mm

Maria Helleberg

Maria Helleberg, født 1956, er først og fremmest kendt som forfatter, men har egentlig en uddannelse som teater- og mediehistoriker. Og tog engang bifag i dansk. Fuldtids skriver siden 1987. Kærlighedsbarn, Engelshjerte, Seersken, Valeria, Thomasines Frihed, Alberto. Oversat til mere end ti sprog. Har levet i USA og Italien og er aldrig rigtig kommet over det. Interesserne spænder over modsætninger: skønne automobiler, grøn omstilling, gender politics, skønne mænd. Horses & hounds. Mad fra alle verdenshjørner. Kulturpolitik og deslige. Men er egentlig mest af alt politisk amatør og tror fuldt og fast på regering by the people, for the people. Bor lidt uden for Fredensborg i rækkehus fra 80erne, med jordens dejligste mand & jordens frækkeste lille gamlingehund. Bruger Zalando, størrelse 38 1/2 i sko, ingen briller (endnu) og RaiUno, NDR3 og Netflix, men kan stadig huske Netscape og Yahoo.

Se alle skribentens artikler

Sommerserie: Krig på film skal man tænke over

KRIGSFILM – Maria Helleberg så for år tilbage filmen We Were Soldiers om USA’s store trauma fra sidste halvdel af 1900-tallet, Vietnamkrigen. Hun blev overrasket. Endelig en krigsfilm, som er realistisk i sin skildring af kamphandlingernes gru og som er blottet for den sentimentalitet, der ellers ofte gennemsyrer genren. 

Det kom ærlig talt bag på mig, dengang jeg så Randall Wallaces film We Were Soldiers tilbage i 2002. Han skrev manus og instruerede, og Mel Gibson finansierede. Filmen var og er … anderledes.

Dengang tænkte jeg; “endelig en film om Vietnamkrigen, jeg kan lide”. Endelig en historisk skildring af USA’s store trauma fra 1900-tallet, der fænger, og som skildrer krigen fra begge sider. Smertefuldt, men uden vrede eller anklager.

Foto: Filmplakat til We Were Soldiers, Wikipedia

We Were Soldiers er en af de mest åbenhjertigt brutale krigsfilm, der er produceret, men det er også en film, som æder sig ind på publikum, fordi den insisterer på identifikation.

Man skal imidlertid have lidt tålmodighed, for den første del af filmen virker sentimental, ren overflade. Lige til man havner i Vietnam og opdager, at indledningen har villet vise en arrogant, selvbevidst krigsmaskine, der i virkeligheden intet aner om krig.

Jeg ved ikke, om Mel Gibson i dag ville gå ind for filmen, men da han spillede hovedrollen som oberst Hal Moore, var han åbenbart tændt. Krigens politiske baggrund interesserer ikke, det er ikke en minutiøs forklaring af krigens årsag og virkning, men netop en film, der forsøger at genskabe så nøje, at eftertiden forstår. Den fortæller på sine helt egne vilkår og i en etableret genre.

Det kan godt være, at dele af publikum, der følte sig skræmt af Mel Gibsons private og offentlige opførsel, udtalelser og seneste film, vil stå af her, men det ville blot være synd.

Illusionerne må briste

Men først ti handlingen:

Oberst Hal Moore anfører en enhed, der sættes ind mod en overmagt i det første slag under Vietnam-krigen. Han tror nærmest religiøst på missionens retfærdighed – men især på soldaternes fællesskab, venskaber som kan blive dybere end selv kærligheden mellem ægtefæller.

Han er overbevist katolik, og har efterladt sin overdejlige hustru (Madeline Stowe) hjemme, i en lidet inspirerende militærforlægning, alene med en masse andre forladte kvinder, lutter hjemmegående husmødre. Feminismen har absolut ikke ramt denne del af USA,  og militæret er en klasse for sig, der endda råder over hele byer, opført til personalet, hvis arbejde – krigen – altid foregår i et fjernt land.

 

Nok overlever Moore, og en mindre del af hans enhed, men under missionen mister han sin tro på, at det hele nytter. Der er ikke længere nogen mening med krigen, ud over at overleve. Og at beskytte sine venner mod døden.

Som Billy Joel beskrev i sin Vietnam-sang ”Goodnight Saigon”, så var Vietcong-guerillaen  “sharp as knives”, altså:

“We, held the day/ In the palm of our hands/They, ruled the night/And they were sharp/
As sharp as knives/They heard the hum of the mortars /They counted the rotors/And waited for us to arrive … !”

