Toiletrevolution i Kina

af

Lugten af den kemiske væske, der både skulle desinficere og overdøve stanken på offentlige lokummer, da Mette Holm studerede i Kina i 1980’erne, forfølger hende den dag i dag. Men en toiletrevolution er godt i gang i verdens mest folkerige land, hvor man har opført 36.000 offentlige toiletter med træk og slip.

Da jeg så denne artikel i South China Morning Post for nylig, væltede minderne frem i mig – om mere end tre årtiers benyttelse af toiletfaciliteter, for nu at udtrykke det virkelig pænt, i Kina.

Det var i de tidlige 1980’ere, jeg der lærte at holde mig i op til 12 timer. Toiletterne på landet og på steder som eksempelvis Beijing Zoo var de værste. Men latrinerne på skolen, hvor jeg læste, var i høj grad også noget at skrive hjem om. De var bedre end de lokale lokummer.

Fødderne var synlige forneden, hovedet ragede op. Der var små plastickurve til det brugte papir.

Støbte huller med fodformede cementtrin til fødderne. Lågerne var svingdøre som i en amerikansk filmsaloon; de dækkede kun lige kroppen, når man sad på hug. Og man skulle vare sig for at sætte sig for tidligt for ikke at blive væltet omkuld af de klaprende døre.

Fødderne var synlige forneden, hovedet ragede op. Der var små plastickurve til det brugte papir. Stanken var ulidelig, gulvet glat, den kemiske væske, der både skulle desinficere og overdøve lugten, forfølger mig den dag i dag. Jeg kan spore den på lang afstand, når jeg nærmer mig et offentligt lokum i Beijings – ellers romantiske – smalle og snoede hutonger, gyder.

Nydelige toiletter med private båse anno 1981. De små træspande langs renden for oven er til skyl.

Langnæse på lokum

Man lærer ét og andet om sig selv, sine personlige grænser og sit hjemlands skik og brug i den kinesiske toiletsfære. I Kina var toiletbesøg slet ikke den meget private sag, som vi er vant til. Det er det nu i stigende grad, men langt fra altid og overalt. Værst er det på de offentlige lokummer, hvor man sad – og stadig sidder – på stribe enten side om side eller med en fod på hver side af en lang rende, hvor man selv tilstræbte at vende sig væk fra de andre kvinder, mens de – venligt og overordentligt nysgerrigt – kunne sidde længe og tænksomt studere, om jeg mon var skabt og havde samme naturlige funktioner som dem, og hvordan mit undertøj så ud; eventuelt mens de lod en langsom spytklat sile ned over hagen.

Kineserne kan sidde på hug i lang tid, med albuerne hvilende på lårene og ansigtet hvilende i hænderne, mens de betragter en 大鼻子, dà bízi, ’stornæse’ eller ’langnæse’ – en udlænding. Hvis omstændighederne tvang os langnæser ind på de offentlige lokummer uden skillevægge, kan det nok være, vi lærte at forrette, hvad forrettes skulle, i en hulens fart, mens man af al magt forsøgte ikke at glide, tabe noget ned i renden eller ligefrem selv falde ned i den. Glem alt om toiletpapir, håndvask og sæbe.

MERE POV
Genbrug med japansk grundighed

Kinesiske børn luftes

Kinesiske småbørn slipper for bleen og bliver luftet på gaden inden sengetid.

Kinesiske småbørn var sparet for disse trange, ildelugtende, uhygiejniske og usunde latriner. De slap tilmed for bleer, idet kinesisk babytøj har en revne forneden, så de små ganske enkelt bliver holdt frit over, eller, når de er lidt større, sætter sig på hug på gaden eller potten og enten tisser eller skider. De går derfor langt mere sikkert end vestlige børn, der skal skræve over en altsugende anordning på størrelse med en lille madras mellem benene.

Den dag i dag kan man se børn blive aftenluftet før sengetid i Kina, som man ser det med skødehunde herhjemme og nu om dage også i Kina. Men efter at folk i stigende grad flytter i etageejendomme med indlagt vand, toilet og fjernvarme, forsvinder skikken. Det er et kvantespring for hygiejne og sanitet i Kina

Kina har omkring 4,5 millioner hjemlige (flest) og udenlandske turister hvert år. Og især de udenlandske har det virkelig svært med de offentlige toiletter. Derfor blev det for to år siden besluttet, at tiden var inde til (også) en kinesisk toiletrevolution, som allerede er meget fint undervejs. Der er blevet opført 36.000 nye offentlige toiletter ved seværdigheder over hele landet, mens 15.000 er blevet renoveret. Dermed er 90 pct. af planen allerede fuldført. De nye og forbedrede toiletter har selveste præsident og partichefen, Xi Jinpings bevågenhed.

