræfter et unuanceret verdensbillede i de brede befolkningsmasser.

På områder, hvor sagerne er politiserede, som på flygtningeområdet og til en vis grad også ift. menneskerettigheder, er lovforslagene stort set skrevet i granit. Danske humanitære organisationer, som f.eks. Dansk Flygtningehjælp, føler resignerende, at det ikke er ulejligheden værd at kommentere lovforslag.  Det er årtier siden et politisk respons lød, ”OK, det har I ret i”, har generalsekretæren Andreas Kamm udtalt til Berlingske.

Se mod Sverige

En del af dette oplyste grundlag, som skabes gennem høringer, er naturligvis også tal. Udregninger. Beregninger. Statistikker. Kvantitative og kvalitative. Har man syretestet, om tal også holder? Ellers bliver det ikke retvisende og transparent for borgerne. Et eksempel på dette er miljøminister Eva Kjer Hansen, som kritiseres for at have leveret “vildledende” tal og “kreativ bogføring” i regeringens landbrugspakke.

Det giver hende et rekyl, både politisk og i forhold til hendes troværdighed, at hun lovgiver på baggrund af tal, brancheorganisationer ikke kan genkende. I hendes interesse kunne snarere være netop forlods at tjekke, om man er nogenlunde øje-til-øje med de forudsætninger, lovforslag bygger på.

Man bør ift. høringer specifikt gå efter svensk forbillede, hvor der er ikke under tre måneder til at få lavet et ordentlig høringsarbejde. Når det gælder det lovforberedende arbejde, er Sverige verdensberømt for at have en veletableret høringsinstitution. Høringsprocessen er mere formaliseret end i Danmark og afspejler den meget større respekt for brugen af viden og erfaring uden for ministerierne, end vi har her i Danmark.

Folketingets Ombudsmands forsømte forår

Det samme billede gør sig gældende med kritiske udtaleler fra Folketingets Ombudsmand. Der var engang, engang, hvor sådan kritik ikke blev siddet overhøring, men hvor man straks rettede ind. Det skulle man som minister bestemt ikke have siddende på sig i respekt for folkestyrets indretning og rollefordeling i almindelighed, og i accepten af Folketingets Ombudsmand kompetence i særdeleshed.

Couldn’t-care-less holdningen, er Inger Støjberg er eksponentrice for. Når Ombudsmanden f.eks. kritiserer annonceringen af de nye danske asylregler, nægter ministeren at følge ombudsmandens afgørelse eller henstilling. For den ”er forkert” siger hun. Gennemskueligt, så klart, da kritikken ikke flugter med det sted, hun gerne vil hen politisk.

Det er ikke sket før, at en minister nægter at følge en henstilling eller afgørelse. Det udvander ombudsmandens rolle. Støjbergs ordvalg minder om ejendomsmægleren Jeppe K. fra Danish Dynamite, ”det li’ meget”, og så buldrer hun af sted.

Politikere skal turde gå forrest og først og fremmest med deres synspunkter og holdninger for samfundsindretningen, samfundsudviklingen og prioriteringer. Det står klart. Men de institutioner, som er en integreret del af vores styreform og føder viden til politikere, skal høres.

Tænk, hvis vi begyndte at gøre det samme med domstolene? Fordi vi var uenige i deres ekspertvurdering. Man er allerede så småt i gang, og politikere bliver ofte taget med bukserne nede, når de står og udtaler sig om verserende sager, hvilket er ulovligt, jfr. retsplejelovens § §1017, stk. 2, nr. 3.

Politikere skal turde gå forrest og først og fremmest med deres synspunkter og holdninger for samfundsindretningen, samfundsudviklingen og prioriteringer. Det står klart. Men de institutioner, som er en integreret del af vores styreform og føder viden til politikere, skal høres.

De politiske holdninger bør krydstjekkes med erfaringsgenereret specialistviden fra organisationer og myndigheder, der ved meget mere, end politikerne gør.

Denne indretning er en vaccine mod populisme, der gør samfundet og lovgivningen mere intelligent og ultimativt bedre indrettet, og en del af grundlaget for vores demokrati.