Det er imponerende modstandere, som slås for deres hjemland. Og krig er skrækindjagende i denne moderne form, hvor relativt små enheder skal udføre mange forskellige opgaver i urskov og buskads og ukendt terræn i ukendt land.

Vi bliver ikke skånet for noget, man går ind imellem i flyverskjul i sofaen, for projektiler synes at flyve om ørerne på én, slår ned og dræber og sårer og slynger blod mod kameralinsen.

Men filmen er hverken hysterisk eller imponeret over sine egne virkemidler. Den gengiver kun tidens krig, skræmmende realistisk. Selv denne krig (vi befinder os i november 1965) er også et arbejde. Historien er på en absurd måde med i nutiden. Kavaleriet findes.

At skildre Vietnamkrigen

Filmen bygger på en bog skrevet af den unge journalist, som i filmen ankommer til fronten for at ”få noget at skrive om”, men som i løbet af ganske kort tid forvandles til soldat på godt og ondt. Han får respekt for soldaterne, men afsky for krigen. Han synker ned i krigen og bliver en del af det ufrivillige kollektiv, som er tvunget til at slås for at overleve.

Hans modbillede er oberst Moores hustru, der holder sine nerver i ro ved at gå rundt til kvinderne i militærforlægningen med de summariske telegrammer om ægtemændenes død. I sin magtesløshed og isolation må hun, ligesom sin mand, handle for at overleve – i dette tilfælde mentalt.

Moores tårevædede reaktion, da en journalist spørger, hvordan det føles at have vundet, er blottet for sentimentalitet: de har jo netop ikke vundet en hujende fis, bortset fra retten til at leve lidt længere – bare for måske at falde i den næste uoverskuelige træfning

Ind imellem virker det, som om We Were Soldiers bevidst spiller på en korrektur af Vietnam-krigens mest forkætrede film, John Waynes The Green Berets fra 1968, der blokerede for et helt årtis filmiske behandling. Også her er der en journalist tilknyttet, spillet demonstrativt nedslået, civilt og slapt af David Janssen. Men hvor The Green Berets var en rasende entydig ”tilrettevisning” af enhver kritisk røst, er We Were Soldierseftertidens nuancerede blik på en forbandet krig, der efterhånden er blevet fjern, næsten mytisk.

Filmene om 2.verdenskrig er blevet mere og mere heroiske, som Steven Spielbergs Saving Private Ryan eller koncentrerede om jødeforfølgelserne, som i Schindler’s List også af Spielberg.

Til gengæld blev Vietnam-filmene mere og mere modløse.

The Green Berets var et partsindlæg – og blev indspillet på et tidspunkt, hvor en amerikansk sejr stadig opfattedes som en mulighed i 1968. På grund af de voldsomme reaktioner som filmen medførte er den kun set af et fåtal, men den er udsendt på dvd og er interessant som historisk dokument til at besvare spørgsmålet: hvad mente de, som støttede krigen, der foregik i Vietnam?

Blottet for sentimentalitet

I We Were Soldiers er skildringen af Vietcong som en respektindgydende fjende, ledet af fremragende officerer, enestående. Den er nok kun mulig, fordi afstanden til Vietnamkrigen er så stor, indtil Wallaces film optrådte vietnamesiske soldater mest som skygger i junglen og som ofre.

Det er en øjenåbner at sammenligne med Ridley Scotts krigsfilm Black Hawk Down fra 2000, om konflikten i Somalia, hvor en ”usårlig” amerikansk kamphelikopter skydes ned af formentlig primitive somaliske partisaner. Her er ”fjenden” en ubehagelig masse, en grød af fjender med anden hudfarve end vore helte. En form for kunstnerisk imperialisme? Eller bare en naturlig konsekvens af krig?

Den nye Golfkrig og engagementerne i Afghanistan, Irak, Libyen og Syrien fornyede vort fælles syn på krig. Der opstod en ny tolerance, nok også forårsaget af, at krigene mod Al-Qaeda og ISIL – i hvert fald teoretisk – var begrundede i frygt for terror overalt i verden. Vi har godtaget de nye krige uden de vilde protester. Der har heller ikke været tale om krig som i Vietnam – mindre jungle, mindre guerilla.

We Were Soldiers er en af de mest åbenhjertigt brutale krigsfilm. Men det er også en film, som æder sig ind på publikum, fordi den insisterer på identifikation

Mel Gibson er forbavsende lavmælt i sin rolle som obersten. Man kunne frygte føleri og hul bravado. Men det er helt andre ord, som melder sig, når man skal beskrive hans indsats her. Åbenbart blomsterer denne mand som skuespiller, når han arbejder med en instruktør, han stoler på.

