https://twitter.com/katyspics/media

Slaget om Pennsylvania – til Katy Perry fest for Hillary

af

Love Trumps Hate – Kærlighed trumfer had. Sloganet lyser fra monitorerne i Mann-centret i Philadelphia, Pennsylvania, hvor slaget om de sidste stemmer i den amerikanske valgkamp skal slås. Katy Perry kommer på scenen til sangen Nasty Girls svøbt i en blå kåbe med ordene “I am with Madam President”. “Er i klar til at brøle for Hillary”, råber Perry – og det er de i Hilladelphia, da sangen Roar vælder ud af højtalerne.

Ca. 16.000 mennesker er samlet her i aften, for at høre Hillary Clinton tale, men nok lige så meget for at få en fed koncertoplevelse med popdronningen Katy Perry. Om kun 48 timer skal amerikanerne til stemmeurnerne og vælge deres næste præsident i den mest foruroligende og dramatiske valgkamp i nyere amerikansk historie.

40 millioner amerikanerne har allerede været ude og stemme på forhånd, men det er ikke tilladt i alle stater, bl.a. ikke her i Pennsylvania, hvor det hele afgøres på selve valgdagen den 8. november. Derudover er Pennsylvania en vigtig svingstat, som ifølge mediet fivethirtyeight kan gå hen og blive den mest afgørende svingstat i kampagnen, en såkaldt tipping point state.

Og the polls er hårrejsende spændende nu. P.t. står Clinton med 46 procent og Trump med 44 procent i Pennsylvania. De demokratiske stemmer skal især hentes hjem i byen Philadelphia, som er mere progressiv end resten af staten.

Derfor er det tunge skyts hentet frem. Ud over Katy Perry-koncerten, holder Hillary endnu en event mandag på Independence Hill sammen med Barack og Michelle Obama. Særligt Michelle Obama har i den sidste del af valgkampen vist sig at være et enormt trækplaster for hende og for demokraterne.

Kun halvdelen kommer ind

Mange har stået i kø i timevis for at komme ind. Ved siden af mig står en far med sin syvårige søn. De håber på, at dørene ikke lukkes, før vi er kommet med ind, men det ser ikke lovende ud, for der er tusindvis af mennesker foran os, hvor vi står en kilometer fra selve koncertstedet.

Jeg spørger ham, om han har deltaget som frivillig i kampagnen. Det har han ikke, men hans kone har derimod engageret sig meget i de sidste par uger. “Hun er bange for hvad, der skal ske. Det er jeg også, men ikke på samme måde. Hun føler sig decideret terroriseret og frygter Trump”, fortæller han.

Vores samtale bliver afbrudt af nogle vagter. Salen er lukket for flere tilskuere. Slukøret beslutter far og søn at gå i biografen i stedet.

Get out the vote

Hillary Clintons kampagne har i de sidste uger af valgkampen organiseret en “kærligheden trumfer had”-koncertturne på tværs af de stater, som er særlig afgørende for valget, for at opfordre vælgerne til rent faktisk at stemme.

Det er svingstater som f.eks. Florida, Virginia og Pennsylvania, der virkelig betyder noget. Koncerterne gives af en række kunstnere, der bakker op om den demokratiske kandidat. Katy Perry  var en af de kunstnere, som har støttet Clinton helt tilbage fra de tidlige caucus i Iowa i primærvalget. Ifølge Clinton selv er hun vild med budskaberne i Perrys tekster – særligt sangen Roar, “når du bliver slået ud, så kom tilbage op”, råber en efterhånden kampagnehæs Hillary ud til den jublende mængde. Roar er også sloganet for Hillarys sidste omgang tv-reklamer , som kører i slutspurten i de 11 afgørende stater.

Se videoreklamen her:

“Love trumps hate”-koncerterne bruges også til at rekruttere nye frivillige, så flere amerikanere kan opfordre deres venner, familier og naboer til at slutte sig til de millioner af amerikanere, der stemmer.

Begge kampagner er dybt afhængige af frivillige kræfter, særligt i de sidste dage og på selve valgdagen. “Du kan føre verdens bedste kampagne, men det nytter ikke, hvis folk ikke kommer ud og stemmer til selve valget”, tordner Hillary.

I USA er valgdeltagelsen generelt lav, derfor bliver de sidste dage af valgkampen, brugt til at hive vælgerne op og ud af sofaen.

Års og måneders arbejde med at mikrosegmentere vælgere bliver sat i værk nu. De frivillige kender den nøjagtige profil på de personer, de stemmer dørklokker hos og ringer til. Krudtet bruges præcis der, hvor det gør gavn, og det er udregnet med nanopræcision. Men det kræver mange frivillige, og de skal helst engageres i aften.

Forsamlingen er allerede varmet godt op nu. Ud over et par mandlige kongresmedlemmer fra Pennsylvania er hovedtalerne alle kvinder. Før Hillary går på scenen taler den tidligere udenrigsminster i Bill Clintons regering Madeleine Albright. Hun minder forsamlingen om, at hun ikke er født i USA, men kom hertil som barn, endog flygtning.

Så kommer den kendte tv-producer Shonda Rhimes på for at introducere Hillary. “Jeg har altid fortalt mine børn, at i USA kan enhver blive præsident. Det plejede at være en god ting”, underforstået, at hun godt kunne have undværet Trump, og salen er med hende og byder Hillary Clinton velkommen. Hendes budskab er kort og klart: “Alverdens kampagner nytter intet, hvis ikke vi går ud og stemmer. Stå ved det, du tror på. Magten ligger i din stemme”, opfordrer hun og slutter med et Love Trumps Hate.

Se hele eventen her .

Billede fra Katy Perrys twitter account, hvor du kan se flere billeder fra aftenens event. https://twitter.com/katyspics/media

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Kristin Parello-Plesner

Mor, professionel, studerende. Er optaget af internationale forhold, sustainability og Grønland. Blogger om samfund, politik og hverdagsliv. Har base i Washington D.C.

Seneste indlæg fra

Gå til Top