Kinas Nationale Turismeadministration er stolt af de fornemme nye toiletter, men lider ifølge lederen, Li Jinzao, under, at lokale, flest ældre, hamstrer gratis toiletpapir i lange baner. Til Hong Kong-avisen South China Morning Post fortæller Li om dårlige toiletmanerer og om planer om at sortliste turister, der opfører sig upassende på de fine toiletter.

Enhver med brug for toiletpapir skal stille op til scanning af sit ansigt, før en maskine spytter 60 cm toiletpapir ud.

I marts endte overvågningsoptagelser af en del ældre kinesere, der stjæler toiletpapir på Himlens Tempel i Beijings offentlige toiletter, på weibo, som er Kinas flittigst brugte sociale tjeneste, en blanding af Facebook og Twitter. Nogle af de gamle kom flere gange dagligt og stjal toiletpapir, som de pakkede i medbragte tasker.

Netop toiletterne i Himlens Tempel er så fine, at de har status af stjernetoiletter. Og blot til almindelig advarsel: Myndighederne har nu installeret kameraer med høj opløsning, som er koblet til teknologi, der kan genkende ansigter! Enhver med brug for toiletpapir skal stille op til scanning af sit ansigt, før en maskine spytter 60 cm toiletpapir ud. Til gengæld kan man efter ni minutter få yderligere 60 cm papir.

Lokumsrenserens kunst

En bekendt fortæller, hvordan han var på besøg hos en bondefamilie langt ude på landet, hvor de selvfølgelig har latrin, en god og hygiejnisk én, ikke som de modbydelige offentlige toiletter.

Sønnen studerer i Shanghai og har en kæreste derfra. Familien er så betagede af svigerdatteren fra storbyen, at de har opført et rigtigt toilet med kumme og skyl alene til hendes brug – og til langnæser, selvfølgelig, hvis en sådan skulle forvilde sig forbi.

MERE POV
Intet varer evigt

Det er et ganske almindeligt kinesisk bondehjem med trampet jordgulv, indendørs ildsted til at lave mad over og det tørrede kød hængende i snore under loftet, mens hønsene bevæger sig frit omkring inde og ude.

Morgenstund er pottetømning i denne boligblok nær fuglemarkedet i Shanghai.

Jeg ved ikke, hvor i Shanghai svigerdatteren kommer fra. Men også her, i Kinas fremmeste og mest moderne by, er der stadig et par hundredetusind mennesker, der ikke har adgang til toilet. Så de bruger natpotter, som de tømmer hver morgen i et fælles anlæg i gadeplan. Alle nye bygninger bliver udstyret med moderne sanitære faciliteter, men beboerne i en stor del af byens gamle boligmasse er endnu ikke så heldige.

Den fremtrædende kinesiske kunstner og systemkritiker Ai Weiwei troede de første år af sit liv, at en digter var en lokumsrenser. Hans far, den respekterede nationalpoet Ai Qing, faldt i politisk unåde under Anti-Højre-kampagnen i 1958 og blev sendt i internt eksil i det nordvestlige Kina, i Xinjiang, hvor han rensede lokummer i 20 år. Ai Qing blev rehabiliteret i 1979.  Og hans søn lærte dog, hvad det vil sige at være kunstner.

Fotos: øverst: screen-dump fra South China Morning Post; latriner: Carsten Gyrn; lille dreng og pottetømning: Mette Holm.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Mette Holm

Mette Holm er Asien-journalist og forfatter med baggrund i antropologien, født i 1953. Hun har beskæftiget sig med Kina siden slutningen af 1970erne, var udvekslingsstuderende og læste kinesisk i Beijing 1981-82 og har studeret, boet, rejst og arbejdet i det vældige land gennem alle årene, så det sammenlagt er blevet til mere end 10 år i Kina. Siden hun blev journalist i 1987, har hun dækket Kina og nabolandene på udlandsredaktionerne hos bl.a. Ritzaus Bureau, TV-Avisen, TV2’s Nyheder, Jyllands-Posten, Weekendavisen og DRP1’s Orientering. Hun har skrevet 15 bøger og bidraget til flere om bl.a. Kina, Mongoliet, Myanmar og Vietnam, er flittig kommentator i medierne og foredragsholder i det ganske land, dels om Kina og sit øvrige revir, dels om menneskerettigheder, dels om FN’s verdensmål – eller en blanding. Privat nyder hun at udforske verden, ro på fladt vand på Øresund i sin kajak og vandreture i barndommens revir, Dyrehaven. Skribenter på POV får ikke betaling. Du er mere end velkommen til at støtte Mettes artikler på POV via mobile pay: 28 12 53 00. På forhånd tak. Mere om Mette og hendes aktiviteter her: www.metteholm.com, www.metteholm.info.
Foto: Torsten Graae

Seneste indlæg fra

Gå til Top