Moores tårevædede reaktion, da en journalist spørger, hvordan det føles at have vundet, er blottet for sentimentalitet: de har jo netop ikke vundet en hujende fis, bortset fra retten til at leve lidt længere – bare for måske at falde i den næste uoverskuelige træfning. For når filmen holder op, fortsætter krigen jo.

Holdningen minder om Leo Tolstojs bitre skildring af militære konflikter i Krig og Fred. Det er stort set umuligt at styre og overskue, hvad der sker og bør ske på slagmarken, i alt fald i detaljer, og i dobbelt guerilla-krig i junglen er alt et resultat af tilfældigheder, held eller uheld.

Det er ikke en film, som giver publikum tid til at undre sig over, om det våben, den helikopter eller de par støvler er historisk korrekte. Der er en slags tidløshed over selve krigen: først når vi vender tilbage til “konernes” verden, opdager vi, hvilken tidsalder vi er havnet i, og det er en bevægende oplevelse.

En uforståelig dårlig modtagelse

Googler man filmen, opdager man hurtigt, at danske anmeldere hadede den og så noget helt andet i den end jeg gør. Anders Rou Jensen skrev i Politiken:

“Filmens vigtigste funktion synes at være at fremstille den tapre amerikanske soldat i almindelighed og Hal Moore i særdeleshed i et strålende ærefrygtindgydende lys. Berlingske: filmen er så pompøs og bombastisk i sin svulmende heltedyrkelse, at den vader i klicheer og kun er et par millimeter fra at være ren kitsch.

Jyllands-Posten: “Et falskt og overfladisk billede af Vietnamkrigen.”

I Weekendavisens anmeldelse lød det:

“Krigen og de gammeldags æresbegreber dyrkes som en fetish, volden hyldes i kærlighedens navn, og historien tages som gidsel i politisk manipulerende underholdning af den mest anmassende slags.EktraBladet: gammeldags, flagbaskende og naiv krigsfilm, hvor unge mænd drager i kamp for deres frihed og familie.” 

Kum Birgitte Grue i BT og Ole Michelsen i Bogart på DR oplevede filmen som netop film, koncentreret om en lille gruppe mennesker.

Jeg har læst anmeldelserne i helhed og kan ikke forstå, at det er den samme film, som betager mig. Har anmelderne været med i krig? I Vietnam? Hvad er det, de mangler eller ligefrem kræver? Bestialske forbrydelser fra amerikansk side? Store politiske analyser? Jeg ved det ikke, men kan ligesom fornemme, at filmen blev opfattet stramt politisk som et statement fra folk, man absolut ikke kunne være enige med. Og hvis film man absolut aldrig ville kunne nyde.

Vigtig dialog med fortiden

Når man skriver historisk fiktion omgives man så at sige af personer, der mener noget andet end i et spelt-kollektiv på Vesterbro. Man lærer tolerance – og at spørge ind for at finde årsag og virkning.

Vi behøver såmænd ikke at gå så lang tilbage i tiden for at finde personer med holdninger, der i vore dage opfattes som socialt diskvalificerende. Men vi er pinedød nød til at opleve og gå i dialog. Også med fortiden.

Den nye Golfkrig og engagementerne i Afghanistan, Irak, Libyen og Syrien fornyede vort fælles syn på krig. Der opstod en ny tolerance, nok også forårsaget af, at krigene mod Al-Qaeda og ISIL – i hvert fald teoretisk – var begrundede i frygt for terror overalt i verden. Vi har godtaget de nye krige uden de vilde protester. Der har heller ikke været tale om krig som i Vietnam – mindre jungle, mindre guerilla

Moderne krigsfilm, hvor går de hen? Irak og Afghanistan har affødt et par overraskende film. Mest udfordrende var The Hurt Locker om de helte, vi sjældent hører om, de mænd som skal demontere bomber og miner. Den udløste en Oscar til sin (kvindelige) instruktør.

Krige og konfrontationer i Mellemøsten venter stadig på store, sammenfattende skildringer, men spiller en rolle i tv-serien Homeland, nu på 7. sæson.Vietnam-filmene begyndte også først at komme, da krigen lå nogle år tilbage. Apocalypse Now af Francis Ford Coppola er det groteske, vildtvoksende startpunkt. Galskab og vildskab. Men det er nok ikke et tilfælde, at publikum ofte husker en hundehvaps død, snarere end de systematiske ødelæggelser og massedød.

Topbillede: Pixabay

Kategorier