Embedsmandsværkets bolværk er væk

Problematikken er endog koblet til et embedsmandsværk, der traditionelt set har rådgivet uafhængigt i forhold til for eksempel vore internationale forpligtelser. Været et filter. Men uafhængighed er ikke længere kerne-DNA hos embedsmændene. Også her danses efter den politiske pibe. Politiske interesser dikterer. Ingen embedsmænds protester.

Vi har set et Justitsministerium, som det ene år udtaler at familiesammenføringsregler på et år var ”på kanten” af de internationale konventioner, og året efter, når de samme regler er strammet op og lavet om til tre år, er det stadig kun ”på kanten”… Det står bøjet i neon. Det lyser i øjnene. Ministerier er blevet nikkedukker for deres politiske herrer.

Uafhængighed er ikke længere kerne-DNA hos embedsmændene. Også her danses efter den politiske pibe. Politiske interesser dikterer. Ingen embedsmænds protester. Ministerier er blevet nikkedukker for deres politiske herrer.

På trods af, at alle hele vejen rundt om bordet anbefaler, at ambassader i en æra af globalisering ikke lukkes, som jeg tidligere har beskrevet her i POV International i artiklen Populismens Store Rekyl; på trods af, at alle hele vejen rundt om bordet anbefaler, at der ikke sker udflytning af statslige arbejdspladser til fjerne provinser; ja så er regeringen ligeglad.

Det er min klare opfattelse, at dette er medvirkende til den ”politikerlede”, den voksende mistillid der er hos befolkningen til politikere.

 Den politiske vilje dominerer ikke bare – den dikterer

Med en ligegyldighed over for international kritik, tilsidesættelse af Ombudsmandens henstillinger, en løs skulder i forhold til overholdelse af høringer, og et embedsmandsværk der ofte ukritisk gennemfører en politisk vilje, har populismen de bedste vækstbetingelser.

Det bør stoppe nu med en koordineret indsats fra hele den kreds af høringsberettigede myndigheder, organisationer, institutioner og brancheforeninger. Enkelte udsagn virker ikke. Kun gennem en koordineret kampagne på tværs af ellers forskelligrettede interesser kan et samlet pres lægges på regering og folketing for at få etableret en respekt for lov og orden. Skulle jeg næsten til at sige.

Topfoto: European Humanist Foundation.

mm
Poul Hauch Fenger

Poul Hauch Fenger er forsvarsadvokat, international menneskerettighedsadvokat, og Master of International Relations, fra Bond University i Australien. Poul Hauch Fenger har tidligere arbejdet som Associate Expert ved FN’s Højkommissariat for Menneskerettigheder i Genève med ansvaret for Asien og Stillehavet, som Rådgiver i EU på Balkan, i WHO og som Human Rights Officer i Malawi. Han har også været politisk rådgiver for den australske ambassadør og for Generalsekretæren i IRCT. Advokat Poul Hauch Fenger har ført en række større, medieomtalte sager i Danmark. Han vandt sagen mod Dansk Folkeparti, hvor 15 nybagte danske statsborgere alle blev navngivet under overskriften "Én på listen er til fare for Danmarks sikkerhed. Nu bliver han dansker." Poul Hauch Fenger er forsvarsadvokat i Danmarkshistoriens største narkosag, Christiania-sagen, i sager vedr. økonomisk kriminalitet, og sager om organiseret kriminalitet. Han er brugt som gæsteforelæser ved internationale konferencer om menneskerettigheder og folkeret, som han underviser og er eksaminator i på Københavns Universitet. Privat elsker han mere end det meste at rejse (medlem af Travelers’ Century Club), og at spille squash og tennis, bl.a. med sin kæreste og 2 små børn ude på gaden foran deres lille kartoffelrækkehus. Poul Hauch Fenger kommer til at skrive om danske og internationale retssager, menneskeret, og om humanitære og internationale forhold. Du kan læse mere om Poul på www.forsvarsadvokat.net / www.poulhauchfenger.dk

Skulle du have lyst til at donere til Pouls skriverier, er nummer til Mobilepay: +4526240622

Kategorier